Anmeldelse: InterContinental Berlin

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Berlin er et populært rejsemål blandt danskere – særligt pga. et utal af daglige flyafgange samt hoteller til rimelige priser.  Vi bringer her en anmeldelse fra InterContinental i Berlin – anmeldt af en af vores britiske skribenter:

ic1-610x458

Oprindeligt havde jeg booket et refunderbart standardværelse for to personer på Hotel Indigo Ku’damm for 100 €, men efter en tidligere overnatning på det luksuriøse og sagnomspundne Waldorf Astoria (en del af Hilton HHonors hotelkæden), søgte vi en endnu en luksuriøs overnatningsmulighed nær Ku’damm.

Som IHG Platin-medlem, søgte jeg via deres app og så at der lå et 5 stjernet InterContinental lidt længere nede af gaden fra Waldorf Astoria til 101 €/nat, så jeg aflyste overnatningen på Hotel Indigo, og bestilte straks hotellet via deres app. Jeg kunne hermed sammenligne to 5* hoteller fra to store hotelkæder, på en og samme tur, og dermed opveje at vi var fløjet til Berlin under kummerlige forhold med RyanAir.

Beliggenhed

InterContinental Berlin ligger på Buderpester Strasse, omkring 5 mins gang fra Wittenbergplatz U-bahn, utrolig tæt på både Ku’damm, samt Berlin Zoo og akvarie. Det ligger også med kun 5-10 minutters gang fra  Zoologischer Garten samt en tog/bus-station, hvor der går busser direkte til Berlin Tegel lufthavn.

Check-in

Vi ankom til hotellet kl. 11.45, ca. 1 time efter at jeg havde bestilt overnatningen over deres app, checket ud af Waldorf Astoria, og gået de ca. 10 minutter til hotellet. To portierer bød os velkommen og åbnede døren til receptionen som befandt sig under en glaspyramide, som straks minder en om den ikoniske pyramide udenfor Louvre i Paris.

Vi blev straks mødt af en vaks receptionist og overraskende nok stod reservationen allerede i deres system – dette kan man ikke altid forvente når man booker få timer forinden. Jeg fortalte receptionisten at vi bare ville stille vores bagage, og så videre ud i byen, da indtjekning normalt først er fra kl. 15 om eftermiddagen. Receptionisten tjekkede dog glædeligt om noget skulle være ledigt, og efter få tryk på computeren kunne hun tilbyde os et opgraderet Executive King-værelse samt 1.000 bonus points el. 2 gratis drinks i baren – alt dette pga. min platinstatus i IHG hotelprogrammet!

Vi valgte de to gratis drinks og fik lov til at tjekke ind over 3 timer før oprindelig check-in tid! Meget fornem service.

Værelset

Vi fik værelse 706, som ligger i den venstre del af hotellet efter du ankommer til receptionen. Herfra kigger man ud på indgangsområdet – så ikke nogen særlig udsigt, men det gjorde ikke noget da vi kun skulle være der én nat.

Værelset var rummeligt med en stor “king”-bed, og en sofa i den anden ende. Dette var adskildt af et bord som husede en minibar, Nespresso-maskine og lidt kunst.

ic2-610x408

Desværre var sengen lidt for blød for min smag, og selvom puderne så gode ud, gik alt luften ud af dem når man lagde sig på dem, og de manglede derfor lidt fylde. Vi gik først i seng efter midnat, så gad ikke ringe til receptionen og bede om nogle flere. Nu når vi er ved de små ting, så var det meget varmt i Berlin under vores ophold, og klimaanlægget i værelset kæmpede lidt med at holde det tilpas køligt.

TV’et var i den ene side af værelset og var integreret i et bord, og kunne drejes til enten at rette sig mod sofaen eller sengen, og generelt var værelset stort, men lidt trængt med så mange ting integreret i det.

ic3-610x408

Ved entreen var der massere af plads til baggage samt nogle kuffertholdere som vi satte pris på, da vi ikke gad pakke alt ud kun for én nat!

ic4-610x913

Badeværeset var rigtig stort, men havde kun 1 vask. Der var særskilt karbad og bruser, som ikke ligefrem var de mest private af slagsen, da alt i badeværelset var af glaspaneler. Vandtrykket i bruseren var glimrende, og der var en god mængde toiletsager af høj kvalitet på værelset.

ic5-610x913

Faciliteter

Hotellet har både pool, fitness og spa-faciliteter. Pool og fitness er gratis at anvende, mens sauna’en i spa-området koster 15 € at anvende – lidt besynderligt! Dertil kan man købe behandlinger og massage i spa’en men grundet vores korte visit fik vi ikke testet nogle af områderne, men jeg har inkluderet hotellets egne billeder af områderne:

ic6-610x407

ic7-610x458

Hvis man kommer i bil har hotellet også begrænset underjordisk parkering til 26 € om dagen i følge deres website, dog så indgangen til parkeringskælderen meget smal ud, og må være på eget ansvar!

Restauranter/Morgenmad

Der er 3 steder at spise på hotellet, deriblandt Hugos Restaurant som blandt andet har modtaget en Michelin-stjerne! Herudover findes en lidt mindre prominent “L.A. Café”, hvor der serveres både morgenmad, frokost og aftensmad, samt Marlene Bar, som også havde en begrænset mad-menu.

Under vores ophold valgte vi at gå på Marlene bar, hvor vi modtog vores 2 gratis Platin velkomstsdrinks. Jeg tog en øl, hvor min forlovede fik rødvin. Efter 18.000 skridt rundt i Berlins gader faldt det på et tørt sted, og vi valgte at bestille en cheese burger og en club sandwich til vores drikkevarer. Maden var glimrende, og tjeneren Joy var ekstremt venlig og imødekommende. Vi fik yderligere 2 gange 2 “special cocktails”, som sammen med vores måltider løb op i 85 €, hvilket ikke var så slemt i forhold til man befandt sig på et 5* hotel, hvor priserne normal er skruet godt i vejret!

Morgenmaden foregik på L.A. Café og var igen af god kvalitet. Der var lidt tvivl om morgenmaden var inkluderet i vores værelsespris, men det blev hurtigt ordnet. Buffeten havde alt hvad man ønsker fra omelet, vafler, traditionelle varme retter, samt en masse frisk frugt, yoghurt og morgenmadsprodukter. Hertil var et glimrende udvalg af asiatisk løs-the som man selv kunne blande til sin egen the-kande, endda med honing fra hotellets egen bistad! Så hvis du kommer her, så sørg for at få morgenmaden med.

Lounge

Jeg blev ikke informeret om hotellet havde en lounge. Jeg var dog blevet opgraderet til et Executive værelse, som burde give adgang. Efter mit ophold har jeg læst mig til at der burde være en lounge, men denne blev desværre ikke testet i denne omgang.

Serviceniveau

Servicen på dette hotel var god. Personalet var effektive, og Joy fra Marlene Bar udstrålede et utroligt overskud, hvor resten af personalet var “OK”. Det var også positivt at der blev taget god hånd om kunder med IHG Status, selvom receptionisten burde have givet flere detaljer omkring hotellet og om den Executive lounge som vi aldrig endte med at finde. Der stod heller ikke noget om morgenmad i folderen på værelset, så måtte ringe ned til receptionen for at få tidspunkter af vide – sådan en information bør gives lige når man tjekker ind.

Generelt set har jeg ingen utilfredse mimer, selvom opholdet dog ikke føltes helt 5 stjernet.

Værelsespris

Værelsespris: €137.97 – Your Rate by IHG Rewards Club, Bonus Points + Morgenmad. (Oprindeligt kostede værelset kun 101 €, men valgte en ekstra pakke med flere bonus-points samt morgenmad for at ramme et specifikt Accelerate mål i en løbende IHG Rewards kampagne).
Værelsestype: Executive King (Booket et Standard King, men blev opgraderet grundet IGH Platinum status).

Konklusion

InterContinental Berlin var alt i alt en god oplevelse. Det føltes ikke helt 5 stjernet (snarere 4,5*) særligt fordi beliggenheden er 5-10 minutters gang fra de mest centrale steder, hvorimod andre hoteller som Waldorf Astoria vi kom fra ligger helt centralt! Værelset var flot med de ting man forventer af et hotel i den kaliber, selvom sengen kunne være bedre. Dog var hotellet meget fint til prisen (noget billigere end Waldorf Astoria!), og kan varmt anbefale at bo her.

Denne artikel er oprindeligt skrevet af  Rick Thompson fra vores søsterside Insideflyer.co.uk 



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Overblik

Service

Lokation

Værelse

Features

Value

Generel Vurdering

Trackbacks & Pingbacks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *