Anmeldelse: Kom med på den første flyvning mellem København og Hong Kong med Cathay Pacific i deres Business Class

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Den 2. maj var dagen, hvor Cathay Pacific havde to nyheder med til København. Den første var den direkte afgang til Hong Kong og den anden var første faste rute med et Airbus A350-900. Kom med her på turen i Business Class og se hvad du kan forvente dig.

Da Cathay Pacific annoncerede at de ville starte en rute op til Hong Kong fra København var InsideFlyer hurtigt ude og sikre sig billetter til denne første afgang. Vi kendte til Cathay Pacific som selskab fra andre flyvninger og viste at det produkt de solgte er i toppen. Læs med her og se hvad du får, når du rejser med Cathay Pacific i deres Business Class.

Det hele startede lidt anderledes end andre flyvninger. Da det var den første flyvning, så var der arrangeret forskellige events i gateområdet inden afgang. Blandt andet taler fra Grevinde Alexandra Christina af Frederiksborg.

Det røde bånd klippes af blandt andet Grevinde Alexandra Christina af Frederiksborg. Foto: CPH Airport.

Normalt ville min tur have startet med en hurtig tur igennem Fast Track og direkte til loungen (som du har adgang til når du rejser i Business Class) , hvor jeg ville have ventet indtil der var tid til boarding.

Denne dag, da det var første flyvning, så var der flere events i gateområdet, så blev jeg i gateområdet indtil boarding begyndte en lille times tid før den planlagte afgang.

Et kig ud over Eventyr Lounge – Den nok bedste lounge i Københavns Lufthavn i øjeblikket. Foto: Henrik Olsen

Loungen som Cathay Pacific bruger er nok den bedste lounge i Københavns Lufthavn i øjeblikket – nemlig Eventyr Lounge, som ligger helt perfekt efter paskontrollen.

Check ind var også pyntet op til dagens fejring af ruten. Foto: Henrik Olsen

Se mere fra festlighederne her

Jeg var den første til at gå ombord og jeg blev mødt i flyets dør af et oplagt crew med smil og et ”welcome onboard to this first flight to Hong Kong”. Det tegnede til at blive nogle gode timer jeg havde i vente.

“First to Board” og først ude i flyet som passager. Foto: Henrik Olsen

Crewet havde ellers haft en lidt svær start på turen. De skulle være kommet ind via Amsterdam, men deres fly var blevet annulleret, så de måtte med en bus til Bruxelles og så med fly derfra til København. Så de fik heller ikke en normal start på dagen. Det var purseren, som fortalte om deres rejse til København. Hun var lidt skuffet over at hun ikke havde fået lidt tid til at se byen inden afgang, så hun ville gerne tilbage igen. Så fik vi en god snak om dette og om turen generelt. Man følte sig bestemt velkommen ombord.

Crew og blandt andet Grevinde Alexandra Christina af Frederiksborg med på gruppebilledet som blev taget i anledningen af rutestarten. Foto: Henrik Olsen

Business Class sædet og kabinen

Jeg blev vist hen på min plads på række 17 ved vinduet og fik mig sat til rette. Min jakke blev hængt op og jeg blev tilbudt noget at drikke. Jeg valgte et glas champagne og Cathay Pacific har en ganske udmærket en af slagsen. Det er en Billecart-Salmon Brut i en Non Vintage udgave.

Der var et udvalg af champagne, appelsinjuice og vand før take off. Foto: Henrik Olsen
Jeg valgte et glas champagne, som gladeligt blev genopfyldt. Foto: Henrik Olsen

Ellers er sædet en af de modeller jeg godt kan lide. Det bliver bliver faktisk endnu bedre ved at være ombord på et Airbus A350-900. Det er breddere end andre fly og det øger pladsfornemmelsen. Dog kunne jeg god have ønsket mig at Cathay Pacific havde fjernet midterdelen af hattehylderne, som Qatar Airways f. eks har. Dette ville gøre endnu mere for pladsfornemmelsen.

Flot farvevalg og at sædet er i grønne nuancer giver tilhørsforhold til Cathay Pacifics firmafarver. Foto: Henrik Olsen

Det er et sæde, som er ganske komfortabel at side og ligge i. Især benpladsen er positiv. Det føles ikke som du får “låst dine ben” inden i en snæver kasse. Der er faktisk plads til at bevæge dem uhindret.

Sædet er komfortabelt og nem at indstille. Dog kunne der mangle en madras til når du skal sove for optimal komfort. Det kan også for nogle være svært at nå fodskammelen mens du sidder og f. eks. spiser. Foto: Henrik Olsen

En ting som igen kunne hæve niveauet og komforten var om der havde været uddelt en madras også, sammen med hovedpuden og tæppet. Det ville have gjort det sidste for at du lå rigtig godt.

Inden afgang blev der også delt et varmt håndklæde ud. På hele turen blev det til i alt fire varme håndkæder. Den før afgang, et før hvert måltid og et kort før landing.

Vi kom afsted i henhold til tidstabellen og efter godt 20 minutters tid begyndte første del af servicen. Der blev del et varmt håndklæde rundt før pre-dinner drinks og varme nødder blev serveret.

Servering af pre-dinner drinks and snacks. Foto: Henrik Olsen

Hovedmåltidet serveres

Kort efter var det tid til første servering og hovedmåltidet på turen. Der var personlig betjening og måltidet blev serveret på bakke. Her ville det give et niveau op om bakken blev fjernet og der var bordopdækning i stedet for når nu det alligevel blev serveret individuelt.

Flot præsentation af maden og god smag og kvalitet. Det trækker dog ned at det er bakkeservering og ikke mere med et opdækket bord, som på restaurant. Især fordi det bliver serveret individuelt. Foto: Henrik Olsen

Menuen var følgende:

Forret:

  • Grøn salat
  • Parmaskinke med mikro peberfrugter

Hovedret:

  • Stir-fry med gris,pak choy og ingefær sauce
  • Oksefilet med sauterede svampe og Gruyere kartoffelgratin
  • Torsk med kryddersmør, ærter og babygulerødder

Dessert:

  • Danske oste fra Arla Unika
  • Frisk frugt
  • Mousse med kaffe og crumble
  • Citron Meringue tærte
Hovedretten var oksefilet, som var gennemstegt, men ikke tør eller sej. God smag var der også. Dertil et glas af den franske rødvin de havde med ombord – en Château Pey la Tour réserve 2015. Foto: Henrik Olsen

Jeg valgte selv at gå efter en gang oksefilet velvidende at det kan være et sats at den er tør. Denne gang var den ganske god. Den var desværre gennemstegt, men ikke tør og retten havde en rimelig god og kraftig smag. Jeg gik til hovedretten væk fra champagnen og over på den franske rødvin – en Château Pey la Tour réserve 2015.

Jeg valgte at smage osten, da det var 3 gode danske Arla’s Unika oste, som var på menuen. Foto: Henrik Olsen
Lækker dessert med Chokolade mousse med kaffe og god kompot på toppen. Dertil et glas portvin af mærket Graham’s Late Bottled Vintage Port 2012. Foto: Henrik Olsen
Til kaffen og avec var der mulighed for lidt god chokolade. Foto: Henrik Olsen
Til kaffen var der også lækker chocolade, som jeg blev opfordret til at smage alle 4 varianter af. Foto: Henrik Olsen

Desserten blev en chokolade mouse med kaffe og kompot på toppen. Meget lækkert og jeg tog et glas Graham’s Late Bottled Vintage Port 2012 til, hvilket komplimenterede det fremragende.

Midterdelen af flyvningen

Efter hovedmåltidet blev kabinen ryddet op og lyset dæmpet. Trods det er en dagsflyvning ud af Europa, så lander du tidligt om morgen og det er derfor praktisk at kunne tage nogle timers søvn og være klar til en fuld arbejdsdag i Hong Kong ved ankomst.

Der var mulighed for at få mere at spise om det var nødvendigt. Et sted som Cathay Pacific skiller sig ud, da andre flyselskaber ud af København ikke har dette tilbud udover lette snacks. Foto: Henrik Olsen

Crewet var ikke så aktive i gangene, men de var super hurtige til at reagere, hvis man ringede efter dem. Så jeg brugte det nogle gange til at få lidt at drikke samt en burger et sted over det østlige Rusland.

Morgenmåltidet

Morgenmåltidet eller anden serveringen blev der gjort klar til lige under 2 timer før ankomst. Der var mulighed for en traditionel gang morgenmad, men også mulighed for en stir-fry med rejer og blæksprutte, samt congee.

Morgenmaden blev serveret på bakke og der igen flere danske indslag som sneglen og syltetøjet. Foto: Henrik Olsen

Jeg valgte en gang stir-fry – mest fordi jeg ikke helt var klar til morgenmad i traditionel forstand.

Der var 3 valgmuligheder til morgenmad. Foto: Henrik Olsen
Min morgenmad var en gang stir-fry med rejer og blæksprutte. God og velsmagende, og ganske stor portion. Foto: Henrik Olsen

WiFi ombord på Airbus A350-900

Cathay Pacific tilbyder WiFi ombord på deres fly af typen A350-900. Så dette skulle jeg også teste.

Prisen for hele flyvningen koster 12,95 US Dollars og det er ganske rimeligt for en flyvning på over 10 timer.

Hastigheden er altid spændende, da det afgør om du kan arbejde eller ej. På flere dele af turen var det meget langsomt, men hvis du skal skrive mindre beskeder i Messenger, WhatsApp eller lignende programmer, så virker det også fint. Du kan også fint sende og modtage mails, så længe at der ikke er store vedhæftninger.

Det er i vores verden helt i orden at opkræve penge for WiFi servicen. Det gør nemlig at der er mange som ikke bruger det og dermed er der bedre båndbredde og hastighed til de som rent faktisk skal bruge det. Jeg havde mellem en ½ og 2 Mbit/s gennem hele turen, samt et par enkelte steder, hvor der var “lukket”.

Amenity Kit

Du får også et amenity kit udleveret. Det er et af de bedre af slagsen. Der er alt hvad du har brug for og i kendte mærker.

Dog er det lidt svært at drikke af den “mundfrisker”, så det ville have været rart at det havde været en lille flaske.

Det uddelte Amenity Kit er på mange områder i toppen af hvad der tilbydes ud af København. Foto: Henrik Olsen

Der var ikke nogen pyjamas på denne flyvning, hvilket også kunne have være godt for en forretningsrejsende. Det ville kunne sikre at ens tøj var mindre krøllet ved ankomst.

Men både selve toilettasken og indholdet er af bedre standard end flere af de konkurrende flyselskaber ud af København.

Klar til landing

Efter små ti timer i luften kom kaptajnen i højtaleren og fortalte at der nu var 30 minutter til landingen. Kabinen blev gjort klar og det sidste champagne blev drukket. Det hele blev afsluttet med den 4. og sidste varme vaskeklud på denne tur.

Landing i Hong Kong. Det var godt diset udenfor, så med en temperatur på op til 30 grader, så kunne jeg godt gætte at der var høj luftfugtighed i vente. Foto: Henrik Olsen

Vi landede før tidstabellen og da jeg gik igennem døren og ud på jetbroen, så kunne jeg med det samme mærke at det ville blive en varm dag – primært grundet den høje fugtighed.

Når du ankommer tidligt, så brug en Arrival Lounge

Da afgangen er sat til at lande lidt over seks om morgen, så kan det være godt være godt med et bad og skifte tøj. Især hvis du skal direkte ind til et møde eller din hotel ikke har mulighed for check ind så tidligt.

Cathay Pacific – The Arrival Lounge. Ligger midt mellem terminal 1 og 2. Er et besøg værd for et bad og klargøring inden du tager ind til byen til dit møde. Foto: Henrik Olsen

Der er 8 toiletter med brusebad, så du kan risikere lidt ventetid alt efter hvor mange der er i lounge når du kommer. Jeg ventede selv 15 minutter før jeg kunne komme til.

Gode toiletforhold med bad. Foto: Henrik Olsen
Gode toiletforhold med bad. Foto: Henrik Olsen

Cathay Pacific har en mindre Arrival Lounge, som ligger lidt gemt mellem terminal 1 og terminal 2. Den ligger på samme niveau som immigrationen, så du skal kigge efter skilte til terminal 2. Så finder du loungen i en mellemgang.

Du har adgang om du flyver på Business Class eller du har status i enten Cathay Pacifics eget program eller i oneworld alliancen. Du skal have Emerald status for at kunne besøge loungen og de tillader ikke gæster. Dertil skal det var på flyvninger med Cathay Pacific eller Cathay Dragon flyvninger. Det gælder ikke andre flyvninger i oneworld alliancen.

Den lille The Arrival lounge, som Cathay Pacific har i Hong Kong. Foto: Henrik Olsen
Den lille The Arrival lounge, som Cathay Pacific har i Hong Kong. Foto: Henrik Olsen
Den lille The Arrival lounge, som Cathay Pacific har i Hong Kong. Foto: Henrik Olsen

I loungen er der nogle få siddepladser, en mindre buffet med varme og kolde retter, samt diverse drikkevarer. Der var ikke noget alkohol, da jeg besøgte loungen tidligt om morgen.

Har du ikke adgang til en sådanne lounge, så kan der købes adgang til Plaza Premium loungen, som ligger lige overfor.

Har du ikke adgang til Cathay Pacifics The Arrival lounge, så kan du købe dig adgang ved Plaza Premium, som ligger lige overfor. Foto: Henrik Olsen

Forsidefoto har vi fået fra Lars Lemche fra Københavns Lufthavn



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Overblik

Pros

+ Rigtig god service på hele turen. Det gør en forskel
+ God Business Class sæde og kabine. Alle steder er ens og ingen taber og får et ringere sæde
+ Maden var god og fine vine/champagne
+ Godt underholdningssytem med live TV fra CNN og BBC

Cons

- Ingen specialøl. Jeg savnede deres Betsy Beer. Der var kun Carlsberg
- Til tider meget lav WiFi og når du betaler for det forventer du mere
- Du mangler en madras når du skal sove, samt en større hovedpude

Sæde og Komfort

Mad og Drikke

Service

Value 4 Money

Generel Vurdering

Konklusion

At flyve med Cathay Pacific til Hong Kong giver dig den hurtigste vej dertil. Når det så er i Business Class, så bliver det ikke meget bedre ud af København. Du får et godt sæde og alle har direkte adgang til gangen - ikke noget med at hoppe over andres ben.

Du får et catering setup med god kvalitet og rigeligt af den. Det er blandt det bedste catering du samlet set får. SAS taber f. eks. lidt på hovedretten, men vinder ved at have fjernet bakkeserveringen til hovedmåltidet.

Dertil er serviceniveauet højt og du får smil og venlighed hele tiden, men også mulighed for at være privat. Har du brug for noget så ringer du blot og de er ved dit sæde straks efter.
Prisen for en returbillet ligger på godt 20.000,- kroner og dermed i den høje ende. Men vil du rejse direkte, så er det på samme niveau som med andre direkte afgange ud af København.

4.5

Trackbacks & Pingbacks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *