Anmeldelse: Lufthansa Business Class Billund-München

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Klassisk, pålidelig, lettere støvet. Lufthansa har åbnet en ny rute fra Billund til München, og dagen efter åbningen tog InsideFlyer turen i Business Class.

Indtjekning i Billund var hurtig og problemfri, og vi nød godt af muligheden for hver at indtjekke 2×32 kg bagage + 2×8 kg håndbagage. Vi tænker, det rækker for en weekend i et solrigt München. Fast-track sikkerhedskontrol gled nogenlunde rimeligt – dejligt med det forbedrede bakkesystem, som nu også er nået til Billund.

Læs mere: Se hvordan Billund lufthavn tog imod første Lufthansa flyvning

Før flyvningen kan passagerer downloade læsestof i form af et antal e-Journals, hvor antallet dog afhænger af booking-klasse og kundestatus. Men mon ikke det rækker for de fleste på en relativt kort intra-europæisk flyvning? Det erstatter så til gengæld de trykte aviser og blade, der tidligere stod til rådighed på flyet – og må vel primært anses for et klimavenligt tiltag, dels for at spare papir, dels brændstofslugende vægt på flyet.

Business Class passagerer (og “Senatorer”) kan i Billund benytte lufthavnens King Amlet Lounge, som for få år siden gennemgik en stor upgrade. (Fik I den, SAS?). Loungen byder på en storartet udsigt over platformen og startbane 09/27 – herligt på en solskinsdag. M.h.t. mad og drikke er udvalget relativt begrænset, men egentligt ganske fornuftigt og fuldt tilstrækkelig for de fleste. Vi tilbragte derfor ventetiden der før boarding for LH2435, en CRJ-900 Regional Jet.

Velkommen ombord på Lufthansa Business Class. Foto: BongoPlanes

De små Regional Jets har i forskellige versioner jo i mange år fløjet luften tynd over Europa og ofte været forudsætning for rentabel drift af ”tynde” ruter. Alligevel kan man med den imponerende booking-situation på denne ny rute håbe, at Lufthansa snart vil indsætte større fly på strækningen. For, hånden på hjertet, en CRJ er ikke det mest behagelige fly, man kan forestille sig. Især den stærkt indskrænkede plads til håndbagage betyder, at rejsende bliver bedt om at aflevere en del af deres ”håndbagage” ved flyet til opbevaring i lastrummet. Lad os bare sige, at det i det mindste indebærer en kreativ udlægning af begrebet ”carry-on baggage”. At det ikke er nyt, gør det heller ikke bedre.

Business Class servering af mad og drikke. Foto: BongoPlanes

Trods et fuldt fly afgik det til tiden – bogstaveligt talt på minuttet – og kort efter start begyndte serveringen. Lufthansas serveringskoncept går under betegnelsen ”The Taste of Heimat”, hvilket betyder små retter, inspireret af tyske lokal-retter, dog kulinarisk opgraderet. Det lille, men fine menukort var så borte med blæsten som aviser og tidsskrifter, men savner men det egentligt? På denne flyvning serveredes en let anretning med rejer, appelsin og et par af mig uidentificérbare ingredienser, som ikke desto mindre smagte ganske fremragende, og en lille let cremeagtig citron dessert. Tilføj en velbalanceret Riesling, fint flyvevejr, venlig, effektiv og hurtig betjening – og ”hatten passede”. Man kan så bare læne sig tilbage i sædet (ja, det kan stadig lænes tilbage) og slappe af for en kort stund. Men andet kan man nu heller ikke. Lufthansa brillerer stadig ved manglende wi-fi på de korte strækninger. Nogle vil beklage det, andre vil glæde sig over en stund med fred fra e-mails og Facebook.

”What gets up must come down,” som man siger, og her foregik det, som man ønsker sig det – til tiden. Bustransfer til Terminal 2 foregik i en tætpakket, fælles bus, Corona-forholdsregler til trods. Bagagen kom hurtigt på båndet, men det skal nævnes, at vi var de eneste (to) passagerer, med destination München. Alle andre var transitpassagerer, der naturligvis ilede videre til deres respektive gates. De vil så kunne glæde sig over en transfer i en lufthavn, der ses som Europas mest effektive transferlufthavn – og det er godt nok for godt til at være skidt, som man engang sagde.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Overblik

Pros

+ Solidt produkt
+ Spærret midtersæde
+ Business Class produkt
+ God mad og drikke

Cons

- Lille fly
- Manglende WiFi

Komfort

Service

Mad/Drikke

Value 4 Money

Generel Vurdering

Konklusion

Lufthansa tilbyder et solidt, omend ikke ophidsende produkt – mere klassisk end innovativt. I betragtning af, at SAS gennemgående har negligeret Billund kan man ikke sige, at Lufthansa her slår konkurrenten, men tænker man på SAS Plus som et sammenligneligt produkt, ligger Lufthansa nok et par lysår foran. Og for det jyske lang- og mellemdistance rejsepublikum er et flyskifte i München langt at foretrække for et i København. Ikke desto mindre er der plads til forbedringer. Øverst på listen må stå et større fly. Et WiFi baseret IFE system ville heller ikke skade. Selv low-costere kan efterhånden finde ud af det. Om det er "value for money" vil afhænge af den enkeltes behov og pengepung, men i disse tider, hvor flyrejser er blevet til ren massetransport, kan man i det mindste nyde "den lille luksus". Guten Flug.

4

Kommentarer

  1. Torben Frandsen siger

    Super anmeldelse glæde mig til at prøve den. Og så kan man bare sige tillykke til os i Vestdanmark med den rute, det gør det bare lidt nemmere med et større udvalg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *