Anmeldelse: Marrol´s Botique Hotel i Bratislava

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Jeg er så heldig at jeg er halv slovak. Min mor er fra hovestaden Bratislava, så jeg er kommet i byen det meste af mit liv. Nu er jeg voldsomt farvet, men jeg synes byen er lidt af en overset perle i Østeuropa. Her findes gode restauranter, cafeer og barer. På trods af indtrædelsen i EU, er prisniveauet på mad og drikke stadig lavt for skandinaviske rejsende.

Jeg har efterhånden boet på en del af byens hoteller. Under mit seneste besøg havde jeg for første gang fornøjelsen af at bo på Marrol´s Boutique Hotel. Det er ikke sidste gang jeg har boet der!
Jeg er ofte gået forbi hotellet og tænkt at det så hyggeligt ud. Men også lidt dyrt. Under planlægningen af denne rejse, tjekkede jeg priserne på Marrol´s og de lå under flere andre gode hoteller i centrum af Bratislava. Jeg kunne få en fornuftig pris med morgenmad inkluderet og hotellet tilbyder gratis minibar på værelserne. Valget var i virkeligheden ikke så svært.

Beliggenhed

Marrol´s Boutique Hotel ligger i et ret kedeligt beboelsesområde centralt i Bratislava. Du skal dog kun gå 2-3 minutter mod syd for at nå Donau-floden og tilsvarende kort tid i den modsatte retning for at komme til den hyggelige gamle bydel. Det vil sige at restauranter, cafeer og shopping absolut er inden for rækkevidde. Det samme er offentlig transport i form af sporvogne.
Langs breden af den mægtige Donau-flod, kan du løbe eller gå en tur, eller shoppe i det store shoppingcenter Eurovea. Ved centret findes også flere gode spisesteder og barer og i sommerhalvåret er her udendørsservering hvilket bidrager til en fed stemning.
Den gamle bydel i Bratislava er virkelig hyggelig og her finder du et hav af spisesteder, cafeer og konditorier.

Den gamle bydel i Bratislava
Den gamle bydel i Bratislava

Check-in

Jeg ankom relativt sent til hotellet, men personalet var venlige, imødekommende og effektive.
En af hotellets dragere sørgede for at bagagen kom fra bilen og ind i lobbyen. Her forløb check-in hurtigt. Den venlige dame konstaterede smilende, “at det jo var sent og jeg sikkert gerne ville op på værelset hurtigst muligt”.
Jeg fik en kort gennemgang af hotellets faciliteter, morgenmadstider og WIFI og 10 minutter efter ankomst, stod jeg på mit værelse. Min bagage blev bragt til værelset et par minutter senere. En lovende start på opholdet!

Den hyggelig lobby med check-in skranke og ild i kaminen.
Den hyggelige lobby med check-in skranke og ild i kaminen.

Værelset

Jeg havde booket et Premier værelse som er cirka 26 kvm. Jeg rejste med min kone og vores lille dreng, så hotellet havde som aftalt sørget for en børneseng. Den tog naturligvis noget af gulvpladsen, men selv uden børneseng havde værelset føltes lidt småt. Bortset fra det fungerer værelset rigtig fint. Her findes fladskærms-tv, kaffemaskine, kedel, pengeskab, strygebræt- og jern samt minibar med gratis vand, øl, sodavand og snacks. Minibaren fyldes konsekvent op hver dag. Vigtigst af alt er der en komfortabel seng og støjsvag air condition.
Der er brugt en del træ i indretningen og det er selvfølgelig en smagssag om du synes om det. På sådan et par kolde oktoberdage, fandt jeg det meget hyggeligt!

På badeværelset finder du et badekar med bruseslange og rain shower. Som så mange andre, undrer jeg mig også over, at man vælger at sætte en glasplade op, som kun dækker halvdelen af karets længde. Et badeforhæng ville sikre noget mindre vand på gulvet! Derudover er der de amenities du kan forvente på et godt hotel samt sæbe og shampo af mærket Nuxe.

room
Et af hotellets værelser (billede lånt på hotellets hjemmeside)

Restaurant/bar

I hotellets restaurant Houdini serveres også morgenmad, som består af en omfattende buffet. Jeg er sikker på at de fleste vil gå mætte herfra. Du kan blandt andet fornøje dig med friskbagte croissanter, yoghurt, forskellige slags æg, bacon, pølser, kager og meget andet. Der findes endda en lille sektion for gæster med gluten allergi.
Bliver den almindelige sorte kaffe for kedelig, kan du gratis bestille en latte eller en cappuccino. En af tjenerne havde efter et par dage luret min kaffepræference, så jeg behøvede ikke en gang spørge. Dejlig intuitiv service!

Jeg nåede under mit ophold også at spise frokost på hotellet. Det var også en positiv oplevelse. Menukortet er varieret og det samme er vinkortet. Hotellet slår også et slag for slovakisk vin, som bestemt kan drikkes.

Baren ligger nærmest i forlængelse af lobbyområdet og er indrettet som et gammel britisk bibliotek. Hyggeligt og roligt og bøgerne på hylderne er skam ægte nok. Udvalget af drikkevarer er udmærket.

Endnu en dejlig cappuccino på Marrol´s
Endnu en dejlig cappuccino på Marrol´s

Faciliteter

På øverste etage af hotellet findes et et fitnesscenter. Det mest positive der kan siges om det, er vel at det er der. Det er småt og udstyret ikke det nyeste. Personligt vil jo nu også hellere løbe en tur langs Donau (blot to minutters løb fra hotellet).

Hotellets WIFI fortjener til gengæld stor ros. Der kræves intet password, det er hurtigt og det var meget få gange jeg oplevede udfald når jeg bevægede mig rundt på hotellet.

På bagsiden af hotellet, i omtrent første sals højde, findes også en ganske hyggelig gårdhave. Den bruges selvsagt mest i sommerhalvåret.

I kælderen har man indrettet et såkaldt spa-område, som består af en jacuzzi, en sauna og et solarie.

Kommer du i egen eller lejet bil har hotellet egen P-kælder.

Serviceniveau

Generelt synes jeg at alle de ansatte jeg havde kontakt med, holdt et højt og stabilt serviceniveau. Der var altid et smil eller en hjælpende hånd. Et smilende personale betyder virkelig meget for om man som gæst føler sig velkommen.

Overblik

Pros

+ Serviceniveauet er i top
+ Hyggelig atmosfære på hotellet
+ God morgenmadsbuffet
+ Hurtig, stabil og gratis WIFI

Cons

- Beliggenheden er en smule kedelig, men dog i gå-afstand til det meste
- Værelserne er til den lille side

Service

Lokation

Værelse

Features

Value

Generel Vurdering

Konklusion

Dette kan blive mit nye favorithotel i Bratislava! Værelserne er måske lidt små, men de fungerer rigtig fint og den gratis minibar er et hit. Beliggenheden er lidt kedelig, men det giver til gengæld mere ro. Stedets størst attribut er dog personalet: Altid smilende og hjælpsomme. De virkede oprigtig interesserede i, at jeg havde et godt ophold.

3.9

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *