Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Det vil være en god ide at besøge loungen, når du rejser fra terminal 3 i Roms Fiumicino Lufthavn, der også er opkaldt efter Leonardo da Vinci. Der er god plads og pænt udvalg af mad og drikkevarer.
Plaza Premium Loungen i roms Leonardo da Vinci lufthavn var et oplagt valg, da jeg skulle derfra en tidlig lørdag morgen. Jeg skulle være i lufthavnen ved halv syv tiden og kunne derfor ikke nå at få morgenmad på hotellet.
Jeg har for en del år siden besøgt en anden lounge i lufthaven. Det resulterede i denne anmeldelse. Dengang blev jeg slemt skuffet. Denne gang fik jeg en behagelig overraskelse. Jeg vil helt klart anbefale et besøg i lufthavnens Plaza Premium Lounge.
Loungen drives af Plaza Premium Group, der opererer i 49 lufthavne fordelt over 25 lande. Selskabet betjener bl.a. Cathay Pacific Airways, Singapore Airlines, Lufthansa, China Southern Airlines, Star Alliance og SkyTeam
Sådan finder du loungen
Efter check-in og sikkerhedskontrollen skal du igennem en stor tax-free butik. Det er efterhånden standard i samtlige europæiske lufthavne, at man skal forbi chokolade og spiritus på tilbud, før man kommer ind i afgangshallen. Du tager rulletrappen op til første sal – og der ligger loungen.
Den er relativt let at finde. Receptionen ligger lige indenfor indgangen. Jeg havde adgang med min billet – men det er også muligt at betale for at komme ind. 28 euro virker til at være en konkurrencedygtigt pris – i hvert fald, hvis jeg sammenholder med priserne på loungerne i Københavns Lufthavn i Kastrup.
I receptionen er en lille sofagruppe, hvor det er muligt at vente på andre passagerer, du måtte rejse sammen med. Der er også sørget for grønne planter i den lille gang mellem receptionen og selve loungen.
Der er masse plads i loungen
Lørdag morgen var der mange ledige siddepladser i Plaza Premium Lounge. Både ved arbejdsbordene, de bløde lænestole og i sofaerne.
Der er også mulighed for at sidde i en mere afskærmet boks, hvor du kan få noget arbejde fra hånden.
I spiseområdet er der god afstand mellem siddepladserne
Mad og drikkevarer
Morgenmaden kan ses i 2 små buffeter. Den kolde udgave har frugt, yoghurt, skinke, ost og brød. Der er også croissants og søde kager.
De varme retter skal bestilles via en app. Hvert bord har sin individuelle QR kode, der giver adgang til menuen. Når du bestiller, bliver maden bragt til dit bord.
Den varme buffet har æg, omelet, bacon, pølser, grød og tærter, som det fremgår af oversigten nedenfor.
Drikkevarerne kan du hente i baren, tappe fra juice & vand hanerne eller brygge på kaffemaskinen.
Du kan også få et bad
Hvis du har en mellemlanding eller har haft en varm dag i Rom, kan du naturligvis også få et bad i Plaza Premium Loungen. Shampoo og sæbe venter på dig. Tandbørsten ligger klar – og har du brug for en hurtig barbering, så skal du ikke selv tænke på en skraber
Samlet vurdering
Jeg var meget glad for mit besøg i loungen. Der er masser af plads og et godt udvalg af mad- og drikkevarer. Du kan finde en god stol, hvis du vil slappe af. Men der er også mange arbejdspladser, hvis du skal bruge tiden på at svare på e-mails. Jeg vil helt sikkert komme igen, næste gang jeg skal flyve fra Leonado da Vinci – Fiumicino lufthavnen.
Skriv et svar