Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Luksushotellet Alcron fra 1932 har i en del år været med i Radisson kæden, men er siden mit ophold gået ud af kæden. Hotellets restaurant fik i 2012 en Michelin stjerne. Hotellet ligger centralt i Prag og personalet yder en fantastisk service.
Alcron ligger 100 meter fra den centrale torveplads Václavské náměstí, hvorfra man kan tage med hop on – hop of turistbusserne, der kører til alle attraktioner i Prag. Fra hotellet er der under 10 minutters gang til den gamle bydel, hvor du bl.a. kan se det astronomiske ur på rådhusets tårn. Eller blot nyde en god tjekkisk øl på en af de mange lokale barer og cafeer.
[googlemaps https://www.google.com/maps/embed?pb=!1m18!1m12!1m3!1d2560.2999098209907!2d14.423943796376166!3d50.080671526194344!2m3!1f0!2f0!3f0!3m2!1i1024!2i768!4f13.1!3m3!1m2!1s0x470b948d54e10ddf%3A0x6a42f36025e4f9c!2sRadisson+Blu+Alcron+Hotel+Prague!5e0!3m2!1sda!2str!4v1543038493655&w=600&h=450]
Imponerende modtagelse
Hotellet ligger lidt anonymt på adressen Stepanske 40. Men modtagelsen er meget fornem. En dørmand med høj hat tager imod – og hotellets bellboy sørger for at kufferten kommer fra taxaen ind til den fornemme reception, hvor store vaser med friske og velduftende blomster lyser op. Hotellet er opført og udsmykket i art deco stil, der er gennemført både i fællesarealerne og på værelserne.
Værelset
Jeg har boet på hotellet flere gange – og derfor også prøvet forskellige værelser. Alle værelser har massive mørke mahoni møbler og trægulv. Jeg får indtrykket af et lidt ældre design med en historisk elegance. Hotellet har både almindelige værelser, business værelser og suiter. Suiterne har 2 rum: Et soveværelse og en stue. De har også 2 badeværelser. Derfor virker det, som om suiterne er 2 værelser, der i forbindelse med en ombygning, er blevet slået sammen.
Jeg blev en enkelt gang opgraderet til President Suiten. Desværre var jeg for lidt på hotellet til at kunne nyde de 85 kvadratmeters luksus, hvor der også var et lille køkken. Da jeg boede alene, fik jeg heller ikke spillet skak, selvom bræt og brikker var klar.
Man kan se slottet fra den øverste etage – også om natten, da det er oplyst.
Internettet er gratis. Når du booker et business class værelse eller en suite, kan du lave en god kop kaffe på værelsets Nespresso maskine – det er efterhånden standard på alle Radisson Blu hoteller. Der ud over får du hver nat automatisk godskrevet 1000 tjekkiske kroner på din regning i lobby baren Bee Bop (dette svarer til omkring 300 danske kroner). Og somme tider har hotellet en pakke, der inkluderer fri minibar (men den fyldes kun op én gang om dagen).
Badeværelset
Alle badeværelser har marmor fliser og badekar. I standard værelserne er bruseren placeret i badekaret, mens suiterne er udstyret med en buser kabine.
Ekstra service: Gratis skopudsning.
Hotellet tilbyder at pudse dine sko over natten. Du lægger dem i kassen som stilles udenfor døren. Du skal blot skrive, hvornår du vil have skoene retur. Næste morgen banker det på din dør – og en medarbejder fra house-keeping levere dine nypudsede sko.
Be Bop Bar
Den meget velassorterede Be Bop Lobby Bar tilbyder et stort udvalg af internationale og tjekkiske drikkevarer samt lette måltider. Mine favoritter er den tjekkiske Kleiner Silver (en blomme brændevin) og et glas af den mørke tjekkiske øl Master Brew. Men det er også muligt at købe udvalgte specialiteter, som eksempelvis en flaske Macallan Whisky fra 1957 til knap 11.300 euro.
Restauranter
Hotellet har 2 restauranter. Morgenmaden serveres i La Rotonde. Morgenmaden er en stor buffet, som vi kender det fra alle Radisson Blu hoteller. Desuden er kokken klar til at lave en omelet. Rotonde har også åben for gæster, der ønsker frokost og eller aftensmad.
Aftensmaden kan også indtages i hotellets restaurant Alcron, der fik en Michelin stjerne i 2012 – og har beholdt stjernen hvert år indtil 2017.
Transport til lufthavnen
Når man skal fra hotellet til luthavnen, tilbyder hotellet at organisere transporten. Jeg har i andre byer oplevet, at hotellernes taxi-service er noget dyrere end en almindelig taxi. Radisson Blu Alcron har lavet en aftale med firmaet Tick Tack, som kører til lufthavnen til en rimelig konkurrencedygtig fastpris.
Radisson Rewards
Medlemmer af loyalitetsprogrammet Radisson Rewards optjener naturligvis point for ophold på hotellet, ligesom medlemmer med status kan håbe på en opgradering til et bedre værelse. Til gengæld får medlemmer af Radisson Rewards ikke rabat i hotellets restauranter og lobby bar. Dette opvejes dog af den rigtige gode service, som hotellet giver til alle gæster.
Billederne er leveret af hotel Alcron (der har givet tilladelse til at bruge dem i anmeldelsen) og artiklens forfatter.
Artiklen er blevet opdateret i februar 2019, da hotellet ikke længere er en del af Radisson kæden.
Skriv et svar