Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Ethvert hotelophold indebærer kompromiser. Et hotel i byen, med en god placering, giver dig alle geografiske fordele, men det har en stor hage. Helt præcist, at alle andre også gerne vil have den geografiske fordel. Sådan var min oplevelse med Sheraton New York Times Square.
Ankomst/Indtjekning
At beskrive lobbyen som et gedemarked, ville være en uretfærdig sammenligning. For gedemarkedet. Dette hotels popularitet og konferencefaciliteter taget i betragtning, er det ofte oppe på 100% belægning på trods af, at det ikke er dimensioneret til det. Køen til indtjekning var lang, selvom vores receptionist var utrolig venlig og gjorde det så godt hun kunne. Vores værelse var ikke klar, men det vidste vi, da vi gik ind ad døren. Detaljer om vores kreditkort blev noteret, så vi ikke skulle igennem hele processen senere.
Hvis du opholder dig her, er det fordi du gør forretninger i nærheden eller vil være tæt på Times Square. Placeringen skuffer ikke, med Times Square kun et par gader væk. Der var også flere indgange til hotellet hvilket betød, at vi kunne snige os ud ad bagdøren og undgå alle masserne.
Værelser
Vi betalte (med point) for en suite til vores familie på fire. Suiter koster typisk det dobbelte antal point i forhold til et standardværelse.
Vi blev ikke skuffet i forhold til de fleste forhold ved værelset. Det var af en rimelig størrelse, havde en chaiselong langs siden og både badeværelse og dagligstue af en rimelig størrelse. Som en del af den nylige renovering, havde hotellet også tilføjet stikkontakter over det hele. Opladning af flere enheder på samme tid var ikke noget problem. Hastigheden på internettet var generelt god.
Enkelte forhold var dog ikke på niveau med et hotel af den bedre slags. På trods af en suite med to rum, havde klimaanlægget kun en enkelt zone. Det var umuligt at have det køligt i et rum og varmere i det andet. Men det største problem var det samme, som det oftest er, at væggene er for tynde. Jeg kunne høre hvert et ord mine naboer sagde og de var ikke højtråbende.
Faciliteter og service
Dette er det område hvor hotellets størrelse spillede den største rolle. Først og fremmest ved elevatorerne, der nu har en touch-skærm til betjening. Du vælger hvilken etage du skal til og skærmen fortæller dig hvilken elevator du skal benytte. Funktionen er dårligt beskrevet og gæster gik konstant ind i elevatorerne og ledte forgæves efter knapper til betjening. Denne type system er specielt ringe på et hotel, hvor en enkel gæst med store mængder bagage kan blokere en elevator. Elevatoren ved ikke dette og stopper derfor unødigt på flere etager.
Det stoppede ikke, da vi først kom til vores værelse. Klimaanlægget virkede ikke og den hidkaldte teknikker kom først efter 3 timer. Et opkald til receptionen, for at forespørge omkring sen udtjekning, resulterede i en ventetid på 10 minutter. Du kan nok se et gennemgående tema.
Hotellet havde restaurant, træningscenter o.s.v., som man vil forvente et større sted inde i byen, men disse faciliteter var ikke altid gratis. Min “favorit” var de 35 kr. per kuffert, det eksterne firma tog for opbevaring (dog gratis hvis opbevaringen er på grund af et ikke klargjort værelse). Intet nyt ved denne ”service” – andet end prisen plejede at være 20 kr. per kuffert.
Værdi for pengene
Generelt god. Vi betalte for værelset med point, men et hurtigt kig på SPG’s hjemmeside viser, at Sheraton New York Times Square ofte er et af de billigere hoteller på Manhattan.
Hotellet er korrekt prissat i forhold til oplevelsen.
Forsidebillede er taget fra Sheratons hjemmeside.
Oprindeligt udgivet af Mike Friedman på InsideFlyer.com
Skriv et svar