Apollo lancerer day camps: Træn med Apollo i det ganske danske land

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Efter fredagens udmelding på regeringens pressemøde, ser det ikke ud til, at Danmarks næststørste charterarrangør kommer til at sende danskere på charterferie eller aktiv ferie ud af landet denne sommer. Det betyder dog ikke, at Apollo-fans helt skal undvære deres træning. Apollo lancerer nemlig nu boot camps og day camps med fokus på at være aktiv sammen forskellige steder i Danmark. Det vil føles lidt som ferie på Playitas eller et af de mange andre Apollo Sport resorts, lover Apollo, bare kun for nogle timer eller for en dag og under den hjemlige sol. Samtidigt har Apollo netop løftet sløret for de første Apollo Mondo hoteller i Norden.

Bare fordi man ikke kan komme afsted til sol, strand og træning på De Kanariske Øer, i Egypten eller Grækenland denne sommer, betyder det ikke, at man ikke kan få lidt af feriestemningen med Apollo – bare for en dag!

Danmarks næststørste charterrejsearrangør har nemlig brugt de seneste par måneder på at udarbejde træningslejre på mere hjemlige himmelstrøg.

Det betyder, at Apollo nu kan tilbyde boot camps på nogle timer og de mere intensive Day Camps, som er en halv dag fyldt med træning, forskellige steder i landet. Alt sammen med de dygtige samarbejdspartnere, trænere og instruktører, som Apollo-rejsende bl.a. kender fra Playitas på Fuerteventura og i Hurghada.

Når vores dejlige kunder ikke kan komme på ferie sydpå, må ferien sydpå jo komme til vores kunder – eller i hvert faldt noget, der minder meget om, kan man sige. Og nu hvor vi ikke kan samle folk til træning, som er noget af det, vi er mest kendte for, på vores destinationer, så kan vi samle folk til lignende træning herhjemme. Alle vores dygtige instruktører, der normalt er spredt ud i store dele af verden, er alligevel hjemme i Danmark og tripper efter at gøre det, som de er bedst til – med de rette forholdsregler, naturligvis.

Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo

Ægte Apollo-træning i det fri

Higer man altså efter at hive en dag ud af kalenderen og dedikere den til at få pudset corona-formen af, så arrangerer Apollo løbende både boot camps og day camps rundt omkring i Danmark.

Konceptet for day camps er en programsat træning, som strækker sig over 3-5 timer, med fokus på specifikke dele af kroppen. Her finder vi bl.a. en træningsdag med CrossFit i København, trail run i Hareskoven på Sjælland, muskeltræningsdag for (primært) mænd i København samt løbe- og balle-/lår-camp i Charlottenlund. Og mange flere udendørs træningsdage er på vej i træningskalenderen.

Er sommerkalenderen eller formen mere til et kortere træningspas, har Apollo også sat fx udendørs yoga i Frederiksberg Have og Ringparken i Roskilde samt 1-times outdoor boot camp med funktionel træning i København på programmet. Også her vil flere aktiviteter løbende blive lagt i kalenderen.

Nogen vil måske sige, at vi burde koncentrere os om det, vi er bedst til. Men det synes jeg faktisk også, vi gør. Vi er gode til at finde fantastiske steder at træne og til at finde de bedste til at stå for træningen, og så elsker vi jo bare det, vi laver, og det kan en ændret rejsevejledning denne sommer ikke forhindre os i.

Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo

Apollo forklarer og understreger, at man til enhver tid vil forholde sig til myndighedernes retningslinjer for hygiejne og afstand.

Det første Apollo Mondo hotel i Norden

Som et led i den mere hjemlige og nære strategi har Apollo for nyligt også åbnet det første Apollo Mondo Family i Norden. Det drejer sig om Riviera Strand i Båstad, som er et perfekt hotel til familieferien i Sverige (hvis det vurderes som en mulighed).

Desuden har Apollo åbnet Nordens første Apollo Mondo Local hotel i samarbejde med Hooks Herrgård i Småland i Sverige. Og flere hoteller og koncepter i Norden er på vej over de kommende måneder, lyder det fra Apollo.

Lige nu kan vi godt nok ikke rejse fra Danmark til Sverige. Men på sigt vil vi se frem til at kunne tilbyde danskerne ferie lidt tættere på Danmark også. Det er en del af vores langsigtede strategi.

Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *