Besøg i stilhedens lufthavn

CPH tom terminal 3

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

InsideFlyer.dk har været på besøg i Københavns lufthavn (CPH)

Besøget i Københavns lufthavn blev i den grad en anderledes oplevelse, end den vi normalt kender til.

Jeg valgte at køre i parkeringskælder P8, og allerede ved billetautomaten, så alt anderledes ud. Billetautomaterne var viklet ind i klart plast med et lille skilt med oplysning om, at på grund af corona var parkering gratis indtil den 10 maj. Begge bomme stod lodret i vejret, så det var bare at køre ind.

Nærmest tomt i P8 niveau -2 (Foto: John Christensen)

Første parkeringsdæk -1 var afspærret og der var helt mørkt, så videre til dæk -2, hvor der var lys. Ingen problemer med at finde en plads nær elevatoren, for der var kun otte biler parkeret dernede, da jeg ankom.

Mennesketomt, her hvor vi plejer, at se mange glade mennesker byde de rejsende velkommen hjem (Foto: John Christensen)

Normalt, når man tager elevatoren op til til afgangshallen, bliver man mødt af en menneskemængde, men der var slet ingen. Der var endda så stille, at man ville kunne høre en knappenål falde til jorden. Nærmest uhyggeligt stille.

Helt stille i terminal 3 (Foto: John Christensen)

På min tur rundt i lufthavnen, så jeg kun to rejsende, som hver for sig ledte efter en check-in skranke. Det var heller ikke nemt, da der kun var enkelte åbne. Ligeledes var der kun en enkelt gennemgang i security åben, men med ca. 1.000 passagerer daglig mod normalt 80.000 passagerer, giver det jo god mening.

Under besøget så jeg på afstand to lufthavnsansatte og en sikkerhedsvagt. Så sandelig en anderledes oplevelse.

Skuer ud efter dem der ikke kommer (Foto: John Christensen)

De to smukke bronzekvinder på første sal i terminal 3, som plejer at stå og se på alle passagererne, stod der stadig, men de spejdede forgæves udover den tomme hal.

Der er sikkert mange, der som jeg efterhånden savner lidt rejseaktivitet, men vi må nok slå koldt vand i blodet lidt endnu.

Hvis du synes, at det kunne være spændende at se de tomme terminaler, så lad være af hensyn til smittefaren. Man skal desuden have et anderkendelsesværdigt formål for at få lov at komme ind i disse tider. Der er vagter, som tjekker det.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *