Billund har masser af fly på platformen og rekorder i Cargo Centeret

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Ruteåbninger, nye selskaber, sitrende rejsestemning i passagerterminalen, motorvej til Billund og mængden af luftfragt slår rekorder. Stemningen er høj og nyhederne er mange. Eksempelvis kan de nye rejsevejledninger til Europa og Schengen mærkes i Billund Lufthavn.

Efter et års tid i mørke er lyset her endeligt igen. Den ene gode nyhed er kommet efter den anden, og nu har Udenrigsministeriets rejsevejledninger farvet Europakortet næsten helt grønt igen. Det har haft en påvirkning på aktiviteten i Billund Lufthavn. I juni 2021 var der 68.563 passagerer igennem terminalen, hvilket svarer til 332,8 procent af 2020. Det er dog kun 18,3 procent af, hvad der var i 2019.

Hver gang, der er åbnet lidt op for at rejse igen, har folk grebet chancen og fyldt flyene fra lufthavnen. Den første uge i skolernes sommerferie er altid populær at rejse i. Her er belægningen på flyene i Billund Lufthavn kun 5 procent fra niveauet i 2019. Så det er fyldte fly, der letter herfra, og det kan mærkes på aktiviteten og stemningen blandt de mange rejsende i terminalen

Efterspørgslen og udbuddet passer godt sammen lige nu, så planlægningen er god. Turkish Airlines flyver igen til Istanbul, LOT til Warszawa, Icelandair til Island, Norwegian til Oslo og Ryanair har genåbnet 10 af sine Billund ruter og åbner i morgen til nyhederne Kreta og Venedig. Vueling har som nyt flyselskab i Billund Lufthavn åbnet tre nye ruter og har derudover annonceret en ny rute til Gran Canaria. Alle ruterne har både metaforisk og bogstaveligt luft under vingerne.

Jan Hessellund adm. direktør i Billund Lufthavn
Det mennesketomme checkin område i Billund Lufthavn er fortid.

Hurtigere til Billund Lufthavn

Den 28. juni præsenterede Regeringen en bred infrastrukturaftale, som sikrer, at Billund Lufthavn kommer på motorvejsnettet. Det skaber selvfølgelig glæde i lufthavnen, fordi det kommer til at understøtte den internationale tilgængelighed fra Billund Lufthavn, som er til gavn for erhvervsliv, turisme og dansk økonomi.

Selvom motorvejen først igangsættes i 2026, så har vi nu en motorvej i udsigt, og det er fantastisk. Vi havde selvfølgelig gerne set hele strækningen fra Hobro til Haderslev blive medtaget i aftalen. Men opkobling til et internationalt knudepunkt giver mening for hele Danmark. Og det er vi meget glade for.

Jan Hessellund adm. direktør i Billund Lufthavn

Cargo når nye all time rekorder

Luftfragten fra Billund Lufthavn er flyvende og når nye højder – også i forhold til 2019. I juni 2021 er der blevet fragtet 6.594 tons gods igennem lufthavnen. Det er en stigning på 19,3 procent i forhold juni 2020, men det er som nævnt også en stigning på 12,7 procent ift. juni 2019.

Der er flere parametre, der er årsagen til væksten. Bl.a. kan det nævnes, at Turkish Airlines Cargo vækster meget i og med, at de har opjusteret fra to ugentlige afgange til tre ugentlige. Kurerflyene DHL, TNT Fedex og UPS oplever ligeledes alle vækst.

Jeg har så meget ros og respekt tilovers for hele teamet omkring vores Cargo Center Billund. De er omstillingsparate og løser hver en opgave flot, og nu ser vi endda også en vækst ift. 2019. Vi har mange spændende projekter i gang på cargosiden, som er i tråd med vores Vækststrategi 2040. Det glæder vi os til at fortælle meget mere om, det kommende års tid.

Jan Hessellund adm. direktør i Billund Lufthavn

Billederne i denne artikel er stillet til rådighed af Billund Lufthavn



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *