Business lounge på indenrigsrejser i Tyrkiet

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Rejser du indenrigs i Tyrkiet med Turkish Airlines eller dets datterselskab Anadolujet, kan du komme ind i den så kaldte CIP lounge. En business lounge for indenrigsrejsende. Der er en CIP lounge i næsten alle indenrigslufthavne –  men du skal søge lidt efter loungen, for den har separat indgang lidt fra indgangen til afgangshallen.

Over de seneste år har de tyrkiske lufthavne oprustet på sikkerheden. Nu skal du igennem et sikkerhedstjek, før du får lov til at komme ind i lufthavnens afgangshal. Og efter check-in, skal du atter igennem et sikkerhedstjek. Så 2 gange kø, tømme lommerne og lægge overtøjet i bakkerne. Du kan også blive bedt om at tænde for den bærbare, så personalet kan se, at den ikke er en forklædt bombe.

Alene af den grund, er det behageligt at bruge CIP loungen. Loungen har en separat indgang. Du går direkte ind til check-in skranken og derefter gennem en enkelt sikkerhedskontrol. Der er normalt ikke kø nogen af stederne, så i løbet af ingen tid sidder du med en kop kaffe i loungens gode stole.

Sådan finder du CIP loungen i Ankara og Istanbul

Loungen i Ankara ligger i stueplanen (hvor ankomsthallen også ligger). Du skal altså ikke køre op ad rampen til første sal, hvor indgangen til afgangshallen er. Der er tydelig skiltning for bilister, så din chauffør eller taxien kan nemt finde den. Men i myldretiden skal du bevæbne dig med lidt tålmodighed – for du skal forbi ankomsthallens udgang, hvor der er et mylder af passagerer med deres bagage og alle ventende biler, der skal hente dem.

Loungen i den nye lufthavn i Istanbul ligger centralt i indenrigsterminalen. Når du ankommer med fly fra udlandet, skal du blot tage elevatoren ved gate C6. Kommer du med taxi, skal du bede chaufføren om at køre til indgangen til CIP-loungen.

Loungens indretning

Jeg har prøvet flere CIP-lounger. Fælles for dem alle er et område med bløde lænestole og sofaer, et område med gode spisepladser og nogle arbejdspladser med computere og printer. Mere skal man sådan set ikke bruge. Både i Ankara og Istanbul kan der blive myldretids trængsel i loungen. Så her skal du smide hæmningerne og spørge om lov til at sætte dig ved borde, hvor der allerede sidder andre gæster. De byder dig normalt velkommen. Har du brug for lidt strøm til din PC-er eller mobiltelefonen, kan du efter lidt søgning finde en stikkontakt i Ankara. I den nye lounge i Istanbul, er det stort set muligt at finde strøm ved hver stol.

CIP Lounge – Ankara
CIP Lounge – Ankara. Der er et par TV-kanaler med nyheder, som kan nydes fra de lave stole og den bløde sofa

Klimavenlig buffet – også for bilister

Hvis du er lidt sulten eller tørstig, så buffeten lige noget for dig. Har du en lidt større appetit, skal du nok spise hjemmefra. Madvarerne begrænser sig til en grøntsagssuppe, en sandwich med salt ost, frugt, salat og lidt kager. Når jeg er i det positive hjørne, vil jeg kalde udvalget af madvarer “klimavenligt”. Der er nemlig ingen kød – og alt frugt og grønt ser ud til at være dyrket i Tyrkiet, Så det er ikke fløjet ind fra den modsatte side af jordkuglen.

Der er kaffe, te, sodavand og juice til at slukke tørsten. Samt naturligvis Ayran – en frisk tyrkisk drik baseret på yoghurt. Du kan roligt nyde alle drikkevarer – også selvom du skal køre videre i bil efter flyveturen. Spritkontrollen skal du ikke frygte. Der er nemlig ingen alkoholiske drikkevarer i CIP loungen.

Dermed er udvalget betydelig mindre, end vi kender fra Turkish Airlines international lounge i Istanbul. Både hvad angår mad- og drikkevarer.

CIP Lounge. Grøntsager og salat

 

CIP lounge. Frugt og sandwich

 

CIP lounge. Kaffe og te
CIP Lounge. Udvalget af småkager og sodavand.

Tyrkiske specialiteter i loungen

Det er også muligt at få både tyrkisk te og tyrkisk kaffe i loungen

CIP Lounge. Den tyrkiske samovar til te. Den koncentrerede te er i kanden øverst. Denne hældes op i et glas og fortyndes efter behag med vand fra den store beholder.

 

Så er vi klar til tyrkisk kaffe. Den malede kaffe fyldes i de små kander og kaffen tilberedes på kaffemaskinen. Bagefter hældes den over i de små kopper. Og drikken sødes med sukker efter behag.

Boarding

Du kan sidde og nyde tiden i loungen. Og når boardingen er godt i gang i gaten for alle andre passagerer, bliver du bedt om at gå til loungens gate, hvorfra du går ud til en lille bus, der kører dig ud til flyet. Passagererne i CIP loungen bliver dermed de sidste passagerer, der går ombord. Igen slipper vi for en lang kø – denne gang ved boarding.

Adgang til loungen

CIP loungen er en Star Alliance gold lounge. Det betyder, at du komme ind på et hvilket som helst Star Alliance guldkort. Har du ikke et sådant, skal du rejse på Business Class.

 

Alle foto i artiklen er taget af forfatteren. Forsidefotoet er hentet i InsideFlyers billedarkiv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *