Dagbog fra en pilotstuderende – Uge 12

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Endnu en uge er gået, og en opdatering er på sin plads. Dog er der ikke det helt store at fortælle siden sidst, da jeg ikke har være oppe at flyve så meget den seneste uge.

Jeg er nemlig den elev der har flest timer, så derfor får jeg ikke så mange flyvninger tildelt det næste stykke tid.

Jeg var dog oppe at flyve mandag og onsdag, men ikke i særlig lang tid. Mandag gik turen til Randers, hvor den stod på en enkelt landing og flyvning i meget lav højde, da skyerne lå meget lavt. Jeg var højest oppe i 1200 fod, hvilket svarer til omkring 350 meter over jorden. Da jeg lå så lavt som jeg gjorde, var der ikke plads til at lave noget airwork, så det var en stille og rolig tur frem og tilbage.

Onsdag skulle jeg for første gang i lang tid flyve med instruktør igen. Denne gang en lille navigationstur over mod Karup, hvor vi dog vendte om lige før Karups kontrolzone. På vej tilbage satte vi flyveren op til noget airwork, som blandt andet bestod af et par drej og et stalls. Hvis jeg ikke har forklaret hvad et stall er, er det når vinklen på vingen bliver for stor, og der ikke længere er tilstrækkelig luftstrømning over vingen til at holde flyveren oppe. Når vi øver det, tvinger vi flyet til at holde højden, mens farten falder, således at flyet ligger mere og mere stejlt i luften. På et tidspunkt, kan flyet ikke holde sig i luften mere, og begynder at ryste. Når det gør det, giver vi fuld gas, imens vi holder næsen ved horisonten.

Dette må kun laves med en instruktør, da et stall kan ende ud i et spin. Det vil sige at kun den ene vinge staller, for eksempel den venstre. Imens den ikke kan holde sig oppe, har højre vinge ingen problemer, og flyet begynder derfor at dreje ‘fladt’ til venstre. Dette er yderst farligt, da man let bliver dissorienteret og forvirret da det går meget stærkt.

Det svarer lidt til at man kun ror i den ene side af en kano, hvis man skulle sætte det i perspektiv til noget man kender.

Jeg var så så ‘heldig’ at havne i et spin, mens vi øvede stalls. Det gik meget stærkt fra vi stallede, til flyet begyndte at ‘tabe’ den ene vinge. Det resulterede i at flyet næsten vendte om på siden inden det begyndte at spinne mod venstre. I det at flyet vendte om på siden, blev man næsten vægtløs, hvilket ikke er særlig rart når man ikke forventer det. Jeg gav dog slip på styrepinden og sagde til min instruktør at flyet var hans. Han var heldigvis hurtig til at reagere, selvom han også var blevet overrasket af de pludselige uventede bevægelser. Han fik os hurtigt ud af spinnet, så vi nåede kun omkring en halv til en hel omgang før vi igen kunne flyve på begge vinger. Det er ikke noget vi lærer at håndtere på skolen, da flyet ikke har særlig godt at at spinne, men det var nu meget sjovt at prøve, og nu ved jeg hvad jeg skal gøre hvis jeg på et tidspunkt – imod alt forventning – skulle havne i et spin igen.

Videoen viser hvordan et spin ser ud inde fra cockpittet. Det var dog ikke så voldsomt da vi blev udsat for det. Der er flere videoer, der viser forskellige grader af spins.

Det var alt for denne gang. Næste uge står på en lektion i navigation, og på torsdag står den på min første rigtige navigationstur.

Brænder du inde med et spørgsmål som du godt kunne tænke dig at stille Marc? Så klik ind på vores forum, hvor Marc har sin egen dedikerede tråd til spørgsmål om karrierevejen mod cockpittet!

Klik her for at komme til Marcs tråd!



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *