Nu bliver flere danskere beskyttet på ferien

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Snart træder en ny lovgivning om pakkerejser i kraft, og det betyder, at flere danskere bliver beskyttet på deres ferier. Sådan lyder det fra Danmarks Rejsebureau Forening, der glæder sig over, at de nye regler også skærper kravene til udenlandske udbydere af pakkerejser.

Når danskerne de næste måneder pakker kufferten, vil langt flere kunne glæde sig over at være beskyttet i tilfælde af ændringer, end det har været tilfældet hidtil. Den 1. juli trådte den nye pakkerejselov nemlig i kraft.

I loven bliver flere erhvervsdrivende end hidtil omfattet af de krav, som pakkerejseloven stiller, hvis de udbyder rejseydelser. Det betyder blandt andet, at de skal registreres i Rejsegarantifonden, som dækker de rejsendes tab og udgifter i tilfælde af rejsearrangørens konkurs.

Danmarks Rejsebureau Forening glæder sig over, at der nu kommer en bredere og mere tidssvarende fortolkning af, hvem der er udbydere af pakkerejser. Adm. direktør for Danmarks Rejsebureau Forening Lars Thykier mener, at de skærpede krav til rejsearrangørerne vil komme de rejsende til glæde:

”Med det nye regelsæt skal alle rejsearrangører skrive sort på hvidt, om kunden er ved at købe en pakkerejse eller ej. Det øger gennemsigtigheden i købet, og denne forventningsafstemning er utrolig vigtig, når det kommer til, hvad der er inkluderet i ferien. Og er uheldet ude på ferien, så er flere sikret mod konkurs med de nye regler”, fortæller Lars Thykier.

Kravene øges til udenlandske rejsearrangører

Danske rejsearrangører af pakkerejser har, ifølge Danmarks Rejsebureau Forening, længe været i front i Europa, hvad angår beskyttelsen af de rejsende, og med den nye lovgivning skal udenlandske rejsearrangører levere samme høje beskyttelse for deres kunder.

”Danske rejsearrangører har længe leveret et meget højt niveau af tryghed til deres gæster. Nu stiller EU-lovgivningen så krav om, at alle de EU-baserede rejsebureauer skal indhente de danske virksomheder. Vi glæder os over, at denne lovgivning nu kan være med til at sikre mere fair og lige konkurrence, samtidig med at det kommer de rejsende til gavn”, siger Lars Thykier.

Om den nye pakkerejselov

  • Flere produkter vil blive betragtet som en pakkerejse fremover.
  • Det nye begreb sammensat rejsearrangement favner bredt og indebærer at endnu flere rejsende end tidligere bliver beskyttet mod konkurs.
  • På europæisk plan vil mere end 120 millioner rejsende nu opnå konkursbeskyttelse på rejseydelser, der ikke tidligere var beskyttede
  • Foreninger og skoler er ikke længere undtaget fra loven, når de udbyder rejser. Dermed opnår mange flere – især børn og unge – en langt bedre forbrugerbeskyttelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *