Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Onsdag klokken 08.15 lettede TUI’s første charterafgang i over et år til en af danskernes absolutte feriefavoritter, Gran Canaria. Sidste afgang til den populære ferieø var om morgenen d. 13. marts 2020 – for 15 måneder siden.
De første danske TUI-gæster er nu på Gran Canaria, siden hele verden blev lukket ned tilbage i marts 2020.
Dengang var Spanien og dermed De Kanariske Øer en af de destinationer, som blandt andet stod for skud og ikke fik lov til at blive åbnet igen hen over sommeren og efteråret, hvor destinationer som Grækenland og Cypern ellers for en kort stund blev åbnet op.
Det var en Boeing 737 med registreringsnummeret SE-RFM, som onsdag fløj primært danske turister ned til den populære ferieø. Der er 3.805 kilometer direkte til Gran Canaria fra København.
TUI har indtil videre planlagt en enkelt ugentlig afgang fra København til Gran Canaria i løbet af sommeren, der er bedst kendt som en populær vinterdestination.
Fra oktober udvides kapaciteten til De Kanariske Øer med endnu flere ugentlige afgange som en del af TUI’s vinterprogram.
Flere og flere flyruter åbner op og især mulighederne med charterselskaberne er gode for at komme til sol og varme her i løbet af sommeren.
Skriv et svar