Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
6.000 medarbejdere i løbet af de næste seks måneder – det er, hvad Emirates forventer at skulle rekruttere. Efterhånden som restriktioner løftes verden over, stiger efterspørgslen på flyrejser hurtigere end forventet, og de mange ansættelser skal sikre, at Emirates kan følge med den efterspørgsel.
Verdens største internationale flyselskab har en positiv udfordring: Der er behov for at udvide staben af piloter, kabinepersonale, ingeniører, teknikere og generelt folk til at håndtere selskabets fly på landjorden.
Emirates har allerede genetableret 90 procent af sit rutenet og forventer ved udgangen af 2021 at nå op på 70 procent af den kapacitet, man havde før pandemien. For at følge med den ophobede efterspørgsel, øger Emirates nu kapaciteten ved at sætte antallet af afgange i vejret på de nuværende destinationer. Selskabet indsætter desuden sine A380’ere på stadig flere populære destinationer i sit rutenet. I november vil Emirates kunne tilbyde flere end 165.000 ekstra sæder alene ved at indsætte flere højkapacitets A380’ere.
Vi har genstartet vores operationer forsigtigt og i takt med grænsernes genåbning og de stadig færre rejserestriktioner. Med de positive tegn på økonomisk opsving og den fortsatte vækst i efterspørgslen, håber vi at være tilbage, hvor vi var før pandemien, fra midt 2022.
HH Sheik Ahmed bin Saeed Al Maktoum, Chairman & CEO, Emirates Airline & Group.
Behov for 6.000 nyansættelser
I september påbegyndte Emirates en verdensomspændende kampagne for at rekruttere til 3.000 ledige stillinger som kabinepersonale og 500 stillinger i lufthavnsservice – stillingerne har alle base i Dubai. Men rejselysten stiger mere end forventet, og Emirates kan allerede nu se, at der er behov for yderligere 700 medarbejdere på jorden i Dubai og på andre destinationer.
600 piloter og 1.200 teknikere
Med flere fly i luften og flere afgange er der ligeledes behov for yderligere 600 erfarne piloter, der er interesseret i at blive en del af Emirates’ Dubaibaserede team. Interesserede kan finde flere oplysninger om kvalifikationer m.m. på: www.emiratesgroupcareers.com.
Den stadig stigende aktivitet gør det også nødvendigt at forstærke Emirates’ ingeniørteam. Derfor ansættes der desuden flyingeniører og faglært teknisk supportpersonale – enten med base i Dubai eller som udstationeret.
Flåden af fly udvides også
Emirates er verdens største operatør af både Boeing 777 og Airbus A380. Flåden består i øjeblikket af 263 widebody-fly, og flyselskabet har bestilt en række nye fly for at imødekomme fremtidig efterspørgsel – det gælder blandt andet nyproducerede fly af typerne Airbus A350, Boeing 787-9 og Boeing 777-X.
Lige nu er alle Emirates Boeing 777’ere i aktiv tjeneste og flyver til mere end 120 destinationer med både passagerer og fragt. A380’eren flyver til 18 destinationer, men det tal stiger til 27 destinationer allerede ved udgangen af november i år.
I december vil de to sidste nyproducerede A380’ere slutte sig til Emirates’ flåde, og dermed vil omkring 50 A380’ere være tilbage på vingerne.
Ansøgning
Kandidater, der ønsker at ansøge om at blive medlem af Emirates’ cockpitbesætning, kabinepersonale, lufthavnsserviceteam eller andre funktioner, kan finde ud af mere på www.emiratesgroupcareers.com.
Skriv et svar