Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Prisen på flybilletter er notorisk uigennemskuelig for de fleste forbrugere, og flyselskabernes pris for den samme plads kan ændre sig afhængig af hvor, hvornår og som del af hvilken samlet rejse pladsen sælges.
Nogen gange kan denne uigennemskulighed dog kommer forbrugerne til gode, når flyselskabernes billetsystemer ved en fejl prissætter en billet for lavt. Og hvis man er heldig (og hurtig) kan det betyde at man kan opleve at kunne købe en flybillet til en brøkdel af normalprisen (“error-fares” på engelsk).
Jeg har lykkedes i at udnytte sådanne fejl-pris flybilletter 3 gange, og fået nogen fantastiske rejseoplevelser ud af det:
Oslo-København-Shanghai t/r på Business Class med SAS i 2005 til DKK1500,-
Bangkok-Istanbul(stopover)-Sao Paolo one-way på Business Class med Turkish Airlines i 2012 til DKK3000,-
Rangoon-Bangkok-Frankfurt(stopover)-New York t/r på Business Class med Thai og Delta i 2013 til DKK4000,- (rejsebeskrivelse følger)
Billede fra Turkish Airlines Loungen Istandbul som er en af de bedste i Europa
Fejl-pris flybilletter er ikke for den utrænede rejsende, og der er en række grundlæggende forudsætninger, som man skal være opmærksom på (og som også gælder for flybilletter i almindelighed):
- Prisen gælder kun i en kort periode. Nogle flyselskabers bookingsystemer er indstillet til at holde øje med unormale bookingmønstre, f.eks. hvis ekstremt mange booker en bestemt strækning. Af samme grund er det god stil ikke at gøre flyselskaberne opmærksom på fejl-pris billetter så længe de kan bookes af andre ved f.eks. at ringe for at ombooke, booke sæde o.lign.
- Prisen gælder kun på en bestemt rute (i en bestemt rækning). Billetpriser afhænger af den samlede rejses start- og slutdestination. Dvs. at en fejl-pris for f.eks. Oslo-København-Shanghai hverken gælder hvis man alene køber en billet (til samme fly) København-Shanghai eller hvis man rejser den modsatte vej Shanghai-København-Oslo. Det har oftest også betydning for prisen om man undervejs blot har et flyskifte (dvs. mindre end 24 timer mellem to fly) eller et stopover (dvs. mere end 24 timer mellem to fly).
- Rejsen skal følge billetten. Da det ofte er billigere at starte en rejse med et tilslutningsfly end med et flyselskabs mere attraktive direkte forbindelse, holder flyselskaberne øje med at billetter flyves i den rækkefølge de er udstedt. Dvs. at man ikke f.eks. kan booke en fejl-pris billet Oslo-København-Shanghai, for at springe det første Oslo-København fly over og starte rejsen i København. Der er dog ingen der kan forbyde at man dropper den sidste tur på en billet (f.eks. den sidste København-Oslo).
- Billetten skal være udstedt før handlen er gennemført. Alle flybilletter udstedes i dag elektronisk, men ikke alle bookingsystemer udsteder billetter øjeblikkeligt. Her skal man skelne mellem et reservationsnummer (5 eller 6 cifre/bogstaver) som ikke betyder at billetten er udstedt og et e-ticket billetnummer (13 eller 14 cifre) som betyder at billetten er udstedt. Hvis man forsøger at booke en fejl-pris billet, er det derfor altid en god ide at booke on-line, hos en udbyder med fuldautomatisk billettering. Ved en billet med forskellige flyselskaber undervejs kan bookingsystemet også have betydning for hvilket af selskaberne der “ejer” billetten, og dermed hvilke regler og procedurer for fejl-billeter der følges. Endelig gælder den alm. købelov, hvor flyselskabet kan hæve et køb der er åbenlyst forkert prissat, hvis ikke flyselskabets vilkår har fraskrevet sig dette i form at et “prisløfte”.
- Prisen afhænger hvor man booker. Ikke alle bookingsystemer tilbyder alle ruter, bookingklasser eller billetpriser, og nogle gange kan fejl-pris flybilletter være begrænset til en enkelt udbyder.
- Ændringen i billetten kan betyde ændringer i prisen. Afhængig af den enkelte flybillet, kan en ændring betyde at prisen genberegnes. Det er normalt ikke det store problem, hvis man skal betale et par hundrede mere for at tilrette en billet til ens ændrede planer, men for en fejl-pris billet kan det betyde at ændringer kommer til at koste de titusindevis af kroner der er forskellen mellem fejl-prisen og normal-prisen. F.eks. betyder ændring af en flybillet inden man har fløjet første tur altid at prisen genberegnes, så man bør altid være sikker på at man kan starte en fejl-pris billet den dag den bookes til. Hvis billet er i en fleksibel bookingklasse kan man ofte ændre datoer for de efterfølgende ture (f.eks. København-Shanghai) når første tur (f.eks. Oslo-København) er fløjet. Afhængig af reglerne for den enkelte billet, kan det også være muligt at ændre stopovers, destinationer, flyselskaber etc. uden prisen genberegnes når første tur er fløjet.
- Grundprisen for en billet er fast. Flyselskabernes div. afgifter (f.eks. såkaldt “brændstofafgift”) og gebyr udgør sammen med div. skatter (f.eks. lufthavnsskatter) ofte flere tusinde kroner, som skal betales uanset hvor billigt selve billeten er. Det betyder at fejl-pris billetter oftest først er interessante i Premium Economy, Business eller First, da grundprisen ofte udgør størstedelen af prisen for en billet i Economy.
Så hvis man er heldig at finde en fejl-pris flybillet, og har mod på at prøve at booke den, vil jeg anbefale at man overvejer følgende:
- Er det besværet/besparelsen værd ? Det kan tage lang tid at finde en billet med dato og afgange der passer til en fejl-pris billet. Som regel starter/slutter en fejlprisbillet et sted hvor man skal booke et forbindelsesfly til, som koster penge/point. Et uvurderligt værktøj til at udnytte fejl-pris billetter er bonuspoint hos et selskab hvor du kan booke oneway billetter i et større netværk (som f.eks. SAS Eurobonus).
- Har flyselskabet en positiv politik/historik ifht. fejl-pris billetter ? Det er det flyselskab som udsteder billetten (og ikke nødvendigvis det som flyver), der skal beslutte hvad de vil gøre når de opdager at der er solgt en masse billetter alt for billigt. Nogle selskaber (f.eks. Singapore Airlines) har som politik at aflyse alle fejl-pris billetter, hvor andre (f.eks. Delta Airlines) historisk set har givet deres kunder på fejl-pris billetter fuldstændig samme behandling som kunder med fuld-pris billetter.
- Kan du leve med en usikkerhed ? Ofte går der et stykke tid fra en fejl-pris billet bliver booket til man finder ud af hvordan flyselskabet reagerer, og indtil man ved dette er det en god ide ikke at lave bindende køb eller planer. Man skal også være forberedt på at interaktion med flyselskabet (f.eks. check-in eller ombookning af billetten kan tage noget tid), når/hvis det går op for den der ekspederer dig at du har betalt meget lidt for billetten, og der skal spørges en supervisor til råds. Det er derfor en god ide at have en god grundlæggende forståelse for flybilleter i almindelighed og dine rettigheder på den pågældende billet. Man skal også vurdere om man er rutineret nok til at ville tage familie eller andre medrejsende med på en fejl-pris (jeg har selv rejst med både min kone og mine børn på nogle af ovenstående billetter), hvor man skal regne med at ting kan tage lidt længere tid.
- Passer rejsedatoerne (eller kan de ændres til at passe) ? Man skal som sagt være sikker på at man kan rejse på den startdato en fejl-pris billet bookes til. Men når rejsen først er igang, kan man tit lave mange ændringer, fordi fejl-pris billetter ofte er fleksible billetter til Business Class e.lign. En af de ændringer der kan give de største muligheder er muligheden for at lave stopovers (dvs. rykke næste afgang til mere end 24 timer efter ankomst). Med stopovers kan man f.eks. stå af en Bangkok-Istanbul-Sao Paolo efter at have fløjet Bangkok-Instanbul, udskydde Sao Paolo turen til et halvt år senere og flyve hjem (på en seperat billet). Hvor vidt en billet tillader stopovers uden prisændring kan være ganske kompliceret at gennemskue, da en billet der har fri stopovers som en del af vilkårerne, stadig kan underlagt en HIP (Higher Intermediate Point) regel, som sikrer at prisen ikke må være billigere en prisen for billettens enkelte ture. Husk også de to hovedregler for billetter gyldighed: En billet kan udstedes til rejse inden max. 11-12 mdr. (afhængig af flyselskabet), og en billet der er påbegyndt, skal være afsluttet 365 dage fra første rejses start.
Hvis man beslutter sig for at booke en fejl-pris billet, vil jeg anbefale at man som minimum tager følgende forholdsregler:
- Lav aldrig planer der ikke kan ændres før du ser hvordan et flyselskab behandler en fejl-pris billet.
- Hav altid en plan B. Hvis man rejser til f.eks. Burma for at starte en flybillet, er det en god ide at overveje hvad man gør hvis man mod forventning ikke når frem til tiden, eller billetten skulle vise sig ikke at blive accepteret. Min plan B er som hovedregel altid at have point til at kunne booke en oneway bonusrejse hjem, og et par dages plads i kalenderen, hvis det tager et par dage.
Og sidst men ikke mindst: Find og del gode tilbud med andre (f.eks. på bonusfeberdk.wpengine.com) og husk: RING ALDRIG TIL FLYSELSKABET !
Skriv et svar