Way far back – sidst i halvfjerdserne – havde vi i banken en kunstforening som den slags nu er: man betaler et månedligt beløb, og en gang årligt bliver de indkøbte kunstværker så udloddet til medlemmerne.
Der var som regel i omegnen af 100+ kunstværker, så en relativ stor forening.
For at sikre, at alle har en chance for at vinde inden for en kortere årrække, blev lodtrækningen delt i to puljer:
- 75 % af kunstværkerne blev udtrukket blandt de medlemmer, der ikke havde vundet de sidste tre/fem år eller så.
- De sidste 25% blev udtrukket blandt alle medlemmer, så der var altså en (lille) chance for at vinde to år i træk.
- Udtrækningen var ’prioriteret’; man fik et vindernummer og kunne så vælge blandt værkerne, når det blev ens tur. Så det var naturligvis bedst med et lavt vindernummer.
Efter en årrække uden gevinst var vi et par stykker, der skrev et indlæg til personalebladet. Her filosoferede vi i al venskabelighed lidt over, at flere i bestyrelsen var så heldige, at de hvert år var blandt vinderne - og i de lave numre - selvom de jo konstant måtte være i ’25% kvoten’. Herunder formanden (der tilfældigvis var personalechef i banken
..)
Ved næste lodtrækning var vi begge udtrukket – og i den ’heldige ende’.
Naturligvis helt tilfældigt - ikke antydning af mistanke om nepotisme!
Click to expand...