Roadtrip USA 2024 (Fransk Polynesien, solformørkelse, San Diego, Puerto Rico)

Dag 13 - lørdag den 6. april 2024

Jeg var vågen nogle timer om natten, men så sov jeg også længe. Så længe, at da jeg først stod op og var kommet i bad, så var morgenmaden næsten slut. Og den der indtørrede røræg gider jeg ikke have.

Jeg fik i stedet morgenmad på vej nordpå. Turen gik mod Indiana Dunes National Park, som ligger i den øverste del af Indiana mod Lake Michigan, hvor der er en del sandbanker.



Jeg havde kigget lidt på hjemmesiden og besluttet mig for at gå Dune Ridge Trail - en lille sti på en kilometer. I Visitor Center måtte jeg købe et pass til 25 dollar, der gav adgang i syv dage.



Det var lidt af en kedelig tur. Selv om vejret var godt, var der ikke rigtig nogle planter eller træer, der havde fundet ud af, at det var forår, så det så lidt sølle ud.



Hurtigt overstået, og så kunne jeg lige så godt køre videre til næste punkt.

Det var Albanese Candy Factory Store, hvor der skulle være en slikbutik med mulighed for at se, hvordan de laver slikket. Det sidste var ikke tilfældet - måske skal jeg være bedre til at faktatjekke ChatGPT, for det var dér, forslaget kom fra.



Men en stor butik med chokolade og specielt vingummier. Haribo har åbenbart ikke patent på vingummibamser, for de blev solgt i stor stil. Jeg købte en pose med 700 gram blandet - hvilket jeg bagefter fortrød, for de smager ikke nær så godt som Haribos.



Nå, dagen lyder efterhånden som en skuffelse, men jeg nyder nu også at køre rundt i 'rural' USA. Gennem de her små byer, hvor der er et fint rådhus, en brandstation og de her karakteristiske villaer, som ser ud som om de kunne falde sammen, hvis det blæser for meget eller der falder for meget sne. I modsætning til sidste års tur syntes jeg ikke, der var så mange vanvittige Trump-skilte, -flag og anden udsmykning - det er lidt overraskende så tæt på næste valg.

Dagens sidste stop var i Gary, Indiana. Her blev Michael Jackson født, og hans barndomshjem er bevaret. Det er et hus med to soveværelser, hvor Michael Jackson, hans forældre og ni søskende boede. Der er hegn omkring, så der er ikke det store at se.



Huset ligger på Jackson Street, men det lykkedes mig ikke at finde ud af, om vejen hed det i forvejen - det er jo et almindeligt efternavn - eller om den er omdøbt pga. King of Pop.



Selv om huset er velholdt, så er området det ikke. Mange af naboerne bor i faldefærdige huse. Lidt synd, at det ikke har været muligt at opkøbe nogle af nabohusene og indrette et museum.



Så var den dag brugt. Tilbage til Columbia City og VASKE TØJ. Yes, det lykkedes. Hotellet har en enkelt vaskemaskine og tørretumbler til gratis brug. Så er der i hvert fald rent tøj til en uge

 

Dag 14 - søndag den 7. april 2024

Igen kom jeg lidt sent op. Morgenmaden på Holiday Inn Express var ikke specielt inspirerende, men jeg fik en bagel med ost og en af deres helt standard - og ret gode - kanelsnegle.

Igen skulle jeg nordpå. Måske burde jeg have fundet et hotel længere nordpå, så jeg kunne have sparet lidt kørsel, men det er let at være bagklog.

Planen var egentlig at besøge South Haven Pier ved solnedgang, for den skulle være flot her. Der er udsigt ud over Lake Michigan mod vest, hvor solen jo går ned. Men jeg gad ikke være der så sent og køre hjem i mørke.

Google Maps havde været lidt underlig, for da jeg søgte på fyrtårnet, lå det midt ude i vandet. Det viste sig dog, at man godt kunne gå derud.



Der stod flere og fiskede, og en del par gik ud til fyrtårnet og tilbage igen.





Det samme gjorde jeg, mens jeg nød udsigten. Men så pludselig! I en vandput skrider min sko fremod, og i løbet af et sekund ligger jeg pladask i vandpytten fyldt med alger og hovedet hamrer mod cementen.

Min første indskydelse er at rejse mig og lade som om det ikke er sket og at ingen har set mig. Men der er jeg helt uenig med mig selv, for det kunne jeg ikke bare. Hovedet snurrede, mens jeg prøvede at finde ud af, hvor slemt det stod til. Jeg kunne mest bare mærke, hvor våd jeg var, og så kom det første par forbi for at høre, om jeg var ok. Jeg fik sagt, at det var jeg vist, men at jeg bare lige skulle samle mig. Jeg fik øje på et blodigt sår på hånden, som jeg må have brugt til at afbøde støddet. Hov, der var også sår på albuen. Hovedet derimod var umiddelbart ok - i hvert fald udenpå!

Parret gik videre, og jeg fik rejst mig op. Der var grønne alger overalt på mig - det må være dem, der har gjort, at det var så glat. Hovedet kørte stadig lidt rundt, men jeg havde det vist ok.

Næste par - et ældre af slagsen - kom også hen. De var meget nervøse for mig og sagde, at det så voldsomt ud. Jeg måtte bekræfte, at det også føltes sådan, men at jeg vist slap forholdsvis heldigt fra det.

Konen var åbenbart plejer af en slags - om hun var sygeplejerske ved jeg ikke - men hun ville meget gerne have, at jeg fik det undersøgt og nævnte, at jeg skulle være særligt opmærksom på voldsom hovedpine og sløret syn. Det lovede jeg!

Jeg gik tilbage til min bil og heldigvis havde jeg skiftetøj med. Så bukser, jakke og t-shirt blev skiftet. Jeg indrømmer gerne, at jeg var en smule nervøs for at køre bil. Jeg vidste jo ikke, om der kunne være noget galt indvendigt. Men jeg lagde den nok åndssvage strategi, at jeg ville sætte musik på, hvor jeg kendte teksten og så ellers synge med mens jeg kørte. Tanken var, at hvis jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne holde takten, så skulle jeg stoppe!

Det gik heldigvis uden problemer. Undervejs fandt jeg ud af, at jeg faktisk havde nogle ganske små sår bag på hovedet.

Men jeg besluttede selvfølgelig, at der ikke skulle ske mere dén dag. Af sted mod hotellet igen, og så var det ellers i bad. Jeg skulle have skyllet alle sår og tjekket, at der ikke var mere galt. Det algebefængte tøj røg i vaskemaskinen.

Resten af aftenen bød på ligegyldig YouTube, indtil jeg faldt i søvn.

Sikken forskrækkelse. Men jeg tror jeg slap billigt. Og mere bagklogskab - dette skilt skulle jeg nok have taget alvorligt...

 

Dag 15 - mandag den 8. april

Denne dag var hele årsagen til, at jeg var i midtvesten. Solformørkelsen var en enestående begivenhed, jeg ikke kunne lade passere. Den var total og længere end mange andre. Jeg valgte at se den i Ohio, da jeg ikke rigtig orkede mere varme i Texas, hvor der ellers ville være større chance for blå himmel.

Men da jeg stod op i Columbia City, Indiana kunne vejret ikke være bedre. Helt og aldeles skyfrit! Samtidig fik jeg besked fra en kollega i Texas, at de netop havde problemer med vejret der og måtte køre et andet sted hen. Jeg kiggede på vejrudsigten, og ganske rigtigt var der både skyer og regn i dele af Texas. Jeg havde lyst til at håne lidt, men det holdt jeg mig for god til



Jeg kørte i Walmart og provianterede - alt for meget. Jeg endte med at have nok mad og drikke til flere dage.

Der var små to timers kørsel til den lille by Celina, hvor jeg havde udset mig en park ved søen Grand Lake St. Mary. Jeg tænkte, at der nok ikke ville være proppet med mennesker sådan et forholdsvis øde sted. Samtidig havde jeg løst beregnet, at jeg skulle være på den østlige side af søen for at kigge mod vest, hvor solen måtte være henad eftermiddagen.

Jeg var tissetrængende allerede inden jeg ankom, så jeg kørte forbi en McDonald's for at låne toilettet. De havde en seddel på døren om, at de ville holde lukket under solformørkelsen, så deres personale kunne se den. Fornuftigt!



Nede ved søen var der flere hundrede parkeringspladser, men der var ikke fyldt op med biler, så jeg kunne nemt finde en plads. Jeg var i god tid, så jeg brugte tiden på at skrive de to foregående indlæg bag i bilen - jeg havde taget laptoppen med.

Tiden var lige ved at løbe fra mig, så da klokken blev 13.55, fik jeg hevet brillerne frem og kigget op mod himlen. Og ganske rigtigt: En lille bid af solen var forsvundet.

De fleste andre havde travlt med at hygge sig. De havde taget stole med og spiste picnic på græsset. Eller havde sat teleskoper og kamera op. Eller tændt for en bluetooth-højtaler, så vi alle kunne høre country-musik.

Politiet havde også travlt med at køre rundt. Men der var ikke noget at lave for dem. De hilste bare pænt og kom tilbage ti minutter senere.

Jeg prøvede med mit filter, der fulgte med brillerne. Angiveligt skulle jeg bare holde det foran mobilen, og så skulle jeg kunne tage billeder af solen. Men det virkede ikke.



Og skide være med det. Der var så mange andre professionelle, der tog billeder over hele Nordamerika, så hvorfor skulle jeg? I stedet kunne jeg bare nyde synet.



Men vi skulle helt frem til 10 minutter før den totale solformørkelse, før man rigtig kunne se, at det blev mørkere. Det var også nogenlunde samtidig, at temperaturen for alvor faldt.



Nu begyndte dyrelivet at rykke på sig. Der blev sunget voldsomt rundt omkring og flere hunde begyndte at gø. Pelikanerne på søen begyndte at flyve frem og tilbage.



Solskiven blev mindre og mindre og alle folk havde blikket rettet mod himlen. Alt gik efter planen - bortset fra, at solen ikke var henover søen, som jeg havde planlagt. Den var længere sydpå, men stadig tydelig at se. Der var ikke skyfrit, men det var så tynde skyer, at solen stadig var helt klar. Og så skete det - klokken 15.09! Den såkaldte diamantring viste sig, og få sekunder senere var der corona - den gode version, hvor man kan se solens stråler oplyse månens atmosfære som en ring. De tynde skyer gjorde, at coronaen var lidt mere tydelig.

Der blev hujet og måbet - jeg holdt mig til det sidste. Wow. Der var intet overraskende over det. Slet ikke. Alt gik som forudsagt. Alligevel var det en vild oplevelse. Der er nu noget særligt over at opleve noget så sjældent - og som sjældent varer SÅ længe. Jeg prøvede at tage et billede igen, men det var helt håbløst. Jeg måtte nøjes med en selfie i mørket.



Fire minutter senere var det slut. Men der var lige et kirsebær på toppen af kagen - for nu at fordanske et amerikansk udtryk. Og der er en lille risiko for at jeg simpelthen så forkert... Men da diamantringen viste sig efter den totale solformørkelse var det ikke som fire minutter tidligere, hvor de var en lysende plet på siden af månen. Denne gang var det en lille ring af lys ligesom coronaen ved siden af. Det måbede jeg igen over - men jeg har ikke noget bevis.

Jeg havde egentlig regnet med at skulle blive, indtil månen var helt væk fra solen igen, men showet var jo overstået. Pelikanerne fløj forvirret den anden vej igen og lyset var tilbage. Så de fem Mountain Dew Zero og seks Gatorade Zero, jeg ikke havde fået drukket, tog turen med hjem til hotellet sammen med de proteinbarer og kiks, som også var til overs.

Der var lidt kø på hjemvejen og her fik politiet endelig noget at lave. De stod ved et par kryds, hvor de kunne sørge for, at det hele kørte lidt mere smidigt.

 

Dag 16 - tirsdag den 9. april 2024

Sidste morgen på hotellet. Det lave vandtryk kombineret med et badekar, der langsomt fyldes pga. dårligt afløb, blev udholdt for sidste gang.

Kufferterne blev pakket med lidt besvær, da resterne fra gårsdagens overflodsindkøb ikke skulle gå til spilde.

Der lå en 'faktura' ved døren. Underligt at spilde papir på at udskrive sådan en, når der var tale om et point-ophold. Den røg i skraldespanden og jeg tjekkede ud.

Turen gik nordpå endnu en gang. Jeg skulle en tur på prærien i Hoosier i det nordvestlige Indiana. En lille oase omgivet af industri. Planen var at gå Hoosier Prairie Trail på godt en kilometer.



Men jeg måtte hurtigt give op. Stien var flere steder oversvømmet, og da jeg ikke havde taget vandrestøvler med (stor fejl!), havde jeg kun de glatte sneakers med, som jeg faldt i to dage tidligere. Fødderne blev våde, inden jeg nåede tilbage til bilen.

Kursen blev i stedet sat mod et outlet-center lige uden for O'Hare, for nu skulle skoene udskiftet. Et billigt par til 44 dollar - forhåbentlig kan de også holde til Mojave-ørkenen og hvad jeg ellers har på programmet senere på turen.



Bilen blev tanket en sidste gang, inden den blev afleveret. Jeg skulle lige bruge fem minutter på at få alt mit lort ud af bilen - bl.a. mobilholderen, som skal bruges igen senere.

Planen var egentlig at tage toget ind til selve lufthavnen og derfra en shuttlebus til hotellet, men jeg havde heldigvis kigget lidt på Google Maps, og hotellet lå 6-700 meter fra udlejningscenteret. Så jeg valgte i stedet at gå med mine to kufferter - noget som USA jo ikke ligefrem er indrettet til, og enkelte steder måtte jeg gå på vejbanen. Der var heldigvis ikke meget trafik.

Klokken 14.30 kunne jeg tjekke ind på lufthavnens Holiday Inn, som deler adresse med Staybridge Suites (begge er IHG). De har fælles reception og meget andet. Det eneste, der åbenbart adskiller dem, er når man kommer ud af elevatoren.



Jeg går ud fra, at værelserne er indrettet anderledes - mener at Staybridge har køkkener og er mere til langtidsophold. Men jeg tror ikke, jeg har været andre steder, hvor SÅ meget har været fælles.

Jeg fik ikke lavet meget resten af dagen. Aftensmaden var proteinbarer fra dagen før, og så var det tidligt i seng. For jeg skulle tidligt op...

*****

Hotellet i Chicago er Holiday Inn - Rosemont, hvor jeg havde booket et '1 King Bed' for 16.000 IHG-point. Bookingen er lavet om flere gange, fordi prisen er faldet sammelagt mindst 5.000 point. Værelset blev opgraderet til '1 King Bed Premium Airport View', og der var ganske vist udsigt til lufthavnen, men desværre ikke flyene.

 

Dag 17 - onsdag den 10. april 2024

Vækkeuret var sat til 02.55. Noget fortumlet kom jeg ud af sengen, fik taget et bad og pakket kufferterne igen.

I receptionen blev nøglekortet afleveret, og så kunne jeg ellers vente i receptionen på shuttlebussen klokken 04.00. Der var seks-otte andre, der også ventede.

I lufthavnen hentede jeg mit bag-tag og tjekkede kufferten ind hos Delta. Dagens flyvning gik over Seattle til Los Angeles. En kæmpe-omvej, men det var en billig point-tur. Så billig, at det var basic economy og pladserne blev tildelt automatisk. To E-pladser - øv!

Lidt senere viste det sig dog, at første flyvning (ORD-SEA) var i en A220 med 2-3-konfiguration, så E-pladsen var faktisk en vinduesplads!



Sådan en morgenflyvning med afgang klokken 06.10 bliver lidt bedre af at have en vinduesplads med udsigt til en flot solopgang.



På trods af at turen varede over fire timer, bød Delta ikke på mad. En appelsinjuice og en lillebitte pose chips kunne det blive til.

Efter landing i Seattle gjorde Delta-appen mig opmærksom på, at næste afgang var fra gate A9. Men skærmene i lufthavnen var ikke enige - de sagde A3. Det var først kort før boarding, at det viste sig, at skærmene tog fejl. Det var gate A9.



Anden flyvning (SEA-LAX) var heldigvis ikke så lang som den første. Denne gang var det nemlig en A321, så E-pladsen var en midterplads.

Serveringen var den samme som på første flyvning.

Der var wi-fi ombord, og på et tidspunkt fik jeg forvildet mig ind på bag-tracking, som viste, at min kuffert allerede var i LAX!? Den skulle være ankommet på bånd 21 to timer før mig. Jeg tænkte, at der måtte være tale om en fejl - måske noget tidszone-forvirring. Men kort før landing fik jeg en mail om, at min kuffert havde taget et tidligere fly, og nu havde Deltas bagagehåndtering taget den af båndet, så jeg skulle henvende mig hos dem.

Der gik lige et par minutter efter landing, før jeg fandt ud af, hvor jeg skulle henvende mig, men så fik jeg straks min kuffert.

Herefter gik jeg over i en anden terminal, hvor jeg skulle mødes med en ven og tidligere kollega, som er hoppet med på en del af min tur. Jeg har byttet et par '1 King'-værelser til '2 Queen', og så betaler han ellers halvdelen af lejebil og benzin. God deal for mig - og ham!

Selv om han var landet en time før mig, kom han først igennem paskontrollen en time efter jeg var landet. Men hans fly var jo internationalt, og mit var domestic.

Vi fandt bussen til Hertz, hvor jeg denne gang måtte hen til kassen. Da jeg skulle booke denne bil viste det sig nemlig, at udvalget var større, da jeg IKKE var logget ind. Og jeg kunne ikke få bookingen lagt ind på min profil efter. Underligt... Men der gik nu ikke så lang tid, før jeg fik bilen. Endnu en gang havde jeg lejet en pickup-truck, og denne gang blev det til en Ford F150. Den var ikke meget anderledes end den Dodge Ram 1500, jeg havde afleveret dagen før i Chicago.



Klokken var efterhånden blevet 16.00 og det var planen at køre en time til et hotel i det østlige Los Angeles og så fortsætte mod Las Vegas dagen efter. Men der var vejarbejde og ulykker, så nu sagde Google 2 timer og 41 minutter!!

Helt så lang tid tog det ikke, og vi nåede frem stort set samtidig med, at solen gik ned. Jeg kører ikke så tit, og jeg er ikke så glad for at køre i mørke - specielt et sted, jeg ikke kender.

Vi fik tjekket ind på et Aloft-hotel. Jeg tror ikke, jeg har boet hos dem før, så jeg vidste ikke, hvad konceptet var. Men umiddelbart virkede det lidt som Moxa - for unge, lidt fest, og masser af fælles lokaler til at spille spil i.

Vi skulle bare sove og tidligt op dagen efter. Vi nåede ikke engang at få aftensmad.

*****

Flyturen ORD-SEA-LAX var en point-rejse på økonomi til kun 7.500 miles samt 5,60 USD. Den blev ændret en gang undervejs (af Delta) så afgang var 06.10 i stedet for 07.30.

Hotellet var Aloft Ontario-Rancho Cucamonga, hvor jeg havde booket et '2 Queens'-rum til 21.500 Marriott-point. Opholdet gav 250 velkomst-point, og så ender vi jo på 21.250 point.

Bilen - en 'Medium Pickup Truck' er lejet i 12 døgn for 664,20 USD hos Hertz. Jeg TROR det er denne billeje, jeg har fået 3.666 point for hos Flying Blue. Det passer nogenlunde med de 6 point pr. euro.

 

Dag 18 - torsdag den 11. april 2024

Dagen var nok planlagt til at være den travleste på turen. Vi skulle til Las Vegas, og jeg havde bedt ChatGPT om inspiration til ting på vejen - og der var en del.

Vi vågnede før vækkeuret, så vi tjekkede ud fra hotellet klokken 06.30 og kørte af sted. Der var ikke morgenmad på hotellet, så vi gjorde første stop i byen Barstow, hvor IHOP skulle stå for dagens første måltid. Jeg har været der før, men det havde min medpassager ikke, så jeg syntes, han skulle have den oplevelse. Det blev for mit vedkommende til en kæmpe omelet, og til dessert pandekager med kanel og glasur! Samlet kom vi af med 64 dollar, så selv om det er overdådigt, betaler man også for det. USA er ikke så billigt som det har været.

Et par kilometer længere fremme kom vi til Calico Ghost Town - en tidligere sølvmineby. Den er i dag et levende museum, og der er mineture, togture og en masse butikker. Vi havde dog travlt og gik bare en hurtig tur rundt i byen. Entreen var otte dollar, hvilket var lidt dyrt, når vi nu ikke havde mere tid.



Vi kørte forbi EddieWorld, hvor en vandtank er kamufleret som et kæmpe isbæger. Det var bare for at få et billede, og så køre videre. Men vi endte med at proviantere her i stedet for at køre forbi en Walmart. Det er også en tankstation med et kæmpe udvalg.



Stort set lige ved siden af lå Liberty Sculpture Park. Det havde jeg bare skrevet ind i planen og glemt alt om, så jeg var noget overrasket over, hvad det var. Første indtryk var et skilt, hvor der stod 'ingen adgang for kommunister'.



Og det viste sig, at hele skulpturparken var en slags knytnæve mod kommuniststyret i Kina. Det var ret ekstremt - f.eks. denne skulptur, som beskylder Kina for med vilje at have udbredt coronavirussen til hele verden.



En tidligere version af skulpturen blev angiveligt antændt af en 'kommunist-terrorist'. I det hele taget var det hele noget opskruet retorisk, så man bør nok tage det med et gran salt.

Der var også et værk om nedkæmpelsen af studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor flere hundrede mennesker mistede livet.



Selve parken var meget amerikansk indrettet, i og med at vi bare fræsede rundt i pickup-trucken mellem skulpturerne. Der var ikke fine stier, men blot grus og sand. Et lidt bizart sted, men også et godt eksempel på, at der er ytringsfrihed i USA og ikke i Kina.

Længere østpå kørte vi ned ad Zzyzx Road - ja, det hedder den altså! Den ligger i Mojave-ørkenen, som vi først rigtigt skulle besøge senere. Der var en 'salt flat' - altså en saltsø. Den var dog noget udtørret, så der var ganske vist en del knitrende salt på sandet, men ellers var der ikke så meget at se.



Næste lille stop var i byen Baker, hvor vi skulle have et billede af verdens højeste termometer. Det er 134 fod højt, fordi det er den højest målte temperatur i Fahrenheit - i hvert fald da det blev bygget.



Det blev foreviget, og så var det videre...

Nu skulle vi ind i Mojave-ørkenen. Et område der er tre gange så stort som Danmark. Fra Baker kørte vi ind på Kelbaker Road og fulgte den hele vejen sydpå til hovedvejen - nok en strækning på 60-70 kilometer. Der var skilte med 'drive like a tortoise', og selv om man måtte køre 55 mph, holdt vi os på 30-40 mph det meste af vejen for at nyde udsigten.



Et goldt område hvor det er utroligt at noget kan leve og gro. Ifølge Wikipedia er der to store underjordiske floder, så måske er det dem, der får det til at ske. Nede sydpå var der joshua trees, som på dansk åbenbart hedder småbladet palmelilje. Senere på turen skal vi til Joshua Tree National Park, så dette var bare en forsmag.



Nede på hovedvejen skulle vi østpå 20-30 kilometer, inden vi igen kørte nordpå gennem ørkenen. Der var en sti ved 'Hole In The Wall'-informationscentret, som vi ville gå. Men det viste sig at være en noget krævende sti, hvor man nærmest skulle være bjergbestiger for at komme gennem den - med mindre vi gik den forkerte vej. Vi kunne i hvert fald ikke finde ud af det, men til gengæld var der en anden sti, som vi tog i stedet. Her kom vi forbi en del forskellige kaktusser og det lykkedes os at undgå at blive stukket.



Nu skulle vi bare til Las Vegas, men først skulle vi ud af ørkenen. Her virkede GPS'en ikke, men det var jeg forberedt på. Så vi kørte efter et udskrevet kort langs grusveje - heldigvis ganske velholdte.

Da vi først nåede motorvejen I-15, gik det hurtigt med at komme til Vegas. Vi var et smut forbi en tankstation, og så læssede jeg kammeraten af på hans hotel. Vi skal begge til en messe her, så han får hotel betalt.

Vegas blev ikke udforsket denne aften. Jeg nåede knap og nap frem til mit hotel inden det blev mørkt. Denne gang havde jeg valgt et hotel, hvor der var gratis parkering, men jeg undgik ikke resort fee. Mit værelse var dog en stor suite med køkken, spisestue, tv-stue, soveværelse og hele to badeværelser!

*****

Hotellet var Hilton Vacation Club Cancun Resort Las Vegas, hvor jeg havde booket en '1 Bedroom King Suite' i fem nætter for 815,01 USD. Jeg sparede cirka 65 USD ved at ombooke på et tidspunkt da prisen faldt. Den steg igen kort tid efter, så jeg ramte et sweet spot

Opholdet gav 7.213 basispoint, 1.443 sølvbonuspoint og 2.000 point fra en Points Plus-promotion. I alt 10.656 Hilton-point.

 

Dag 19 - fredag den 12. april 2024

Jeg sov længe og fik ordnet et par småting i løbet af formiddagen - f.eks noget så kedeligt som at opgive EU-salg uden moms! Men da der ikke er morgenmad inkluderet på hotellet, blev jeg godt sulten. Jeg hentede min kammerat på det andet hotel, og så fik vi en bøf på en Outback Steakhouse.

Derefter gik turen forbi en pawn shop. På sidste tur havde jeg jo en sjov oplevelse, så jeg tænkte, at han også skulle se, hvordan sådan en så ud. Men her i Vegas var den meget mere steril. Hvide vægge, smykker udstillet i flot lys, de sædvanlige våben, elektronik og instrumenter.



Det var der ikke den helt store oplevelse i.

Vi gik hver til sit, men mødtes igen om aftenen. I forbindelse med planlægningen af turen havde jeg set, at Jerry Seinfeld optrådte i byen, men desværre ikke mens jeg skulle være der. Jeg besøgte igen og igen linket for at se, om der måske kom ekstra shows, men nej. Så jeg gav efterhånden op... Her i Vegas ser vi så tilfældigvis et billboard, hvor der står, at han optræder den 11., 12. og 13. april.

Der blev købt billet til 89 dollar, som med Ticketmasters gebyrer plus skatter kom op på 132 dollar. Og så tog vi ellers i The Colosseum Theater at Caesars Palace - med monorail, da jeg ikke kunne se, om det var til at parkere der.


Ganske imponerende sal, hvor vi sad helt oppe under taget og kunne ane Seinfeld. Til showet indtog jeg en Pepsi, som nok er den dyreste, jeg nogensinde har købt. 97 kroner - så er den satme også betalt!



Seinfeld optrådte vel en times tid. Det var godt, men ikke fantastisk.

 

Gold and silver Pawn Shop er noget mindre "poleret" og ejet af de gutter man ser på TV i Pawn Stars (Rick, Corey og Chumlee)

 

Dag 20 - lørdag den 13. april 2024

Jeg blev hentet klokken 09.00. Sammen med et par irere og en del amerikanere gik turen sydpå. En af amerikanerne havde arbejdet 15 år for Lego og været flere gange i Danmark, så det snakkede vi selvfølgelig om.

Efter en halv times kørsel drejede vi ind på en grusvej. Angiveligt havde der været en 'flash flooding', som havde ødelagt en del i området. Også grusvejen, som derfor var temmelig ujævn. Efter endnu et kvarter ankom vi til dagens aktivitet.



Vi fik en kort sikkerhedsbriefing om, hvor vi skulle være og hvad vi ikke måtte gøre, og så var der skydning på banen midt ude i ørkenen. Flere af de andre havde købt væsentlig større pakker end mig, så jeg hang bare ud imens.



Specielt .50-kaliberen morede folk. Man skulle ramme et mål oppe på et bjerg, hvilket var ret nemt, når geværet ligger på en fast overflade og man blot skal indstille positionen og trykke af. Det var mere rekylet og lufttrykket, der gav folk en oplevelse.



Men det var ikke dagens højdepunkt. Vi gik ind i en fragtcontainer, der var indrettet som kontor, toilet og stue, hvor vi skulle se en video med flere anvisninger om sikkerhed og retningslinjer. Dem var der ret mange af!

Så gennemgik de programmet, og efter lidt forvirring, hvor de udtalte 'Sorensen' som 'Swanson', måtte jeg forstå, at jeg var første mand.

Kort tid efter ankom helikopteren, og eftersom der er video, er det vist ikke nødvendigt at beskrive det hele.



Det var en M-249 SAW, og hvis andre er interesserede, hedder firmaet Gunship Helicopters. De virkede meget profesionelle!

Da vi landede igen, fløj helikopteren på plads, så nogle andre kunne få taget et billede med helikopteren i baggrunden samt en eller anden 'granat' der sørgede for farvet røg i baggrunden. Det havde de betalt ekstra for, og den slags var der en del af. Jeg syntes det var dyrt nok i forvejen og havde ikke købt det.



Da jeg var den første, måtte jeg vente en del tid på, at de andre fik en tilsvarende oplevelse. Alle var glade, og der blev taget mange billeder. Og heldigvis gik intet galt undervejs - den 'medic'-taske, der var klar, kom ikke i brug. Der var heller ingen bjerggeder eller turister, der på en eller anden måde havde forvildet sig op på bjerget, som blev ramt.



Jeg spurgte en af instruktørerne, hvad det næste var? Altså hvad kunne være mere ekstremt, som jeg kunne prøve næste gang. Han foreslog at gøre det hele igen, men nøgen. Jeg takkede pænt nej!



De andre fik også prøvet, og så gik turen hjem igen via den bumpede grusvej. Vi gjorde et holdt ved en kæmpe tankstation med 96 standere! Flere af de andre var sultne, og jeg havde heller ikke selv fået morgenmad.

'Hjemme' i Vegas brugte jeg resten af eftermiddagen og lidt af aftenen på at networke. Jeg er jo også i byen på grund af en messe, så der er en del folk, jeg kender. Og da jeg blev inviteret til gratis drikkevarer, kiggede jeg forbi og fik snakket med en del. Som freelancer kan jeg jo altid håbe på, at det på en tidspunkt ender med ej job

 

Uh, tak for tip. Det burde jeg have undersøgt! Jeg prøver at få tid til det - det begynder at snerpe lidt til.

 

Dag 21 - søndag den 14. april 2024

Først tog jeg nemlig til messen NAB, som er en kæmpe messe for radio-, tv- og streaming-industrien. Der er en tilsvarende i Europa, der hedder IBC, men ellers er det hér, producenterne lancerer nye produkter og features, og det er hér, man møder folk.



Om aftenen skulle jeg til en 'experience' i et af Las Vegas' nyeste vartegn, nemlig The Sphere. Billetten var booket for længe siden - på en anden dag. Men de aflyste og refunderede min billet til 50 dollar. I stedet kunne jeg så booke en anden dag - til 88 dollar!



Hvis du ikke har hørt om The Sphere, så er det en kæmpe kuppel, der fungerer som en rund LED-skærm og lyser hele området op. Den har kostet svimlende 16 milliarder kroner at lave - en investering de har problemer med at tjene hjem. Den er 112 meter høj og 157 meter bred. Overfladen er 57.000 kvadratmeter!



Hvis du vil, kan du google dig frem til nogle af de fantastiske ting, de har brugt The Sphere til.

Da jeg ankom, var der et menneskevirvar udenfor. Åbenbart var en tidligere 'experience' netop slut, så der var både folk på vej derhen og folk på vej væk. Min billet angav tydeligt, at jeg skulle ind af Plaza Entrance, men her rendte der folk rundt med røde lysstænger og råbte, at vi skulle hen til Bridge Entrance.

Det gjorde jeg så, men her var der alt for mange mennesker til mig, så jeg vandrede tilbage igen. På det tidspunkt var der efterhånden dannet en kø bag de dertil indrettede barrierer, og da vi nærmede os klokken 19.00 blev vi lukket ind.



Det er en imponerende bygning. Selv om den ser stor ud udefra, virkede den større end jeg regnede med indenfor. Kæmpe arealer med trapper, udstillinger, salg af merchandise, barer, cafeer, toiletter og al den slags. Og der skulle stadig være plads til mere end 18.000 mennesker inde i selve salen.



Der var robotter, som af en eller anden grund var udstillet i stueetagen. Der var en stor skærm, der viste 3D-effekter - den var ret imponerende. Og der var udsmykning med lysshow.



Stille og roligt kom alle på plads i salen til showet klokken 20.00. Der var godt nok ikke meget plads til hver enkelt, og hele rækken skulle rejse sig, hvis nogen skulle forbi. Der var pladser på tre plan (plus vist nok en lille balkon helt øverst), og så vidt jeg kunne se, havde alle en god udsigt.

Filmen begyndte på et lille falsk lærred, og det viste sig at være en sci-fi-historie om menneskeheden, der udnytter jorden og ender med at skabe en ny verden på en anden planet. På et tidspunkt vises jordkloden, som vokser og 'sprænger lærredet' og derfra blev hele skærmen udnyttet.



Det var godt og vel en 180 graders skærm, hvor man kunne se himlen og ud til siderne. De viste nogle fantastiske naturoptagelser med fugle, der flyver henover en, og giraffer der bøjer sig ned og kigger. Der var også effekter med stolene, der rystede samt luft, så man blev ramt af lidt kulde, når det skiftede til et snelandskab.



Alt sammen meget imponerende, indtil de begyndte at vise bygninger. Der, hvor jeg sad, var de lige linjer helt buede. Bygningerne buede til højre. Jeg er i tvivl, om dem, der sad midt for, kunne se lige bygninger, men det tror jeg. Det er jo lidt ærgerligt, at det er et fåtal, der ser det rigtige...



Og så var der historien. Den kunne jeg godt have undværet. Til slut var der to mennesker, som vågnede efter en åbenbart hundredeårssøvn og var iklædt disse Dune-agtige tingester i næsen, så de kunne trække vejret. Og så kastede de en slags bold ned på den nye planet, hvorefter den blev grøn og frodig. Gaab...

En 'experience' var det i hvert fald. Jeg ville nok ikke give 88 dollar for at se det igen, men spændende var det. Jeg ville dog gerne have haft mulighed for at stille nogle nørdespørgsmål om skærmene

 

Dag 22 - mandag den 15. april 2024

Dagen begyndte igen med besøg på messen. Ikke meget at fortælle om...

Da jeg havde en Las Vegas-newbie med på slæb, kørte vi til Mount Charleston, hvor jeg også var sidste år. Det ligger en times kørsel uden for Vegas.



Mount Charleston er et 3.632 meter højt bjerg, der er en del af Spring Mountains.

Vi kom dog ikke helt op på toppen, men op til et viewpoint, hvor der var lidt sne. Ikke så meget som sidste år, men det er nu stadig fascinerende, at der kan være så varmt i Vegas og stadig være sne bare en time væk.

 

Dag 23 - tirsdag den 16. april 2024

Om morgenen skulle kufferterne pakkes. Det virkede som om mine ting udvidede sig i løbet af ferien - måske var det varmen i Vegas?

Jeg fik tjekket ud fra Hilton Vacation Club Cancun Resort Las Vegas, som jeg nok ikke besøger igen. Det ligger lidt for langt væk fra alting.

Dagen gik med sidste besøg på messen. Eftersom Las Vegas Convention Center er 430.000 kvadratmeter stort, kan man godt blive lidt træt i benene af at gå rundt fra den ene ende til den anden.



Omkring klokken 15.00 mødtes jeg med min kammerat, som også var på messen og så gik turen sydpå. Knap fire timers kørsel med en tissepause blev det til, før vi ankom i Twentynine Palms i det sydvestlige Californien.

Her kunne jeg ikke ændre min reservation fra '1 King' til '2 Queens', så min kammerat havde i stedet booket et værelse på Motel 6 på den anden side af vejen. Det er sådan et sted, jeg ikke vil overnatte, men det var vist ok.

Mit '1 King Standard' var i løbet af dagen blevet opgraderet til en suite, så jeg havde 50 kvadratmeter at boltre mig på. Noget jeg slet ikke fik tid til.





*****

Hotellet i Twentynine Palms var Holiday Inn Express & Suites Twentynine Palms- Joshua Tree, hvor jeg havde booket en enkelt nat i et '1 King Standard' til 24.000 IHG-point. Jeg fik 500 point i velkomstbonus, så 23.500 point sammenlagt.

 

Dag 24 - onsdag den 17. april 2024

Efter morgenmaden kørte vi til besøgscentret til den Joshua Tree nationalpark vi var på grænsen til. Her købte vi adgang til nationalparken - 30 dollar for syv dage i bil. Jeg købte også et lille sæt til at plante et joshua tree hjemme.

Derefter kørte vi til Indian Cove Trail, hvor vi aldrig fik gået den officielle trail, men i stedet endte med bare at gå lidt rundt. Stierne er langt fra altid klart markeret. Det blev alligevel en ganske glimrende tur i det golde område, hvor de fleste planter stikker.



Solen bagte fra en næsten blå himmel, så det var iført hat og solcreme faktor 50.

Vi kørte videre vestpå til Black Rock Canyon, hvor vi gik endnu en tur. Her stødte vi på disse aspargeslignende planter, vi ikke havde set før.



Udsigten var fremragende, som den også var det på næste punkt på turen, som vi nåede til efter en optankning.

Fra Keys View kan man se ned på Salton Sea, som ligger under havets overflade, en masse bjerge inkl. det sneklædte San Gorgonio-bjerg.



Udsigtspunktet var indrettet på sædvanlig amerikansk stil med god asfaltvej op til, en stor parkeringsplads, nem gang til den fantastiske udsigt og skilte, der angiver hvad man kan se.

Dog var der en ting, jeg ikke havde set før - nemlig dette skilt:



Da vi gik lidt nærmere, viste det sig, at der var noget om snakken. En busk ved siden af tiltrak hundredevis af bier. I øvrigt meget tæt på et offentligt toilet, som ingen vist bruger.

Dagens sidste turist-stop var Skull Rock, men inden vi nåede dertil åbenbarede der sig et landskab, der snildt kunne være en anden planet. Sten i sandfarver så ud som om de var blev henkastet lidt tilfældigt hen over området, hvor små træer og buske voksede ud af sprækkerne.



Skull Rock var ikke overraskende en sten, der lignede et dødningehoved. Ikke perfekt, men man kunne sagtens se det. Det var også her, der var flest turister.



Herfra var det bare at følge vejen sydpå til motorvejen Interstate 10, der skulle tage os mod vest til den lille by Indio. Den ligger tæt på Coachella Valley, hvor der netop har været en berømt/berygtet festival.

Vi tjekkede ind på hotellet, der lå tæt på motorvejen. Et lidt øde område, der så ud som om, at man på et tidspunkt havde haft store planer, der aldrig blev til noget. Hotellet var ikke ligefrem nyt, men de var i gang med at overdække en del af parkeringspladsen med solceller - noget jeg synes man burde gøre mange steder. Skygge og tørvejr til bilerne, og 'gratis' energi fra solen.

*****

Jeg havde booket et '2 Queen Beds Suite Sofa Bed' hos Holiday Inn Express Indio - Coachella Valley til 24.000 IHG-point. Igen kom der 500 velkomstpoint retur. Altså 23.500 point for den ene nat.

 

Dag 25 - torsdag den 18. april 2024

Vi tjekkede ud fra hotellet omkring klokken 09.00. Jeg havde ellers skrevet i min plan, at vi kunne tage af sted tidligt og nyde udsigten i dagens park, men så morgenfriske var vi ikke.

Der var en times kørsel til Anza-Borrega Desert State Park. Ved indkørslen til parken mødte os det samme syn, som jeg for fem år siden så i South Dakota, hvor billedet her er fra:



Jeg kunne ikke tage billeder, da vi kørte i dag, men det så også sådan ud. Og billedet er frygteligt kedeligt i forhold til virkeligheden. De her bølger - eller hvad vi nu skal kalde dem - var overalt.

GPS'en var sat mod besøgscentret, som ifølge planen skulle være interessant. Det var det ikke. Men vi fik betalt de 10 dollar for at være i parken, og denne advarsel tog vi til os.



Vi skulle dog ikke ud på lange gåture i dag. I stedet skulle vi 'jagte' jernskulpturer, som en californisk kunstner har lavet. Flere end 100 er spredt ud over parken.



Der var kæmpeinsekter, dinosaurer, elefanter, skildpadder og meget andet. Ret imponerende.





Parken havde også kommercielle områder, hvor der blev dyrket citroner og andre frugter. Det var fristende at nuppe en smagsprøve, men vi lod være - det er trods alt et land med flere våben end mennesker.

Længere sydpå i parken gik vi en lille tur, der hed Cactus Loop Trail. Flere gange troede vi, at vi - som flere gange før - var gået forkert, men denne gang lykkedes det os at gennemføre. Ovenikøbet uden at blive stukket - i det her landskab må det siges at være en succes.







Vi var efterhånden nået ud på eftermiddagen, og nu skulle vi mod San Diego. Det skulle dog vise sig, at vi først skulle gennem 20 kilometer med hårnålesving efter hårnålesving. Jeg ville have elsket at tage turen på motorcykel, men i vores Ford F-150 var det bare trættende. Vi blev dog vækket, da en 'sportsbil' (jeg ved ikke om det var en Porsche, Jaguar, men i hvert fald en lavtliggende bil, der kunne køre hurtigt) havde for meget fart på og skred rundt i svinget. Den var meget tæt på at ramme os, og selv da den nåede forbi os, var jeg ret sikker på, at han (ok, det var en fordom!) ville ryge ud over kanten. Men han fik slingret sig tilbage på rette kurs...

I San Diego kørte vi forbi den hyggelige bydel Lemon Grove, hvor en bror til en af mine kolleger har en bistro. Jeg kendte ham ikke, men jeg havde fået et billede, og han var meget nem at genkende. Så da han sagde 'Table for 2?', sagde jeg 'Ja tak, et bord til 2', hvorefter vi selvfølgelig fik snakket om søsteren og hvordan han var endt i San Diego. Vi fik et bord i haven, og med bare 19 grader i San Diego var det lige før det var lidt koldt.

Jeg fik en kyllingeret med tomat og ris. Den var heldigvis meget velsmagende, så jeg senere kunne berette til søsteren, at broderen gør det ret godt



Vi fandt hotellet, som lå i en bydel, der virkede en lille smule skummel. Parkering skete i deres kælder, og nu skulle der godt nok navigeres præcist for at få bakset den store pickup-truck ind i deres båse. Men det lykkedes heldigvis, for vi skal overnatte fire nætter her.

*****

Jeg havde booket fire nætter i et '2 Queen Beds Standard' hos Holiday Inn Express San Diego - Sea World Area for 141.000 point. Men det var lidt af en kamp. Først havde jeg booket hos et andet hotel, som pludselig var trådt ud af IHG-kæden. Derfor havde de aflyst min booking og bedt mig foretage en ny. I mellemtiden var priserne dog steget, og jeg mente absolut, at jeg var berettiget til et ophold hos et andet hotel til samme pris. Det krævede en del opkald, før det lykkedes. Og det nåede ud i det absurde, hvor jeg bad en af deres medarbejdere om at bekræfte det i en mail - det kunne hun ikke, da hun sad i telefon-teamet og ikke i mail-teamet. What the....??? Det faldt dog på plads, men i min app har jeg nu to reservationer - både for det gamle og det nye hotel. Jeg er derfor lidt spændt på, om jeg rent faktisk får nætter for begge reservationer. Det tæller ikke i forhold til point, men i forhold til milestone rewards.

 

Dag 26 - fredag den 19. april

Dagen var ikke planlagt på forhånd. Der var San Diego Zoo, SeaWorld San Diego og Balboa Park lagt ind som muligheder. Vi endte med at fravælge de to første.

I stedet kørte vi til Balboa Park omkring klokken 09.00. Vi håbede dermed at kunne undgå myldretid og samtidig komme tidligt nok til at få en parkeringsplads. Begge dele lykkedes.

Balboa Park er et område, hvor der er en del museer, haver, aktiviteter samt bygninger i gammel sydlandsk stil. Ganske hyggeligt.



Vi gik først til Comic-Con Museum. Ikke fordi vi interesserer os særligt meget for tegneserier, men det er alligevel fascinerende at se, hvor nørdet det er. Museet havde også enkelte ting fra f.eks. Tilbage Til Fremtiden og Terminator.





Næste museum blev San Diego Air & Space Museum. Jeg har tidligere været på et tilsvarende museum i Houston, hvilket var helt fantastisk, og det kunne det her selvfølgelig ikke leve op til. Det var dog et hyggeligt museum, bl.a. med en guitar bygget af dele fra samtlige Apollo-ekspeditioner og signeret af astronauter.





Udenfor hjalp flyindustrien også museet med at fremstå attraktivt. Her er et Spirit-fly, der lægger an til landing.



Sidste hotel blev rigtig nørdet. Det var San Diego Model Railroad Museum. En flok nørder i bedste mening har bygget en række modeljernbaner. Forskellige størrelsesforhold og med de vildeste detaljer.



De rendte selv rundt inde i banerne og optimerede alt muligt. Man fik selv lyst til at lege med, og ved en af banerne kunne man selv medbringe sit eget tog og køre med det.





Derefter var det hjem på hotellet. Jeg udnyttede hotellets udendørs boblebad i en times tid - det var måske lige 15 minutter mere end jeg burde, men jeg blev dejligt mørnet

 

En fornøjelse at læse dine opdateringer på din tur, har selv har fornøjelsen af Anza-Borrego en del gange da vi krydser den når der cykles Race Across America.
Fra Borrego skulle I have taget turen op af Glass Elevator som vi cykler nedad på turn fra Oceanside til Annapolis.

 

Dag 27 - lørdag den 20. april 2024

Vi gik til dagens første attraktion: Old Town San Diego State Historic Park. Den lå en halv times gang fra hotellet, og det var nok nemmere og billigere at gå end at finde en parkeringsplads tættere på. Men byen er godt nok præget af hjemløse og stofmisbrugere. De er overalt og larmer, lugter og roder. Angiveligt skal højesteret nu afgøre, om det overhovedet er lovligt at være hjemløs - det er jo absurd!

Parken virkede umiddelbart lidt skuffende. Lidt bare marker, et par tomme huse og generelt lidt... meh... Jeg overvejede om vi skulle vende om, men vi fortsatte alligevel. Og det var en god idé! Længere fremme dukkede den gamle by op. Lidt ligesom Den Gamle By i Aarhus, hvor tingene fremstår som for længe siden.



Der var en smedje, en stearinlysbutik, en cigarbutik, et rådhus og mange andre ting.



Desuden havde man forklædt en moderne pengeautomat i et lille træskur. Ganske fiffigt!



Selvfølgelig var der også en del souvenirbutikker, men det var ikke nok til at ødelægge 'illusionen'.

Vi gik tilbage på hotellet og holdt en lille pause, inden vi satte os ned i den sorte Ford F-150. Vi skulle ud til Point Loma - det sydligste punkt på halvøen, der definerer indsejlingen til San Diego-bugten.

Turen derud var ikke lang, men det stod hurtigt klart, at her var der en fantastisk udsigt. Og da det var første dag i den officielle nationalparkuge, var der gratis entré. Vi kørte ind til Cabrillo National Monument, som er oprettet til ære for Juan Rodríguez Cabrillo, der i 1542 'opdagede' Nordamerikas vestkyst.



Og der er da også en statue af ham. Men hovedattraktionen er udsigten ind over land til San Diegos skyline. Der var lidt diset, hvilket ikke er usædvanligt, men sikke et vue.



Mellem halvøen og skylinen er der en ø i bugten med en af USA's største flådebaser. Derfor var der også en del af US Navys helikoptere i luften.

Parken husede også et fyrtårn, der gennem tiderne har guidet skibe ind i bugten. Ved fyrtårnet hænger et flag med kun 38 stjerner, som var USA's flag fra 1877 til 1890.



Der var også en bunker fra anden verdenskrig, hvor soldater holdt øje med, om der kom japanske skibe tæt på USA.



Den dag i dag er flere områder på halvøen afspærret og bruges af myndighederne.



På vej tilbage fra Point Loma holdt vi ind til Fort Rosecrans National Cemetery, hvor over 120.000 soldater er begravet. Det var gravsten på rad og række og en del mindeplader.





Om aftenen valgte vi at køre til Sunset Cliff for at nyde solnedgangen omkring klokken 19.21. Eller... Da vi først var nået halvvejs, gik det op for os, at der sådan set var temmelig overskyet. Så vendte vi om og kørte mod hotellet igen!

 

Tak, Kenneth. Det er jo for sent nu, men godt råd til andre.

Jeg er dog godt tilfreds med alt det, jeg har oplevet på denne tur

 

Dag 28 - søndag den 21. april 2024

Jeg planlægger typisk mine ture lang tid i forvejen. Alt bliver lagt ind i et dokument, og i mange tilfælde glemmer jeg, hvorfor de forskellige ting er på planen - jeg følger den bare, sådan da.

Første punkt på dagens plan var gået i glemmebogen, men vi tog af sted mod nord, til La Jolla Cove. Jeg havde nøje skrevet ned, hvor vi kunne parkere - inklusive et alternativ. Da vi ankom, røg vi dog direkte ind i et mindre trafikkaos, fordi der åbenbart foregik et eller andet i bydelen. Det viste sig at være en eller anden form for biltræf.



Gamle biler stod på rad og række - inklusive en Barbie-bil med en lille bakke på. Det må være sådan, man serverede mad i en drive-in bio tilbage i 1950'erne?



Men det var slet ikke dét, der var på planen. Det var bonus!

Vi gik ud til kysten, hvor adskillige modige mennesker i våddragt gjorde klar til at hoppe i vandet. Der var en tavle, der angav vandets temperatur: 16 grader - så hverken vinter- eller sommerbadning.

Der var også en lille tunnel, der dog så menneskeskabt ud, med en pelikan på toppen.



Men det skulle vise sig, at der var flere dyr. MANGE flere dyr. Jo mere vi gik, desto mere åbenbarede dyreverdenen sig for os. Hundredvis af sæler, søløver, pelikaner og andre fugle.





Lidt længere oppe ad vejen lå The Cave Store. En lille souvenirbutik, men med en hovedattraktion 145 trin ned gennem en tunnel fra butikken. 10 dollar kostede det, og så kunne vi med hovedet bøjet gå ned gennem tunnelen, der var præget af fugt, inden vi ankom til et område ved havet, der engang har været brugt til smugling.



Angiveligt er der også her dyreliv i form af sæler, søløver og krabber, men de havde valgt at holde frokostpause, mens vi var der. Sammenlagt var det en smule skuffende - specielt efter at vi havde set alt det andet gratis lige inden.



Vi fandt bilen igen og kørte længere nordpå til Torrey Pines State Natural Reserve. Det var egentlig på planen til dagen efter, men det passede fint nu. Det er et kæmpe strandområde nord for San Diego, hvor tusindvis af mennesker nyder solen, surfer, står på paddleboard og hvad man ellers kan finde på.



Det kostede 20 dollar at parkere bilen og så gik vi ellers på tur. Vi skulle gå en lille rundtur kaldet Guy Fleming Trail, der gav en flot udsigt ud over området.

Tilbage til bilen, tilbage til San Diego - dog gennem et indkøbscenter, hvor vi besøgte The Cheesecake Factory

Vejrudsigten sagde igen overskyet omkring solnedgangstid, så Sunset Cliffs må blive på en anden tur. I stedet tog vi ind til Gaslamp Quarter med trolley - de har tre lokale toglinjer.



Gaslamp Quarter er den oprindelige bymidte. I dag er det vist mest en fest-gade, og heldigvis besøgte vi på en søndag uden alt for meget larm. Der var dog stadig højt humør og glade mennesker, men bagsiden af medaljen viste sig også. Jeg så minimum en, der var høj på fentanyl og stod som en zombie uden for 7-Eleven. Skræmmende!



Vi gik op og ned ad gaden, og så var det ellers hjem til jacuzzien på hotellet.