Roadtrip USA (Midtvesten samt Las Vegas/Death Valley)

[Nicki Lolk Sørensen]

Fredag vågnede jeg op til en email med kvittering fra hotellet. Jeg skulle betale 8,18 USD for noget slik, jeg havde købt dagen før. Men jeg skulle jo have 10 USD 'food and beverage credit' som Diamond-medlem, så jeg måtte forbi receptionen på vejen ud og tale med dem. Her fik jeg den kontante melding 'sådan gør vi ikke her!', men den forklaring ville jeg ikke nøjes med. Det viste sig, at det åbenbart er op til hotellet, om de vil tilbyde gratis morgenmad ELLER give de 10 USD. Suk... Nå, men man lærer jo hele tiden. Så ville jeg i det mindste udnytte den gratis morgenmad. Jeg fik en skinke-/osteomelet.

Et arbejdsmøde skulle overstås på Teams, men så var jeg også hurtigt ude af døren. Dagen bød på knap 600 kilometers kørsel, og dermed ikke så mange oplevelser. Dybest set skulle jeg bare igennem Illinois på vej til Indiana, for jeg havde ikke fundet så meget at se på i den sydlige del af delstaten. Chicago har jeg været i, og Illinois er dermed tjekket af på listen.

Den ene ting jeg havde planlagt, var i byen Pontiac, hvor der var et Route 66-museum. Det var et lille og ikke så imponerende museum, men det lå i samme bygning som flere andre museer. Blandt andet et med uniformer fra diverse krige - det var faktisk lidt spooky at gå rundt blandt alle de 'mennesker'. Jeg ville nødig gå rundt i bygningen i mørke





Museerne var gratis, men selvfølgelig med opfordring til donation. Jeg har stadig ikke fået hævet kontanter, så jeg sneg mig ud ubemærket.

Udenfor var der et flot vægmaleri med Route 66-logoet og hele ruten fra Chicago til Los Angeles.





Jeg skulle sydpå til byen Bloomington, så jeg valgte selvfølgelig at tage Route 66. Det var en lidt kedelig tur. Ældgammel vej, der trængte til vedligeholdelse, og jo, så var der da nogle skilte undervejs med Route 66.



I Bloomington tjekkede jeg ind hos Residence Inn Bloomington. Dvs. jeg havde allerede tjekket ind på app'en, og her havde jeg fået at vide, at nøgle ville dukke op, når værelset var klart. Det gjorde den dog ikke, så jeg måtte henvende mig i receptionen. Her stod en ældre dame og brugte 20 minutter på den simple opgave. Hun skulle have min adresse og kreditkort - informationer, som allerede lå i reservationen og som jeg havde bekræftet, da jeg tjekkede ind. Jeg aner simpelthen ikke, hvad hun brugte SÅ lang tid på, men hun tastede løs, som om hun blev betalt pr. karakter. Imens byggede der sig en kø op bag mig.

Men det lykkedes omsider, så jeg kunne komme op på mit værelse. Jeg havde faktisk glemt, at der var køkken og dermed en mulighed for at tilberede den SPAM, jeg havde købt i onsdags. Jeg fik købt lidt ind og gået en lang tur, og så endte aftensmaden med, at røgalarmen gik! Heldigvis var det kun nogle sekunder og receptionisten, som jeg ringede til, forsikrede mig om, at alt var i orden og at jeg ikke havde udløst en evakuering af bygningen. Pyha!

Det blæste udenfor. Ikke voldsomt, men blot 7-8 meter pr. sekund. Indenfor lød det dog som en orkan. På badeværelset var der bølger i toilettet, og spejlet rystede synligt, fordi ydervæggen bevægede sig. Samtidig var der fest på værelset over mig. Det skulle blive en hyggelig nat

****

Hotellet Residence Inn Bloomington havde jeg booket for kun 12.500 point gennem Marriott. Samtidig havde jeg brugt en Suite Night Award, som blev godkendt fire dage før. Dermed fik jeg en '1 Bedroom, 1 King, Sofabed', og værelset havde samtidig et fuldt udstyret køkken med mikroovn, almindelig ovn, komfur, kæmpe køleskab og opvaskemaskine.

Marriott giver 500 extra-point retur, så samlet står den mig i 12.000 point.

Jeg har i øvrigt fået bekræftelse på, at KLM vil refundere de 135 kroner, jeg betalte for wifi på turen herover. Det virkede ikke.

 

[Henry]

jeg skulle jo have 10 USD 'food and beverage credit' som Diamond-medlem

Har på Marriot oplevet, at dette kun gælder for køb i restauranten. Ikke køb i kiosken.

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Jeg fik vel sammenlagt to timers effektiv søvn den nat. Det kan ikke anbefales.



Da jeg tjekkede ind, fik jeg at vide, at der var morgenmad klokken 06.30, men det var først klokken 07.00, fordi det var lørdag. Da de endelig åbnede, var det den mest skuffende omgang - på trods af at det var gratis. Der var tre af de her 'sølv'-skåle, som de normalt serverer røræg, pølse og hashbrowns i, men de var fyldt med frosne ting, som man selv skulle putte i mikroovnen. Der var en rulle med noget chili, en biscuit med oksekød og en tredje ting, jeg ikke kan huske. Chili om morgenen? Nej tak. Og deres biscuits med kød giver jeg heller ikke meget for. Der var til gengæld marmelade, smør, ost og peanutbutter, så jeg ledte efter en bagel eller et stykke toast. Men der var ikke noget brød! Det gav ingen mening. Jeg endte med en foliepakket sukkervaffel og et glas juice. Øv øv...

Turen gik til Indianapolis. 260 kilometer med et par strække-ben-pauser på deres glimrende rastepladser med velholdte toiletter.

Omkring klokken 12.00 ankom jeg til Indianapolis Motor Speedway - den legendariske racerbane, hvor der hvert år køres Indy 500. Flaget var på halv ligesom mange andre steder. Det skyldes den tidligere udenrigsminister Madeleine Albrights død for nogle dage siden.



Banen kører rundt om det tilhørende museum, så man skal køre under banen for at komme derind. Indenfor var der hele to butikker, der solgte tøj og merchandise.



Og så var der selve museet, hvor den normale udstilling åbenbart var lukket, men der var dog en del biler fra de over 100 år, hvor løbet har været afholdt.





Jeg havde købt en 'Kiss The Bricks'-tur til 25 USD, hvor entreen til museet var inkluderet. Turen foregik i en bus, der kørte en runde på banen og lavede et enkelt ophold. Banen i dag er asfalt, men da den åbnede, var der millioner af mursten, og det blev en tradition, at vinderen bukkede sig ned og kyssede stenene. Det fik vi også mulighed for på vinderstregen, hvor de har beholdt murstenene, men jeg valgte blot at kigge på de andre.



Da jeg parkede gratis, lod jeg bilen stå og gik en tur omkring banen. Der er et helt miljø, som er afhængig af gæsterne - og når der er helt fyldt, kan der være 350.000 gæster. Som de sagde på turen: Flere end der bor på Island. Så der er masser af butikker og barer tæt på. Jeg havde fundet en online med gode anmeldelser, så jeg gik hen til Barbecue And Bourbon og fik frokost. Lidt voldsomt, men det smagte godt.



Herefter gik turen mod centrum og hotellet med det mundrette navn: Crowne Plaza Indianapolis Downtown - Union Station. Hotellet er indrettet i en nedlagt del af byens togstation, og jeg havde booket et værelse i en gammel togvogn. Indeni er det dog bare et helt almindeligt hotelværelse, bortset fra vinduerne og den aflange form. Ganske hyggeligt! Dog er det lidt pudsigt, at man ikke kigger udenfor ud af vinduerne, men blot ud på 'perronen', hvor der går andre hotelgæster.







Hotellet var fyldt op natten til søndag, formentlig på grund af en eller anden sportskamp et sted. I hvert fald så jeg cheerleadere og folk med orange tøj på, hvilket ikke virkede helt normalt.

Jeg gik en tur rundt i byen, men jeg nåede ikke War Memorials, som jeg ellers fik afsløret, at jeg skulle besøge i et tidligere indlæg. Det må blive i morgen, hvor jeg har hviledag...

Det var oprindeligt også planen, at jeg skulle besøge en fabrik, hvor de laver biler til Indy 500, men de har desværre lukket. De havde ellers nogle simulatorer, som jeg godt ville prøve. Jeg havde håbet, at de måske ville genåbne i sidste øjeblik.

****

Jeg overnattede som nævnt på Crowne Plaza Indianapolis Downtown - Union Station, og denne gang er det ikke betalt med point. Hos IHG er det kun enkelte værelser, der kan bookes for point, og togvognene var ikke iblandt dem.

Jeg har givet 542,41 USD for to nætter plus parkering til 28 USD pr. døgn.

Jeg har fået 4.636 basispoint for opholdet samt 4.636 ekstrapoint på grund af Spire-status. Derudover er der 4.636 ekstrapoint i deres '2X Unlimited'-kampagne. I alt 13.908 IHG-point.

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Søndagen var hviledag. Jeg har typisk lagt en hviledag ind om ugen; både så jeg ikke stresser gennem turen, men også så der er lidt elastik, hvis der skulle opstå problemer.



Dermed er der heller ikke det helt store at fortælle. Morgenmad er ikke en del af prisen på hotellet, så den droppede jeg og stod sent op. Jeg missede Indiana War Memorials i går, så jeg gik derhen. Det ligger i den nordlige del af centrum og er indrettet lidt ligesom National Mall i Washington D.C. En kæmpe aflang græsplæne midt i centrum spækket med diverse mindesmærker.



I den ene ende var Indianapolis' bibliotek og i den anden ende selve 'War Memorial'. I siderne var der mindesmærker for faldne soldater i verdenskrigene, Vietnam og Korea.





Inde i War Memorial var der et museum, og det var godt nok noget mere omfattende end jeg havde regnet med. Det var oven i købet gratis! Hvordan de har fået en helikopter fra Vietnam-krigen ind, forstår jeg ikke.






Og ja, det var vel hvad jeg nåede den dag. I morgen skal jeg længere sydpå!

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Mandag morgen var det tid til at tjekke ud af togvognen. Jeg var parkeret i en parkeringskælder ved siden af hotellet og måtte af med 54 USD. Lidt mindre end de 58 USD, som hotellet sagde, det ville koste, og de 56 USD, som prisskiltet ved parkeringskælderen annoncerede med. God start på dagen...

Jeg måtte forbi en McDonald's og få et par McMuffins til morgenmad, inden jeg kørte til dagens første stop. Umiddelbart før Nashville, Indiana ligger Bean Blossom Overlook, og hvis man søger efter billeder på Google kan man se, at der er voldsomt flot om efteråret. Her om foråret inden træerne bliver grønne, er det mindre imponerende.



Så det blev kun til et kort ophold, inden jeg kørte videre til Brown County State Park. Her var der gratis entré, og jeg kørte mod Nature Center. Desværre er det lukket om mandagen - det vidste jeg på forhånd - men ellers kan man åbenbart se en klapperslange der.

På vej dertil kom jeg forbi et brandtårn; altså et tårn, hvor man har udsigt over skoven og kan opdage brande i et ellers ufremkommeligt område. Tårnet er 30 meter højt - og ikke særlig stabilt! - men der var spærret af til øverste etage. Jeg tror, det er på grund af nogle kommunikationsudstyr, de har monteret deroppe.





Fra Nature Center ville jeg tage sti nummer 4, 5 og 7, som skulle bringe mig op på de daglige 14.000 skridt. Turen gik om Ogle Lake, og hvis jeg ikke var gået forkert, var det kommet til at passe. Jeg endte i stedet på 20.000 skridt i kuperet terræn og et par trætte ben.







Halvanden time senere ankom jeg til Louisville, Kentucky og hotellet Home2 Suites by Hilton Louisville Downtown NuLu.





Jeg skulle handle lidt og gik derfor i CVS. På vejen derhen så jeg cirka 50 telte med hjemløse under broer og ved siden af et sygehus. Det var ikke lige et sted jeg havde lyst til at gå om natten. Der var skrald overalt og folk, der råbte usammenhængende ting. Lidt voldsomt i en by med 600.000 indbyggere.

Ellers blev eftermiddagen brugt på en omgang ombookinger. IHG giver 20 procent rabat på point-bookinger, så jeg fik sparet cirka 30.000 point.

Og dermed er jeg nået til Kentucky. En stat, jeg har været i før, men kun for at overnatte en enkelt gang og besøge KFC. Der venter mig yderligere tre nye stater på denne tur, men kortet begynder at se ganske fornuftigt ud:



Min kuffert er stadig fyldt med mundbind. Jeg har taget et FFP2-bind med til hver dag, men jeg har stort set ikke haft brug for dem. Enkelte steder er der skilte, hvor der står, at hvis man ikke er vaccineret, skal man have mundbind på. Og enkelte har det da også. Kun på et enkelt museum var der skilte med, at mundbind var påkrævet, men jeg var den eneste, der gik med et.

****

Jeg har booket en 1 Queen Bed Studio Suite på Home2 Suites i Louisville til 64.000 point. Værelset har et lille køkken med stort køleskab, mikroovn, opvaskemaskine og masser af service. Morgenmad er inkluderet i prisen.

Parkering koster 10 USD ekstra pr. døgn.

De 2x10 USD for parkering resulterede i 100 point plus 100 diamantbonus-point. En kampagne giver 2.500 point pr. ophold. I alt 2.700 point. Netto har jeg altså givet 61.300 point for de to nætter.

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Jeg vågnede i et rod. 'Dynen' i dette hotel består af fire lag af forskellige tykkelser og hver gang jeg vender mig, går det galt. Jeg har ikke helt forstået formålet, men jeg savner den simple danske dyne med betræk.

Morgenmaden bestod af brød, æg/omelet der kunne opvarmes i mikroovn samt mulighed for at lave vafler. Dertil mælk, juice og kaffe. Men der var ingen tallerkner! Jeg fik mig en bagel med smøreost, som jeg serverede for mig selv på en fin serviet

Omkring klokken otte kørte jeg til den sydlige del af Louisville, hvor Kentucky Derby ligger. Amerikanerne udtaler derby 'dørby' og ikke som europæerne 'darby'.



Der var et museum om det nok mest berømte hestevæddeløb i verden. Blandt andet med en imponerende 360 graders skærm, der viste lidt om væddeløbets historie.



Alle stolene kunne dreje rundt, så man kunne følge med i alle retninger.



Jeg havde også købt en 90 minutters tur rundt i området. Her fortalte de blandt andet, at samtlige væddeløb betales med kontanter, og at der derfor snildt kan være et tocifret dollarbeløb til stede under et løb. Jeg forstod ikke helt, hvorfor man ikke bare kan bruge kreditkort - det virker lidt som en sikkerhedsrisiko med så mange kontanter samlet.



De fortalte også, at det amerikanske skattevæsen er til stede under løb. Hvis folk skylder penge i skat, skal de jo ikke bruge store beløb på at spille på heste!



Derefter kørte jeg tilbage til hotellet og gik en tur gennem byen til Louisville Slugger Museum & Factory - et museum for byens baseballbat-fabrik. Her laver de millioner af bat i træ hvert år til samtlige hold i MLB - den amerikanske baseball-liga.







Udover selve museet var jeg på en 'factory tour', hvor man kan se, hvordan de fremstiller dem. Ganske interessant med nørdede fakta om hårdheden på forskellige træsorter, længe, tykkelse, farver og den slags.





Vi fik et lille souvenir-bat med, og i den tilhørende butik var der mulighed for at købe bat, hvor man selv bestemmer farven og kan få sit navn indgraveret. Det valgte jeg dog ikke at gøre...

Jeg skulle også have været nord for floden i byen - og dermed tilbage i Indiana - for at besøge en park, men jeg var allerede på 14.000 skridt, og mine ben gjorde ondt efter i går. Så jeg tog i stedet tilbage til hotellet og fik vasket tøj. Det kostede 75 cent for vaskemaskine, 75 cents for tørretumbler og en dollar for sæbe. Det kan man vist ikke brokke sig over.

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Jeg nåede det ikke tirsdag, så jeg tog tidligt af sted onsdag. Over broen til Falls Of The Ohio State Park, som er en ret lille park ud mod Ohio-floden, der deler Kentucky og Indiana.



Der skulle ikke betales entré, men 2 USD for parkering, som skulle afleveres i en lille kuvert. Der var en 'Woodland Loop Trail' på 0,7 miles, som jeg ville tage, og det gik også ganske fint, indtil jeg nåede halvvejs. Skoven var fyldt med træer - ja, det lyder måske selvfølgeligt, men træstammerne lå overalt på jorden, så jeg ikke kunne se stien og måtte kravle henover dem. Jeg ved ikke, om der var gået noget galt på et tidspunkt eller om der reelt var en plan med det, men kønt var det ikke.



Turen var forholdsvis hurtigt overstået og så satte jeg kursen sydpå til General George Patton Museum Of Leadership. Generalen ledte sine soldater i flere slag under Anden Verdenskrig og er åbenbart ret berømt.





Museet var stort, omfattende og imponerende, og ikke kun om generalen. Der var f.eks. også omtale af amerikanske soldaters deltagelse i OL samt udstilling af en brandbil fra Pentagon, der var blevet delvist ødelagt, da flyet ramte forsvarsministeriet under 9/11.



...og så havde de håndsæbe med U.S. Army-logo på. Sæben virkede dog ikke specielt anderledes end andre sæber



Så kørte jeg mod Fort Knox, som var årsagen til, at jeg var i området. Jeg havde ikke helt kunnet finde ud af, hvor meget der var at se, udover at der naturligvis ikke var adgang til de guldreserver, som opbevares på området.

Men der var et Visitor Center, så der kørte jeg hen. Det viste sig ikke at være et center som i nationalparkerne, hvor man får udleveret kort og råd til, hvor man kan gå hen. Nej, det var til besøgende, der skulle have godkendt deres ID, inden de besøgte det militære område.



Nå, men jeg spurgte pænt, om jeg måtte tage billeder, og det var der ingen problemer i. Indtil en 'security officer' råbte mig an og kom løbende mod mig. Han var absolut ikke ok med, at jeg tog billeder af det, der mest af alt lignede betalingsanlægget på Storebælt, hvor bilerne kører ind og bliver tjekket. Jeg var godt klar over, at det ikke lige var her, at jeg skulle tage en diskussion om '1st amendment' og den slags, så jeg var ydmyg og forklarede, at jeg absolut ikke var ude på at gøre noget, jeg ikke måtte. Jeg viste ham billedet og slettede det, mens han så på - og jeg undskyldte mange gange. At billedet så reelt ligger i papirkurven og kan gendannes - og at jeg har andre billeder - det er irrelevant, og de billeder holder jeg naturligvis for mig selv. Man kan ikke se meget mere end på Google Street View - bortset fra at det er nogle år gammelt.



Herefter skulle jeg mod den lille by Somerset for at overnatte. Der var ingen motorvej derhen, kun dårligt vedligeholdte hovedveje, så det blev en lang tur. Undervejs kørte jeg dog forbi den ene 'Pawn Shop' efter den anden, og jeg tænkte, at jeg ville besøge en - bare for at se, hvordan sådan en ser ud. Der var, hvad jeg formoder var et ægtepar, og de bød velkommen. Jeg kiggede mig lidt omkring, og det var vel, som jeg havde forventet: Alskens ragelse samt en del våben. De forklarede venligt, hvordan det foregik. Man afleverer en genstand med en vis værdi, får penge udbetalt, og inden for 30 dage kan man så hente den igen mod at betale pengene tilbage - plus et gebyr på 20 procent.

På et tidspunkt ringer telefonen, og manden går ud i baglokalet. Men det var perfekt, ifølge konen, for så kunne hun bruge tiden på at velsigne mig! Og så gik hun ellers i gang med et foredrag om, hvordan gud eller Jesus havde reddet hende og familien, og at jeg selvfølgelig skulle opleve det samme. For jeg var elsket og et fantastisk menneske og blablabla... Jeg prøvede ikke at virke uvenlig, men det blev bare ved og ved, og til sidste måtte jeg sige, at jeg vist hellere måtte gå. Det lykkedes heldigvis at slippe væk!

Da jeg nåede til byen Hodgenville, var der skilte mod Abraham Lincolns fødested. Det havde jeg egentlig ikke planlagt at besøge, men det viste sig at ligge lige på vejen til Somerset, så det var ikke nogen omvej. Der var en fortælling om den tidligere præsident og hvordan han var vokset op. Hytten hvor han blev født (måske nok en replika) stod inde i et mindesmærke, hvor der var 56 trin op til - et trin for hvert år, han levede.





I Somerset kørte jeg til Courtyard, hvor jeg skulle tilbringe natten. Jeg havde tjekket ind i app'en, men - som sædvanligt - ændrede det ikke noget som helst. Selv om mit kreditkort er registreret i bookingen, skulle hun have det igennem maskinen - to gange. Og da jeg i øvrigt var ankommet 18 minutter for tidligt, var værelset selvfølgelig ikke klart. Jeg kørte en tur i Walmart og en halv time senere var jeg tilbage. Nu kunne jeg pludselig vælge, hvilken sal jeg ville bo på. De må have rengjort mange værelser på den korte tid...

****

Overnatningen på Courtyard Somerset er betalt med 17.500 Marriott-point. Værelset er et '1 King, Sofabed'.

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Jeg vågnede omkring klokken 0315. Det blæste voldsomt udenfor og regnen piskede mod ruden. Det var ikke ødelæggende, men længere sydpå var titusindvis af husstande uden strøm. Vejret havde også været usædvanligt om onsdagen, hvor temperaturen pludselig var på 25-27 grader. Selv efter midnat var der over 20 grader.

Jeg kunne ikke falde i søvn igen og brugte tiden på at se YouTube. Klokken 07.00 gik jeg ned for at få min gratis morgenmad, men det var fra en slags café, hvor eneste kvinde bag disken havde travlt med at lave barista-kaffe til fem personer foran mig. Det havde jeg ikke tålmodighed til, så jeg tjekkede bare ud i stedet.

Vinden var i mellemtiden løjet af, og da solen stod op, endte den med at brænde de sidste skyer væk, så der var masser af lys, men 10 grader koldere end dagen før.

Ganske glimrende vejr til et morgenbesøg i Cumberland Falls State Park.



Besøgscentret var endnu ikke åbent - i stedet tog en gås imod



Eneste attraktion var vandfaldet, som parken er opkaldt efter. I god amerikansk stil var der masser af parkeringspladser og velanlagte stier med god mulighed for udsigt til vandfaldet.



Selv en selfie blev det til. Skægget får lov til at stå i ferien - og så fjerner det fokus fra en bums!





Så gik turen nordpå gennem London (!) til Daniel Boone State Forest. Det er en helt enorm skov på 8.500 kvadratkilometer (hele Danmark er 43.000 km2), så jeg besøgte bare en lillebitte del.

Jeg kørte til Red River, hvor der er en Sky Bridge. Det er en naturligt opstået bro, som ikke rigtig går henover noget. Den er bare opstået som en slags stor sten med et hul igennem. På en tidspunkt vil den bryde sammen, men indtil da kan man nyde synet.





Og hvor kan jeg dog blive irriteret på folk, som synes det er helt ok at vandalisere naturen på denne måde



Efter Sky Bridge valgte jeg at køre en kæmpe omvej gennem skoven. Der gik lang tid, før Google Maps holdt op med at snakke om u-vendinger. Men jeg ville bare nyde udsigten - også selv om der ikke var så mange ophold med foto-sessions.



En enkelt ting var jeg dog nødt til at tage billede af. Denne Nada Tunnel med en enkelt kørebane, og den er så lang, at man ikke kan se, om der kommer nogen den anden vej. Åbningen er kun 4 meter på begge led, så det føles ret klaustrofobisk at køre gennem. Den er heller ikke stivet af med beton eller noget på indersiden.



Derefter var det bare at køre til hotellet. Og det her hotel valgte jeg faktisk efter at have 'tegnet' ruten i det første indlæg her i forummet. Oprindelig ville jeg have overnattet i Berea - en lille by længere sydpå. Det var før jeg havde detaljeplanlagt, og da nationalskoven er så stor, endte det med at blive en omvej. Berea blev ændret til Lexington, hvor jeg overnattede hos Fairfield Inn & Suites Lexington North.

****

Jeg har booket et '1 King' hos Fairfield Inn & Suites Lexington North for 17.500 Marriott-point. Det er et lidt ældre hotel, men ganske glimrende. Der kom 500 point retur, så netto 17.000 point.

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Fairfield har gratis morgenmand, hvilket jeg benyttede mig af. Der var ikke et kæmpe udvalg, men dog røræg, bacon, brød, cornflakes, mælk, juice og kaffe. Ganske glimrende i forhold til prisen

Og så gik turen ellers nordpå, og dermed forlod jeg Kentucky. Jeg kørte til Cincinnati, Ohio - ikke for at overnatte, men for at besøge American Sign Museum. Jeg havde ikke forventet det store af et 'skiltemuseum', men hold op, hvor var det flot og fascinerende.



Det var selvfølgelig mest neonskiltene, der var interessante, men der var også andre former for skilte.





Jeg gik bare rundt og kiggede på skiltene på samme måde som en kat, der stirrer på julelysene på juletræet. Virkelig imponerende udstilling og absolut de 15 USD værd, som entreen kostede.





Jeg skulle videre til Dayton, men på vejen nåede jeg forbi et outlet-center, hvor jeg egentlig ville købe et par shorts, for inden turen er slut, når temperatuen mindst 30-35 grader. Men jeg kunne ikke finde nogen, jeg kunne lide, og i stedet kom jeg af sted med et par nye Adidas-sko til 35 USD. Det var jeg egentlig også godt tilfreds med!

I Dayton skulle jeg - naturligvis - besøge Dayton Aviation Heritage National Historical Park om Wright-brødrene. De fleste herinde er nok klar over det, men det er dem, der anses for at have opfundet flyvemaskinen. De voksede op i Dayton og den ene af brødrene er også født der.



Det var et par driftige brødre, der nåede at udgive en avis, sælge trykkeriopgaver og drive et cykelværksted, mens de forfulgte drømmen om at lave et fly.





Ganske fin udstilling, men jeg må indrømme, at jeg fik mere ud af at læse Wikipedia-artikler.





Derefter tjekkede jeg ind hos Fairfield Inn & Suites Dayton, hvor jeg skulle bo de næste par nætter. Jeg gik en tur om aftenen, og selv om hotellet ligger i centrum, virkede der lidt dødt i byen.

****

De to nætter hos Fairfield Inn & Suites Dayton kostede 25.000 Marriott-point for et '1 King'-værelse. Der kom 500 point retur, så netto 24.500 point.

 

[Nicki Lolk Sørensen]

En beskrivelse af lørdagen er hurtigt overstået. Morgenmaden på hotellet virkede lidt sølle. Der var fade til røræg, bacon, pølser og 'biscuits', men der var kun 'biscuits'. Desuden var der brød og yoghurt.

Formiddagen stod på lidt arbejde på laptoppen, og så gik jeg en tur på kirkegården, hvor Wright-brødrene var begravet. Der var ikke meget at se, men så fik jeg da lidt motion.







Og så var jeg en tur i Dayton Mall, hvor jeg endelig fik købt shorts

Det var alt. Søndagen bliver mere begivenhedsrig med is og øl!

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Det her bliver en længere omgang, delt op i flere indlæg.

Jeg begyndte søndagen hos Waffle House. Morgenmaden på hotellet var ikke specielt inspirerende, og jeg har villet prøve nogle amerikanske kæder, som jeg ikke tidligere har besøgt. Jeg fik deres 'All-Star Special' med undertitlen 'The greatest of all time'. Den bestod af røræg, toast, hashbrown, bacon og en vaffel. Det meste kan varieres (f.eks. spejlæg, grov-toast, pølser), og der var diverse marmelade, sirup og ketchup til. Det var helt ok, men der var ikke noget særligt over det. Havde nok forventet en vaffel, der var bare en smule speciel, når det nu er deres 'signature' - det kunne som minimum være, at deres logo var på vaflen.

Men det var slet, slet ikke dagens højdepunkt. Jeg kørte til National Museum of the Air Force. Det ligger i forbindelse med en af luftvåbnets baser, og et af deres fly var da også ved at lande, da jeg kørte derfra igen.

Det er et kæmpe område, og udenfor er der en 'memorial garden' med mange mere eller mindre kreative mindesmærker. Dem vil jeg ikke spilde tid på her.

Selv om entreen var nul kroner, skulle jeg alligevel hen til en skranke, hvor en fyr fortalte mig om udstillingen - jeg tror der var 16 skranker! Her kunne jeg få et kort mod en donation. Ugh, jeg hader den slags. Kan det ikke bare have en pris, og så er det det?

Udstillingen var delt op i primært fem afdelinger: Early years (primært første verdenskrig), anden verdenskrig, Koreakrigen, Sydøstasien (primært Vietnamkrigen), den kolde krig - og resten.



Der var simulatorer (jeg nåede det ikke), der var biler udviklet af luftvåbnet, der var en fangedragt fra en koncentrationslejr, der var modelfly, der var hundredevis af historier om de udstillede ting. Jamen, der var simpelthen så meget, at det var overvældende. Selv interkontinentale ballistiske missiler var der!



F.eks. var der en historie, som fascinerede mig. Da jeg for længe siden tog motorcykelkørekort, fortalte kørelæreren, at motorcyklen kunne køre meget bedre uden mig. Det var naturligvis i et forsøg på at få mig til at slappe af og lade motorcyklen gøre noget af arbejdet. 'Læn dig til siden, så skal den nok dreje' frem for at dreje på rattet. På udstillingen var der en F-106A, hvor piloten havde problemer og måtte skyde sig selv ud under en øvelse. Men flyet fløj fint videre af sig selv og landede kun med mindre skader!



Jeg gad godt at være nabo til museet og komme igen og igen, men som engangsbesøgende var det umuligt at nå det hele - og ikke mindst opfatte det hele.

Det her er det første præsidentfly:







Og her er John F. Kennedy's Air Force One - som også blev brugt til at transportere hans kiste i.







Jeg tog nok 200 billeder, men du må nøjes med 10. Og hvis du kommer i nærheden af Dayton, så lov mig at besøge museet!



De har i øvrigt en fremragende hjemmeside med virtuelle ture på museet i stil med Google Street View: http://nmusafvirtualtour.com/

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Fra flymuseet skulle jeg til noget mindre storslået. Det var Lonely Planet, der havde Young's Jersey Dairy på sin top 10 for Ohio, så det måtte jeg jo besøge.



Det viste sig at være en mystisk blanding af en gård, et mejeri, en mini-zoo, en forlystelsespark, et stadion, en restaurant og en butik. Noget af det kunne jeg godt se en vis form for logik i, men langtfra alt. Det giver selvfølgelig mening at vise dyrene frem og sælge mejeriprodukter, men man kunne også stå i et 'batting cage' og øve sig i baseball.



Jeg stod lidt af på konceptet og endte med at købe en 'pint' is med lemon custard til 3 USD - det var også et ganske godt tilbud. Det smagte som en blanding af flødeis og sorbet. Og nej, det går ikke godt for kalorieregnskabet i dag, selv om jeg nåede over 20.000 skridt.

Jeg kørte videre til Columbus, som med knap en million indbyggere er Ohios største by og hovedstad. Første besøg var denne smukke bygning:



Det var National Veterans Memorial and Museum, og da jeg ankom, holdt et børnekor prøver. De skulle synge til et arrangement senere på dagen - vist nok et ikke-offentligt arrangement. Det blev hyggelig baggrundsmusik til de ellers rørende historier.

Uden for bygningen var der flag for Army, Navy, Marines, Air Force og Coast Guard, men indenfor havde de også fået inkluderet Space Force, selv om der næppe er veteraner derfra endnu.



Der var mange effekter, som soldaterne havde fået med sig fra missionerne - dog ikke som russerne, der netop nu plyndrer løs i Ukraine og er blevet afsløret i at slæbe vaskemaskiner og løbehjul med hjem til Rusland. Hvad fanden bilder de sig ind? Hov, det var et sidespor. Men jeg lagde selvfølgelig mærke til en gammel dansk femkroneseddel.



På første sal var der en fotoudstilling med veteraner og deres historier. Både om hvordan de var kommet til skade, og om hvordan de er vendt tilbage til civilt liv bagefter.



Der var endda en lille optageboks, hvor man kunne sætte sig foran et kamera og fortælle om sine oplevelser.



Men nu må det også være nok med alt det militære halløj. Tror ikke jeg har mere på programmet.

 

[Nicki Lolk Sørensen]

For første gang på turen tjekkede jeg ikke ind på et traditionelt kæde-hotel. Dette hotel er vel at betegne som boutique.

Hotellet ligger i forbindelse med Brewdogs bryggeri i Columbus og hedder Doghouse. Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste om det, men det røg på listen og jeg var naturligvis nødt til at prøve det.



Det er helt gennemført og lækkert. Alle værelser er forskellige, så jeg kan selvfølgelig kun fortælle om mit eget: Værelse 302 med navnet Cocoa Psycho. Der er et lille køkken i åben forbindelse med en stue. En kommode/tv-væg adskiller stuen fra soveværelset og så er der et stort bad.

Køkkenet er ikke særlig veludstyret - ingen tallerkner eller service, og skufferne kan ikke engang åbnes, til gengæld et køleskab, vin, oplukker og et lille fadølsanlæg. Det sidste er tilkøb, og det brugte jeg altså ikke penge på.



I stuen er der en lækker lædersofa, snacks på bordet (koster), tv, en pladespiller med LP'er og en akustisk guitar.





Soveværelset... Ja, der er en seng og et fjernsyn.



På det store badeværelse er der Brewdog-amenities og et 'showerbeer-køleskab', så man kan drikke en øl under bruseren. Der er sågar en holder til øldåsen i brusekabinen.





Det skal dog siges, at det ikke er Brewdog selv, der laver shampoo og balsam, og så vidt jeg kan regne ud, er den eneste forbindelse, at de lugter af grapefrugt ligesom deres 'grapefruit infused IPA' Elvis Juice gør.

Alle værelserne har navne efter øl, og jeg lagde mærke til værelse 307, som hed 'Hello My Name Is Vladimir' og syntes måske, det var lidt upassende. Specielt i disse tider. Men øllen er ikke ligefrem nogen hyldest til Putin: https://presshub.brewdog.com/presshub/hello-my-name-is-vladimir

Ude på gangen er der moderne kunst og etagens nummer er angivet på en væg fyldt med smadrede øldåser. Her er der også fri adgang til slik i krukker, som man selv kan fylde i en pose og tage med. Det er dog ikke Brewdog-slik.



I trappeopgangen er en øl-lysekrone og i stueetagen er der bar og bordtennis. Det er vist også her, der serveres morgenmad.

Udenfor er der to 'bålsteder' (det er vist noget gas - i hvert fald ikke rigtige kul), hvor man kan sidde og drikke et par øl. Der er også en hundepark og en sø.'



Ved siden af er der en større restaurant og bar, som ikke hører til hotellet, men som man selvfølgelig kan besøge alligevel. Der er også en butik med øl og merchandise, og hunde er velkomne overalt. Desuden er der spilleautomater - den gamle slags som i starten af 90'erne.



Da jeg tjekkede ind, fik jeg at vide, at der var en tur en time senere, så den hoppede jeg med på. De fem dollar var den dog ikke værd - der var ikke så meget at se, og jeg har været på besøg hos Carlsberg i København samt Staropramen i Prag.

Det er et rigtigt hyggeligt hotel, og her må jeg indrømme, at jeg savnede selskab...

****

Jeg bookede The Doghouse via hotels.com. Jeg forsøgte først på deres egen hjemmeside, men det generede mig, at taxes først blev lagt til i sidste step. Prisen var den samme, så den lille detalje koster dem provisionen til hotels.com. Jeg skulle give 3.807,40 DKK for de to nætter, men jeg brugte to bonusnætter, så prisen kom ned på 2.826,98 DKK. Dertil kommer shower beer for 50 USD ekstra.

 

[Erwin Lansing]

Da jeg tjekkede ind, fik jeg at vide, at der var en tur en time senere, så den hoppede jeg med på. De fem dollar var den dog ikke værd - der var ikke så meget at se, og jeg har været på besøg hos Carlsberg i København samt Staropramen i Prag.

Jeg har over årene også set en del bryggerier, fra Carlsberg i Valby til Aarhus Bryghus i Tranbjerg til Anchor i San Fransisco til en virkelig mikro-mikrobryggeri på en gård i Scotland. For meget af det er det nok i kategorier: "Seen one, seen em all (og hvornår starter smagningen?)" Alligevel var jeg på Põhjala bryggeriet i Tallinn i sidste uge, som alligevel var ret interessent at gå rundt på. Der var en del specielt udstyr for alle de eksotiske ingredienser, de bruger. Eller måske var det fordi de faktisk delte smagningen op i to dele, et par før rundvisningen og et par efter rundvisningen? Eller måske var det bare selskabet. Om ikke andet siger jeg ikke nej til en rundvisning på et bryggeri (så længe det inkluderer en smagning)

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Nu var jeg jo i gang med morgenmadsrestauranter, så jeg nuppede endnu en mandag morgen. Klokken 07.30 var jeg hos IHOP, som står for International House Of Pancakes. Der var kun to andre i restauranten, og der kunne vel at mærke være ca. 80. Der var ingen til at tage imod, så jeg tog bare et menukort og satte mig. Der kom dog hurtigt en tjener, og så blev der bestilt.



Jeg fik ikke spist helt op. Og nu må det vist være slut med så mange kalorier om morgenen fremover. Men godt smagte det!

Jeg tog en tur i byen, men det var svært at se, at byen skulle have 900.000 indbyggere. Godt nok regnede det, men der var virkelig ikke mange mennesker - heller ikke i biler.



Jeg fik forbi en statue af Arnold Schwarzenegger. At der er en Arnie-statue i Columbus skyldes, at østrigeren har deltaget i Mr. World i byen og senere har været med til at arrangere en bodybuilder-konkurrence i byen.





På diverse turist-sites havde jeg læst, at 'Scioto Mile Fountain' skulle være imponerende. Scioto Mile er en sti langs vandet, som sjovt nok er en mil lang, og i den ene ende er der altså et springvand. Dvs. det var der ikke, da jeg var der.



Lang næse og så tog jeg tilbage til hotellet - stadig i regnvejr. Dagen sluttede dog med en fin solnedgang.

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Tirsdagen er lidt hurtigt overstået - jeg lavede nemlig ikke så meget.

Om morgenen fik jeg morgenmad på The Doghouse, og det var ikke ligefrem overdådigt. Jeg fik nogle hvidsløgsstegte kartoffelskiver og en kanelsnegl. Der var også morgenmadsprodukter og en croissant. Derefter tjekkede jeg ud uden at få en regning - det ville blive ordnet senere. Selve opholdet er betalt via hotels.com, men jeg skulle betale ekstra for shower beers. Og jeg kan se på nogle anmeldelser, at andre er blevet trukket for noget, de ikke har købt. Så det må jeg holde øje med.

Derefter gik turen til Cleveland. Med hensyn til parkering ved hotellet havde jeg skrevet i min plan: "kun valet-parkering på hotellet (19 USD), men du kan finde parkering i nærheden, formentlig mod betaling". Jeg betaler altså ikke en mand for at parkere min bil, så jeg skulle finde en parkeringsplads. Dét var ikke let! Efter en halv time endte jeg i et parkeringshus, der vist nok hørte til et hospital. Det kostede 10 USD, og der var trods alt kun 2-300 meter til hotellet.

Hotellet var InterContinental Hotels Suites Hotel Cleveland, hvor jeg fik en King Suite for forholdsvis få point. Jeg synes dog ikke det var et fornemt InterContinental, som de ellers kan være andre steder. Der var en restaurant og ikke så meget andet. Hotellet havde krav om brug af mundbind, og det var vist nok fordi det lå på universitetets/hospitalets område. Men det går jo nok...

Jeg gik en lille tur i området. Det var faktisk også i min plan, for et sted havde jeg læst, at en italiensk bager skulle have nogle fantastiske 'coconut bars' - og da jeg var vild med noget tilsvarende, da jeg boede i Sydney (Lamingtons), så måtte jeg forbi. Bageren ligger i bydelen Little Italy, og der var da også en del italienske flag og navne rundt omkring.



Jeg fik købt kager og taget lidt billeder på turen. Kagerne smagte i øvrigt som de australske, men de var mørke indeni, hvor de australske er gule/hvide.









****

Jeg havde booket et 'standard room' hos InterContinental Hotels Suites Hotel Cleveland for kun 26.400 point. Det havde tidligere kostet 32.000 point, men så kom der en 20 procents rabat-kampagne. Jeg fik 600 point tilbage ved indtjekning, og så lander vi på netto 25.800 IHG-point. 'Standard' blev vekslet til en 'King Suite' med stue, soveværelse og et stort badeværelse delt i to, hvor det ene kun var vasken.

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Jeg kom lidt sent af sted, men det var fordi jeg sov længe - helt til klokken 0800

Efter at være gået forkert et par gange fandt jeg også bilen og satte kursen mod centrum. Her skulle jeg besøge et museum, som ligesom flere andre ikke sælger billetter i døren. Man skal have købt på forhånd til et bestemt tidspunkt. Det er en coronating, så de sikrer, at der er alt for mange samlet på en gang. Det betyder også, at det blive sværere at lave tingene om. Jeg havde overvejet at besøge museet dagen før, men det blev ikke til noget.

Jeg havde fundet en parkeringsplads i nærheden, og her skulle man betale over nettet. Jeg fik indtastet alle oplysninger, men den blev ved med at afvise uden at angive hvorfor - jeg tror det var på grund af mit danske postnummer. Så jeg måtte give op og finde et andet sted. Det blev et parkeringshus, som faktisk var tættere på, men det kostede også det dobbelte

Og så var det ellers ind på Rock and Roll Hall of Fame & Museum. Et af de dyrere museer - 30 USD! - men det var også imponerende. Ligesom fly-museet i Dayton, havde jeg ikke forventet så stor en udstilling i lille Cleveland.



Først en ting, som passer til forummet her. Et medlem fra The Eagles har samlet på hotelnøgler - altså fra gamle dage, hvor der ikke var plastikkort.



Og ellers var der Metallica, Soundgarden, demobånd fra Nirvana...



En plakat med Beatles, som ikke var en hadeplakat, men blot en tysker



Depeche Mode, ZZ Top og en håndskrevet set-liste fra Tupac.



Der var sågar studier, hvor man kunne spille på samme instrumenter som de kendte. Man kunne indspille sange og designe covers. Gift shoppen var også imponerende - der var ikke bare de sædvanlige pins med museets logo, men også f.eks. kopier af tøj, som musikerne har haft på og koncertplakater.





Hvis jeg havde været lidt mere musiknørdet og måske endda kunne spille på instrumenter, så kunne jeg havde brugt hele dagen her. I stedet kørte jeg videre mod Detroit, og dermed var det også farvel til Ohio. Jeg kunne mærke, at jeg ikke var helt færdig med Cleveland. Det var for kort et besøg - må komme tilbage en dag.

Turen til Detroit blev lang. Både fordi jeg havde valgt at undgå betalingsveje og dermed kom ud på hovedveje, der var i ret dårlig stand, men også fordi regnen væltede ned. Vinduesviskerne piskede så hurtigt de kunne, men jeg måtte alligevel ned i fart for ikke at komme galt af sted.

Da jeg tjekkede ind på Hilton Garden Inn Detroit Downtown forsikrede han mig, at det ikke var normalt. Og et par timer senere hørte regnen da også op. Det benyttede jeg til en gåtur rundt i centrum. Jeg fik en omgang spaghetti med kødboller hos Eminems restaurant, der også har en låge til 'to-go'. Det smagte fremragende, selv om jeg kun kunne spise halvdelen.



****

Det bliver nogle lidt dyre overnatninger, men til gengæld er det lige midt i byen. 144.000 Hilton-point for '1 King Bed' hos Hilton Garden Inn Detroit Downtown - 2.500 point retur i forbindelse med en kampagne. Netto 141.500 point. Og så kommer parkering altså oveni.

 

[Nj4220]

Wow, 144.000 point for et Hilton Garden Inn, det var godt nok pebret..
Vi bor på Doubletree lige ved Disney Springs akkurat nu for 200.000 for 5 nætter til sammenligning..
Hvis dine Hilton point brænder i lommen, så køber jeg dem gerne af dig til en fornuftig pris

 

[Nicki Lolk Sørensen]

Wow, 144.000 point for et Hilton Garden Inn, det var godt nok pebret..
Vi bor på Doubletree lige ved Disney Springs akkurat nu for 200.000 for 5 nætter til sammenligning..
Hvis dine Hilton point brænder i lommen, så køber jeg dem gerne af dig til en fornuftig pris

Jeg overvejede også at tage noget til under halv pris uden for byen med gratis parkering, men jeg vil jo gerne opleve byen.

Jeg skulle gerne nå fire stater mere næste år, så det kun er Alaska, der mangler. Så jeg skal spare flere point op. Men det ser ok ud. Har lige nu 130k hos IHG, 160k hos Hilton og beskedne 17k hos Marriott.

Du behøver da i øvrigt ikke at sende samme besked tre gange

 

[Nj4220]

Jeg overvejede også at tage noget til under halv pris uden for byen med gratis parkering, men jeg vil jo gerne opleve byen.

Jeg skulle gerne nå fire stater mere næste år, så det kun er Alaska, der mangler. Så jeg skal spare flere point op. Men det ser ok ud. Har lige nu 130k hos IHG, 160k hos Hilton og beskedne 17k hos Marriott.

Du behøver da i øvrigt ikke at sende samme besked tre gange

Der var lige nogle udfald på hotel nettet, ved ikke lige hvorfor den gjorde sådan Fortsat god tur videre rundt