Roadtrip USA (Midtvesten samt Las Vegas/Death Valley)

Morgenen begyndte med et lunkent bad. Der var varmt vand ved håndvasken men ikke i badet. Det var jeg nødt til at brokke mig over - og den slags hader jeg. Måske vil de have mig til at flytte værelse, hvilket jeg ikke orker. Måske vil de påstå at de har fixet det, men vandet er kun en grad varmere, og så kan jeg starte forfra. Det lykkedes dog - det var fixet senere på dagen.

Så skulle jeg have morgenmad. Deres restaurant har dog ikke åbent, så der er kun grab'n'go - altså hvor de udleverer en pose fra receptionen. Den koster 9,95 USD. Men jeg skulle jo have enten gratis morgenmad eller 10 USD credit. Det ville receptionisten dog ikke gå med til, for jeg havde angiveligt valgt point frem for morgenmad i min Hilton-profil. Jeg sagde mere eller mindre 'nå-nå' og gik videre med dagens gøremål, men jeg kan se i app'en, at jeg rent faktisk HAR valgt morgenmad, og det fik jeg jo også hos Hilton Garden Inn i Minneapolis og Des Moines. Jeg gider ikke brokke mig - bare de så giver mig point i stedet.

Jeg kørte i stedet vestpå til bydelen Dearborn. Her holder Ford til i et område, de kalder Rouge. Jeg havde booket en Ford Rouge Factory Tour til 22 USD, og der var klart angivet, hvor den startede. I bussen skulle vi have mundbind, og så var det ellers af sted.

Det var MEGET få billeder, vi måtte tage. Først skulle vi se to film - den første om Fords historie (ret propaganda-agtig) og dernæst en 4-5-6-7D-biograf med præsentation af deres F150 i en elektrisk udgave. Sæderne vibrerede, der kom røg ud, det blæste og lugtede, der var lys- og laser-show, der kom en klods op ad gulvet som blev 'samlet' til en F150 ved hjælp af lys og to robotarme, som 'samlede dele' op og gjorde det til en bil. Teknisk set var det meget imponerende, men det var også bare alt alt for meget. Jeg forsøgte, at finde ud af, hvad de egentlig forsøgte at formidle, og det eneste jeg fik med, var, at 65% af den brugte aluminium var genbrug.

Selve fabrikken med samlebånd og de mange forskellige dele var... tja, helt som forventet. Der var ingen produktion den dag, og de fortalte, hvordan mangel på elementer havde tvunget dem til at aflyse et hold om dagen. Det var ikke længere halvledere (chips), der manglede, men andre komponenter.

Vi var oppe på taget, hvor der var mere propaganda om, hvor grønne de var. Planter på taget, træer i haven og bistader. Men planterne på taget sparede dem for 5% af varmeregningen, og jeg tvivler på, at de 50 træer og bierne gør den store forskel i forhold til de tusindvis af benzinbiler, de producerer. Point for tiltagene, men at bruge tyve minutter på at høre om dem, var for meget.

Ved udgangen fik vi endelig lov til at tage lidt billeder af deres første biler.



Tilbage med bussen til udgangspunktet, hvor museet også var. Det kostede 27 USD plus 6 USD i parkering og 3 USD i 'transaction fee' - så det blev en af de dyre dage. Alt var dog booket og betalt på forhånd, så de skulle bare scanne en stregkode.

Henry Ford Museum var absolut bedre værdi for pengene. Jeg har normalt en fin stedsans, men her fór jeg simpelthen vild flere gange og kunne slet ikke få det udleverede kort til at passe. Det var et kæmpeområde med en del udstillinger: Jernbane, biler, racerbiler, fly, innovation og den slags.

Men lad mig begynde med noget, der har med rejser at gøre. Der var nemlig en lille udstilling med hoteller - hvordan Holiday Inn var startet som 'highway-hoteller' efter at amerikanerne fik biler. Hotelværelset så stort set ud som i dag - og amenities er vel heller ikke så anderledes.







Der var også udstilling af præsidentbiler. F.eks. den allerførste:



Den blev brugt af Roosevelt, og de ved faktisk ikke engang hvem der lavede den.

Der var i alt fire præsidentbiler - den nyeste var en 1972 Lincoln, som er blevet brugt af Nixon, Ford, Carter, Reagan og den første Bush, så der har de fået noget for pengene. Det var den bil, Reagan søgte tilflugt i, da han blev skudt i 1981.



Ellers vrimlede det jo bare med biler - formentlig et par hundrede. Og ikke kun Ford, som man kan fornemme.





Der var også et sted, hvor man kunne prøve at udføre et pit-stop. Men det var ikke åbent, da jeg var der.

Det blev en noget længere tur end jeg havde planlagt, men det gjorde ikke noget. Jeg havde håbet på, at jeg kunne komme til Motown Historical Museum denne dag, men de har endnu ikke åbnet efter corona - spørgsmål er om de nogensinde gør det.

Resten af dagen gik med vasketøj og aftensmad hos American Coney Island - en over 100 år gammel burgerjoint, der har masser af billeder på væggene med berømtheder, der har besøgt dem. Jeg fik en såkaldt American Special, som er en hotdog med kødsovs på. En ordentlig omgang, som jeg desværre ikke fik taget billeder af.

 

Fredag morgen så jeg et fly med et reklamebanner efter sig. Jeg kunne ikke læse, hvad der stod, men i løbet af morgenen kom der flere fly. På et tidspunkt var der fire fly, som bare cirkulerede over Detroits centrum. Jeg har kun kameraet på min telefon, så det blev ikke specielt gode billeder.





Op ad formiddagen tog jeg til Belle Isle, en ø, der ligger i Detroit River, som skiller USA og Canada. Ved Detroit er der det geografiske kuriosum, at Canada ligger syd for USA. Det var nu ikke derfor, jeg tog derud.

På broen derover var der skilte om, at jeg skulle huske at have mit 'recreation passport' med, og i min plan havde jeg da også skrevet, at jeg skulle købe et 'out of state pass' til 9 USD, men der var ikke nogen mennesker til at tage imod penge, så jeg kunne køre lige igennem.

Først måtte jeg have et billede af grænsen - her er det Windsor, Ontario til venstre og Detroit, Michigan til højre.



Og så ville jeg ellers gå et par ture rundt på øen. Der er blandt andet en skov med flere stier, og her blev jeg fanget lidt. Fra parkeringspladsen så det helt fint ud med asfalterede stier, så jeg tog ikke vandrestøvler på. Men først forsvandt asfalten, så kom der mudder... og vand... og så forsvandt stien, selv om den var på kortet. De var vist i gang med at 'genanlægge' stien til den nye sæson. Mine fine nye Adidas-sneakers blev godt pløret til, så jeg måtte give op og gå tilbage.





Detroit er jo byen, der er kendt for sin store bilproduktion, så selvfølgelig er de venskabsby med den japanske by, Toyota. På et tidspunkt har japanerne foræret Michigan 100 kirsebærtræer, som er plantet på Belle Isle. I modsætning til i Washington DC var de dog langt fra at springe ud.



Efter et par skuffende forsøg på at få gået dagens skridt, så kørte jeg tilbage til hotellet, men der var godt nok sket noget i Detroit siden morgenstunden. Det vrimlede med folk! Jeg synes ellers jeg havde undersøgt, om der var større arrangementer i byen, men jeg havde misset det, der vist nok var åbningskampen mellem Detroit og Chicago i Major League Baseball. Selv om jeg ikke interesserer mig for sport, har jeg tidligere været til både NFL-; NHL- og NBA-kampe for at opleve stemningen. Men sådan skulle det ikke være denne gang. Til gengæld kom jeg til at betale mere for parkeringen, fordi der selvfølgelig er speciel event-pris.

Fra hotellet kunne jeg faktisk se over på stadion - i hvert fald nogle af tilskuerpladserne.



Jeg kan ikke baseball-reglerne, men som jeg forstod det, var Detroit bagud indtil sidste øjeblik, hvor de endte med at vinde.



Og det brøl, der kom fra station, kunne høres - også på mit hotelværelse!

Kampen begyndte klokken 13, så folk må have taget fri fra arbejde, og efter kampen blev der festet - og festet - og festet. Byen var fyldt med folk resten af dagen og aftenen.



I morgen bliver ren transport. Jeg skal nordpå!

 

Jeg havde en lille ambition om at sænke både kalorie- og fedtindtaget, så jeg havde dagen før købt en salat til morgenmad. Men køleskabet på værelset havde været på overarbejde natten over, så der var frossen salat. Jeg giver mig selv point for forsøget, men den røg i skraldespanden!

Jeg prøvede at tjekke ud på Hiltons app - det lykkedes ikke. Der var angiveligt noget, som de var nødt til at snakke med mig om i receptionen. Ok så... Efter 5-8 minutters ventetid i receptionen fortalte jeg, at jeg gerne ville tjekke ud fra værelse 917. 'All good. Have a great day', sagde han efter at have konfirmeret, at en kvittering på email var ok. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne klare det i appen.

Af sted mod nord. På denne danske sorgens dag skulle jeg 466 kilometer nordpå, og der er vel egentlig ikke så meget at berette. Langsomt blev det koldere, og der begyndte at dukke pletter af sne op hist og her. På en rasteplads nød jeg udsigten, mens jeg strakte benene.





På amerikanske rastepladser er der typisk en bygning med toiletter, sodavands- og slikautomater og lidt turistinformation. Her var der en sjov lille notits under et kort over området:



I Indiana, som jeg jo tidligere er kørt igennem, er byen Cormel, som har de fleste amerikanske rundkørsler, men i Michigan er de ikke kommet så langt. Der er ellers mange af deres kryds, hvor det ville køre meget nemmere med en rundkørsel, frem for deres mange STOP-skilte med højre vigepligt (som jeg stadig øver mig i at forstå!).

Ud på eftermiddagen ankom jeg til Mackinaw City, som er der, hvor de to dele af Michigan samles af en bro. På den vestlige side af broen er Lake Michigan, på den østlige side er Lake Huron. De er to af de søer, som nordamerikanerne kalder 'The Great Lakes'.



Her ligger også Mackinac Island (bagerst til venstre på billedet), som jeg egentlig ville besøge, men jeg droppede det. Det er en turistø, og stort set alt er lukket på nuværende tidspunkt. Færgeoverfarten passede heller ikke helt ind i tidsplanen. I det hele taget er det et turistområde, der er meget dødt uden for sæsonen. Et par restauranter var åbne, men ellers var der lukkede butikker med t-shirts, souvenirs, tatoveringer og den slags.





Og ja, byen hedder Mackinaw City og øen hedder Mackinac Island. Det er en oversættelse af et indiansk ord, og så er det gået galt under fransk og engelsk styre, så det har fået forskellige stavemåde. Der står også Michilimackinac og Missilimackinac nogle steder, så de har virkelig været kreative. Ordet betyder 'Store Skildpadde' og hentyder angiveligt til formen på øen, men så skal man virkelig være kreativ!

****

Jeg tjekkede ind på det ældre hotel Holiday Inn Express Mackinaw City, hvor jeg havde booket et 'standard room' til 18.400 IHG-point. Tidligere har jeg booket det til 28.000 og 22.000 point. Der var 500 amenity points retur, så netto-prisen er 17.900 point.

 

Jeg stod op til en flot solopgang fra altanen. For jo, der er altaner her i lille Mackinaw City.





Morgenmaden var en klassisk Holiday Inn Express - og det passer lige til mig. Jeg fik en omelet med ost, lidt bacon og en varm kanelsnegl. Der var også 'biscuits and gravy', pølser, bagels, pålæg og flere andre ting.

Jeg havde ikke så travlt, så jeg fik ryddet lidt op i indbakken. Blandt andet havde jeg, på opfordring, fået tilsendt en kvittering fra The Doghouse - hotellet i Columbus. Jeg havde set på nettet, at en del havde brokket sig over at blive trukket for ting, de ikke havde købt. Så jeg tjekkede kontoen, og beløbet var ganske vist lidt større end jeg havde regnet med. Ifølge kvitteringen havde jeg drukket en tequila, og jeg var blevet trukket for den forkerte 'shower beer'-pakke. Det brokkede jeg mig selvfølgelig over, med en kommentar om, at de nok har et dybere problem, som bør fikses! I løbet af eftermiddagen kom der svar om, at de nok skulle få det bragt i orden - det holder jeg øje med.

Turen gik nordpå - jo, man kan komme endnu længere nordpå! Først skulle jeg over broen over Mackinac-strædet. GPS'en er indstillet til at undgå betalingsveje, men her var der altså ikke noget alternativ, bortset fra en omvej over Chicago. Fire dollar kostede den fornøjelse.

Køreturen tog en times tid og bragte mig forbi endnu flere cannabis-billboards. De må have en lempelig lovgivning her, for cirka hvert tredje billboard omhandler cannabis.

Allerede 11.15 fik jeg en besked om, at mit værelse i Sault Ste. Marie var klart. Det var næsten fem timer før tid, så det var en positiv overraskelse - specielt fordi mit program ikke ligefrem var spækket. Jeg byttede derfor lidt rundt på tingene og tjekkede ind hos Holiday Inn Express Sault Ste. Marie efter en frokost-sandwich hos Jimmy John.

Så kunne jeg i stedet gå en tur ned i byen, og se den 'nordlige Panama-kanal'. Jeg ved ikke, om der er nogen, der kalder den det, men det gør jeg Jeg har nemlig været i Panama, og det ser næsten lige sådan ud. En sluse, hvor skibene kan komme fra Lake Huron ind i Lake Superior, som åbenbart ligger en smule højere.



Der var tilfældigvis et skib på vej 'i fælden', da jeg ankom, og der var tilskuerpladser i et lille skur.



Min telefon nåede at hoppe på et canadisk netværk, men Canada er da også kun nogle hundrede meter væk på den anden side af slusen.

Jeg fik også tanket og købt lidt ind til i morgen. Det bliver en lang lang dag, hvor der ikke nødvendigvis er en Taco Bell i nærheden.



****

Jeg havde booket en '2 Queen Bed Standard River View' til 15.200 IHG-point. Tidligere havde jeg booket det til 17.000 point. 500 point retur, så netto 14.700 point - ganske god værdi.

Men hvis du skal til byen, så pas på, når du booker. Byen hedder 'Sault Ste. Marie' på begge sider af grænsen, og der findes en Holiday Inn Express begge steder. Her er navnene på hotellerne:
Holiday Inn Express Sault Ste. Marie
Holiday Inn Express Sault Ste Marie
Det uden punktum er det canadiske hotel. Det gælder virkelig om at vælge det rigtige.

 

DET kræver da godt nok det skarpe blik!

 

Lorte mandag. Lorte lorte lorte mandag...

Nå, men det startede fint. Normal Holiday Inn Express-morgenmad så tidligt som muligt. Jeg skulle tidligt af sted - jeg skulle hente en time på min plan for at komme frem inden solnedgang.

Først vestpå til Tahquamenon Falls State Park. Vejene blev gradvist langsommere og endte med en grusvej. Og ved indkørslen til parken var der skilte om, at man skulle betale kontanter i en kuvert. Jeg var udgået for kontanter, så jeg måtte ignorere skiltene. Ærgerligt for jeg betaler gerne for, at de holder naturen vedlige.

Lidt længere fremme var vejen selvfølgelig spærret af sne. Øv... Men jeg kunne heldigvis gå en lille tur, og så var der udsigt til 'lower falls'. Ganske fint, men så flot var det heller ikke.





Så var der heldigvis bedre gevinst, da jeg kørte til 'upper falls'. Her skulle jeg også gå en lille tur, inden vandfaldet åbenbarede sig.



Den mørke farve skyldes Tanninsyre, som forekommer helt naturligt. Jeg tænkte naturligvis, at det var os mennesker, der havde forurenet det på en eller anden måde, men nej. Tanninsyre har tidligere været brugt mod diarré og hudafskrabninger, men nu har man fundet bedre alternativer.





Flot syn. Det lovede godt for dagen...

Jeg skulle videre til tre 'overlooks', som alle lå på samme vej: Grand Sable Overlook, Log Slide Overlook og Lake Superior Overlook. Den sidste kilometer ind til Grand Sable Overlook var ikke blevet ryddet og var dækket med sne. Der senere blev til is. Der senere blev til is med en meter sne ovenpå. Og pludselig kunne jeg ikke komme videre. Jeg prøvede at bakke, men nej. Jeg sad fast på is - ikke dybt i sne, og hjulene snurrede bare rundt.



Jeg forsøgte at lægge diverse grene og buske under dækkene, men det hjalp ikke en skid. Jeg forsøgte at fjerne 60 centimeter sne bag bilen, så jeg måske kunne trille baglæns og vende rundt. Det lykkedes heller ikke. Jeg havde ingen skolv - intet jeg kunne bruge. Efter at have ventet lidt uden at se andre mennesker, måtte jeg bide i det sure æble og ringe til Hertz Emergency Road Service. Jeg havde ingen forsikring, så det ville blive dyrt.

På trods af at det er 'emergency', så skal man igennem alskens valgmuligheder og trykke sig rigtigt frem. Og så er der ventemusik. Jeg ventede i fem minutter, så stoppede musikken og der skete ingenting. Hallo? Nej, der var ikke nogen. Anede ikke, om jeg stadig var på hold. Efter noget tid gav jeg op og ringede igen. Samme resultat. Og igen. Og igen. Til sidst fandt jeg ud af, at jeg kunne taste nogle tal og så begyndt musikken igen. Der gik 45 minutter, før jeg fik fat på nogen. Han var meget venlig og fik alle oplysninger. Er det ok, at det koster et 250 dollar fee? Ja, jeg havde jo ikke andre muligheder. Nå, men hvis jeg lige ville vente, så ville han skaffe hjælp.

Efter 20 minutter på hold dukker der en mand i en kæmpe truck op. Jeg spurgte selvfølgelig om han kunne hjælpe. Og det kunne han da, selv om han var meget stille på en lidt lumsk måde. Men i løbet af et par minutter havde han sat en brandslange om højre fordæk og hevet mig i den rigtige retning. Han kørte foran, og jeg fulgte efter, indtil vi nåede ud af sneen. I mellemtiden havde det tøet rigtig meget, så det blev en bumpet tur.

Jeg takkede virkelig mange gange og spurgte, hvad jeg kunne give ham. Jeg havde jo ingen kontanter, men hvis jeg fik hans email, kunne jeg sende ham et gavekort eller hvad han nu ville have. Men han ville ikke have noget. Det lykkedes mig til sidst at få ham til at acceptere en sodavand, som jeg trods alt havde i bilen.

Imens var jeg stadig på hold hos Hertz. Efter 25 minutter vendte han tilbage og fortalte, at nu havde han skaffet hjælp. Heldigvis virkede han ikke sur, da jeg fortalte, at nu kunne det være ligemeget. Jeg fandt ikke ud af, om jeg stadig skal betale - frygter det lidt.

Jeg fik desværre aldrig taget billeder af Grand Sable Overlook. Jeg manglede kun 50 meter, så jeg gik derop, mens jeg ventede på Hertz. Det var ret smukt, men jeg tænkte, at jeg ville have masser af tid, mens jeg ventede på, at der kom en mand frem.

Nå, men tiden gik, og jeg var bagud. Og dog! For jeg kunne jo ikke komme videre til de næste to punkter, som lå på samme vej. Øv!

Videre til Beaver Basin Overlook. Vejen derind var ikke lukket, men der lå halvanden meter sne.

Videres til Miners Castle. Også her var der ufremkommeligt.

Øv øv øv... Jeg havde godt nok ikke regnet med, at der ville være så meget sne i midten af april. Men der var ikke noget at gøre - jeg måtte bare køre til næste hotel. Der gik max. en time, så var al sne og is forsvundet, og med sol fra en skyfri himmel lignede det en sommerdag.

Uret røg en time tilbage, og jeg kom ind i Wisconsin. Vejskiltene ændrede sig lidt, men først 10 kilometer fra Green Bay kom der en motorvej.

Jeg tjekkede ind hos Holiday Inn Express & Suites Green Bay East klokken 18.00 - to timer før planen, og så blev alt godt igen. Jeg var nemlig blevet opgraderet til et værelse med boblebad. Aaahhh...



Jeg lå der halvanden time og havde lidt ondt af mig selv efter dagens skuffelser. Og bagefter var der så endnu en overraskelse. En brusekabine med to brusehoveder! Det er tydeligvis et værelse til et par, men dét har jeg godt nok ikke set før. Anderledes, men også ret lækkert med vand fra begge sider



****

Jeg havde booket et standard-værelse hos Holiday Inn Express & Suites Green Bay East til 33.600 IHG-point for to nætter - det har tidligere været booket til 38.000 point. 500 point retur, så netto 33.100 point.

 

Takker for, at du deler dine fine (og knap så fine) oplevelser. Det er en ren fornøjelse at læse. Men i min kalender er jeg endnu ikke nået til slutningen af april

 

Ja, men nu kører vi altså efter den amerikanske kalender herovre. Ok?

Jeg har rettet. Også en lille fejl i sidste afsnit - det var en booking på to nætter.

Men det gik lidt stærkt!

 

Tirsdagen gik bedre.

Efter optankning af bilen satte jeg kursen mod den halvø, der går nordøst ud fra Green Bay - den hedder Door Peninsula. Først til Whitefish Dunes State Park, hvor der var skilte med priser ved indkørslen. Men igen-igen var der ingen til at tage imod pengene. Jeg ville ellers købe et årskort, som også giver adgang til de øvrige statsparker. Heldigvis var der skilte til en automat, hvor man kunne købe det. Men nej, den var selvfølgelig i stykker. Jeg har stadig ikke kontanter (kalenderen siger trods alt 2022), så jeg parkerede bilen og gik rundt.





Fin lille tur gennem en skov og med adgang til vandet, hvor der var en flot strand.



Lige ved siden af Whitefish Dunes ligger Cave Point County park, som mest af alt er et 'point'. Der er altså ikke så meget at lave, udover at se 'punktet. Det var til gengæld også ganske fint. Der var en voldsom lyd hver gang en bølge hamrede mod stenene inde under klippen.



Så var det frokosttid, og da en stor del af området er grundlagt af tilrejsende svenskere, var der en svensk restaurant i byen Sister Bay.

Jeg havde tjekket hjemmesiden, og de havde nogle 'open-faced sandwiches', så jeg glædede mig til lidt smørrebrød. Men det var godt nok skuffende. Jeg bad om, hvad jeg troede var smørrebrød med skinke og ost, og et stykke franskbrød med 'Danish Swiss cheese', hvad det så end er. Jeg blev så spurgt, om jeg ville have fritter eller kålsalat til, og her blev jeg lidt forvirret. Men der fulgte åbenbart fritter med et stykke smørrebrød. Nå, men jeg fik bestilt, og efter kort tid fik jeg serveret det her:



Lad mig prøve at beskrive. Skinke-oste-sandwichen var helt fin, men slet ikke svensk. Jeg ved ikke hvad de der syltede agurker skulle på min tallerken ud over at lugte. Det bliver sgu ikke svensk af at læsse et par jordbær ved siden af fritterne. Og så FIRE skiver med ost? Men det er jo svært at brokke sig over for meget. Osten var faktisk fin, men brødet var ikke frisk og sprødt. Faktisk var det alt alt for sødt. En skuffende omgang! Jeg måtte trøste mig med en gang Heksehyl fra deres 'kiosk' med svensk slik.

Dagens anden statspark var Newport State Park, næsten ude på spidsen af halvøen. Jeg rendte ind i samme problem med betaling. Her var planen at gå en tur ned til Duck Bay og måske længere ned, hvor der ville være udsigt til Spider Island.

Men stien viste sig hurtigt at være ret mudret. Jeg kom af sted og listede mig forbi vandpølerne. Senere blev de dog større og dybere, og eneste vej var at gå igennem. Jeg havde vandrestøvler på, men her burde jeg have haft gummistøvler på. På et tidspunkt hoppede jeg gennem 30-40 centimeter dybt vand, og selvfølgelig blev mine fødder våde. Jeg nåede Duck Bay, men ikke Spider Island.



Jeg valgte en anden sti tilbage til bilen, og den var meget mere tør. Til gengæld gik jeg konstant ind i spindelvæv. Jeg viftede dem naturligvis væk, men på et tidspunkt føltes det som om, jeg bare samlede dem. Jeg kunne mærke det i håret, skægget, nakken, hænderne - overalt.

Parken er i øvrigt velegnet til 'star gazing', fordi det ligger lidt øde og der er mørkt om natten - altså HELT mørkt. Langs den ene af stierne havde de sat selvlysende stjerneformede klistermærker, der viste hen til de bedste steder.



Sidste park var Peninsula State Park - med lidt god vilje kan den betegnes som en halvø på halvøen. En del af parken var vinterlukket, men der var sørme et levende menneske! Så NU kunne jeg købe mit årskort og forhåbentlig råde bod på dagens tidligere ugerninger.

Og her viste svenskerne sig igen. Dette her punkt hedder Sven's Bluff med de tre 'jordbærøer' i baggrunden.



Jeg kom også forbi Eagle Bluff, hvor der er et fyrtårn, men ellers var der ikke så meget at se her.



Tilbage til hotellet, og af med de våde støvler. Boblebadet kaldte endnu en gang. Vejret havde ændret sig i løbet af dagen. Jeg havde både gået uden jakke, med sommerjakke og med vinterjakke. Og da jeg sad i boblebadet begyndte det at tordne udenfor, efterfulgt af en del hagl.

 

Rigtig spændende beskrivelse af områder man ikke hører så meget om - er dog meget overrasket over hvor ringe morgenmaden er og det virker som om det er standard- det får jo scandics bakeoff rundstykker til at fremstå som gourmet.

 

Ja, måske bør jeg tage flere billeder. Nu bor jeg jo mest på hoteller, hvor morgenmaden er inkluderet, og så er det ikke ligefrem gourmet. Amerikanerne har jo også en noget anden smag end os. Friske rundstykker kender de slet ikke til herovre.

 

Efter røræg, pølser og en kanelsnegl gik turen til Denmark, Wisconsin. En lille by på godt 2.000 indbyggere, som selvfølgelig er grundlagt af danske immigranter. Det var en tåget morgen, hvor farten ikke kom i nærheden af max.



Der var ikke meget gang i byen på det tidspunkt, men der var både en Subway, en highschool og ikke mindst Denmark State Bank. Ja, tænk at en by på 2.000 mennesker er grundlag nok for en bank.



Du kan følge med i seneste nyt fra byen på https://thedenmarknews.com/

Halvanden time senere kom jeg til Wisconsins største by, Milwaukee. Her skulle jeg ikke bo, men blot tilbringe et par timer.

Først på Harley Davidsons museum tæt på byens centrum. En udstilling af deres motorcykler gennem tiden, og det var ret lækkert sat op. Det lyder måske lidt underligt, men tingene stod snorlige, alt var rent, der var sat flot lys, og farverne matchede. På andre museer kan det godt se lidt tilfældigt ud, hvordan tingene er sat op, men ikke her.



Sjovt at se, hvordan Harley Davidson har forsøgt sig med at udvide forretningen i ny og næ. Scootere, golfvogne og snowmobiles har de produceret i kort tid. Ja, sågar har de produceret speedbåde, men mest fordi de købte en speedbåd-virksomhed for at kunne bruge deres erfaring med at lave ting i glasfiber til at lave komponenter til motorcykler.



Jeg ville også have været på en factory tour på Harley-Davidson Plant lidt uden for Milwaukee, men de har corona-lukket og åbner først til næste år.



Mens bilen holdt gratis parkeret ved museet gik jeg en tur ind til centrum for at hilse på en bekendt.



Jeg har faktisk aldrig set et helt afsnit af Happy Days, og det er da også lidt før min tid, men når jeg nu var i den by, hvor tv-serien foregik, så måtte jeg lige forbi. 'The Fonz' var da også frisk på en selfie.



Syd for Milwaukee ligger der en dansk bager. Faktisk har O&H Danish Bakery en del butikker i området, og jeg måtte naturligvis forbi for at tjekke, om de lever op til deres navn. Her må svaret nok være nej. Jeg fandt ikke ligefrem en træstamme eller en napoleonshat. Studenterbrød eller en romkugle. De havde kringler i amerikanske versioner som 'cream cheesecake', 'cherry cheese' og 'apple sugar'.





Men jeg skulle jo vælge noget, så det blev en kanelsnegl med kokos og en fluffy kage med ost. Det smagte ok - ikke prangende - men absolut ikke dansk.

Slut med Milwaukee og videre til Madison, som er hovedstaden i Wisconsin. Her tjekkede jeg ind på Avid Hotel, som er et af IHG's nyeste kæder. Jeg tænkte, at jeg ville prøve dem og se, hvad det var for noget. Det er moderne, men lidt skåret-ind-til-benet uden pool eller andet ekstra. Lidt små værelser, men med det der er brug for. En ret velforsynet kiosk og et fitnesscenter, men desværre ikke noget 'guest laundry', som jeg ellers havde brug for. Det virkede en smule som 'Tru by Hilton', men med mindre vægt på fællesskab og hygge i fællesarealerne.



****

Jeg havde booket en enkelt nat i et '1 King Bed' hos avid hotel Madison - Monona for 13.000 IHG-point. 500 amenity points giver netto 12.500 point for en nat - ganske glimrende pris!

 

Fed tur du er på. Sjov nok er jeg også i Milwaukee til konference denne uge.

Når du er i Madison så skal du prøve pubben The Old Fashioned lige ved side af Capitol. De er super kendte for deres cheese curds, som nærmest er friterede oste nuggets. Til sidst skal du også have en drink på Eno Vino (de har også god mad) på toppen af et hotel, de har byens bedste udsigt efter solnedgang.. Madison er nok en af mine favorit byer i USA, det er altid super hyggeligt..

 

Er allerede taget videre. Det lyder ellers godt med de cheese curds - har smagt dem andre steder. Jeg har lidt på fornemmelsen, at de ikke er sunde

 

Morgenmad på Avid Hotel - jeg havde egentlig forventet en kopi af Holiday Inn Express, men der var forskel. Mange muligheder, men ingen røræg eller andre varme retter. Dog var der muffins og biscuits, som man kunne putte i mikroovnen.



Turen gik til Iowa. Der har jeg jo været først på turen, men det var et puslespil, der skulle gå op.

Første stop var National Mississippi River Museum & Aquarium, som fortæller, hvordan Mississippi-floden har ændret USA og hvordan USA har ændret Mississippi-floden. F.eks. hvordan Chicago ændrede strømmen en af Mississippi-flodens bifloder, så byens toiletvand flød ned i Mississippi-floden i stedet for i Lake Michigan. Hvorfor det var en bedre idé, stod lidt hen i det uvisse

Samtidig var det jo en slags zoologisk have med fisk og et par fugle. Bl.a. kunne man betale for at få lov til at røre en rokke (stingray), men der var jeg for nærig.







Jeg havde købt billetten på forhånd til 19,95 USD. Den var i mellemtiden steget en dollar, og de var ret aggressive med at sælge ekstra ting. Jeg synes det var lidt dyrt.

Fra museet skulle jeg ikke køre så langt, for næste punkt på planen var også i Dubuque, Iowa. Eagle Point Park er en by-park, som ikke er så stor, men der er flot udsigt ud over Mississippi-floden. Desværre var den lukket. Det var ikke angivet på hjemmesiden, det var ikke angivet på Google Maps, og der var ingen angivelse af, hvornår den åbner igen. Træls! Men i det mindste havde jeg ikke kørt nogen stor omvej.

I stedet kørte jeg nordpå langs floden til Pikes Peak State Park. Seværdigheden var stort set den samme som i Eagle Point: Udsigten ud over floden. Men det var en større park og jeg fik gået lidt rundt. Overalt var der anlagt stier med brædder, så det var sådan set let nok at komme frem. Men det gik op og ned, så jeg fik da trænet knæene lidt

Der var et lille vandfald, og nogen havde været kreativ med et væltet træ.





Men udsigten var det mest tiltrækkende. Desværre var det lidt overskyet, men det var stadig storslået. Længst til højre i billedet har Wisconsin-floden sin udmunding og længst til venstre kan man set byen Prairie du Chien, som ligger i Wisconsin.



Det var også her, jeg skulle overnatte, så der satte jeg kursen hen. På vejen kørte jeg dog gennem den charmerende by, McGregor. Det kunne være kulissen til en eller anden western-film, hvis man lige fjernede bilerne og de moderne skilte.



Der var en saloon, en gammel avis og en 'savings and loan'-bank, som kunne være hundrede år gammel.





Men så nåede jeg også frem til Country Inn & Suites Prairie du Chien WI, som var noget af et kompromis. Jeg har en lille strid kørende med Radisson, som 'skylder' mig 154.000 point, der er røget i et eller andet hul i forbindelse med opsplitningen i en amerikansk del og en ikke-amerikansk del. Derfor ville jeg ikke booke hos Radisson, men da hotellet var det eneste kædehotel og jeg ikke ville risikere noget andet, så blev overnatningen booket gennem hotels.com.

De havde heldigvis selvbetjent vaskeri, så jeg endelig kunne få vasket tøj. Men de havde ikke sæbe, så det måtte jeg i supermarkedet og købe. De havde også en 'water park', som jeg dog ikke nåede at benytte mig af. Der var flere bassiner med vandrutsjebaner og boblebad.

****

Som nævnt var overnatningen hos Country Inn & Suites Prairie du Chien WI booket gennem hotels.com til 520,28 kroner. Jeg brugte en bonusnat og kom ned på 135,01 kroner. Der er noget moms/skat-halløj, så regnestykket ikke helt passer - bonusnatten var i hvert fald mere værd. Men de 135,01 er i hvert fald hvad jeg endte med at betale.

 

Langfredagen begyndte med IT-problemer. Jeg var blevet logget ud af Google på både laptop og mobilen. Og da mobilen er en Google Pixel, kan den ikke så meget. Jeg gør meget ud af at bruge forskellige og auto-genererede passwords til alt og aktivere to-faktor godkendelse, når det er muligt, så jeg skal ikke bare indtaste 'password1234' og så kører det igen. Det tog over en time at finde ud af. Jeg måtte skifte sim-kort tilbage til mit danske for at få en kode. Måske har nogen prøvet at hacke mig, og så har Google bare lukket alt ned for en sikkerheds skyld, men jeg ved det ikke. Har ikke fået nogen mail om det.

Et punkt på dagens plan var blevet droppet, så jeg havde god tid. Jeg droppede morgenmaden på hotellet og dovnede den i sengen. Så tv og skrev forrige oplæg. Men klokken 10 måtte jeg af sted. Det her er måske TMI, men jeg skyndte mig ud af døren for ikke skulle forklare det tilstoppede toilet. Her burde jeg måske have lagt drikkepenge...

Jeg kørte til Effigy Mounds National Monument, som ikke lå langt fra hotellet. Det var dybest set bare endnu et sted at se Mississippi-floden fra, men det var nu ganske hyggeligt alligevel. Jeg tog et billede af kortet ved besøgscentret - som var åbent, viste det sig senere! - og gik i gang med den eneste sti, der var der. Den første halve kilometer gik 100 meter opad, så der blev prustet lidt. Men så var der også udsigt for alle pengene (der var gratis entré).



Jeg stod stille et sted, for jeg fornemmede at der skete noget. Og langsomt fik jeg øje på ting i den brune skovbund. Det vrimlede med rød/brune fugle, som jeg ikke kender navnet på. De lavede ingen lyde, og de ville hellere gå rundt end at flyve. Der var også rigtig mange jordegern, som piskede rundt. De var virkelig svære at få øje på. Der var en af dem, der jagtede en fugl. Det var nok lige optimistisk nok, for fuglen var den største. Der var et par rød/sorte spætter, som hakkede løs i træer. Og der var en del ørne, der fløj rundt i luften - jeg er ret sikker på, at den ene var en bald eagle. Men ingen billeder af dyrene Min telefon er ikke god til at zoome ind.



Længere ude på stien var der flere udsigtspunkter, og et enkelt sted var der sat disse stofstykker op, som er noget religiøst ritual udført af indianere. Jeg har ikke sat mig ind i den dybere mening.



Der var også bænke flere steder, som dyrene ikke kunne lide. I hvert fald er der bidt/hakket i dem, og det ser ikke menneskeligt ud.



Alt i alt en fin lille tur, som blot blev efterfulgt af en lang køretur til Eau Claire, Wisconsin. Undervejs klarede det op, og jeg kørte lige ind på en parkeringsplads med 'scenic view', hvor der ovenikøbet var lidt grønt.



Det var også meningen, at jeg skulle have besøgt National Eagle Center, men de er i gang med en renovering og er derfor lukket.

Jeg skal ellers ikke noget i Eau Claire. Jeg overnatter bare hos Holiday Inn Express & Suites Eau Claire North inden jeg skal meget længere nordpå i morgen. Det bliver en lang dag...

****

Den ene nat hos Holiday Inn Express & Suites Eau Claire North kostede bare 14.400 point, og der kom straks 500 amenity-point retur, så netto 13.900 IHG-point. Denne dag opdaterede de også, så jeg fik emails, hvor min status i det nye IHG One Rewards var angivet - Diamond Elite.

 

Lørdagen bød på en skuffelse. Dagen før fandt jeg ud af, at North American Bear Center havde lukket. Og det på trods af, at jeg havde undersøgt det på forhånd og fundet ud af, at de havde åbent fredag og lørdag. Det var en af årsagerne til, at jeg havde lavet ruten om og var kørt en omvej for at få det hele til at passe. Irriterende!

Men det betød, at jeg havde god tid til at køre nordpå. Jeg skulle over 400 kilometer fra Eau Claire, Wisconsin til Ely, Minnesota.

På et tidspunkt konstaterede jeg, at jeg var løbet tør for sprinklervæske, og da der kom mere og mere sne - og dermed også mere salt på vejene - så blev det et problem. Jeg måtte holde ind og tørre frontruden et par gange, inden jeg fandt en tankstation. Der gik lidt tid, før jeg var sikker på at have fundet det rette: Windshield wiper fluid. Så skulle jeg finde ud af, hvor det skulle fyldes på, og jeg var tæt på at hælde det i beholderen til kølervæske. Men det lykkedes, og så skulle alt jo være godt. Det virkede bare stadig ikke. Jeg tænkte, at der måske var gået hul på sprinklervæskebeholderen - under alle omstændigheder var jeg nødt til at køre videre. Tankstationerne har jo heldigvis vand og skrabere, og så måtte jeg holde bedre afstand til andre biler.



Jeg kørte forbi et flot syn, hvor en bald eagle fløj henover kørebanen ned i midterrabatten for at spise af et dødt dyr. Den var kun et par meter fra mig - men det var på motorvejen, så ingen billeder.

Jeg fik også købt ind til i morgen, hvor jeg formentlig ikke lige kommer forbi en 7-Eleven eller McDonald's. Og jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af toast-afdelingen hos Walmart Det er altså vildt - og ikke engang i en millionby.



Fremme i Ely kørte jeg til International Wolf Center, som heldigvis ikke var lukket. Masser af info om, hvordan bestanden næsten nåede nul, før man gjorde noget ved det.

De er godt klar over, at ulve er et lidt betændt emne, så de forsøger at holde sig neutrale. Men de oplyser selvfølgelig også om alle de gode ting, det medfører, når der er ulve i et område. Bestanden i Minnesota er nu nogenlunde stabil og i Yellowstone har det ført til flere bævere, bedre vandløb og mange andre positive ting.

Og jo, der ryger også et menneske en sjælden gang. Meget meget sjældent. Ulve er bange for mennesker og angriber kun, når de føler sig truet.



Alligevel måtte vi ikke hilse på ulvene - lidt farlige er de åbenbart Men vi kunne se deres tre ulve gennem vinduerne. De har på nuværende tidspunkt tre ulve - to hanner og en yngre hun. Man kan følge dem på webcam på https://wolf.org/meet-our-wolves/wolf-cams2/





Herefter tjekkede jeg ind hos Northwoods Inn & Suites, som virkelig ikke er noget særligt. Men jeg er et øde sted uden IHG-, Marriott- og Hilton-muligheder. Efter et par timers afslapning skulle jeg dog tilbage til ulvecentret. Jeg havde nemlig booket en 'What's for dinner?'-tur.

'Tur' er nok lidt overdrevet, for det var bare en gennemgang af, hvad og hvor tit ulve spiser, hvordan de jagter og den slags. For eksempel er det kun tre procent af de gange, de angriber en bison, at det rent faktisk lykkes. På National Geographic ser man sjældent de 97 procent af gangene. Rådyr har de mere succes med, og derfor udgør de også størstedelen af deres føde.

De tre ulve blev fodret med et rådyr, der var blevet påkørt i trafikken. Og det var altså fascinerende at se på, på så kort afstand. Den unge hun var helt besat af hovedet, men det lykkedes aldrig rigtig at få det spist. Den ene af hannerne fik hurtigt leveren ud og stak af med den. Den sidste han var ikke så sulten og løb væk med en lille klump kød, som blev gemt. Hunnen fulgte efter og gravede klumpen op igen og spiste den uden at blive straffet for det.











Det tog bare en time, men det var nok turens højdepunkt. Det var fascinerende - ikke kønt, men sådan er naturen!

Lidt pudsigt mødte jeg ulvenes mad på vej tilbage til hotellet, hvor fem rådyr stod i rabatten og spiste!



****

Jeg havde booket et værelse for en nat hos Northwoods Inn & Suites til 829,24 DKK hos hotels.com. Der er ikke brugt nogen bonusnat, så jeg optjener 10 procent. De plejer at have gratis morgenmad, men det er afskaffet pga. corona.

 

Der blev ikke serveret morgenmad på hotellet, men jeg fik en mikroret. Kylling med kartoffelmos om morgenen? Ikke noget problem!

Jeg ville af sted klokken 0700, men kroppen var træt og det blev først klokken 0800. Det var nok egentlig meget godt, for i løbet af formiddagen måtte jeg tre gange bremse for rådyr. Var jeg taget af sted tættere på solopgang, havde det nok været endnu værre.

Jeg kørte gennem byen Finland og ankom til Tettegouche State Park (jeg fandt aldrig ud af, hvordan man udtaler det). I min plan havde jeg noteret 'formentlig gratis entré', fordi jeg ikke kunne finde info om priser. Men ved besøgscentret var der plakater, der angav, at man skulle ind på en hjemmeside og købe billet. Her løb jeg IGEN ind i problemer. Hjemmesiden mente, at min adresse tilhørende kreditkortet var forkert, men jeg er nu ret sikker på, hvor jeg bor. Jeg forsøgte med flere forskellige kort og f.eks. Kobenhavn/Koebenhavn/Copenhagen, men lige lidt hjalp det. Først langt senere fandt jeg ud af, at Danmark ikke understøtter AVS, som er det tjek af adresse, som hjemmesiden udfører. Ergo kunne jeg ikke betale med dansk kort.

Jeg havde gjort, hvad jeg kunne, så på med støvlerne og ud på en vandretur. Besøgscentret - som havde åbent, men ikke solgte billetter - reklamerede med snesko og skokæder, men jeg skulle jo ikke ligefrem på den slags tur. Troede jeg. For der var godt nok ufremkommeligt, og et enkelt sted så det ud som om, at hvis man gled, var der risiko for at ryge lige ned i floden.



Men det lykkedes, og der var fin udsigt ud over Lake Superior - og senere Tettegouche Falls.





I materialet fra parken anbefalede de at besøge Palisade Head et par kilometer væk, så det gjorde jeg selvfølgelig. Efter en gåtur viste det sig, at udsigten udover Lake Superior var næsten den samme.

Så videre til Split Rock Lighthouse State Park, hvor der var et menneske, som kunne sælge mig en billet! Og da de syv dollar giver adgang til alle Minnesotas statsparker den dag, har jeg teknisk set også betalt for Tettegouche (og næste park). I Split Rock skulle jeg dog ikke det store. Seværdigheden er et fyrtårn, og da vejen ud til fyrtårnet var vinterlukket, kunne man kun se det på afstand.



Jeg havde gået dagens skridt, men der var stadig ting, der skulle nåes. Lidt længere sydpå ligger Gooseberry Falls State Park. Den var væsentlig mere velbesøgt end de andre. Jeg skulle ud på Gitchi-Gami State Trail, men jeg kunne ikke finde adgangen til den. Jeg gav nok også lidt hurtigt op, og i stedet gik jeg til 'upper falls'.



Her var der adgang til en bro over floden, og den ledte til 'Falls Trail', som jeg fulgte. Og pludselig åbenbarede flere vandfald sig. Det var ikke Iguazu Falls, men flot var det.





Derfra var det blot at køre en time sydpå til Duluth. Undervejs begyndte sprinklervæsken at virke igen. Mit bud er, at selv om sprinklervæsken ikke fryser, så gør slangen, ventilen eller andre komponenter det, og så skal bilen være godt varm, før der er hul igennem.

Jeg ankom til Holiday Inn Express & Suites Duluth North - Miller Hill, hvor jeg fik værelse 216. Der var ikke gjort rent, så jeg måtte tilbage til receptionen, hvor den unge kvinde med AirPod i det ene øre måtte finde en løsning. Jeg fik i stedet et værelse på 514, som muligvis er lidt større end det oprindelige. I hvert fald er det større end normalt med sofa og bord.

Og så: Boblebad...

****

Jeg havde booket et '1 King Standard'-værelse hos Holiday Inn Express & Suites Duluth North - Miller Hill til 32.800 point. Tidligere har det været booket til 38.000 point. Hotellet ligger ikke i centrum, og jeg har tidligere booket på nogle Hilton-hoteller i byen, men jeg endte med, at det her gav mig mest værdi for pointene. 500 amenity-point, så netto 32.300 point.

 

Mandag og tirsdag skete der ikke meget. Om mandagen havde jeg fra morgenstunden dundrende hovedpine, og jeg havde på fornemmelsen, at 'noget' var på vej. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. På planen var et besøg hos Lake Superior Marine Museum, men jeg orkede det ikke.

Det havde sneet det meste af natten og det fortsatte ud på formiddagen. Der kom vel i alt ti centimeter. Hyggeligt! Dog skulle bilen tankes, og da der ingen skraber var i bilen, måtte jeg tage andet forhåndenværende i brug. Jeg tanker efterhånden kun hos BP og Shell, da jeg kan betale ved standeren hos dem. Hos andre virker kortet ikke ved standeren, og jeg skal ind i butikken. Ulempen er, at jeg skal angive et beløb, som jeg vil tanke for, i stedet for blot at fylde på, hvad der nu kan være i bilen.



Jeg fik en sms om, at jeg skulle forny mit abonnement, eller rettere lave en 'refill', da det jo er et prepaid sim-kort og ikke et abonnement. Her løb jeg igen ind i problemer med at betale med et dansk kort. De skulle bruge et postnummer, og et dansk fire-cifret var ikke godt nok - heller ikke med et nul foran. Heldigvis kunne man kontakte en ekspert via chatfunktionen på hjemmesiden, og så skulle alt jo være godt. Kathleen var hjælpsom, men endte med at bruge 40 minutter på at gøre det samme som mig og komme frem til samme resultat. Tak for lort!

Så måtte jeg i en T-Mobile-butik og ordne det. Der var heldigvis en tæt på. Det tog fem minutter. Sådan!

Butikken lå i et indkøbscenter, hvor der var en Matas-agtig forretning, som solgte make-up fra Dunkin Donuts. Jeg var nødt til at tage et billede.



Og så var jeg i boblebad...

Tirsdag skulle jeg bare til Grand Rapids, Minnesota. Det tog halvanden time, så jeg havde god tid fra ud- til indtjekning - fire timer. Efter morgenmaden brugte jeg formiddagen på at slette mails og se tv. Jeg kunne have bedt om senere udtjekning, men jeg ventede blot til sidste øjeblik, klokken 11.

Det blev til en tur i Walmart og en frokost for at få tiden til at gå, og så stoppede jeg et par gange undervejs. F.eks. her i Warba, hvor der var et lille museum med Trump-plakater



Lige ved siden af kunne man i øvrigt købe 'chaps'. Jeg har aldrig fundet ud af, om den slags rent faktisk bruges, eller om det kun er en fetish-ting. Læg i øvrigt mærke til mønttelefonen, som dog ikke virkede.



Fremme i Grand Rapids kørte jeg forbi lufthavnen, hvor noget fangede mit øje. Et par SAAB-fly fra American Airlines, som havde set bedre dage. De var skilt ad i adskillige dele, som lå spredt rundt omkring. Hvis man google N304AE og N320AE, som står på flyet, er der links til f.eks. Flightradar24, som kan oplyse, at de ikke har fløjet for nylig











Jeg tjekkede ind hos Country Inn & Suites Grand Rapids lidt over 1400 - altså før tid - men det var der heldigvis ingen problemer i. Det er det første hotel på denne tur, hvor der ikke har været elevator, men jeg skulle heldigvis kun på anden sal.

Om eftermiddagen gik jeg en lang tur i byen, hvor jeg igen stødte på Mississippi-floden. Fun fact: Det tager vandet 90 dage fra Lake Itasca nord for Grand Rapids, indtil det render ud i den mexicanske golf nede ved Louisiana.



Jeg fik også taget mig sammen til at besøge Dairy Queen, hvor jeg ikke har været før. Her måtte jeg jo prøve en dairy-ting og ikke en burger, som de også serverer. Så det blev en 'large Blizzard' med M&Ms. Det svarer til en McFlurry, men 'large' betyder altså omkring 600 ml, og dermed mere end en stor cola hos McDonald's i Danmark. Det var lidt meget is - men jeg kunne selvfølgelig bare have spurgt først...

****

Jeg havde booket en enkelt nat i et '2 Queen Beds' hos Country Inn & Suites Grand Rapids for 571,72 kroner via hotels.com.

 

Uf, jeg er kommet bagud. Men der er ikke altid lige godt internet, og så har jeg jo travlt med andet

Jeg tjekkede ud onsdag morgen før morgenmaden, for programmet var ret fyldt. Først skulle Chippewa National Forest opleves, og jeg havde læst mig frem til, at Lady Slipper Scenic Byway var den bedste måde at gøre det på. Skoven er mere end dobbelt så stor som Fyn, så der skulle prioriteres.

Hurtig og usund morgenmad på vejen. Det begyndte at regne, hvilket var i overensstemmelse med vejrudsigten. Faktisk ville det regne det meste af dagen, men ikke voldsomt, så det gik nok.

Regnen blev til sne - det var ikke planen.

Jeg kørte til den lille by Blackduck og kørte sydpå - det er den vej, der er 'scenic byway'. 43 kilometer, hvor jeg så meget lidt scenic. Det kan måske skyldes årstiden, og vejret. Men der var da nogle hundrede rådyr undervejs. Måske kan du ane et par af dem her.



Det var skuffende, så jeg måtte bare køre videre. Sneen fortsatte, og det blev efterhånden ret voldsomt, så jeg måtte holde en pause og strække benene på en rasteplads. Der var en sø i baggrunden, hvor jeg nuppede et billede. Det er måske ikke så tydeligt, at sneen vælter ned, men det er i hvert fald svært at se overgangen mellem vand og himmel i baggrunden.



Itasca State Park var næste stop, og her skulle jeg på en 'wilderness drive', som er 16 kilometer lang. Flere steder undervej kunne jeg stå af og gå på adskillige stier. Vejen derhen blev stadig mere snerig, og jeg kunne mærke, at bilen ikke havde helt samme hold i asfalten som normalt. Jeg kørte 45 mph, hvor jeg måtte køre 65 mph, men jeg var alligevel nervøs for, at et eller andet skulle ske, så jeg var nødt til at bremse hårdt. Og selvfølgelig dukkede der pludselig en fugl op - min bedste beskrivelse er en stor fasan med noget blåt i. Den valgte dog hurtigt at vende om, og jeg slap med skrækken.

Ved indkørslen til parken var det tydeligt, at her var ikke blevet ryddet for sne i lang tid. Sneen væltede fortsat ned og en opdateret vejrudsigt meldte, at det ville den blive ved med mindst tre timer endnu. Jeg nåede ind til indgangen, før jeg besluttede, at det gik ikke. Det var allerede slemt og ville blive endnu slemmere. Og jeg havde allerede prøvet at sidde fast med bilen.



Så uanset hvor flot det var, og at jeg intet problem har med kulde, så måtte jeg give op og køre videre.



Det var også slemt nok. Turen tilbage til hovedvejen var ikke let. Til gengæld gik der vel en times kørsel sydpå, hvor snefald blev til regnvejr og sneen på vejen smeltede og forsvandt fuldstændig. Her et billede fra byen Bluegrass, hvor den næsten er væk.



Sidste stop var den danske kirkegård cirka 30 kilometer udenfor Minneapolis. Dog ikke fordi jeg ville lægge mig i graven efter dagens mislykkede program



Der var masser af sten med *sen-navne, men det så ikke voldsomt velholdt ud, og jeg undrede mig over, at der ikke var et eneste dansk flag.





Derfra var det bare til Minneapolis - lidt tidligere end planlagt. Jeg havde skiftet hotel forholdsvis sent, fordi jeg mente, at jeg havde fortjent et boblebad her sidst på turen. Så det blev til Holiday Inn Express & Suites Eden Prairie - Minnetonka - men det fortrød jeg. Der var hængt sedler op om, at deres varmeanlæg til poolen var i stykker og at boblebadet var lukket. Og den seddel havde hængt der LÆNGE. Desuden blev internettet konstant afbrudt, så jeg ikke kunne downloade større ting, og de fleste streamingtjenester gav op - bortset fra YouTube. Værelset var indrettet i gammel HIX-stil med 40 nuancer af brun. Gulvet knirkede, og der kom en irriterende klank-lyd ude på badeværelset. Jeg burde have holdt mig til det andet HIX ved Mall of America.

****

Jeg havde booket en 1 King Standard i to nætter hos Holiday Inn Express & Suites Eden Prairie - Minnetonka for 36.000 IHG-point. 500 amenity-point retur - netto 35.500 point.