Nicki Lolk Sørensen
VIP medlem
Morgenen begyndte med et lunkent bad. Der var varmt vand ved håndvasken men ikke i badet. Det var jeg nødt til at brokke mig over - og den slags hader jeg. Måske vil de have mig til at flytte værelse, hvilket jeg ikke orker. Måske vil de påstå at de har fixet det, men vandet er kun en grad varmere, og så kan jeg starte forfra. Det lykkedes dog - det var fixet senere på dagen.
Så skulle jeg have morgenmad. Deres restaurant har dog ikke åbent, så der er kun grab'n'go - altså hvor de udleverer en pose fra receptionen. Den koster 9,95 USD. Men jeg skulle jo have enten gratis morgenmad eller 10 USD credit. Det ville receptionisten dog ikke gå med til, for jeg havde angiveligt valgt point frem for morgenmad i min Hilton-profil. Jeg sagde mere eller mindre 'nå-nå' og gik videre med dagens gøremål, men jeg kan se i app'en, at jeg rent faktisk HAR valgt morgenmad, og det fik jeg jo også hos Hilton Garden Inn i Minneapolis og Des Moines. Jeg gider ikke brokke mig - bare de så giver mig point i stedet.
Jeg kørte i stedet vestpå til bydelen Dearborn. Her holder Ford til i et område, de kalder Rouge. Jeg havde booket en Ford Rouge Factory Tour til 22 USD, og der var klart angivet, hvor den startede. I bussen skulle vi have mundbind, og så var det ellers af sted.
Det var MEGET få billeder, vi måtte tage. Først skulle vi se to film - den første om Fords historie (ret propaganda-agtig) og dernæst en 4-5-6-7D-biograf med præsentation af deres F150 i en elektrisk udgave. Sæderne vibrerede, der kom røg ud, det blæste og lugtede, der var lys- og laser-show, der kom en klods op ad gulvet som blev 'samlet' til en F150 ved hjælp af lys og to robotarme, som 'samlede dele' op og gjorde det til en bil. Teknisk set var det meget imponerende, men det var også bare alt alt for meget. Jeg forsøgte, at finde ud af, hvad de egentlig forsøgte at formidle, og det eneste jeg fik med, var, at 65% af den brugte aluminium var genbrug.
Selve fabrikken med samlebånd og de mange forskellige dele var... tja, helt som forventet. Der var ingen produktion den dag, og de fortalte, hvordan mangel på elementer havde tvunget dem til at aflyse et hold om dagen. Det var ikke længere halvledere (chips), der manglede, men andre komponenter.
Vi var oppe på taget, hvor der var mere propaganda om, hvor grønne de var. Planter på taget, træer i haven og bistader. Men planterne på taget sparede dem for 5% af varmeregningen, og jeg tvivler på, at de 50 træer og bierne gør den store forskel i forhold til de tusindvis af benzinbiler, de producerer. Point for tiltagene, men at bruge tyve minutter på at høre om dem, var for meget.
Ved udgangen fik vi endelig lov til at tage lidt billeder af deres første biler.
Tilbage med bussen til udgangspunktet, hvor museet også var. Det kostede 27 USD plus 6 USD i parkering og 3 USD i 'transaction fee' - så det blev en af de dyre dage. Alt var dog booket og betalt på forhånd, så de skulle bare scanne en stregkode.
Henry Ford Museum var absolut bedre værdi for pengene. Jeg har normalt en fin stedsans, men her fór jeg simpelthen vild flere gange og kunne slet ikke få det udleverede kort til at passe. Det var et kæmpeområde med en del udstillinger: Jernbane, biler, racerbiler, fly, innovation og den slags.
Men lad mig begynde med noget, der har med rejser at gøre. Der var nemlig en lille udstilling med hoteller - hvordan Holiday Inn var startet som 'highway-hoteller' efter at amerikanerne fik biler. Hotelværelset så stort set ud som i dag - og amenities er vel heller ikke så anderledes.
Der var også udstilling af præsidentbiler. F.eks. den allerførste:
Den blev brugt af Roosevelt, og de ved faktisk ikke engang hvem der lavede den.
Der var i alt fire præsidentbiler - den nyeste var en 1972 Lincoln, som er blevet brugt af Nixon, Ford, Carter, Reagan og den første Bush, så der har de fået noget for pengene. Det var den bil, Reagan søgte tilflugt i, da han blev skudt i 1981.
Ellers vrimlede det jo bare med biler - formentlig et par hundrede. Og ikke kun Ford, som man kan fornemme.
Der var også et sted, hvor man kunne prøve at udføre et pit-stop. Men det var ikke åbent, da jeg var der.
Det blev en noget længere tur end jeg havde planlagt, men det gjorde ikke noget. Jeg havde håbet på, at jeg kunne komme til Motown Historical Museum denne dag, men de har endnu ikke åbnet efter corona - spørgsmål er om de nogensinde gør det.
Resten af dagen gik med vasketøj og aftensmad hos American Coney Island - en over 100 år gammel burgerjoint, der har masser af billeder på væggene med berømtheder, der har besøgt dem. Jeg fik en såkaldt American Special, som er en hotdog med kødsovs på. En ordentlig omgang, som jeg desværre ikke fik taget billeder af.
Så skulle jeg have morgenmad. Deres restaurant har dog ikke åbent, så der er kun grab'n'go - altså hvor de udleverer en pose fra receptionen. Den koster 9,95 USD. Men jeg skulle jo have enten gratis morgenmad eller 10 USD credit. Det ville receptionisten dog ikke gå med til, for jeg havde angiveligt valgt point frem for morgenmad i min Hilton-profil. Jeg sagde mere eller mindre 'nå-nå' og gik videre med dagens gøremål, men jeg kan se i app'en, at jeg rent faktisk HAR valgt morgenmad, og det fik jeg jo også hos Hilton Garden Inn i Minneapolis og Des Moines. Jeg gider ikke brokke mig - bare de så giver mig point i stedet.
Jeg kørte i stedet vestpå til bydelen Dearborn. Her holder Ford til i et område, de kalder Rouge. Jeg havde booket en Ford Rouge Factory Tour til 22 USD, og der var klart angivet, hvor den startede. I bussen skulle vi have mundbind, og så var det ellers af sted.
Det var MEGET få billeder, vi måtte tage. Først skulle vi se to film - den første om Fords historie (ret propaganda-agtig) og dernæst en 4-5-6-7D-biograf med præsentation af deres F150 i en elektrisk udgave. Sæderne vibrerede, der kom røg ud, det blæste og lugtede, der var lys- og laser-show, der kom en klods op ad gulvet som blev 'samlet' til en F150 ved hjælp af lys og to robotarme, som 'samlede dele' op og gjorde det til en bil. Teknisk set var det meget imponerende, men det var også bare alt alt for meget. Jeg forsøgte, at finde ud af, hvad de egentlig forsøgte at formidle, og det eneste jeg fik med, var, at 65% af den brugte aluminium var genbrug.
Selve fabrikken med samlebånd og de mange forskellige dele var... tja, helt som forventet. Der var ingen produktion den dag, og de fortalte, hvordan mangel på elementer havde tvunget dem til at aflyse et hold om dagen. Det var ikke længere halvledere (chips), der manglede, men andre komponenter.
Vi var oppe på taget, hvor der var mere propaganda om, hvor grønne de var. Planter på taget, træer i haven og bistader. Men planterne på taget sparede dem for 5% af varmeregningen, og jeg tvivler på, at de 50 træer og bierne gør den store forskel i forhold til de tusindvis af benzinbiler, de producerer. Point for tiltagene, men at bruge tyve minutter på at høre om dem, var for meget.
Ved udgangen fik vi endelig lov til at tage lidt billeder af deres første biler.
Tilbage med bussen til udgangspunktet, hvor museet også var. Det kostede 27 USD plus 6 USD i parkering og 3 USD i 'transaction fee' - så det blev en af de dyre dage. Alt var dog booket og betalt på forhånd, så de skulle bare scanne en stregkode.
Henry Ford Museum var absolut bedre værdi for pengene. Jeg har normalt en fin stedsans, men her fór jeg simpelthen vild flere gange og kunne slet ikke få det udleverede kort til at passe. Det var et kæmpeområde med en del udstillinger: Jernbane, biler, racerbiler, fly, innovation og den slags.
Men lad mig begynde med noget, der har med rejser at gøre. Der var nemlig en lille udstilling med hoteller - hvordan Holiday Inn var startet som 'highway-hoteller' efter at amerikanerne fik biler. Hotelværelset så stort set ud som i dag - og amenities er vel heller ikke så anderledes.
Der var også udstilling af præsidentbiler. F.eks. den allerførste:
Den blev brugt af Roosevelt, og de ved faktisk ikke engang hvem der lavede den.
Der var i alt fire præsidentbiler - den nyeste var en 1972 Lincoln, som er blevet brugt af Nixon, Ford, Carter, Reagan og den første Bush, så der har de fået noget for pengene. Det var den bil, Reagan søgte tilflugt i, da han blev skudt i 1981.
Ellers vrimlede det jo bare med biler - formentlig et par hundrede. Og ikke kun Ford, som man kan fornemme.
Der var også et sted, hvor man kunne prøve at udføre et pit-stop. Men det var ikke åbent, da jeg var der.
Det blev en noget længere tur end jeg havde planlagt, men det gjorde ikke noget. Jeg havde håbet på, at jeg kunne komme til Motown Historical Museum denne dag, men de har endnu ikke åbnet efter corona - spørgsmål er om de nogensinde gør det.
Resten af dagen gik med vasketøj og aftensmad hos American Coney Island - en over 100 år gammel burgerjoint, der har masser af billeder på væggene med berømtheder, der har besøgt dem. Jeg fik en såkaldt American Special, som er en hotdog med kødsovs på. En ordentlig omgang, som jeg desværre ikke fik taget billeder af.
Jeg har nemlig været i Panama, og det ser næsten lige sådan ud. En sluse, hvor skibene kan komme fra Lake Huron ind i Lake Superior, som åbenbart ligger en smule højere.
Her burde jeg måske have lagt drikkepenge...
Min telefon er ikke god til at zoome ind.
