Roadtrip USA (Midtvesten samt Las Vegas/Death Valley)

Torsdagen var ikke så begivenhedsrig. Der blev ryddet op i bilen. Alting blev fragtet ind på hotelværelset, og så kunne jeg stå og tænke over, hvordan jeg skulle få alting proppet i kufferterne. Mine ting må være svulmet op i kulden - eller også må jeg have købt lidt undervejs.

Jeg kørte en tur i Mall of America, men der blev - af nævnte årsager - ikke købt så meget.





I stedet kørte jeg en eftermiddagstur til bymidten, hvor de har en skulpturhave. Jeg ved ikke, om de havde fjernet nogle værker, for der var i hvert fald flere skilte end værker. Med mindre det er noget kunst jeg ikke forstår: Planter eller ting, der er usynlige. Jeg er ikke så god til den slags.











Jeg fik tjekket ind hos Delta til dagen efter og tilkøbt en kuffert til 30 USD.

 

Fredag var rejsedag. Der blev prioriteret og hhv. smidt væk og proppet i kufferterne. Det lykkedes!

Så var det ellers bare at køre til lufthavnen og få afleveret bilen. Som sagt, så gjort. Og i samme øjeblik som jeg slukker bilen, kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har fået tanket. Argh, for helvede! Nå, men der var ikke til at finde nogen Hertz-ansatte, så jeg kunne heller ikke fortælle om det lille stenslag, som bilen havde fået. Jeg måtte hen til det lille 'guld-kontor' for fine mennesker som mig

Jeg undskyldte mange gange for det med benzinen, men det var jo ikke noget problem - jeg måtte bare betale. Tanken var 3/8-dele fyldt, og det endte med 90 USD ekstra. Dyr forglemmelse.

Hen til Delta og få printet bag tag på automaten. Det gik fint nok, og undervejs blev jeg spurgt, om jeg ville ændre fly. Jeg prøvede, for måske kunne jeg nå en tidligere afgang. Det var dog fyldt, men jeg kunne komme på standby. Jeg kunne ikke lige gennemskue, hvad det ville betyde for min eksisterende afgang, så jeg undlod at ændre noget. Kufferten blev afleveret og vejede heldigvis ikke for meget.

Deltas app kunne fortælle mig stort set alt. Der kom en notifikation, da kufferten kom på flyet. Der blev orienteret om gates. Jeg kunne se, hvor mit fly var - på vej fra Florida. Jeg kunne tilkøbe wi-fi. Det er nok den bedste fly-app, jeg har oplevet. Det eneste jeg manglede, var information om servering. Der måtte jeg ind på hjemmesiden i stedet. Og da der kun blev serveret 'snacks' på den 3,5 timer lange tur, måtte jeg have noget mad. Det blev ikke hos Chick-fil-A, som jeg ikke handler hos, da de er ekstremt kristne og holder lukket søndag - og denne fredag, åbenbart.



Mundbind er der ikke krav om længere, men 20-25 procent har dem stadig på. Jeg tog selv et på, da området begyndte at blive fyldt.

Selve turen gik fint. Af sted til tiden. Skærm med film, serier og live-tv. Ikke-alkoholiske drikke var gratis. De måtte dog stoppe servering over 'The Rockies', hvilket blev annonceret i god tid. Og der var en god grund til det. Forholdsvis voldsom turbulens, hvor hende ved siden af mig valgte at folde hænderne i bede-stilling. Jeg blev mest overrasket et par gange, hvor vi blev slynget til højre og venstre - synes mest det plejer at være op og ned.



Vi landede før tid men måtte vente før der var adgang til gate. Af sted til toget in dtil terminalbygningen. Videre til bagagen. Pust-støn... Nå ja, det er Vegas. Der er langt til alt!



Jeg har været i Vegas nogle gange før, men jeg synes godt nok der er skruet op for brugen af storskærme.



Det gik heldigvis hurtigt med at finde bussen til Hertz, men igen - der er langt til alt. Hold da op, vi kørte længe. Men hos Hertz var det bare at finde en bil under 'Five Star' og vise kørekort ved udgangen. Dejlig let! Men på vej til hotellet kører jeg forbi en CVS og ser så, at bilen virkelig ikke er i god stand. Noget der ligner en nøgleskraber på siden og flere andre skrammer. Dem lagde jeg ikke mærke til i det mørke parkeringshus, hvor jeg hentede den. Jeg skyndte mig at tage billeder som dokumentation.



Jeg tjekkede ind hos Tru by Hilton Las Vegas Airport omkring klokken 18 og faldt i søvn stort set med det samme.



****

Jeg har booket otte nætter hos Tru by Hilton Las Vegas Airport for 1.109,61 USD. Hotellet er ikke noget særligt og ligger syd for lufthavnen og The Strip. Jeg har været i Vegas før og behøver ikke alt ståhejen fra de fancy hoteller. Desuden er hotellet røgfrit og har ikke noget resort fee! Tru giver kun halvt så mange point som andre Hilton-hoteller. Det blev til 4.910 point plus diamant-bonus på yderligere 4.910 point. Dertil to kampagner a 2.500 point. I alt 14.820 Hilton-point.

Jeg fløj fra Minneapolis til Las Vegas med Delta på økonomi. Turen blev betalt med 14.500 SkyMiles og 5,60 USD for skatter og afgifter. Turen giver derfor ikke point.

Lejebil i Las Vegas hos Hertz. Otte døgn for 661,27 USD. Jeg afbestilte og genbookede gennem Marriotts hjemmeside mindst seks gange - første booking var på 1.264,84 USD.

 

Kan varmt anbefale Antelope Canyon, hvis du planer om at køre nord om Grand Canyon mens du er der. (Husk at booke billet på forhånd, da der kan være udsolgt)

 

Generelt byder Arizona og Utah på sindssygt flotte nationalparker. Det er helt vildt! Men jeg har været på tur i det område - både i forbindelse med Grand Canyon og en tur længere nordpå til Salt Lake City.

 

Tanken havde luret lidt i baghovedet: Skulle jeg lave planen om og udnytte 'jetlagget' på to timer i forhold til Minneapolis?

Jeg vågnede klokken 01.50 natten til søndag og lå lidt i sengen, inden det blev til et JA! Op og i bad og af sted til Death Valley! Jeg skulle egentlig først af sted torsdag, og jeg havde egentlig købt billet til Shark Reef Aquarium hos Mandalay Bay, men skidt pyt.

Det var - selvfølgelig - mørkt på det tidspunkt, og det var meningen. Jeg ville se på stjerner, for i Death Valley er der virkelig mørkt.

Af sted i bilen, der igen giver problemer. På vej ud af byen på ikke helt tomme veje, men med fire-fem spor var der masser af plads, og her lægger jeg mærke til, at der kun er 68 miles tilbage i tanken. Det står der i hvert fald i displayet, samtidig med at nålen viser, at tanken er helt fuld! Så... Skulle jeg stole på det ene eller det andet? I Death Valley er det begrænset med tankstationer og jeg turde ikke tage chancer. Ind på en selvbetjent tankstation midt i mørket uden for Las Vegas. Jeg kunne lige knap fylde en gallon på. Ok, så turde jeg godt køre videre.

Turen tog godt to timer, så ankom jeg til Zabriskie Point i dødsdalen. Total mørkt med kun én anden bil. Jeg anede ikke, om der sad nogen i den. Jeg anede ikke hvad der var omkring mig. Jeg anede ikke, om der var vilde dyr. Det var helt mørkt, da jeg endelig fik slukket lyset på bilen. Efter nogen tid kunne jeg fornemme, at det var en ret stor parkeringsplads og at der var et toilet. Langsomt dukkede der bjerge op i baggrunden.

Men jeg burde have forberedt mig noget bedre. Jeg anede ikke, hvilke stjerner jeg kiggede på. I langt størstedelen af Death Valley er der ingen mobildækning, så jeg kunne ikke bruge min app, der viser stjernebilleder. Det blev heller ikke til vanvittigt flotte billeder på telefonen, men man kan da fornemme stjernerne.



Senere begyndte det at blive lyst, og jeg tog en slapper, da der stadig var god tid til solopgangen. Der kom flere og flere biler, og nu kunne jeg se omgivelserne. Der var en sti op til et udsigtspunkt, hvor alle folk gik hen. Vi var vel hundrede personer omkring solopgang og de sad alle sammen og kiggede den forkerte vej. Jeg kunne ikke forstå det. Solen står jo op i øst, og det var også der, himlen var lysest. Det gik dog op for mig, at de kiggede på de bjerge i modsatte retning, som sollyset ville oplyse først. Aaahh...



Solen var dog ikke i sit rød/lilla-agtige humør, så det blev lidt fesent hvidt oplyst. Men absolut flot alligevel.



Jeg skyndte mig i bilen til næste punkt, Mesquite Flat Sand Dunes, 35 minutter væk. Death Valley er virkelig stor!

Her var der sandørken, kun forstyrret af folk som mig selv, der havde sat spor i sandet. Det var det eneste sted, hvor jeg rigtig måtte ud at gå for at få en ordentlig udsigt.





Efter endnu en times kørsel ankom jeg til Ubehebe Crater - et gammelt vulkankrater.



Så skulle jeg den modsatte vej, en time tilbage til Furnace Creek, hvor der var et besøgscenter. Jeg brugte blot toilettet, men kørte så til naboen og fik tanket bilen igen - bare for at være sikker. Og her er priserne cirka dobbelt så høje som gennemsnittet i USA.



Jeg skulle videre sydpå til Artist Drive - en 14,5 kilometer 'scenic drive', som jeg dog ikke vil spilde billeder på her, selv om det da var ganske pænt. Der var et udsigtspunkt, der hedder Artist's Palette. Formentlig fordi der var bjerge i både grønne, grå og rød nuancer.

Tyve minutter længere sydpå nåede jeg til Badwater Basin - det laveste punkt i Nordamerika, 86 meter under havets overflade. Det har i øvrigt fået sit navn, fordi en kortlægger rejste gennem området på et muldyr, som ikke ville drikke vandet. Derfor skrev han blot 'bad water' på kortet. Der er dog intet i vejen med vandet, udover at det er fyldt med salt. Der er nemlig også saltsletter, som det ifølge Google Translate hedder på dansk (salt flats).



Man kunne gå ud på saltet, og dér i ørkenen er det jo flot med sådan en hel jævn hvid flade. Jeg måtte da også finde et sted, hvor jeg antog, at der nok ikke havde gået alt for mange mennesker, så jeg kunne stikke en finger ned i saltet og smage. Den var god nok!



Derefter måtte jeg ud på en 55 minutter lang køretur, selv om jeg kun skulle to kilometer væk i fugleflugtslinje. Det var fra laveste til højeste punkt i Death Valley: Dante's View, 1669 meter over havets overflade. De sidste tyve kilometer blev sværere og sværere at køre, og det var da heller ikke tilladt med trailere og større biler som store campingvogne og busser. Men så var der også udsigt!



Klokken var efterhånden blevet 1400, og der var knap 2,5 timer hjem. En lang dag, eftersom jeg kørte fra Vegas klokken 0230, så af sted med mig. Tælleren i bilen havde givet op efter at være nået ned i 20'erne og viste nu bare '---'. Senere tankede jeg op igen, og vupti, så kom den med et forventelig og realistisk tal. Det var i øvrigt lidt sjovt at se en del af turen, som jeg jo havde kørt i mørke. Men Google besluttede sig for, at jeg skulle på en mere sydlig tur hjem, så jeg undgik at køre hele vejen gennem Vegas.

Og så var dén dag slut. Jeg kunne have brugt meget mere tid i Death Valley, men jeg er nu godt tilfreds med udbyttet.

 

Tak for gode historier.
Ang benzinpriser. Kom hjem fra Californien for et par uge siden. Her lå benzinpriserne mellem 5.69 og 5.99 - i Big Sur dog oppe på 7.49. Så godt 8 i Death Valley er ikke overraskende.

 

Gennemsnittet for Californien ifølge https://gasprices.aaa.com/?state=CA er 5,69 USD. Så prisen i Death Valley er mere end 40 procent højere - det er da en del. Folk brokker sig også vanvittigt på https://goo.gl/maps/o2qyMfZWHQepAFZP7
. Men sådan er kapitalismen. Jeg har været på Svalbard og set prisen på mælk

Landsgennemsnittet er 4,12 USD, så den er god nok med cirka det dobbelte.

 

Jeg har ikke skrevet så meget på det seneste. Det er såmænd fordi, jeg ikke har lavet så meget relevant.

Jeg er også i Vegas for at deltage på en radio-/tv-/streaming-messe, hvilket er arbejde. Det er lidt kedeligt at fortælle om.

En af dagene gik jeg dog en tur op og ned ad The Strip, som bliver en smule vildere for hver gang jeg er her. Masser af hjemløse og stofmisbrugere, folk der er klædt ud og vil have penge for at tage et billede med dem, og folk der giver 'free music' væk for derefter kraftigt at bede om en donation.



Og selv om The Strip er lavet til fodgængere, så skal man konstant op på broer henover vejen og sidevejene for at komme frem.

Jeg er ikke den store fan - jeg er ikke til al den ståhej.











Byen er en smule på den anden ende, fordi der er NFL Draft i disse dage i byen. Jeg aner ikke hvad det går ud på, men det er åbenbart en stor ting.



Jeg var også ude at skyde en af dagene. Det gør jeg jævnligt, når jeg er i USA - men det er godt nok blevet dyrt!



Jeg gik egentlig ud fra, at hotellet havde møntvaskeri, men det havde de ikke, så jeg måtte af sted til et. Dem har de godt nok nogle store af i byen. Tror der var 30 vaskemaskiner og mindst lige så mange tørretumblere.

Torsdag morgen fandt jeg en lille park i byen. Dem er der godt nok ikke mange af - det mest grønne i byen er golfbaner, som der til gengæld er en del af. Men Sunset Park var nu hyggelig. Ikke så grøn, men vi er jo også i ørkenen. Der hoppede en del kaniner rundt, og fuglene hyggede sig.





Ferien nærmer sig slutningen, og det glæder jeg mig sådan set til...

 

Lørdag skulle jeg tilbage til Minneapolis.

Jeg stod tidligt op, og en notifikation på mobilen mindede mig om, at jeg skulle tanke bilen. Det glemte jeg jo sidste gang. Og da hotellet lå mellem 'rental center' og lufthavnen, og tankstationen lå lige i nærheden, tankede jeg bilen, købte morgenmad og kørte tilbage til hotellet.

Det store problem var bagagen. Jeg havde købt et par t-shirts og andre ting. Der blev smidt vitaminpiller ud. En ansigtsvask. Og flere andre ting. Og det lykkedes.

Lige indtil jeg skulle have kufferterne i bilen. For dér bag i bilen lå vandrerstøvlerne i en pose. Argh! Der blev flyttet rundt og den store kuffert blev presset til sit yderste. Men igen: Det lykkedes!

Jeg tjekkede ud på mobilen og kørte til rental center. Min lejebil havde jo adskillige skrammer stort set overalt - vel at mærke skrammer, som jeg ikke havde lavet - så jeg var lidt spændt på, om jeg skulle skændes med dem, da jeg afleverede bilen. Men Hertz-fyren var ligeglad og spurgte bare, om det var ok med en kvittering på email. Jeg håber ikke, der bliver problemer senere.

Jeg havde tjekket ind på Deltas app dagen før og købt bagage. Det gik helt smertefri ligesom i lufthavnen, hvor jeg printede bag tag og fik afleveret kufferten. Den vejede knap 47 pund, så tæt på grænsen på 50, men heldigvis ikke over.

Lufthavnen i Las Vegas ændrede navn for ikke så længe siden. Tidligere hed den McCarran, nu hedder den Harry Reid efter en amerikansk senator fra Nevada. Det var dog meget få steder, at de havde fået skiftet navnet.



Jeg rejste på Comfort+, som er Deltas udgave af premium economy, så jeg kom hurtigt ind i flyet og kunne så ellers sidde og blive irriteret over, at pøblen er så længe om at boarde



Jeg nåede lige at høre sikkerhedsgennemgangen inden jeg faldt i søvn. Dog kun 15-20 minutter, og ganske kort tid efter var der servering. På Comfort+ er der gratis alkohol, men det var jeg slet ikke i humør til, så det blev bare til en cola med pretzels.

Turen var ellers ganske fredelig. De advarede om mulig turbulens under nedstigning, men jeg bemærkede ikke noget.

Landing i Minneapolis lidt før tid, og bagagen kom forholdsvis hurtigt. Jeg skulle overnatte på lufthavnshotellet InterContinental. Sidst jeg var i Minneapolis, lagde jeg mærke til skilte til hotellet, så dem gik jeg ud fra, at jeg skulle følge. Men da jeg landede, kunne jeg ikke finde nogen skilte, så jeg endte med at måtte spørge ved en informationsdesk. Det var åbenbart helt umuligt at gå til hotellet, så jeg skulle ringe efter en shuttlebus. Det gik nu helt smertefrit og bare fem minutter senere var jeg på vej til hotellet.

Jeg fik et værelse med karbad, så det blev udnyttet til fulde.

****

Jeg rejste fra Las Vegas til Minneapolis med Delta på Comfort+. Det var en dyr omgang til 383,40 USD, men jeg gjorde det, fordi jeg havde en voucher fra sidste gang jeg havde booket turen. Det gav 1.720 SkyMiles.

Jeg havde booket et 'classic room' hos InterContinental Minneapolis - St. Paul Airport til 21.600 IHG-point - en ganske lav pris.

 

Jeg vågnede klokken 02.00 og var egentlig frisk. Og med lidt hovedregning tænkte jeg, at hvis man sover otte timer, skal man være vågen 16 timer. 02.00 plus 16 timer giver 18.00 - det ville være perfekt at skulle sove på det tidspunkt i forhold til flyvning og tidsforskel.

Alt var godt - altså lige indtil jeg vågnede igen klokken 07.50. Argh!

Bagagen blev pakket igen-igen med dejlig udsigt til lufthavnsområdet. Også selv om det var i regnvejr.



Jeg tjekkede ud i appen og ventede på shuttlebussen, som jeg havde booket dagen før. Delta havde gjort opmærksom på, at jeg skulle være i lufthavnen senest tre timer før afgang. Det var ikke muligt at få ombordstigningskort, som boarding pass vist hedder på dansk, i appen eller på hjemmesiden på forhånd.

Jeg skulle rejse med KLM, men de var ikke til at finde. Da jeg prøvede i appen, henviste den da også til Delta, så jeg stillede mig i SkyPriority-køen og kom hurtigt til. Herren bag disken ville se dokumentation for vaccination, og det fik han da lov til. Jeg troede ellers ikke det var nødvendigt mere for en europæer på vej til Europa.

I sikkerhedskontrollen tog jeg også SkyPriority-køen og kom hurtigt til. Ja, faktisk var jeg igennem mindre end 30 minutter efter, at jeg havde forladt hotellet. Godt jeg kom i god tid

Minneapolis lufthavn har - nok som den eneste - en butik med Prince-merchandise, som jeg passerede på vej til loungen.



Jeg fik ikke taget billeder fra Deltas lounge, men den var stor og godt fyldt. Jeg fik nogle skiver 'brisket' med kold kartoffelsalat, og det smagte virkelig godt. Der var også adskillige andre retter og en bar med rigt udvalg. Sprut kostede dog ekstra. Jeg tog en Zero fra deres 'fountain', men den smagte godt nok af klorvand, så det blev ikke til meget.

Ellers gik tiden med at gå nogle skridt rundt i lufthavnen - noget skulle jeg jo lave. Cirka 14.15 var der boarding fra TO gates. Jeg forstod ikke helt hvorfor, for alle skulle alligevel gennem samme bro ud til flyet.



Og her blev vi så standset. Flyet var ikke helt klart endnu. Lufthavnen havde åbenbart været på den anden ende, fordi Joe Biden var på besøg i byen og det havde givet lidt kaos pga. sikkerheden. Han var i byen for at tale til en mindehøjtidelighed for Walter Mondale, en tidligere vicepræsident.



Efter ti minutters ventetid blev plads 1J indtaget. Det var så længe siden, jeg havde valgt sæde, men jeg troede egentlig, at det var en 1-2-1-konfiguration. Det var det ikke - en ældre kvinde satte sig ved siden af mig, men jeg fik en vinduesplads.

Jeg fik undersøgt pladsen, der havde noise-cancelling hovedtelefoner, en toilettaske, en vandflaske, sæde der kunne lægges helt ned og en kæmpe skærm.



Kort tid efter blev der serveret vand, juice eller champagne. Min sidekammerat valgte ligesom mig champagne, men hun valgte også at vælte glasset, så indholdet røg ud over midterkonsollen, mit venstre ben og den hovedpude, jeg havde lagt på gulvet foran mig. God start! Vi fik tørret op, men jeg orkede altså ikke at gå på toilettet, tage bukserne af, tørre benet og bukserne på igen. Jeg havde ikke reservebukser med. Så champagnen måtte tørre af sig selv. Personalet kom med ny pude.

A330'eren kom i luften utroligt hurtigt. Det føltes næsten som Alsie Express til Sønderborg - 10-20 meter ud af asfalten og så op i luften

På vej op fik jeg øje på Air Force One, men et godt billede blev det ikke til.



Efter uheldet med champagnen skulle det gøre godt med lidt mad. Til forret valgte jeg hummer - jeg mener alternativet var svampesuppe.



Hovedretten bestod for mit vedkommende af Chicken Parmesan, og her kiggede jeg lidt misundelig på sidekvinden, som havde valgt noget oksekød. Det så noget mere indbydende ud end mit lille stykke kød med alt for meget kedeligt bulgur. Heldigvis var jeg ikke så sulten efter lounge-besøget tidligere.



Så var det tid til at sove. Sædet blev kørt helt ned. Der var ok plads. Der var en stor pude og et helt fint sovetæppe (dyne var det trods alt ikke) og jeg lå faktisk ret behageligt. Men sove - dét kunne jeg ikke. Jeg lå der med lukkede øjne i en, to, tre timer, før jeg begyndte at afveksle med lidt tv. Fire timer... Fem timer...

Tja, så var der morgenmad. Uden et minuts søvn. Var jeg dog bare stået ud af sengen natten før, så var det gået anderledes.

Morgenmaden fik jeg ikke billede af. Den bestod af en æggetærte samt laks og smøreost, brød og smør. Det smagte helt fint.

Og så landede vi i Amsterdam en tidlig mandag morgen til tiden. Tidsnok til at opleve solopgangen.



Selv om vi landede til tiden, skulle vi først til gate, før vi kunne komme ud, og da flyet til København gik fra den modsatte ende af lufthavnen, måtte jeg skynde mig. Ganske vist havde jeg 20 minutter indtil boarding begyndte, men alligevel. Gaten var allerede i brug, hvilket forvirrede mig, men de lukkede de sidste mennesker ind til en afgang til Düsseldorf. Og ret kort tid efter begyndte de på København. Det var fordi vi skulle med bus ud til flyet - så de skulle ikke bruge tid på at skifte fly ved gaten.

I Embraer-flyet tog jeg plads på 1A, og ved siden af mig kom en fyr i læderjakke, som havde travlt med at flashe sin netbank med adskillige konti med femcifrede euro-beløb. Jeg ved ikke, om han havde forventet, at jeg ville tigge ham om penge?!

Så skulle vi i luften - troede jeg. For piloten havde åbenbart besluttet sig for at køre til København. Sådan føltes det i hvert fald, men du kan selv se, hvor langt vi kørte: https://www.flightradar24.com/data/flights/kl1125#2bb2c0cb - man kan vist ikke komme længere væk.

Endelig luftbåren blev der serveret morgenmad igen. Denne gang en kold kasse med yoghurt, müsli, frugtsalat og laks med 'æggesalat'. Jeg ved ikke, hvad de havde gjort ved den æggesalat, men den fortjente bedre.



Vi landede til tiden i København, hvor der ikke var så langt til gate. Desværre var det A20, så det var noget af en gåtur til bagagen, som jeg selvfølgelig måtte vente et kvarter på. Men så var det også hjem i seng.

 

Velkommen hjem! Har (igen) været en fornøjelse at følge med i dine rejse beretninger. Også fra knap så kendte destinationer i USA .

 

Tak for rejseberetningen! Det er altid en fornøjelse at følge med

 

Jo tak, begge to. Jeg ville have lavet et kreativt indlæg til at slutte det hele, men det har jeg ikke fået gjort. Til gengæld er planlægningen af næste tur i gang...