Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Der er noget afslappende ved at køre igennem København en søndag morgen klokken lidt over 06.00. De fleste festaber er gået hjem, og morgenmenneskerne er ikke helt stået op endnu, så man kan vågne stille og roligt. Grunden til at jeg overhovedet selv er vågen på denne tid af døgnet, er at jeg skal med Lufthansa til Mumbai i Indien, og jeg sidder i bilen med forventningen om at den rolighed jeg oplever i København denne morgen kommer til at stå i stærk kontrast til Mumbais kaos.
Udrejsen
Turen går fra Københavns Lufthavn til Mumbai via München. Dagen før havde jeg foretaget check-in via SAS’s app men den tillod kun at lave check-in på første del af turen til München, hvor jeg fik placeret mig dejligt ved et vindue. Da jeg forsøgte at foretage check-in på anden del fra München til Mumbai, fik jeg pænt at vide at det ikke var muligt. Jeg prøvede via Lufthansas app, men det lykkedes på ingen måde, og det resulterede desværre i en midter-plads lidt tilbage i flyet (40F) på den ca otte timer lange tur, hvilket ikke kan anbefales.
Første del af turen fra København til Munchen var hurtigt overstået i et Canadair Regional Jet 900, og efter at have været en tur igennem security i München, var vi klar til den lange tur til Mumbai, som foregik i et A330-300, men i en ældre udgave af slagsen. Dette viste sig på mange måder, som f.eks. at inflight entertainment systemet som kørte via en touchskærm nærmest ikke reagerede når man trykkede på det, så man skulle være meget tålmodig for at foretage noget. Udvalget var der dog ikke noget at udsætte på, og der var alt fra sportskanaler (noget en af mine rejsefæller nød godt af hele vejen) til tv shows og film.
I løbet af turen virkede det også som om at flyets Air Conditioning anlæg havde lidt problemer, da temperaturen skiftede lidt mellem 15° og 25°, så man enten sad i en kort skjorte og svedte, eller sad og frøs selvom man havde taget jakke og plaid frem. Det skal dog siges at A330-300 er et dejligt lyst og åbent fly, og man føler sig på ingenmåde indelukket.
Mad
Undervejs på turen blev der serveret mad to gange. Første gang var kort efter takeoff hvor man fik valget mellem en vegetarisk ret og en kyllinge ret. Jeg valgte kyllingeretten som var godkendt, flymad taget i betragtning. Jeg har fået bedre, men jeg har absolut også fået værre.
Cirka halvanden time før landing kom kabinepersonalet igen rundt med lidt at spise, og igen var valget mellem kylling og vegetarisk. For at prøve noget andet valgte jeg den vegetariske, hvorefter jeg fik udleveret hvad der bedst kan beskrives som en pandekage med oste-fyld – men hvad fyldet er skal jeg ikke kunne sige, det var afgjort ubeskriveligt, og smagte lidt derefter.
Billede og lyd
Jeg nåede i løbet af turen af se et par film, men der skulle gå noget tid før jeg opdagede hvor lyden i filmen til tider var lidt underlig. Det var som om stikket til hovedtelefonerne nogle gange faldt ud i få sekunder hvor hele lydbilledet var anderledes, hvorefter det gik tilbage til normalen. Jeg endte dog med at lure at det var pga censur, da alle bandeord var blevet udskiftet med alternativer. Resultatet blev at hver gang en person i filmen skulle sige et bandeord, så blev hele sætningen dubbed af en person som NÆSTEN havde samme stemme som skuespilleren, og rettet så fuck blev til frack. Desværre betød det at udover at stemmen blev lavet om, så forsvandt al baggrundsstøjen i det korte øjeblik, hvilket forklarede den anderledes lyd.
Jeg har altid mine Bose QC15 hovedtelefoner med når jeg rejser, da de har indbygget støjdæmpning hvilket er fantastisk på lange flyrejser. Desværre gav det så et problem på denne tur, fordi selvom jeg havde skruet relativt langt ned for lyden i filmene så var alle informationer fra kabinepersonalet (som kom på tysk, engelsk og hindi) sat til et standard lydniveau, som gjorde at når de afbrød filmen med diverse infomationer, så fik man et kæmpe chock, og ens ører blev udsat for et lydniveau som fik et rock koncert til at virke som en hyggelig tur i skoven. Jeg så flere der ligesom jeg hoppede i sædet hver gang dette skete – ikke nogen god oplevelse.
Vel ankommet til Mumbai skulle vi bare finde vores chauffør som skulle køre os til hotellet, hvilket viste sig at være sværere end forventet, da der var en ret stor gruppe mennesker foran lufthavnen som ventede på at samle passagerer op, trods at klokken var over midnat.
Hotel
Vi boede på Four Points by Sheraton i Navi Mumbai, og fik værelser på 12. sal. Som alle andre steder i Mumbai er der sikkerhedsvagter foran bygningen og lige undersøger bilens undersige med et spejl, samt kigger under kølerhjelmen og i bagagerummet for bomber, så selv i Indien er terrortruslen en del af hverdagen, omend de ikke er bekymrede for Al Quida, men for parkistanske ekstremister. Hotellet og værelserne var glimrende, og hvis man husker at registrere sig i deres bonusprogram, kan man få overflyttet sine points til bonusprogrammer i de fleste flyselskaber.
Mad
Jeg har aldrig haft den store facination af indisk mad. Jo det smagte da ok, men skulle jeg vælge var der andre madtyper jeg ville foretrække. Det ændrede sig dog da jeg smagte indisk mad serveret som inderne selv laver den, fordi pludseligt var det en smagseksplosion af den helt store. Jeg tvivler på at jeg nogensteder i Danmark kan få en gang Butter Chicken eller noget Naan brød som smagte så godt som det jeg fik dernede, og når man ender med at give 270,- DK for tre personer inklusive drikkevarer, så må man sige at det ikke er maden man behøver at spare på.
Lufthavnen
Mumbais lufthavn, med det velklingende navn Chhatrapati Shivaji International Airport, har igennem de sidste par år undergået en udvidelse og nærmest en forvandling, som gør at det er en arkitektonisk perle at se på, både udvendigt og indvendigt. Når man ankommer, sker det i den gamle del af lufthavnen, og der lægger du ikke mærke til hvad der er sker, men når man tager afsted sker det i den nye del som er byggen ovenpå den gamle, og pludseligt ser det helt anderledes ud.
Man skal være klar på at det tager noget længere at komme igennem security, da du bliver undersøgt langt flere gange, og du skal faktisk vise din billet og dit pas for overhovedet at komme ind igennem døren til lufthavnen. Dernæst bliver ens håndbagage mærket med et klistermærke, og for hver gang du kommer igennem et kontrol punkt får både boardingpass og klistermærket på håndbagagen et stempel. Det tager lidt tid, men det er overraskende effektivt, og jeg tror alt i alt at det var hurtigere at komme igennem end visse lufthavne i USA.
Hjemrejsen
På hjemturen skulle vi igen flyve med en A330-300, men der var to ting som gjorde at dette blev en langt bedre tur. For det første havde en venlig sjæl informeret mig om at man kunne foretage tidlig check-in, samt foretage sædevalg hvis man benyttede Lufthansas hjemmeside, hvilket ikke er muligt via SAS’s app. Dette betød at jeg denne gang fik en gang-plads som jeg foretrækker, da jeg dermed kan strække ben og rejse mig hvis jeg har lyst, uden at skulle kravle hen over en medpassager. Via siden SeatGuru.com, havde jeg hurtigt spottet de mest optimale pladser som var ledige, og jeg kan kun anbefale andre at besøge samme side for at undgå at sidde tæt på toiletter eller lignende.
Den anden årsag til at turen hjem var en langt mere behagelig oplevelse, er at flyet helt klart var af nyere dato. Sæderne var bedre, og kunne lænes tilbage på en måde så personen bagved ikke blev så belemret, og ikke mindst var inflight entertainment systemet mere responsive, så den rent faktisk reagerede når man trykkede på skærmen – et kæmpe plus. Der var også USB udgang i skærmen, så man kunne oplade sin telefon eller tablet, hvis det skulle være nødvendigt – denne feature fandtes slet ikke i flyet på udturen.
Ved ankomst til München skulle vi først igennem pas kontrol, og derefter igennem hele security delen igen. Dette begyndte at presse vores tidsplan, fordi vi kun havde 45 minutter fra vi landede i Munchen til vores connection til København gik. Yderligere pres kom da vi så rent faktisk var lige knap 10 minutter forsinket ved landing, så vi satte det lange ben foran og krydsede fingre. Heldigvis var der ikke så lange køer som frygtet, så vi nåede gaten i samme sekund som gate-personalet stod med telefonen i hånden, klar til at kalde efter os. Vi havde knapt tid til at nyde synet af Lufthansas kvindlige personale som tog imod os i den klassiske dirndl grundet oktober fest, før vi satte os til rette i sædet, og mindre en 10 minutter senere var vi i luften.
Vel ankommet tilbage til København kunne jeg se tilbage på en behagelig hjemrejse, og har i hvert fald gjort den erfaring, at næste gang jeg flyver med Lufthansa, så foregår check in fra hjemmesiden, og ikke fra en app.
Skriv et svar