Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Mellem de store, internationale hotelkæder og deres fordelsprogrammer gemmer der sig et lille, nationalt og givtigt loyalitetsprogram. Arp-Hansen Hotel Group giver gratis overnatninger allerede efter fem betalte af slagsen.
Lad os bare være ærlige. Marriott, Hilton, Hyatt, Four Points og Radisson BLU. Det er ofte nogle af de hoteller, mange automatisk tænker på, når vi snakker hotelkæders loyalitetsprogrammer. Og med fornemme navne så som Hilton HHonors, Starwood Preferred Guest og Gold Passport, så klinger danske Arp-Hansen Hotel Groups fordelsprogram knapt så boblende i munden. Ja faktisk har det ikke noget navn i sig selv ud over hotelkædens navn, men du skal ikke lade dig narre. I hvert fald ikke, hvis du af og til overnatter i København. Nysgerrig? Så læs videre…
Arp-Hansen Group er navnet på den virksomhed, der står bag eksempelvis Tivoli Hotel, Imperial Hotel og The Square. Arp-Hansen har otte hoteller i det centrale København og et enkelt i Gentofte. Dertil kommer tre moderne lavprishoteller, som efterhånden er ultra kendte; Nemlig Wakeup Copenhagen, hvoraf det sidste åbner i 2017 – sjovt nok i Århus trods den danske hovedstad som en del af navnet.
Med i alt 12 hoteller er den danske hotelkæde at betragte som en micro-put blandt ovennævnte, internationale spillere. Men Arp-Hansen har på trods af størrelsen og sit nationale fokus med kun danske hoteller sit eget loyalitetsprogram. Det består ikke af en masse forskellige mere eller mindre uopnåelige medlemsniveauer, men er i stedet simpelt og gennemskuelig – og meget nyttig, hvis du overnatter i København fra tid til anden.
Book online og få hver femte overnatning gratis
Det essentielle i Arp-Hansen Groups fordelsprogram er meget simpelt: Enten er du med, eller også er du ikke. Er du medlem, så optjener du 500 bonuspoint pr. overnatning du har på et af gruppens hoteller. Bemærk, at du ikke optjener point på de to, snart tre Wakeup lavprishoteller.
Når du har optjent 5.000 point – altså efter 10 overnatninger, så kan du booke en gratis overnatning i et standardværelse for en eller to personer inklusiv morgenmad på et af de ni hoteller, der er med i programmet. Vil du have mere luksus, så kan man også booke et Superior- eller Executiveværelse til henholdsvis 10.000 og 15.000 point – svarende til 20 og 30 overnatninger.
Men 10 betalte overnatninger pr. én gratis er jo ikke umiddelbart vildt og voldsomt. Eksempelvis har hotels.com via dets Reward-program også en gratis overnatning pr. 10 af slagsen (værdien på hotels.com Rewards frinat er 10 pct. af gennemsnittet af de 10 betalte nætter). Og flere store hotelkæder benytter samme princip, hvis ikke endnu mere fordelagtige af slagsen, eftersom der her også kan være frie room-upgrades, gratis internet og vand og frugt på værelserne, hvis du har lidt status i dit medlemskab. Og ofte kører kæderne kampagner, hvor du tjener flere point pr. overnatning samt rabatter i specifikke perioder.
Arp-Hansens loyalitetsprogram har så at sige sin force på nettet. Hvis du booker et værelse online via Arp-Hansens hjemmeside eller på hotellernes egne hjemmesider, så optjener du nemlig dobbelt point for dine overnatninger. Sagt på en anden måde: Du behøver blot fem betalte overnatninger for at have point nok til en frinat, når blot du booker online. Jeg synes personligt, at det er en meget god deal. Jeg siger ikke, at programmet er det bedste i hele verden. Og andre programmer kan have lignende optjening. Men ofte er det kun i en begrænset periode eller via forskellige kampagner, man opnår denne rate på optjeningen af frinætter. På de ni Arp-Hansen hoteller er de 1.000 point pr. overnatning ved online-booking permanent. I hvert fald indtil nu – og har været det i en længere periode.
Hvad du skal være opmærksom på
Mens programmet er ret simpelt og givtigt med hensyn til frinætter i forhold til betalte ditto, så er der dog et par ting, du skal have in mente.
Først og fremmest, så optjener du ikke point, hvis du booker værelser via online rejsebureauer og lignende. Det er ganske normalt også blandt andre hotelkæder. Dernæst er der kun et begrænset antal værelser sat af på hvert hotel til frinætter. Hvis de er optaget, så må du altså betale på normal vis for et værelse. Der står ingen steder præcist, hvor mange værelser, der er til rådighed, og man kan heller ikke vide, om mængden af “friværelser” ændrer sig i forhold til travle perioder – eksempelvis i december måned, hvor julefrokoster og andre arrangementer ofte fylder godt op på hotellerne i det centrale København.
Som tidligere nævnt har Arp-Hansens loyalitetsprogram indtil videre ikke forskellige medlemsniveauer, hvor mængden af fordele øges i takt med status. Derfor skal du som udgangspunkt ikke sætte næsen op efter masser af opgraderinger, gratis morgenmad og hvad der nu ellers falder af hos andre hotelkæders top-statuskunder. Dermed ikke sagt, at du som medlem ikke kan komme længere frem i køen til en opgradering, hvis hotellet skulle være overbooket.
Du kan ikke opgradere værelsestype fra eksempelvis Standard til Superior ved at bruge point for betalte reservationer. På det punkt er penge og point helt adskilt. Og husk du ikke kan optjene point på lavprishotellerne Wakeup.
Apropos penge: Arp-Hansens hoteller, som er med i fordelsprogrammet, er alle fire-stjernede hoteller på nær Gentofte Hotel og Copenhagen Strand. Samtidig er hotellerne centralt beliggende i København. Derfor er prisen på en overnatning ikke blandt de billigste i København. Men omvendt kan priserne svinge meget afhængig af sæson og load-index. Et standard værelse på eksempelvis The Square, som ligger klods op ad Rådhuspladsen, kan let variere fra under 900 kroner til 2.500 kroner eller mere afhængig af ovenstående faktorer.
Dette kan være dine fordele
Ud over optjeningen på henholdsvis 500 eller 1.000 point, så får du også 10 pct. rabat hos Arp-Hansen Hotel Groups egne restauranter.
Vær opmærksom på, at du dog kun kan optjene point for ét værelse pr. nat pr. medlemskort. Du kan altså ikke booke fem værelser til en enkelt overnatning for hele familien på dit medlemskort alene – og så score en frinat i ét hug.
Hvis du frekventerer det københavnske jævnligt, så kan Arp-Hansens fordelsprogram være en gevinst uanset om du benytter en anden hotelkædes fordelsprogram eller ej – af flere årsager: Du kan vælge mellem ni hoteller i én og samme by (Gentofte inkluderet). Mig bekendt er der ikke andre kæder, der har lignende antal hoteller i København, og du kan også være udsat for, at visse programmer slet ikke har et hotel – eller måske kun ét af slagsen så som Hilton og Marriott. I så fald er du låst til at betale den pris, værelset nu måtte koste på en given dato. Med Arp-Hansen kan finde det billigste hotel blandt de ni – i øvrigt hurtigt og overskueligt på hjemmesiden.
Om Arp-Hansen har fordele for dig overhovedet – eller om programmet trumfer dine andre programmer er selvfølgelig helt individuelt og i høj grad baseret på rejsemønster. Men overnatter du ofte i det centrale København, så får du altså én frinat pr. fem betalte overnatninger – vel at mærke for to personer inklusiv en omgang morgenmad, der har det med at være lidt bekosteligt i København efterhånden som stjernerne på indgangspartiet til hotellet vokser i antal.
Her optjener du point som Arp-Hansen Group medlem
- Phoenix Copenhagen ****
- 71 Nyhavn Hotel ****
- Imperial Hotel ****
- Grand Hotel ****
- The Square ****
- Tivoli Hotel ****
- Copenhagen Island ****
- Copenhagen Strand ***
- Gentofte Hotel ***
- Husk! Du optjener IKKE point ved overnatninger på de tre discounthoteller Wakeup Copenhagen**.
[…] nylig bragte vi en artikel der omhandlede loyalitetsprogrammet hos Arp Hansen Hotel Group. Jeg har af flere omgange haft fornøjelsen af, at tilbringe tid på et […]