Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
I denne anmeldelse tester vi det forholdsvis ukendte Star Alliance medlem; flyselskabet Shenzhen Airlines, der har sine hubs i den sydøstlige del af Kina, i lufthavnene i Shenzhen og Guangzhou.
De kinesiske flyselskaber er typisk udskældte, grundet store forsinkelser og det generelt lavere serviceniveau, i forhold til deres øvrige konkurrenter i Asien. Netop af disse grunde var jeg spændt på for første gang, at rejse med Shenzhen Airlines, på denne indenrigs flyvning mellem Guangzhou og Nanjing, med en planlagt flyvetid på omtrent to timer.
I lufthavnen
Jeg ankom til Guangzhou Baiyun Intl. Airport, noget forsinket, grundet en tæt morgentrafik.
Lidt stresset fandt jeg dog hurtigt frem til den prioriterede check-in, tilgængeligt for passagerer på første klasse og rejsende med Star Alliance. Check-in foregik i et separat aflukket rum i terminalen, hvor jeg kunne tage plads i en lænestol og blev tilbudt noget at drikke, imens medarbejderen tog sig af formaliteterne og checkede min baggage ind.
Efterfølgende blev en lille golfvogn kørt frem, som i rask tempo bragte mig til den anden ende af terminalen, hvor den prioriterede sikkerheds- og paskontrol fandtes.
På den anden side af sikkerhedskontrollen, havde jeg stadig tid til at besøge Shenzhen Airlines’ King Amlet lounge. Ved indgangen blev jeg høfligt budt velkommen og inviteret indenfor.
I loungen bliver der kun serveret mad i bestemte tidsrum for morgen- middag- og aftensmad, hvilket desværre betød at der kun fandtes små snacks og sandwich, ved mit besøg kl. 10 om formiddagen.
Omtrent 15 minutter senere, kommer receptionisten ned til mig for at gøre mig opmærksom på at flyet snart vil påbegynde den prioriterede ombord stigning, hvorefter jeg begiver mig mod gaten, for at blive transporteret i en dedikeret VIP bus ud til flyet.
Ombord på flyet
På dagens afgang var vi kun fire passagerer på første klasse, hvilket betød at kun halvdelen af sæderne i den lille kabine forrest, var optaget.
Ombord på dagens maskine, en Boeing 737, findes første klasse i den forreste del af flyet i en 2+2 konfiguration med 2 rækker. Sæderne minder meget om de sæder der også benyttes på første klasse på amerikanske indenrigsruter, dog med betragtelig flere funktioner, såsom automatisk fodstøtte og bedre recline. Sædeafstanden var endvidere rigtig god og i det hele taget, var sædet rigtig komfortabelt for den korte flyvetur.
Efter at have fundet mit sæde, præsenterer stewardessen hurtigt sig selv, byder mig velkommen ombord og tilbyder et glas vand eller appelsinjuice, et varmt håndklæde, samt et par tøfler.
Personalet var venlige, men deres engelsk kundskaber var dog en smule begrænsede.
Mad og drikke
Efter endt boarding af flyet, kommer vi hurtigt i luften. Så snart skiltet med sikkerhedsbæltet bliver slukket, påbegynder personalet med det samme måltidsserveringen på dagens flyvning. Valget står mellem to hovedretter enten ”kylling” eller ”rejer og oksekød” begge alternativer serveret med ris. Jeg vælger sidstnævnte og kort efter bliver en hvid stof dug lagt på bordet og stewardessen serverer min mad. På bakken findes både suppe, en forret, mit valg af hovedret og en skål ris, frugt og en lille kage til dessert. Der lå ligeledes en pakke smør på bakken, men det dertilhørende brød dukkede dog aldrig op. Alle retter blev naturligvis serveret på porcelæn, med spisepinde og stål bestik.
Maden var faktisk utrolig velsmagende, særligt hovedretten. Den lille kage var dog en smule til den tørre side, men samlet set var måltidet stadig et af de bedre jeg har fået serveret på en flyvning af denne længde.
Det eneste negative jeg kan påpege ved måltidsserveringen var det stærkt begrænsede udvalg af drikkevarer ombord. Eksempelvis fandtes der hverken øl eller vin i sortimentet, men kun juice, cola, vand, samt the og kaffe.
Efterfølgende blev måltids bakken hurtigt fjernet, hvorefter der fortsat var lidt tid til at læne sædet tilbage og slappe lidt af med en kop te. Tiden flyver afsted og uden forsinkelser lander flyet i Nanjing lufthavn, omtrent 10 minutter før den planlagte ankomst
Ude foran flyet holdt igen en lille VIP bus, klar til at bringe os rejsende på første klasse, hurtigt hen til baggage udleveringen. I Nanjing, dukkede begge mine kufferter op på båndet som de første. En god afslutning, at min baggage rent faktisk blev prioriteret (Hvilket ikke altid er en selvfølge!).
Konklusion
Jeg må erkende, at mine fordomme i den grad blev gjort til skamme. Efter min rejse med Shenzhen Airlines, er jeg faktisk positivt overrasket, over den omfattende service både i lufthavnen og ombord. Fordelen ved at springe køerne i lufthavnen over, at få et stort behageligt sæde i flyet og ydermere et godt måltid mad, skal absolut ikke undervurderes.
Desuden var merprisen for en billet på første klasse, hvilket samtidig gav en fuldt fleksibel billet, der kunne ændres eller annulleres gratis op til to timer før afgang.
Selvom servicen stadig ikke helt er på højde med selskaber som Singapore Airlines eller Cathay Pacific, tilbyder Shenzhen Airlines stadig et rigtig godt første klasse produkt, både i på landjorden og i luften.
mhsalv siger
Hvad var så prisen? Ser ganske glimrende ud 🙂
Rasmus Emil Christiansen siger
Hej @mhsalv
Prisen for at rejse på første klasse på strækningen mellem CAN-NKG var omtrent 1200 kr., mens den billigste billet på økonomiklasse koster ca. 650 kr. Jeg kan absolut anbefale at betale de ekstra penge, for en mere behagelig og effektiv flyrejse i Kina, min oplevelse var ihvertfald meget positiv med Shenzhen Airlines…
Mvh Rasmus