Innovativ løsning skal nudge hotelgæster til at spare på vandet under bruseren

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Igennem et nyt samarbejde med den danske start-up-virksomhed Aguardio vil Scandic hjælpe hotelgæster til at mindske deres vandforbrug under bruseren. Det sker ved hjælp af innovativ teknologi og nudging.

Scandic, Danmarks største hotelkæde, har indgået et samarbejde med den danske start-up-virksomhed Aguardio. Aguardio har som mål at hjælpe med at reducere vandforbruget på hoteller igennem teknologiske, innovative løsninger. Det sker via en sensor og et display med en timer, der sættes i brusekabinen på hotelværelset. Displayet placeres i øjenhøjde og viser, hvor lang tid gæsten har været i bad. Så snart der tændes for vandet, går timeren i gang. Ambitionen er at tilskynde eller “nudge” gæsten til at blive opmærksom på sit vandforbrug og dermed nedsætte det til gavn for miljøet. Samarbejdet er en del af Scandics fokus på at tilbyde bæredygtige hoteloplevelser.

Foreløbig har Scandic Jacob Gade-hotellet i Vejle fået installeret løsningen på alle 129 værelser, men hotelkæden ser med interesse på resultaterne af samarbejdet for at vurdere løsningen på kædens andre 25 hoteller. Det er første gang, at Aguardios løsning testes i så stor skala. Daniel Kirchhoff, kommunikationschef i Scandic fortæller:

Vi er rigtig glade for det nye samarbejde med Aguardio, som på intelligent vis kan bidrage til at mindske vandforbruget og dermed miljøpåvirkningen. Det er imidlertid stadig helt op til den enkelte gæst at bestemme længden af brusebadet, og hvor meget vand der bruges, hvilket er vigtigt for os. I Scandic har vi en forretningsdrevet tilgang til vores arbejde med bæredygtighed. Det vil sige, at vi ser på initiativer, der skaber værdi hele vejen rundt. Dette konkrete initiativ gavner miljøet samtidig med, at vi kan nedbringe vores omkostninger. En win-win-situation.

Thomas Munch-Laursen, CEO & Co-founder hos Aguardio tilføjer:

”Vi er stolte over at samarbejde med Scandic, hvor Jacob Gade-hotellet i Vejle er det første fuldskalahotel, der implementerer vores løsning. Aguardio kan hjælpe Scandic med at optimere deres hoteldrift. Vores løsning vil både give Scandic en økonomisk besparelse samtidig med, at den sparer på klodens ressourcer, hvilket matcher begge virksomheders fælles mission perfekt.

Skal gøre hoteloplevelsen endnu bedre

Udover displayet, der gør gæsten opmærksom på badetiden og guider til mindre vandforbrug, installeres en sensor i brusekabinens loft. Denne kommunikerer med hotellets WiFi og aktiverer, når en person kommer ind i brusekabinen, og vandet tændes og slukkes.

Sensorerne gør det muligt at indsamle nyttig viden om vandforbruget på hotellet. Det hjælper Scandic, fordi det på den måde bliver muligt at regulere opvarmningen af vand og dermed reducere energi- og CO2-forbruget. Samtidig tilbyder sensorerne målinger om luftfugtighed og temperatur på de enkelte værelser, hvilket være med til at sikre et endnu bedre indeklima.

De første resultater fra Scandic Jacob Gade ventes klar i løbet af januar.

Fakta:

  • Et gennemsnitligt brusebad på et hotel varer +7 minutter
  • Hver tredje gæst står mere end 9 minutter under bruseren
  • Kun hver femte hotelgæst slukker for vandet under indsæbning
  • Aguardios analyser viser, at tiden i brusebadet kan nedsættes med 20 procent, når displayet er installere

Læs mere og se en video om Aguardio her:



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *