Med InsideFlyer på besøg hos Center Air Pilot Academy

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

I torsdags havde jeg fornøjelsen af, at deltage i Insideflyer.dk’s event hos Center Air Pilot Academy i Roskilde sammen med 20 andre IF’ere.

For en måneds tid siden lavede Henrik en tråd på forum om en tur til Center Air Pilot Academy for at prøve at flyve en rigtig flysimulator. Mange af os på Insideflyer er vant til at sidde længere nede i kabinen til hverdag når der rejses rundt i verden, så dette var en oplagt mulighed, for at lege pilot for en dag.

Jeg fik hurtigt tilmeldt mig og betalt, og så var det ellers bare at vente på at datoen sagde torsdag den. 16 august.

Copyright: Center Air Pilot academy
Indgangen til simulatorområdet. Foto: Center Air Pilot Academy

Vi var så mange tilmeldte til dette spændende event, så vi hjemmefra var blevet delt i to hold. Vi var 20 tilmeldte IF’ere og et hold startede klokken 16:30 og et hold startede klokke 17:30.

Vi startede ud med en briefing hvor Center Air bød os velkommen. Herefter kom det store spørgsmål – hvor mange vil flyve Airbus A320 og hvor mange vil flyve Boeing 737?  Efter en hurtig håndsoprækning blev vi sluppet løs med to meget erfarende instruktører i henholdsvis Boeing og Airbus simulatoren.

Da jeg i marts prøvede en A380 simulator i Dubai, valgte jeg derfor at prøve en B737.

Copyright: Center Air Pilot academy
B737 simulatorens kabine

 

Copyright: Center Air Pilot academy
B737 simulatorens kabine med LED skærme i vinduerne

Efter lidt ventetid blev det endelig min tur. Efter en kort gennemgang af de vigtigste knapper og pedaler, satte jeg højre hånd på det man nok vil kalde speederen og så begyndte vi vores take-off ud af Kastrup Lufthavn. Når man sidder i simulatoren er det fuldstændig som at sidde i et fly. Larmen og alle lydene er der og man får virkelig følelsen af, at man flyver. Efter en tur ned af landingsbanen kunne jeg trække tilbage i styrepinden og vi lettede langsomt. Så skulle jeg pludselig til at tage stilling til hvor vi skulle flyve hen, huske at tage landing gear op og koncentrere mig om, at vi ikke tabte højde.. Og når man ikke er vant til det, så er det faktisk ret svært.

Her ses en af de andre IF’ere før take-off

Vi kom i luften og fløj en lille tur indover København inden vi drejede mod venstre og gjorde klar til landing på 04L. Først lå jeg alt for højt, så vi måtte dykke en hel del for at jeg kunne få den rette vinkel på og pludselig endte jeg med at være tættere på 04R end på 04L. Instruktøren sagde jeg lå rigtig fint og bare skulle holde den der. Jeg fik taget landing gear ned, sat flaps og taget lidt af hastigheden af, men det var ikke nok.. Landingsbanen var hårdere end forventet, jeg var tydeligvis tættere på jorden end jeg regnede med og farten var alt for høj, så vi landede med et ordentlig brag med næsen først…. Heldigvis er det jo en simulator – så jeg kunne bare prøve igen. Min anden landing fungerede lidt bedre, her havde jeg fået lidt mere styr på det og formåede at lande uden at crashe. Godt nok landede jeg på en blanding af græs og 04L’s bane, men vi kunne gå fra landingen med lidt sved på panden og uden de store skader.

Landing i Københavns lufthavn – i snevejr

Til hverdag benyttes simulatorene til professionel pilottræning samt til optagelsesprøver af nye piloter hos både danske og udlandske luftfartsselskaber – så det føles virkelig som om, at man sidder i et rigtigt cockpit.

På trods af mit crash, så synes jeg faktisk selv det gik rigtig godt. (instruktøren vil nok mene noget andet).. Det var en virkelig sjov oplevelse at sidde i cockpittet og have kontrollen over et fly og det er faktisk meget sværere end jeg lige troede. Har man også interesse i at flyve, så er det helt sikkert noget man skal prøve.

Nu var det tid til at se de andre flyve og flere gjorde det faktisk rigtig godt på både Boeing og Airbus. Måske vi her på InsideFlyer har nogen upcoming pilots?

Resten af tiden blev brugt på at tale med andre IF’ere, dele rejsetips og tale med medarbejderene hos Center Air som havde mange sjove og spændende historier om deres egne oplevelser rundt omkring i verden som piloter.

I løbet af eventet blev der også sendt live på facebook. Vil man se hvordan det så ud hos Center Air, kan man se videoen herunder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *