Islandske WOW Air: Den nye udfordrer på det nordiske marked

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

I denne artikel interviewes Skuli Mogensen, som er CEO for en af de nyeste spillere på det nordiske marked.

Det islandske flyselskab WOW Air blev grundlagt af iværksætter og adm. Direktør Skuli Mogensen i 2011. Flyvningerne startede i 2012 og brød dermed det monopol, som konkurrenten Iceland Air ellers havde siddet solidt på i hjemlandet Island. Men hvordan er det så at være den nye udfordrer på det nordiske marked? Det kom frem ved et interview på World Travel Market i London, hvor InsideFlyer var til stede.

Lavprisflyselskabet WOW Air havde en svær begyndelse på markedet. Skuli Mogensen siger med et humoristisk sans: ”I starten fik vi ingen lykønskninger, men kun ”kondolencer”!” Sagt med andre ord, så troede man åbenbart ikke i markedet, at WOW Air ville overleve ret længe. Kritikerne har med tiden måttet trække deres ord i sig igen, for WOW Air eksisterer stadig her godt næsten 7 år efter opstarten og udvikler sig langsomt og sikkert. I 2018 udskifter flyselskabet sin teknologiske platform, hvilket giver nye muligheder for ruteudvidelser og lavere billetpriser og passagerafgifter. Skuli Mogensen forklarer, at de kigger meget på flyselskabet Finnairs succes på markedet med ruter til Asien fra Helsinki. Skuli mener i den forbindelse, at WOW Air med sin praktiske geografiske beliggenhed på Island, vil kunne være en udfordrer til Finnair og vil kunne tilbyde ruter til Asien – via Nord- og Østamerika. WOW Air har en rute til Israel i Mellemøsten, hvilket er en populær rute.

Service

Serviceniveauet er et vigtigt nøglepunkt for WOW Air. Skuli rejser meget selv og ved derfor godt, hvad han gerne vil have på rejsen: fly til tiden og ellers fred og ro på sin plads ved long-haul flyvninger. Med et godt serviceniveau skulle man tro, at der i flyene også er et godt underholdningssystem, men her skiller WOW Air sig markant ud fra andre flyselskaber: Underholdningssystemer er ifølge Skuli Mogensen krævende at vedligeholde og koster meget at installere, så man har bevidst valgt at spare det væk. Passagererne sørger i forvejen for at underholde sig selv med medbragte iPads / tablets og telefoner. Derfor opfordrer WOW Air på sin hjemmeside passagererne til, selv at medbringe underholdning ombord på flyet. Man eksperimenterer dog med, at udlevere iPads til passagererne ombord, for ellers kan en long-haul flyvning godt blive lang, hvis man ikke har medbragt noget selv. Heller ikke i fremtiden vil WOW Air have nogle underholdningssystemer.

Skuli Mogenson under interviewet på World Travel Market

Flåden

WOW Air udvider langsomt flyflåden og man har et godt samarbejde med flyproducenten Airbus. Der benyttes hovedsageligt nye A320 NEO fly og det er vigtigt for WOW Air, at de har nye fly i deres samlede flåde til gavn for passagererne. Flyselskabet Norwegian har leasing af fly, men Skuli Mogensen siger, at man hos WOW Air ikke har nogle planer om at skulle lease fly – hverken ved at skulle lease fly hos andre eller selv tilbyde muligheden. WOW Air adskiller sig også fra andre, ved ikke at have nogle regionale kontorer i andre lande. Driften styres hovedsageligt fra Island, men grundet den geografiske afstand er man dog ved at oprette et regionalt kontor i Asien, da man gerne vil være mere til stede i driften derfra. I England havde WOW Air tidligere en rute til Bristol, men ruten blev lukket, da den ikke var rentabel. Man har haft kig på ruter fra Gatwick Airport, men der var mangel på slot-tider, så derfor har man valgt at satse mere på ruter fra London Stansted Airport. Man afventer udfaldet af Brexit-forhandlingerne.

Fremtiden

Et kig på fremtiden: WOW Air har godt 2 mio. passagerer årligt og har i 2017 haft en vækst på 70 %, men forventer næste år at have en vækst på 40 % og en øgning til 4 mio. passagerer. I 2020 skulle man gerne nå 6 mio. passagerer og er optimistiske, da man afventer effekten af teknologiskiftet. Skuli Mogensen er eneaktionær i flyselskabet og ser sig selv fortsat i firmaet, så længe det er sjovt og udfordrende. Der tages gerne nogle chancer i markedet og man kigger på nye muligheder og samarbejdspartnere.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *