Rejsebrev: Jorden rundt på 90 dage – planlægningen og prisen

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Lørdag den 4. februar tager jeg afsted på en jordomrejse til Syd- og Nordamerika, Stillehavet, Asien og Europa. Planlægningen har jeg selv stået for og herunder kan du se den fulde rute og hvad sådan en tur koster.

Billund – Barcelona

Første del af turen går fra Billund til Barcelona. Jeg skal mødes med en ven fra USA, der studerer her. Turen foregår med Vueling og kostede 50 euro (370 DKK) inklusiv sædevalg og 20 kg bagage.

Barcelona – Madrid

Efter fire dage går turen sammen med min ven fra USA videre til Madrid, hvor vi skal være i seks dage. Fra Barcelona til Madrid er der mange muligheder for transport. Vi valgte den billigste løsning; tog, til kun 17 euro (125 DKK).

Madrid – Santiago de Chile

Cirka halvdelen af min rejsetid kommer til at foregå i Sydamerika. Santiago de Chile bliver mit udgangspunkt, hvor jeg har seks uger fra jeg ankommer til jeg skal afsted igen. Jeg skal bo lokalt ved en vens familie, og håber på at kunne besøge andre lande som Argentina og Brasilien. Turen fra Madrid til Santiago er med Avianca via Bogotá i Colombien til en pris på 500 euro (3.720 DKK).

Santiago de Chile – San Francisco

Efter seks uger i Sydamerika bliver det tid til at sætte kurs mod USA. Første stop bliver en uge i San Francisco. Fra Sydamerika til USA er der flere valgmuligheder, og jeg har valgt at rejse med Delta via Atlanta for cirka 470 USD (3.190 DKK).

San Francisco – Honolulu

Næste stop på rejsen er fem dage i Honolulu/Waikiki på øen Oahu i staten Hawaii. United var her den billigste løsning og et sæde på denne direkte rute kostede mig 954 DKK.

Honolulu – Tokyo (ø-hop)

Honolulu til Tokyo er en travl rute med flere daglige afgange. Jeg har dog valgt en alternativ rute: Flyselskabet United flyver tre gange ugentligt en rute fra Honolulu til Guam via Marshalløerne og Mikronesien. Alt efter hvilken ugedag man flyver på har man tre til fem stop i de to østater. Jeg flyver på en søndag og har derfor tre stop inden jeg ankommer til Guam. Her har jeg en overnatning før jeg skal videre til Saipan, der ligger 40 minutters flyvning nord for Guam. Her har jeg lige under 24 timer før det sidste fly på denne ø-hop rute tager mig til Tokyo. Turen er booket som en bonusbillet gennem SAS og kostede mig 42.000 EuroBonus point og 616 DKK i skatter og afgifter. Skulle denne rute købes for penge, lå kontantprisen cirka på 20.000 – 30.000 DKK, da jeg bookede.

Tokyo – Athen

Fra Tokyo til Europa er priserne ofte meget høje. Da jeg i Japan skal rejse med fire venner fra Danmark, ville jeg gerne rejse hjem samme dag som dem. Den laveste pris jeg kunne finde til Danmark var cirka 6.200 DKK. Jeg har derfor valgt at flyve med Singapore Airlines’ lavprisselskab Scoot til Singapore og videre herfra til Athen. Det bragte prisen ned på 64.350 JPY (3.400 DKK) og planen er derfor at bruge de “sparede” penge på et par dage i den græske hovedstad.

Athen – København

Efter 5 dage i Athen og cirka 90 dages rejse går turen igen hjem til Danmark. Det bliver med SAS, der var den billigste løsning og kostede 789 DKK.

Prisen

I alt skal jeg altså på 15 flyrejser og en togtur, før jeg igen kan sætte fødderne på dansk jord. Den samlede pris ender på cirka 12.500 DKK og 42.000 EuroBonus point. Samlet set en rigtig god værdi for både penge og point. Jeg har ved Avianca og United kunne spare lidt penge med mit SAS Guldkort, da det giver mig lov til at tjekke en kuffert ind gratis. Herudover tager min ven min kuffert med hjem fra Japan, da han har to kufferter i sin billet. Alle billetter er købt direkte igennem flyselskaberne, som konsekvent var dyrere end OTA’er (Online Travel Agency). Jeg vælger dog altid disse fra, da det kan være meget svært at blive ombooket/få refusion, hvis der skulle opstår problemer undervejs.

I kan følge min tur her på InsideFlyer i løbende artikler og på min instagram @magnuslonfeldt.

Skærmbilleder fra greatcirclemap.com



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *