Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
En ny codeshare-aftale mellem KLM og Atlantic Airways giver nye muligheder og mere fleksibilitet til de rejsende til og fra Færøerne. Aftalen træder i kraft d. 24. januar.
Sidste år indgik KLM og Atlantic Airways et samarbejde, som gjorde det nemmere at rejse til de smukke Færøerne. Samarbejdet med Atlantic Airways mellem Vágar Lufthavn (Færøerne) og København, Billund, Bergen og Edinburgh betød, at de, der bor på Færøerne, fik nemmere adgang til KLM’s og Air Frances’ netværk af 314 destinationer fordelt på 116 lande.
Codeshare aftale
Med den nye codeshare-aftale mellem KLM og Atlantic Airways udvides samarbejdet, så begge flyselskaber i fællesskab nu vil kunne tilbyde flyafgange til Vágar på Færøerne. For de rejsende betyder det, at de kan rejse med begge selskaber på samme booking. Derudover kan Flying Blue medlemmer også optjene miles og XP når der rejser med Atlantic Airways, når billetten er bestilt med et KL-rutenummer.
Anita Wagner Feddersen, landechef for Air France KLM i Danmark, siger om det udvidede samarbejde:
Vi er rigtig glade for nu at kunne udvide vores i forvejen gode samarbejde med Atlantic Airways og på den måde styrke vores skandinaviske netværk. Den nye codeshare-aftale vil give langt mere fleksibilitet til rejsende, og vores Flying Blue-medlemmer vil kunne optjene og bruge Miles.
Også hos Atlantic Airways ser man frem til, at codeshare-aftalen træder i kraft. Jóhanna á Bergi, CEO for Atlantic Airways:
Det er Atlantic Airways mål at forbinde Færøerne med verden. Færøerne er anset som et af de smukkeste og mest interessante rejsemål i Norden. Derfor er vi meget glade for codeshare-aftalen, der er et unikt samarbejde, hvor en af de mest lokale luftfartsselskaber slår sig sammen med en af de største internationale luftfartsselskaber for at forbinde Færøerne med rejsende fra hele verden.
I praksis betyder det, at KLM vil tilføje en KL-kode på ruterne til og fra Vágar. Det gør det muligt for passagererne at rejse til København, Billund, Bergen og Edinburgh og herfra fortsætte deres rejse. Fra d. 24. januar vil samarbejdet omfatte følgende ruter:
- Vágar – København (CPH)
- Vágar – Bergen (BGO)
- Vágar – Billund (BLL)
- Vágar – Edinburgh (EDI)
Atlantic Airways og KLM
Atlantic Airways er Færøernes nationale flyselskab med hovedlufthavn (hub) i Vágar, som er Færøernes eneste lufthavn med flere end 3.000 årlige afgange og ankomster til og fra Færøerne. Flyselskabet opererer med 10 destinationer med gode forbindelser til Air France og KLM’s afgange, herunder København, og Billund.
KLM har øget markant på det danske marked og antallet af ugentlige afgange til Amsterdam er steget til 48 fra København, 35 fra Billund og 21 fra Aalborg. Air France har 14 ugentlige afgange fra Billund og 27 afgange fra København til Paris Charles de Gaulle. KLM kan i år også fejre sin 100 årige fødselsdag og er dermed verdens ældste flyselskab, som fortsat fungerer under sit originale navn
Skriv et svar