Radissons Januar Udsalg: Week-end ophold i hele 2019

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Op til 30% rabat på et week-end ophold på udvalgte hoteller. Det er nyeste tilbud fra Radisson Hotel Group (RHG) til fritidsrejsende. Værelset skal bookes inden udgangen af januar – og gælder for udvalgte weekend ophold i hele 2019. Rabatten kan være væsentlig mindre, så tjek prisen en ekstra gang, før du reserverer.

Radisson Hotel Group har lige før jul afsluttet Dream Deals kampagnen. Nu kommer så januar udsalget. Men vi må hurtigt konstatere, at den nye kampagne ikke er så attraktive som Dream Deals. Dels får du kun rabat på overnatninger i week-enden (så der er ikke meget at hente for forretningsrejsende) – og dels får du ikke de 2500 ekstra bonuspoint, som blev givet på hvert ophold booket i december. Men, hvis du alligevel skal bo på et hotel i Radisson Hotel Group, så er den ekstra rabat, da også værd at tage med. Du kan bestille værelserne i januar udsalget her

Rabat på mere end 350 hoteller i Europa, Mellemøsten og Afrika

Kampagnen gælder på 350 udvalgte hoteller i Europa, Mellemøsten og Afrika. Det er derfor ikke muligt at få rabatten på overnatninger i USA, Sydamerika, Asien og Australien. Rabatten kan fås på week-end ophold i hele 2019.

Er du fristen af en rejse til Slovakiet? Du får rabatten på bl.a. Hotel Park Inn by Radisson Danube Bratislava.  Fotokredit: Park Inn.

Skal du afbestille dit værelse og lave en ny reservation?

Du kan kun få rabatten på reservationer foretaget mellem 2. og 31 januar. Har du en reservation foretaget sidste år, som kan annulleres, bør du overveje, om du skal gøre brug af muligheden for at afbestille – og derefter lave en ny reservation med rabat. Men tjek lige først, at der er ledige værelser – og at hotellets værelser også er med i januar udsalget.

Rabat med regnefejl

Radisson angiver rabatten som “Op til 30%”. Men også denne gang kan rabatten være væsentlig mindre (det har vi også set i tidligere kampagner). Et eksempel fra Park Inn i Bratislava viser dette tydeligt. Det fremgår af hjemmesiden, at man får 25% rabat, hvilket også er OK. Men før du begynder at glæde sig over den store besparelse, skal du lige regne efter. For værelset er nedsat fra 89 euro per nat til 74 euro per nat. Altså en besparelse på 15 euro, som jeg kun får til knap 17% rabat.

 

Du sparer blot 7,5% på Park Inn i Bratislava

Men besparelsen er væsentlig mindre. I dette eksempel angives prisen før rabat til 89 euro per nat. Men det er prisen på et værelse, som kan afbestilles. Værelser bestilt under januar udsalget kan ikke fortrydes. Derfor burde førprisen have været opgivet som 80 euro, der er prisen på et værelse, der er betalt på forhånd (og ikke kan afbestilles). Dermed reduceres rabatten til sølle 6 euro per nat, hvilket svarer til 7,5%, som ligger væsentligt under de lovede 25%.

Jeg skal retfærdigvis tilføje, at jeg har fundet større besparelser på reservationer på andre hoteller.

Bor du længere end weekenden: Spar penge ved at lave 2 reservationer

Hvis du eksempelvis skal bo på hotellet fra onsdag til søndag, får du ikke automatisk rabatten fra januar udsalget. Her kan du med fordel tjekke, om du kan spare ekstra ved at dele reservationen op i 2 dele. En reservation fra onsdag til fredag (uden rabat)  og en anden reservation fra fredag til søndag, hvor du får rabatten fra januar udsalget.

Er det attraktivt at bruge bonuspoint?

En anden detalje er, at bonus pointene i loyalitetsprogrammet Radisson Rewards bliver mindre værd, når værelserne sælges billigt. I eksemplet ovenfor, kan du få et værelse for 28.000 point eller en kampagnepris på 74 euro. Det betyder med andre ord, at dine point hos Radisson Rewards kun er knap 2 øre værd. Når jeg normalt bruger point, har disse ofte en langt højere værdi. Derfor kunne jeg aldrig finde på at bruge bonus point på den viste reservation.

Betingelser for januar udsalget:

  • Tilbuddet består af 25% rabat på reservationer og ophold afsluttet indenfor reservations- og opholdsperioderne. Radisson Rewards-medlemmer modtager en ekstra rabat på op til 5%. Du skal være logget ind på din Radisson Rewards-konto ved reservationen for at modtage tilbuddet som Radisson Rewards-medlem.
  • Tilbuddet er kun gyldigt på deltagende hoteller i Radisson Collection, Radisson Blu, Radisson RED, Radisson, Park Inn by Radisson i Europa, Mellemøsten og Afrika.
  • Tilbuddet gælder kun for nye reservationer foretaget mellem 2. januar og 31. januar 2019 og for ophold afsluttet på weekender mellem 3. januar 2019 og 29. december 2019 (inklusive).
  • Tilbuddet gælder overnatninger fredag, lørdag og søndag på deltagende hoteller i Europa og Afrika. Overnatninger torsdag, fredag og lørdag på hoteller i Mellemøsten.
  • Gælder kun for individuelle reservationer
  • Gælder kun hvis foretaget med en ikke-refunderbar kreditkortbetaling for hele opholdet på tidspunktet for reservationen, hvor navnet på reservationen er identisk med kreditkorthaverens navn, og er identisk med personen, som checker ind for opholdet;
  • Gælder ikke for allerede eksisterende reservationer og kan ikke kombineres med andre tilbudspriser, kampagnepriser, gruppe- eller møderabatter eller andre rabatpriser.
  • Det er ikke tilladt at ændre, afbestille eller rette i reservationen. Beløbet, der opkræves for reservationen, kan ikke refunderes.

Konklusion

Januar udsalget kan være et godt tilbud – og jeg ville ikke tøve med at benytte mig af det, hvis jeg er helt sikker på at skulle bruge et værelse i alle nærmeste fremtid. Men pengene er tabt, hvis du fortryder. Derfor er januar udsalget også oplagt for reservationer i vinteren og det tidlige forår. Men jeg ville under ingen omstændigheder reservere værelser til efteråret eller vinteren. Der kommer sikkert nye tilbud til den tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *