Lufthansa Group: Four of a Kind i Billund

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Billund Lufthavn fortsætter sit forrygende come-back efter Corona-krisen og Lufthansa Group styrker sin markedsposition i Vestdanmark. InsideFlyer ser på sagen.

De kan noget i Billund. Efter Coronakrisens aftagen har de ruteansvarlige i Billund præsteret en imponerende spurt mod flere flyruter, højere passagertal og en videreudvikling af den luftffragtforretning, der fik et boost i krisens mørkeste dage. For få dage siden etablerede Maersk Air Cargo sin første danske luftfragtbase i Billund, og fredag fejrede lufthavnen et gensyn med Brussels Airlines, som med sin rute til Bruxelles var en daglig gæst i lufthavnen indtil Coronakrisen.

Forsidebillede: Festlig genåbning af Bruxelles-ruten til Billund. Foto: BongoPlanes
Første ankomst til Billund af Brussels Airlines rute SN2251. Foto: BongoPlanes

Genåbningen af ruten blev fejret med den sædvanlige festivitas – en vandfontæne-modtagelse af flyet, et fremmøde af vigtige personligheder og den obligatoriske klipning af det røde bånd, før de mange passagerer kunne gå ombord. 

Belgiens ambassadør i Danmark, H.E. Michiel Maertens, klipper det røde bånd flankeret af Asger Christensen, medlem af Europaparlamentet (t.v.) og Lufthansa Group General Manager Sales Denmark, Patrick Pötzsch. Foto: BongoPlanes

En vigtig flyforbindelse

Der er ingen tvivl om, at den direkte flyforbindelse til Bruxelles er vigtig. Derved forkortes rejsetiden væsentligt for de mange, der regelmæssigt har gøremål i “Europas hovedstad”, i embedsmedfør, med erhvervslige formål eller som turister og familiebesøgende hos de mange danskere, der er bosat i byen. Derfor undrer det ikke, at ruteåbningen nyder politisk bevågenhed med tilstedeværelsen både af Belgiens ambassadør i Danmark, Michiel Maertens, og Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet, valgt for partiet Venstre.

Omvendt åbner ruten også gode muligheder for belgiere, der ønsker at besøge Danmark, men som ikke bare fokuserer på København. Ruten, som i starten bliver betjent af en CRJ-900 fra irske CityJet på vegne af Brussels Airlines, får en daglig rotation på seks af ugens syv dage med afgang til Bruxelles kl. 17:20. Det er dog forhåbningen, at man både kan øge antallet af frekvenser og flystørrelsen, i takt med at ruten udvikler sig videre.

Morten Olesen, Key Account Manager Lufthansa Group. Foto: BongoPlanes

Morten Olesen, Key Account Manager Lufthansa Group:

“Vi genåbner jo ruten og derfor kender vi dens potentiale. Der er jo EU parlamentet, men vi ved også, at der er et behov for forretningslivet. Ruten opereres i starten i wet-lease, men vi arbejder på at øge kapaciteten, så vi selv kan betjene ruten.”

Et strategisk træk

Men den nye rute skal også ses i en anden sammenhæng. Når Austrian Airlines om få dage åbner sin nye Billund-Wien rute tilbyder Lufthansa Gruppen direkte forbindelse til alle fem hubs – Frankfurt, München, Zürich, Wien og Bruxelles – som gruppen benytter. Derved står et næsten ubegrænset netværk til rådighed for de rejsende ud af Billund lufthavn, ikke mindst p.gr.a. de mange kombinationsmuligheder, som de fem netværkselskaber i gruppen tilsammen stiller til rådighed.

Patrick Pötzsch, Lufthansa Group General Manager Sales Denmark.Foto: BongoPlanes

Faktisk er Billund nu havnet i Lufthansa Gruppens “Top 30” ud af mere end 210 lufthavne, dvs. blandt de 30 lufthavne, der har direkte forbindelse til alle fem hub-lufthavne. Med dette strategiske træk står Lufthansa Gruppen bomstærkt i det jysk/fynske luftfartsmarked. Der var derfor en tydeligt glad Patrick Pötzsch, General Manager Sales Denmark for Lufthansa, der talte med InsideFlyer:

“ Bruxelles er Europas politiske hjerte, men ruteåbningen er samtidig endnu et skridt i vor strategi for at forbinde denne del af Danmark. Det er også en upgrade for vor kunder. Det skaber nye valg for erhvervslivet, for når man tilføjer netværkslufthavn, tilføjer man ikke bare en ny rute, men man multiplicerer kundernes valgmuligheder. Når vi om et par uger tilføjer Wien, betyder det at hvis man f.eks. er i New York vil man have seks mulige ruter for at flyve med Lufthansa Group til Billund. Det er et hidtil uset tilbud for det vestlige Danmark. Vi siger også tak til lufthavnen her for at give os disse muligheder.”

Det er en rigtig god nyhed for erhvervslivet i det, Billunds driftige folk kalder “produktions-Danmark”. Men det er også et adelsmærke til Billund Lufthavn selv, der yderligere befæster sin position som Vestdanmarks ubestridt førende gateway til verden.

Til InsideFlyer udtaler Jesper Klausholm:

Jesper Klausholm, Direktør for Ruteudvikling, Kommunikation og Marketing i Billund Lufthavn har grund til at glæde sig. Foto: BongoPlanes

“Vi har haft stor succes med at tiltrække nye ruter. Vi har et fantastisk marked her, og vi arbejder dag og nat for at gøre det marked synligt for luftfartsselskaberne – det er nøglen til vores succes. Men det er også en del af vores kultur altid at levere den bedste betjening til selskaberne, og vi hører, at de påskønner den måde, det foregår på i Billund Lufthavn.”

Jo, de kan noget i Billund.

Forsidebillede: Festlig genåbning i Billund af Bruxelles-ruten. Foto: BongoPlanes



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *