Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Lufthansa Group har uden forudgående varsel ændret reglerne for sædevalg på en lang række langdistanceflyvninger. Siden 30. juni 2026 har passagerer skullet betale, hvis de ønsker at skifte det sæde, de automatisk får tildelt ved online check-in.
Ændringen blev implementeret uden en offentlig annoncering til kunderne og gælder på tværs af koncernens flyselskaber, herunder Lufthansa, SWISS, Austrian Airlines, Brussels Airlines, ITA Airways og Discover Airlines.
Gratis sædevalg ved check-in er nu fortid
Tidligere kunne passagerer, der ikke havde købt sædevalg på forhånd, som regel frit vælge et andet ledigt standardsæde, når online check-in åbnede. Den mulighed er nu fjernet.
Hvis en passager automatisk får tildelt et sæde ved check-in og ønsker at flytte til et andet ledigt sæde i samme kabine, udløser det nu et gebyr.
Tiltaget udvider en ordning, som allerede fandtes på udvalgte kort- og mellemdistanceflyvninger, og omfatter nu også mange Economy- og Premium Economy-billetter på langdistanceruter.
Gebyrerne varierer
Prisen afhænger af blandt andet rute, billetype og afrejseland.
På Lufthansa, Austrian Airlines og Brussels Airlines ligger prisen for et almindeligt Economy-sæde på mange interkontinentale ruter typisk mellem 190 og 340 kroner. Ønsker man et foretrukket sæde eller ekstra benplads, kan prisen være betydeligt højere.
Hos SWISS kan et standardsæde koste op til cirka 455 kroner, afhængigt af ruten.
Disse passagerer er undtaget
Følgende passagerer kan fortsat ændre sæde uden ekstra betaling:
- Rejsende, der allerede har købt sædereservation
- Passagerer på fleksible billetprodukter
- HON Circle-medlemmer
- Senator-medlemmer
Lufthansa Group oplyser samtidig, at man fortsat vil forsøge at placere familier og grupper sammen, når det er operationelt muligt.
Lufthansa siger det er en del af strategien
Lufthansa forklarer i deres pressemeddelse at ændringen skal skabe en mere gennemsigtig prisstruktur, hvor kunderne kun betaler for de produkter og services, de ønsker at benytte. Samtidig kan basispriserne holdes konkurrencedygtige, men det falder næppe efter denne ændring. Det er nok mere at de kan skabe ekstra indtægter.
Udviklingen følger en bred tendens i luftfarten, hvor flyselskaber i stigende grad henter en større del af deres indtjening gennem tilkøbsprodukter frem for selve billetprisen.
Stadig tættere på lavprisselskaberne?
For mange rejsende vil ændringen blive opfattet som endnu et skridt væk fra den klassiske full-service-model. Selvom Lufthansa fortsat tilbyder et højere serviceniveau end de fleste lavprisselskaber, bliver forskellen mindre, efterhånden som flere ydelser flyttes ud af billetprisen og over i listen over tilkøb.
At ændringen desuden blev indført uden offentlig information til kunderne, vil sandsynligvis vække debat blandt mange loyale Lufthansa-passagerer, som først opdager den nye praksis, når de checker ind til deres næste rejse.
Foto: Lufthansa A350-941 (D-AIXN) – Munich Franz Joseph Strauss Airport (MUC) (BongoPlanes)






Skriv et svar