Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Lufthansa har netop offentliggjort hvordan deres nye Business Class koncept ombord på deres kommende Boeing 777X kommer til at se ud. Det er overraskende tidligt, da de som den første kunde først modtager flyet i 2020.
Det ser godt ud ved første kig – det må vi give Lufthansa. Allerede det at de går fra en konfiguration hvor du sidder 2-2-2 og til en konfiguration der er 1-2-1 (og 1-1-1 i nogle tilfælde), så giver det mere privathed, samt direkte adgang til gangen for alle. Det alene er rart når man skal sove. Har du gangpladsen i dag, så vil du blive forstyrret når siddemanden forsøger at komme ud i løbet af en natteflyvning.
Sædet vil kunne ligges ned og du får en regulær flat-bed seng. Der vil være længder op til 220 cm, som er i den gode ende af hvad andre flyselskaber tilbyder.
Konfigurationen af kabinen giver mulighed for at rejse sammen forsat. Hver anden række i midten vil være linket sammen og give mulighed for at kunne sidde tættere sammen. De andre rækker vil have stole som er vinklet væk fra hinanden.
Der sker også nyt på teknologi fronten. Lufthansa Technic er ofte langt fremme med deres innovation og dette vises også her. Der vil du få mulighed for at styre underholdningssystemet via din telefon eller tablet. Der vil også være indbygget mulighed for opladning via den nye Qi-standard.
Der vil også være en tablet til hvert sæde, som skal bruges til at styre alle funktionerne. Så underholdningssystemet, lys, ventilation og sædekontrol styres derfra.
Dette nye Business Class koncept vil være eksklusivt for de nye Boeing777X. Der er på nuværende ikke nogen aktuelle planer om at bruge det på andre fly.
Fakta om Boeing 777X
Det nye Boeing 777X vil have større vinduer og bedre klima ombord. Dette vil være på samme niveau som de nuværende Boeing 787 Dreamliners.
Dertil vil det have en rækkevidde på op til 15.185 kilometer samtidig med at det vil være det fly, som har den laveste omkostning per sæde af de fly som er på markedet lige nu.
En lidt speciel ting ved det nye Boeing 777X er at vingerne kan foldes sammen. Det er den yderste del af den 72 meter lange vingespids som kan foldes ind. Når vingen er foldet ind er den “kun” 65 meter lang. Det betyder at den ikke er bredere end andre fly i dag og så skal lufthavnene ikke ændre på deres infrastruktur for at få plads til flyet.
De første to (test) fly er netop rullet ud af produktionshallen ved Boeing og testflyvningerne er planlagt til at begynde i 2019. Som nævnt er Lufthansa lanceringskunden og planlagt levering af første fly forventes af blive i 2020.
Der er i øjeblikket bestilt 273 af dette nye fly. Emirates har ikke overraskende den største ordre ved Boeing på ikke mindre end 150 fly.
H/T: Airlinewatch
Forsidefoto: Lufthansa
[…] Emirates forventer at kunne tage flyet i brug fra næste år. Det nyeste flytype fra Boeing har haft nogle tilbageslag i udvikling og produktion. Flyproducenten har allerede udsat leveringsdatoen et antal gange, men nu skulle flyene være på vej. Tidligere har vi også set billeder af den første Boeing 777X fra Lufthansa. […]