Tema: Danske Rejseblogs – “Besøg” fra A World of Backpacking

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Denne søndag er det blevet tid til et besøg fra rejsebloggen A World of Backpacking. Det er en rejseblog med fokus på det at rejse som backpacker og solorejser. Så alle os der rejser alene på enten firmarejser eller rejse i almindelighed, kan helt finde god inspiration i denne rejseblog.

Introduktion til A World of Backpacking

A World of Backpacking er en rejseblog med fokus på at rejse alene og ofte med rygsæk. Bloggen er skrevet af Tine, som har rejst alene siden 2011. Bloggen giver et unikt indblik i verden som solorejsende og Tine deler både gode og dårlige oplevelser som solorejsende. Gennem egen erfaring leverer Tine brugbare tips og information, så hendes læsere får muligheden for at følge i hendes fodspor og få den bedst mulige oplevelse. Derudover har Tine også delt hendes oplevelser fra hendes studieophold i Vietnam og Australien samt weekendture i Europa. A World of Backpacking har vundet adskillelige priser og modtaget flere roser for både tekst og billeder, herunder også prisen som Danmarks andenbedste rejseblog i 2017, så man vil med garanti finde bloggen inspirerende.

Den næste rejse for Tine er en rejse på ubestemt tid, som starter i Kina, Sri Lanka og Malaysia. Hvad der sker derefter, er endnu uvist. Hvor mange måneder rejsen varer og hvor den ellers tager hende hen, det må tiden vise.

Foto: A World of Backpacking

Den bedste rejseoplevelse

Spørger man Tine hvad hendes bedste rejseoplevelse, så har hun svært ved at vælge: ”Uh, det er et svært spørgsmål. Ofte rejser jeg for de store natur- og dyreoplevelser, men det er oftest de lokale som gør det største indtryk på mig. Da jeg var i Malaysia, så blev jeg indlagt på et lokalt hospital natten over. Mit hostels chauffør, som havde kørt mig til hospitalet, blev hos mig hele natten. Han fik ikke løn for det og nægtede at tage imod drikkepenge. Jeg synes, at det er vildt, at man gider gøre det for en fremmede og det gjorde et kæmpeindtryk på mig! Jeg er flere gange blevet inviteret på mad eller hjem til lokale og folks åbenhed ude i verden har gjort sådan et stort indtryk på mig!

Generelt var min første store rejse en af mine største oplevelser, da den var med til at forme mig som person, og har givet mig minder for livet. Mange af mine rejsedrømme gik i opfyldelse, da jeg kom på safari i Sydafrika, så orangutanger på Borneo, dykkede ved nogle af verdens bedste dykkersteder, så Iguazu vandfaldet, trekkede til Machu Picchu og dansede salsa på Cuba.

Foto: A World of Backpacking

I 2012 var jeg på roadtrip gennem den australske outback med min familie, det har også klart været en af mine bedste rejseoplevelser! Det er helt fantastisk at køre gennem det barske landskab, som alligevel har overraskende meget at byde på. Vi snakker stadig om turen i dag og den gav mig lyst til at flytte til Australien, som jeg gjorde i forbindelse med mit studie i 2016, hvor jeg bl.a. kom på studietur til Great Barrier Reef.”

Foto: A World of Backpacking

A World of Backpackings bedste rejsetip

På A World of Backpacking har Tine en masse rejsetips, men hendes bedste tip er at lade vær med at planlægge særlig meget af ens tur på forhånd og lad vær med at skulle nå det hele på 14 dage. For ifølge Tine, så oplever man meget mere på den måde og det er oftest oplevelser, som man ikke kan planlægge, man husker bedst. Det kan for eksempel være, at man bliver inviteret til te af lokale, finder byens bedste street food eller noget helt tredje. Det er bare om at gå på opdagelse, der hvor man nu er, tilføjer hun.

Tak for besøget

InsideFlyer siger tak til Tine fra A World of Backpacking. Det var godt at læse om hvordan du som solorejsende og backpacker kan opleve en masse spændende ting alligevel. Der er ikke nogen grund til at blive hjemme eller på hotellet.

Hold øje med den næste rejseblog, som kommer på besøg i løbet af de næste dage.

Se listen over de rejseblogs vi har klar her (og der kommer på listen kan vi godt love dig):



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *