Mad Dogs (næst)sidste bjæf

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

InsideFlyer organiserer i morgen lørdag en spektakulær overflyvning af Danmark, i forbindelse med at DATs MD-83 takker af.

I disse uger går et stykke skandinavisk og europæisk luftfartshistorie sin afslutning i møde. Efter 31 år i luften nærmer tiden sig for OY-RUE, Europas sidste McDonnell Douglas MD-83 til sin sidste landing, fulgt af luftfartfans fra mange lande i Europa. Den endelige dato er ikke helt på plads endnu.

MD-83 tilhører den legendariske MD-80 serie af passagerfly med de karakteristiske hæk-motorer og det høje T-haleplan, et design, der går tilbage til nogle af de første kort- og mellemdistance passagerjets, som den franske SE-210 Caravelle og den amerikanske DC-9. Det gav ikke bare slanke og elegante fly, men muliggjorde også aerodynamisk optimerede vinger uden motorophæng. Især DC-9 blev en stor salgssucces og på vore breddegrader udgjorde typen i mange år rygraden i SAS’ flyflåde. Derved blev den til lidt af et ikon – og hvem husker ikke Peter Belli’s sang ”Har du nogensinde set København fra en DC-9?”.

MD-80 serien (og den efterfølgende MD-90/B-717 serie) markerede en videreudvikling af den oprindelige DC-9 og MD-83, oprindelig kendt som DC-9-83, bød som en langdistance-version på stærkere motorer, højere startvægt og længere rækkevidde end forgængerne. I en periode var SAS faktisk den største DC-9/MD-8x operatør udenfor USA. Og selv om det klassiske og evigt-smukke design for en stund kom tilbage i form af Canadairs (senere Bombardiers og nu Mitsubishis) Regional Jet, er det andre typer, der i dag dominerer dette markedssegment, fra Boeings 737 Max8 over Airbus familiens A220 og A32N til Embraers E2.

Den farverigeste fugl

MD-8x serien er derfor blevet en sjælden fugl på den europæiske himmel, men det er til gengæld den farverigste af dem alle, DATs ”fodboldflyver” OY-RUE, der nu takker af.

OY-RUE blev bygget i 1990 og fløj de første år for Airtours. Siden bar det farverne af Sunwings, AOM og Spanair, før det i 2010 indgik i DATs flåde. Flyet blev nok mest kendt, da det i 2014 fløj verden rundt for det internationale fodboldforbund, FIFA, og dets sponsor Coca-Cola.

VIP Konfigurationen af DAT MD-83.

Flyet har ikke bare beholdt sin lakering fra denne tur, men også sin tilknytning til fodboldens verden, senest som maskinen, der i en VIP-kabineindretning har fløjet med det danske fodboldlandshold i forbindelse med både EM-2020 og VM kvalifikationskampe. Lørdagens flyvning bliver i den normal Economy konfiguration, da flyet er klargjort til chaterflyvninger.

DAT MD-83, Foto: BongoPlanes

For den erfarne pilot Jesper Rungholm har flyet og flytypen sin helt egen status.

Dette er ikke en flyvende computer, men en rigtig maskine.

Jesper Rungholm, pilot og CEO i DAT.

Men den lige så erfarne DAT-chef Rungholm ved også, at tiden er løbet fra det legendariske fly. Nostalgi har ingen plads i et moderne luftfartsselskab.

Nu er tiden så kommet til en afsked fra DAT, og på initiativ af InsideFlyer har selskabet valgt at gennemføre en unik rundflyvning. Vi kan ikke nu afsløre ruten, da vi holder den hemmelig indtil vi tager afsted i morgen. Men vi anbefaler at følge turen på FlightRadar.

Billede fra FlightRadar.

Vi har sammen med DAT fået lavet en ganske unik oplevelse, hvor vi på en flyvetur med MD-83’eren oplever noget ud over det sædvanelige. Vi støtter samtidig dansk luftfart og et godgørende formål, da vores overskud ved et lotteri og en auktion i gaten går det dette. Det bliver et rigtig fint farvel vi tager med DAT’s “Mad Dog” i morgen lørdag.

Henrik Olsen, Co-founder og redaktør på InsideFlyer.

Peter Belli sang ”At kigge ned når tågen letter – og solen står højt over byen.” Noget alle flyrejsende vil kunne genkende og glæde sig over. Så mon ikke det vil give et stik i hjertet på mange fly-entusiaster, når OY-RUE sætter hjulene på jorden i Kastrup lufthavn lørdag ved 15:30-tiden?

Alligevel er det ikke helt slut endnu. OY-RUE forbliver i DATs flåde endnu en kort stund. Men den sidste kommercielle flyvning for DAT er planlagt til d. 13. November i år – med chartergæster til Sharm El Sheikh International Airport. Det bliver formodentligt Mad Dog’s sidste bjæf.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *