Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Norwegian har netop rundede kort før jul en milepæl med tre millioner passagerer på ruten mellem København og London-Gatwick. London er en af Norwegians mest populære ruter for både fritids- og forretningsrejsende, og flyselskabet tilbyder seks daglige afgange fra Københavns Lufthavn.
Norwegian har nået endnu en milepæl i Danmark. Tre millioner passagerer har nu fløjet på Norwegians rute mellem København og London, siden ruten åbnede i 2009. London-ruten var en af de allerførste fra basen i København, hvor Norwegian i dag har flyvninger til 60 destinationer verden over.
”Vi har nået endnu en milepæl, nu hvor hele tre millioner passagerer har fløjet på ruten mellem København og London. Begge landes hovedstæder er populære rejsemål for storbyelskere, og danskerne er også vilde med at besøge London i juleferien,” siger Thomas Ramdahl, kommerciel direktør i Norwegian.
Vigtig rute for forretningsrejsende
Ruten er ikke kun populær for turister, der vil opleve København og Londons mange attraktioner. Begge hovedstæder har nemlig også mange forretningsrejsende, der benytter ruten hver eneste dag. Norwegian har oplevet en markant stigning i antallet af forretningsrejsende, hvor knap 30 procent flere virksomhedskunder vælger det norske flyselskab på London-ruten sammenlignet med sidste år.
”Ruten er en af vores vigtigste forretningsruter fra København, og vi har oplevet en stor stigning i antallet af forretningsrejsende i år. Vi kan mærke, at virksomhederne ønsker at rejse med et flyselskab, der tilbyder god komfort til en favorabel pris, og vi glæder os til at byde endnu flere forretningsrejsende velkommen om bord hos os i fremtiden,” siger Thomas Ramdahl.
Mere om ruten
Norwegian flyver i dag til 40 destinationer verden over fra London-Gatwick. Flere af de direkte flyvninger fra København til London korresponderer godt med langdistanceafgangene herfra, hvilket giver danske passagerer endnu flere rejsemuligheder. Norwegian har blandt andet lanceret nye langdistanceruter til Denver, Seattle, Chicago og Austin i USA samt Singapore og Argentina fra London-Gatwick i 2017.
Skriv et svar