Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Norwegian ændrer nu strukturen og præsentationen af Norwegian Reward. Loyalitetsprogrammet får fem tydelige medlemsniveauer, som gør det lettere at se, hvor langt man er kommet, og hvilke fordele man har adgang til.
Ændringen kommer samtidig med, at Norwegian Reward passerer 10 millioner medlemmer. Dermed er de på nogenlunde samme antal medlemmer som eksempelvis SAS har i deres EuroBonus program.
De fem niveauer hedder fremover Member, Traveller, Bronze, Silver og Gold. Norwegian understreger samtidig, at der ikke er tale om et nyt loyalitetsprogram, men om nye navne og en tydeligere struktur for det eksisterende program. Dette ligner også mere de traditionelle niveauer ved andre flyselskabers bonusprogrammer.
Otte flyvninger til næste niveau
Grundprincippet er fortsat enkelt. For hver otte gennemførte flyvninger med Norwegian eller Widerøe bevæger man sig ét niveau op.
Det betyder:
| Flyvninger | Niveau |
|---|---|
| 0 | Member |
| 8 | Traveller |
| 16 | Bronze |
| 24 | Silver |
| 32 | Gold |
En rejse med mellemlanding tæller fortsat som flere flyvninger, da hver enkelt flyvning tæller separat. Niveauet er baseret på aktiviteten inden for de seneste 12 måneder.
Det betyder eksempelvis, at en tur med en mellemlanding hver vej kan tælle som fire flyvninger.
Fordelene følger niveauerne
Med de nye niveauer bliver det samtidig mere synligt, hvilke fordele man har optjent.
Som Traveller får man eksempelvis den første fordel, Ekstra Spenn. Herefter kan man ved Bronze og Silver vælge yderligere fordele som gratis indchecket bagage, gratis sædereservation, Fast Track, håndbagage i bagagehylden eller yderligere Ekstra Spenn.
Når man når Gold, svarende til 32 flyvninger inden for 12 måneder, får man adgang til alle de tilgængelige fordele samt en række eksklusive Gold-fordele.
Det inkluderer blandt andet Priority Boarding, gratis sædereservation på alle sæder, prioriteret kundeservice, gratis varm drik ombord og Spenn uden udløbsdato, så længe man fortsat opfylder kravene til Gold.
Norwegian vælger automatisk en fordel
En mindre, men interessant ændring er, at Norwegian fremover automatisk vælger en fordel, når et medlem når et nyt niveau.
Det skal sikre, at medlemmerne får noget ud af deres status, også hvis de ikke selv går ind på deres Reward-profil og vælger en fordel.
Medlemmet kan efterfølgende selv skifte til en anden tilgængelig fordel. For Bronze vil den automatiske fordel være gratis indchecket bagage, mens Silver automatisk får gratis reservation af standardsæde, hvis medlemmet ikke selv foretager et valg.
Reward bliver mere synligt
Norwegian ændrer også præsentationen af medlemskabet i Reward-appen. Her bliver både status og de tilhørende fordele gjort tydeligere.
Det digitale medlemskort kan desuden nu lægges i telefonens Wallet, så medlemskortet altid er let tilgængeligt.
Norwegian beskriver ændringen som en måde at gøre det lettere for medlemmerne at forstå, hvor de befinder sig på statusstigen, og hvad der skal til for at nå næste niveau.
Ingen ændring i selve statusstigen
For frequent flyers er den vigtigste pointe, at kravet fortsat er otte flyvninger pr. niveau, og at Gold fortsat opnås efter 32 flyvninger inden for 12 måneder.
Der er derfor umiddelbart ikke tale om en ændring, hvor Norwegian gør det sværere at optjene status. I stedet får det eksisterende system en mere traditionel statusstruktur med navne, der er lettere at forstå og sammenligne med andre loyalitetsprogrammer.
Norwegian Reward har samtidig fået en større rolle efter integrationen med Widerøe. Flyvninger med Widerøe tæller således også med til at nå næste niveau, dog med visse undtagelser for de offentligt subsidierede PSO-ruter.
Norwegian oplyser, at Reward nu har passeret 10 millioner medlemmer, og selskabet varsler samtidig, at dette kun er begyndelsen på den videre udvikling af loyalitetsprogrammet.
Kilde: Norwegian
Foto: Norwegian Air Shuttle B737-8 MAX (SE-RTB) – Copenhagen Kastrup Airport (CPH) (BongoPlanes)






Skriv et svar