Norwegian-turister bidrager med 4,8 milliarder kroner til dansk økonomi

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Norwegian bidrager til en værdiskabelse på mere end 4,8 milliarder kroner i Danmark og danner grundlag for 12.800 arbejdspladser i hele landet. Det er viser en rapport fra analyseinstituttet Menon Economics. Dansk Erhverv efterlyser politisk vilje til at tiltrække nye, lukrative flyruter til Danmark.

Når mere end 1,1 millioner udenlandske rejsende hvert år sætter sig til rette i et af Norwegians fly med kurs mod Danmark, bidrager det til en meromsætning på 6,2 milliarder kroner på hoteller, restauranter, butikker og turistattraktioner, en værdiskabelse på 4,8 milliarder kroner og danner grundlag for næsten 13.000 arbejdspladser. Det viser en rapport udarbejdet af analyseinstituttet Menon Economics for Norwegian.

”Rapporten viser, at Norwegians rejsende i høj grad bidrager til at holde hjulene i gang i den danske turistindustri og økonomi generelt. Den danske regerings fokus på at gøre Danmark mere tilgængeligt for luftfart og attraktivt for udenlandske rejsende er helt rigtigt. Potentialet for Danmark er meget stort,” siger Bjørn Kjos, adm. direktør i Norwegian.

Skaber værdi for milliarder i hele landet
Med udenlandske flyvninger til og fra både Aalborg Lufthavn, Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn skaber Norwegians passagerer værdi i hele Danmark. Det er man glad for i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

”Det gavner klart vores medlemmer i turistbranchen overalt i landet, der i dag beskæftiger 135.700 personer. Det er guld værd, og det er noget, vi skal værne om, for rammevilkår og omkostningsniveauet for flyselskaberne betyder selvklart noget, når de beslutter, hvor nye ruter skal lægges”, siger chef for turistbranchen i Dansk Erhverv, Lars Ramme Nielsen.

Jagter asiatisk vækst
Det norske flyselskab, der har cirka 150 nye fly i bestilling, er fortsat på udkig efter vækstmuligheder. Men Norwegian er begrænset af en gammel skandinavisk aftale med den russiske regering, der giver et andet flyselskab eneret til at flyve over Sibirien, der er den direkte vej til det østlige Asien. Til nytår mødes repræsentanter fra de skandinaviske regeringer med repræsentanter fra den russiske efter flere mislykkedesforsøg for at diskutere overflyvningsrettigheder.

”Vi håber at få lov at flyve til Kina, Japan og Korea på lige fod og i konkurrence med andre flyselskaber. Som tingene står i dag, er vi reelt udelukket fra at konkurrere til skade for os, for Københavns Lufthavn og for hele Danmark”, siger Bjørn Kjos i Norwegian.

”Jeg er overbevist om, at den danske regering forstår værdien for dansk erhvervsliv af at åbne Sibirien-korridoren for flere selskaber. Det er en potentiel milliard-indsprøjtning i dansk økonomi og rigtig mange arbejdspladser, vi går glip af, hvis det igen falder på gulvet, siger Lars Ramme Nielsen fra Dansk Erhverv.

Amerikanske turister har højt forbrug
Analysen fra Menon Economics viser også, at Norwegians nye transatlantiske flyvninger har bragt mange amerikanske rejsende til Danmark. Siden Norwegian åbnede sin første amerikanske rute til Florida i 2013, har selskabet fløjet mere end 350.000 amerikanere til Danmark – heraf rejste 119.000 af dem i løbet af 2017. Turismeundersøgelser viser, at amerikanske turister typisk bliver længere i Danmark og har et højere forbrug, mens de er her, end turister fra andre lande. Dermed er antallet af amerikanske turister vigtigt for den årlige værdiskabelse.

Regional vækstskabelse
Analysen fra Menon Economics viser, at tilrejsende med Norwegian betyder store regionale gevinster.

  • Værdiskabelsen er størst i hovedstadsregionen med 2,1 milliarder kroner i 2017. Det skyldes især Norwegians transatlantiske ruter fra Københavns Lufthavn, der fragtede 119.000 amerikanske rejsende til Danmark i 2017. Norwegians udenlandske tilrejsende skaber samlet set grundlag for 5.600 arbejdspladser i regionen.
  • I Region Syddanmark, hvor Norwegian flyver til Billund Lufthavn, er værdiskabelsen fra de tilrejsende 1,2 milliarder kroner årligt. De danner grundlag for 3.200 arbejdspladser i regionen.
  • I Region Midtjylland er tallet 771 millioner kroner i værdiskabelse og grundlag for 2.000 arbejdspladser.
  • I Region Nordjylland er Norwegians rejsende anledning til en årlig værdiskabelse på 530 millioner kroner. De skaber grundlag for 1.400 arbejdspladser i regionen. Her er det især det store antal flyruter til og fra Aalborg Lufthavn, der skaber værdi.
  • I Region Sjælland skabtes i 2017 merværdi 193 millioner kroner. Det er grundlag for ca. 500 arbejdspladser.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *