Ny afgørelse fra Højesteret om pakkerejser får styrelse til at ændre praksis

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Trafik-Bolig-og Byggestyrelsen ændrer nu sin praksis, efter at Højesteret i sidste uge afsagde dom angående overkompensation ved pakkerejser. Dommen var principiel og har nu afgjort, at flypassageren ved pakkerejser ikke skal kompenseres både fra rejsearrangøren og fra flyselskabet.

Selve sagen drejede sig om, hvorvidt flyselskabet Thomas Cook Airlines var berettiget til at fratrække det beløb (4116 kr.), som rejsearrangøren Spies allerede havde udbetalt jf. Pakkerejseloven, fra den kompensation, flyselskabet skulle udbetale. I sagen havde 6 passagerer hos Spies købt en pakkerejse til Thailand. På udrejsen fra København til Bangkok blev passagererne forsinket i 6 timer ved ankomst grundet tekniske problemer med flyet. Flyselskabet udbetalte kompensation til passagererne for forsinkelsen i henhold til EU Forordning 261/2004, men passagererne fik også udbetalt kompensation fra rejsearrangøren Spies. I sin udbetaling til passagererne havde Thomas Cook Airlines modregnet 4116 kr., som Spies havde udbetalt. Det fik passagererne til at anlægge sag mod flyselskabet med krav om, at få dette beløb retur.

Thomas Cook Airlines lænede sig bl.a. op af Trafik-Bolig- og Byggestyrelsens praksis, som giver grønt lys til at dagsandele af kompensationer kan modregnes forordningsberettigede kompensationer. I byretten blev flyselskabet frifundet og sagen blev af flypassagererne anket til Østre Landsret. Landsretten fandt imidlertid ikke, at flyselskabet havde været berettiget til at fratrække beløbet, bl.a. på baggrund af en fortolkning af artikel 12 i EU Forordning 261/2004 angående begrebet om ”yderligere kompensation”. Flyselskabet ankede sagen til Højesteret, der dog tolkede forordningens artikel 12 til fordel for flyselskabet. Højesteret mente, at flypassagererne ville blive overkompenseret, hvis der blev udbetalt kompensation både fra flyselskabet og fra rejsearrangøren.

Efter domsafsigelsen den 23. januar 2018, ændrer Trafik-Bolig-og Byggestyrelsen nu sin praksis, idet de skriver på deres hjemmeside:

Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen har som grundlæggende princip, at praksis indrettes efter domme afsagt ved Landsretterne, Højesteret og EU-Domstolen. Derfor ændrer styrelsen sin praksis ved behandling af klager efter passagerrettighedsforordningen som følge af Højesteretsdommen. Praksisændringen gælder for rejser foretaget den 23. januar 2018 og derefter.

 

 



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *