Ny flyrute fra Esbjerg til Tesside med Loganair

Loganair Departure Esbjerg Airport

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Esbjerg er Danmarks historiske gateway til England. Med Loganairs nye direkte flyvning til nordengelske Teesside, melder Esbjerg Airport sig tilbage på det internationale rutekort.

Mandag den 8. november 2021 startede skotske Loganair sin nye, direkte rute til nordengelske Teesside via Aberdeen. I vinterperioden starter man op med afgange hver mandag og onsdag, men forventningen er at frekvensen vil blive øget.

Loganair
Loganair beflyver ruten EBJ-ABZ-MME med en Embraer ERJ-145EP med 49 sæder (Foto: BongoPlanes).

Allerede under Corona-nedlukningen mærkede vi et behov for en flyforbindelse til Teesside, dels for energisektoren – vindenergi såvel som olie-og gas – men vi ser også et perspektiv for turisme, både til det populære Lake District område og til Skotland, da flyet jo lægger et stop ind i Aberdeen.

Susanne Kruse Sørensen, lufthavnschef.

Teesside området består af en række byer, hvoraf Middlesbrough, Stockton-on-Tees, Redcar og Billingham er de største. Områdets erhvervsliv er kendt for tunge industrier fra kemi til den historiske stålindustri, men også med en energisektor med voksende betydning. Der bor ca. en halv mio. indbyggere i det umiddelbare nærområde.

Ruteudvikler Clément Marquis og Lufthavnschef Susanne Kruse Sørensen var tilstede ved den første afgang for Teesside-ruten (Foto: BongoPlanes).

Vi er glade for den nye rute, som skal gøre det meget lettere for folk i energisektoren, men især for transitpassagererne som rejser til Danmark via Aberdeen.

David Raymond, luftkaptajn i Loganair

Og Loganairs Chief Commercial Officer Kay Ryan stemmer gerne i:

Som Storbritanniens største regionale flyselskab, er det vigtigt for os at styrke konnektiviteten mellem regionallufthavnene for vore kunder. Vore passagerer vil have flere fordele  ved at flyve via Aberdeen sammenlignet med flyskift på Kontinentet, og vi håber, at den nye rute vil blive taget godt imod, især af vore erhvervskunder.

Kay Ryan, Loganairs Chief Commercial Officer

Starten på et come-back for Esbjerg Airport?

Den nuværende lufthavn i Esbjerg blev indviet i 1971 og var primært tænkt som lufthavn for en indenrigsrute til København. De første år så også nogen charterflyvning, ligesom Ryan Air under højlydt kritik fra Billund lufthavn i nogle år drev en rute til England. Indenrigsflyvningen stoppede efter åbningen af Storebæltsbroen og da Ryan Air flyttede sin rute til Billund faldt passagertallet fra 200.000 passagerer i 2006 til under det halve i 2019. Men lufthavnen er alligevel af afgørende betydning som base for et antal helikopter-selskaber, som betjener olie- og gasinstallationerne i Nordsøen – og senest også havvindmølleparkerne dér.

Af samme grund har to mindre ruter, til hh. Stavanger og Aberdeen holdt sig igennem årene, netop baserende på off-shore aktiviteterne, hvor alle tre Nordsøbyer spiller vigtige roller. Mens DAT sidder sikkert på Esbjerg-Stavanger strækningen, var det det britiske FlyBMI, der befløj Aberdeen-ruten. Efter FlyBMI’s kollaps i 2019 gik både DAT og skotske Loganair ind på ruten., der dog har ligget stille under Corona-krisen og de ekstreme indrejserestriktioner i Storbritannien. Dette kostede også livet for Loganairs påtænkte Esbjerg-Edinburgh rute, der aldrig nåede at komme i gang. 

I Esbjerg Airport har vi intensiveret indsatsen på det kommercielle område. Vi har bl.a. ansat en ny ruteudvikler og også set på vor prisstruktur, så vi er konkurrencedygtige i forhold til de andre lufthavne. Og på den seneste rutekonference fornemmede jeg en øget interesse for point-to-point trafik og dermed også de regionale lufthavne.

Susanne Kruse Sørensen, lufthavnschef.

Clément Marquis, som er den nye Route Development Manager i Esbjerg lufthavn, tilføjer:

Jeg tiltrådte stillingen som ruteudvikler i august i år, hvor jeg kom fra Paris. Lige nu koncentrerer vi os om at betjene de lokale virksomheder og at tilbyde bedre konnektivitet, så de kan udvikle deres aktiviteter. Vi ser et klart potentiale indenfor energisektoren. Der er store nye projekter på vej i Esbjerg området, ikke mindst planerne om flere Power-to-X anlæg. Vi ser også muligheder i partnerskaber mellem havnebyerne omkring Nordsøen såvel som de skandinaviske hovedbyer, men på sigt kan man også se på indgående turisttrafik. Det sydvestjyske område er jo allerede nu en populær destination, ikke mindst med Nationalpark Vadehavet og de store Vesterhavsstrande.

Clément Marquis, Route Development Manager i Esbjerg Airport

Forsidefoto: Loganair beflyver ruten EBJ-ABZ-MME med en Embraer ERJ-145EP med 49 sæder (foto: BongoPlanes).



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *