Rejsebrev: Velkommen til paradis

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Dette indlæg kommer til at omhandle vores første møde med Bounty strande, blomsterkrandse og kølige kokosnødder. Efter et par dages layover i Auckland pakkede vi taskerne og steg ombord på Dreamlineren med kurs mod Papeete på Tahiti.

Vi var knapt nok kommet op i luften før, at man kunne mærke, at vi nu skulle så langt væk som muligt. Der var bare vand, vand og vand under os. Ud over det kæmpe Stillehav på jagt efter en masse små øer spredt over et område på størrelse med Europa. Og nå ja, så langt østpå, at vi undervejs krydsede datolinjen, og dermed landede en dag før afgang. Hmm.  Således nåede vi at få to tirsdage på en uge.

Ankomsten til Tahiti hører til blandt nogle af de mere mindeværdige. Først og fremmest på baggrund af en flot indflyvning, men det der brændte sig fast var, at vi blev mødt af et lille band med ukulele og en danser, da vi trådte ud i den ekstremt, fugtige varme.

Vi kendte ikke nogen, der havde været i Fransk Polynesien. Kun set det på TV i “Kurs mod fjerne kyster”. Så en del af vores store begejstring bestod også i, at vi var helt nye på disse breddegrader.

Blomsterkrans og koraler

Det havde været svært at finde rimelige overnatningspriser som backpacker. Vi søgte på diverse hjemmesider, booking.com, agoda.com, Airbnb og prøvede sågar at finde værter på couchsurfing. Det var ikke inden for vores budgetramme. Til vores held skrev vi rundt til en del Airbnb-værter, og dér var der en fransk dame, der tilbød et værelse med afhentning i lufthavnen til ca. 5000 polynesiske franc.

Vores vært stod klar til at afhente os på den anden side af den meget lille lufthavn. Størrelsesmæssigt en halvanden gang større end Roskilde lufthavn. Hun havde til vores store overraskelse en blomsterkrans med til os hver, som den lokale tradition byder.

Værten boede godt og vel 20 minutter fra lufthavnen langs den eneste hovedvej, der løber langs Tahitis kystlinje. Hendes hjem var placeret lige ved siden af stranden og bød på en næsten 200 meter lang swimming pool, der bugtede sig rundt på det rekreative området.

Derfor gik der heller ikke lang tid før, at vi hoppede først i poolen og svømmede i retning af havet, Stillehavet. Det føltes lidt som en drøm at stå nede på stranden. En lang sandstrand med direkte udsigt over til naboøen, Mo’orea, der med sin vulkantop stak op over de runde cumulusskyer.

På med dykkermaske og snorkel som vi havde ventet mange måneder på at bruge. Det vi så kan ikke svare sig til en normal dukkert i Øresund eller Kattegat. Der var fyldt med liv under havoverfladen. Fisk i alle størrelser og farver svømmede rundt om os, og for at det ikke skal være løgn, var der koralrev få meter fra vandkanten. Det var ikke til at forstå, at vi simpelthen havde vadet ud fra en lokal strand og stødt ind i et koralrev. Bare sådan lige.

Om aftenen bød vores vært på lokal mad og eftersom, at hun underviste på Tahitis universitet i turisme, fik vi helt kvit og frit en forelæsning i den lokale kultur og mentalitet med alt fra tatoveringer til flerkoneri. Det var ikke kedeligt.

Det var kun første dag i Fransk Polynesien. Gad vide hvad den næste bringer?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *