Rejsebrev: Vietnams højland

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Det ligner ikke Vietnam. Det føles ikke som Vietnam. “Er vi ankommet til Schweiz?”, flyver det ud ad munden på os. Selvom udseendet snyder, så er byen Dalat altså vietnamesisk helt ind til benet. Placeringen i højlandet giver bare nogle helt andre muligheder end i resten af landet, og man keder sig næppe.

Som det bemærkes i introduktioner ovenover, så var det lidt af et chok at ankomme til Dalat. Ikke nok med at vi nu befandt os 1000 m.o.h., så var de flotte strande og palmer blevet skiftet ud med grantræer, en sø helt i centrum og et bakket landskab, der som sagt ledte tankerne over på Schweiz. Temperaturen tog samtidig lige et nyk ned ad,  så vi måtte grave dybt i rygsækken for at finde de lange bukser frem.

Aktiviteter i Dalat  

Umiddelbart lægger et besøg i Dalat op til at udforske naturen, hvilket vi kommer til, men man kan sagtens få en masse ud af at udforske selve byen. Vi lagde ud med at gå en tur ned til søen, hvor der flere steder var udlejning af cykelbåde og med sådan en, tog vi på en lille rundtur og fik bevæget kroppen efter mange timer i liggebus. Tæt på cykelbådene er det også muligt at leje cykler inkl. tandemcykler, hvilket bestemt kan anbefales.

I selve centrum af Dalat finder man også et velassorteret lokalt marked, eftersom at oplandet producerer mange lækre produkter – såsom frisk frugt, nødder, rosiner og alverdens habengut. Som i mange byer kommer man tæt på det lokale liv ved at besøge disse markeder. Om aftenen kom der trods kulden mange mennesker på gaderne og på trapperne, der ledte ned til markedet, begyndte mange små madboder at titte frem. Så hvis man er til en pizza lavet på rispapir med æg og forskellige toppings eller en varm suppe f.eks. pho, bør denne kulturelle oplevelse ikke vælges fra. Er man dog til det lidt mere konforme, så var der en hav af gode cafeer og spisesteder bl.a. An Cafe, Gout Cafe og One More Cafe.

“Jeg håber, at torvet holder”

Takket være den høje beliggenhed så byder området omkring Dalat på en masse adventure-aktiviteter. En af de mest populære er canyoning, der en aktivitet, som inkluderer klatring, rapelling mv. Der findes rigtig mange udbydere på dette området, så det betaler sig både at læse op på, hvad der inkluderes i turene samt, hvilken sikkerhed de enkelte operatører har.

Turen begyndte tidligt om morgenen og efter lidt kørsel stod vi klar til at påklæde os seletøj, handsker, hjelm og en neoprentrøje – badeshorts/badedragt eller sportsbukser kan klart anbefales at medbringe, da man bliver meget våd. Derefter stod den på rapelletræning ca. fem meter over jorden. Vi blev ved indtil, at alle var trygge ved at lade torvet glide gennem hænderne og sætte af på den lodrette væg og lade sig falde et par meter nedad for straks at gribe fat i torvet og stoppe faldet. For at det ikke skal være løgn, startede vi ud med at rapelle ned ad det højeste vandfald i området. 18 meter lodret nedad. Man løsner let grebet og skubber fra, hopper ud ved siden vandmasserne og får atter kontakt til klippevægge nogle meter længere nede. I bunden slutter rapellingen brat med et lille hop ned i det kolde vand.

Dejlig våd og en smule stolt over at have klaret udfordringen, fortsætter resten af turen på samme actionfyldte facon. Ét vandfald bliver til tre, og pludselig ser man sig selv body-rafte ned ad et lille vandfald med hovedet først, og senere overtaler man sin højdeskræk til at tage en pause for så at hoppe ud fra en 11 meter høj klippe. En velfortjent frokost venter heldigvis ovenpå alle disse halsbrækkende oplevelser og sidenhen en varm kakao til at få varmen tilbage.

Action er ikke en mangelvare i Vietnams flotte højland. Så har man mulighed for at slå vejen forbi den tidligere franske bjergstation, kommer på ingen måde til at kede sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *