Roskilde Airshow: Oplev legendarisk fly fra 2. Verdenskrig

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Roskilde Airshow præsenterer et vovet tredages-show for hele familien, når man fra den 16. til den 18. august 2019 er klar til takeoff. I anledning af 75-året for D-dag, de allieredes invasion i Normandiet i juni 1944, er det lykkedes at få det legendariske B-17 veteranbombefly ’Sally B’ til Danmark. ’Sally B’ er det eneste af sin slags i Europa og kan opleves på landjorden og i luften i årets største og mest fascinerende flyshow, hvor flytyper af enhver slags kan opleves i akrobatisk udfoldelse.

Det er Forsvarsminister Trine Bramsen, der lørdag den 16. august kl. 11.30 byder velkommen til tre historiske, nervepirrende og sjove dage, når Roskilde Airshow for 13. gang præsenterer spektakulære flyshows, der med garanti vil imponere både store og små. I år – i anledning af 75-året for D-dag – er der særligt fokus på 2. Verdenskrig. En gruppe entusiaster vil skabe den helt rigtige stemning, når de iscenesætter livet som amerikansk soldat under krigen til lyden af 40´ernes swing fra Sgt. Wilson Army Show. Men den helt store attraktion kommer fra England i form af ’Sally B’.

I krig og kærlighed

Det bliver noget helt særligt, når Europas eneste B-17 fly fra 2. Verdenskrig letter fra Roskilde. ’Sally B’ er et fly, der udover sin krigshistorie rummer en unik kærlighedshistorie. Flyet er nemlig opkaldt efter den danske kvinde Ellinor Sallingboe, der var partner til piloten Ted White. Ted omkom på tragisk vis i et flystyrt i 1985, og siden har Ellinor kæmpet for at holde ’Sally B’ i luften. Flyet er blevet verdenskendt og har medvirket i en lang række film – heriblandt Hollywood-filmen ’Memphis Belle’. ’Sally B’, der til dagligt står på Imperial War Museum Duxford i England, er ved hjælp af blandt andet crowdfunding kommet på programmet til Roskilde Airshow.

Vi er meget stolte over, at det er lykkedes at få ’Sally B’ til Roskilde Airshow 2019. Det er et scoop, som mange andre flyshows misunder os. Vi takker alle dem, der har støttet os, og glæder os til at præsentere en weekend fuld af flyoplevelser for hele familien, i år med et særligt historisk fokus på 2. Verdenskrig.
Roskilde Airshow er for alle, både den flyinteresserede og alle dem, der søger en oplevelse fuld af fart, spænding og familietid. Man kan tale med piloterne, høre anekdoter om flyene, sidde i piloternes all time favourite biler – Trans Am’erne, slappe af til musik, spise masser af god mad, nyde solen og hengive sig til drømmen om at flyve, som altid har fascineret os mennesker.

Per Faldborg Olesen, Roskilde Airshow

Oplevelser for alle – fra tusmørkeshow til `Drone Racing´

Med 70 fly forvandler Roskilde Airshow himlen over Roskilde til en stor scene. Det sker med alverdens forskellige flytyper fra praktisk talt hele luftfartens historie i form af krigsfly fra 1. og 2. Verdenskrig, militærfly, trafikfly, helikoptere mm. Blandt andet letter Det Danske Flyvevåben med et dannebrogsmalet F-16 fly, og Det Finske Flyvevåben præsenterer deres anerkendte opvisningsteam Midnight Hawks.

Det Finske Flyvevåben præsenterer deres anerkendte opvisningsteam Midnight Hawks.

Derudover kan man opleve kunstflyvninger og det helt særlige tusmørkeshow, der er blevet en signaturbegivenhed for Roskilde Airshow.

Fredag aften, når mørket begynder at falde på, stiger en hær af fly nemlig til himmels og skaber et festfyrværkeri af lys og akrobatik over Roskilde.

Lørdag og søndag står for alvor i familiens tegn, blandt andet med mulighed for at opleve den hastigt voksende sportsgren ’Drone Racing’ og med mulighed for at komme på rundflyvning i danmarks eneste vandfly.

Læs mere på airshow.dk
Se film om ’Sally B’ her.

Se video fra en Midnight Hawks opvisning.

Forsidefoto: Roskilde Airshow



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *