Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Ligesom mange andre flyselskaber, forsøger SAS også at få virksomheder til at booke deres rejser på SAS hjemmeside, i stedet for at bruge et rejsebureau (eller rejsebureauernes bookingværktøjer). Nu markedsfører SAS selskabets bookingværktøj – og tilbyder virksomhederne dobbelt rabat i september og oktober på rejser, der bookes via værktøjet inden udgangen af august.
SAS har en række tilbud til virksomheder, som eksempelvis
- Klippekort (som vi også har kendt det fra busser og tog), hvor man køber og forudbetaler et vist antal rejser mellem 2 byer. Da klippene kan bruges af flere rejsende i samme virksomhed, er det et godt tilbud til virksomheder, hvor medarbejderne ofte rejser på samme rute.
- Periodekort, som giver et ubegrænset antal rejser til én person i virksomheden på en bestemt rute – men fordelagtigheden afhænger naturligvis af, hvor ofte man rejser.
- SAS Credits, der populært sagt giver rabat på flyrejser – og dermed kan bruges på destinationer, som man sjældent rejser på. SAS giver 4% rabat på rejser i Business og Plus, mens rejser på Go giver 2% rabat. Rabatten sættes ind på en konto, og indestående kan altid bruges til at betale helt eller delvist for en flybillet.
SAS booking værktøj
Nu har virksomhedskunderne fået tilbudt SASs booking værktøj, som kan:
- booke fly, hotel og lejebil
- ændre og annullere bookinger
- indsætte Credits og bruge optjente Credits
- booke rejser med SAS Travel Pass (klippekort, periodekort og andre rejser)
- betale med SAS Faktura.
Desuden lover SAS i deres direct mail, at rejseadministratoren kan holde styr på alle virksomhedens rejser og få et overblik over, hvor medarbejderne befinder sig.
Hvis din virksomhed har et sådant udækkede behov, som I gerne vil bruge SAS bookingværktøj til at løse, så er det bare med at melde sig til – og dermed også få belønningen for at bruge værktøjet. Personligt synes jeg, at belønningen er lidt spøjs: Få dobbelt SAS Credits på rejser i september og oktober, der er booket inden udgangen af august. Dels er belønningen alene knyttet til ét af SAS-produkterne (SAS Credits) og dels er belønningen begrænset til udvalgte rejser.
SAS Credits – et godt tilbud til virksomheder
Jeg er meget glad for SAS Credits, som jeg synes er det bedste produkt, jeg har set til mindre og mellemstore virksomheder, der er for små til at forhandle sig frem til individuelle aftaler eller rabatter. Og jeg anbefaler gerne SAS Credits til andre.
Men i vores lille konsulentvirksomhed, der har mellem 15 og 20 forretningsrejser om året, vil jeg ikke bruge tid på at lære SAS booking værktøj. Vi rejser typisk fra det vestlige Danmark (Aarhus eller Billund) til destinationer i Østeuropa. Da SAS ikke flyver til flere af de byer, vi gerne vil rejser til, benytter vi også selskaberne i Lufthansa Group og Czech Airlines – og dermed tror jeg, vi vil få begrænset nytte af SAS booking værktøj.
Det til trods for, at jeg er meget glad for SAS Credits, som jeg synes er det bedste produkt, jeg har set til mindre og mellemstore virksomheder, der er for små til at forhandle sig frem til individuelle aftaler. Derfor vil jeg gerne anbefale SAS Credits til virksomheder, der benytter SAS.
Skriv et svar