Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Mandag i denne uge var dagen, hvor Singapore Airlines igen endeligt kunne tilbyde daglige afgange på ruten mellem København og Singapore. Sammen med lanceringen af samarbejdet med den tostjernede Michelin restaurant AOC, blev dette fejret i gaten. Det var til glæde for de mange passagerer, som skulle mod Singapore og videre ud i verden.
InsideFlyer var inviteret med ud i gaten og følge fejringen. For både Singapore Airlines og Københavns Lufthavn er det at få en daglig langrute tilbage helt klart en vigtig milepæl.
Det er utroligt glædeligt, at vi er tilbage med daglige afgange mellem Københavns Lufthavn og Singapore – en rute, vi er stolte af at have betjent i 47 år. Med udvidelsen imødekommer vi efterspørgslen på rejser til Asien, Australien og New Zealand. At vi samtidig kan servere den første menu fra vores partnerskab med den danske Michelin-restaurant AOC understreger vores dedikation til markedet og viser vores kontinuerlige fokus på at levere rejseoplevelser i særklasse.
Jagdish Bhojwani, General Manager for Singapore Airlines i Norden.
Ruten mellem Singapore og København har været i gang i 47 år og det gør den til en af de længstvarende ruter i den danske lufthavn. Lige nu bruger Singapore Airlines en af deres nye Airbus A350’ere på ruten og det giver de rejsende mest mulig komfort ombord, samt at det er en af de mest brændstofeffektive fly på markedet i dag.
På mandagens afgang var det tydeligt at se at ferieperioden er startet, da der var et klart overtal af ferieglade rejsende i gaten. Det gode ved Singapore Airlines er at de giver en god mulighed for at rejse videre ud i Asien eller til Australien og New Zealand. Så trods en lang rejse er det ofte muligt med kun et enkelt stop i Singapore’s flotte Changi lufthavn.
Ifølge Singapore Airlines var belægningen på godt 80% på dagens afgang til Singapore. Belægningen hen over sommeren er også på et højt niveau og det regner godt for at kunne få passagerer nok ind til at holde de daglige afgange flyvende.
Hos Københavns Lufthavn glæder man sig over Singapore Airlines’ øgede frekvens til Singapore:
At Singapore Airlines øger til daglige afgange mellem København og Singapore styrker forbindelserne mellem de to metropoler og øger fleksibiliteten for vores nordiske passagerer til Sydøstasien og de internationale rejsende til Norden. Vi ser frem til at fortsætte vores stærke og mangeårige samarbejde med Singapore Airlines.
Peter Krogsgaard, kommerciel direktør for Københavns Lufthavn.
Festivitas i gaten
Allerede på vej hen til gaten i den yderste del af C-fingeren, var det tydeligt at se at noget specielt skulle ske i dag. Gate C36 var klar til fejring og i bedste Singapore Airlines stil, så var der god service og mange gode til at smage og drikke inden passagerne skulle ombord.
Der var masser af lokale producenter tilstede i gaten, som har deres produkter ombord på alle flyvninger fra København til Singapore. Det er blandt andet Bornholmerkiksen, Summerbird og Skarø. Sønderhaven Mejeri er også en del af dette, men de var ikke med mandag.
Det hele er en del af Singapore Airlines “Farm to Plane” koncept, hvor der fra de fleste destiantioner er brugt lokale råvarer eller færdige produkter.
Det hele “åbnede” ved at de to kager blive skåret for og tilbudt alle passagerne. Fra InsideFlyer kan vi bestemt sige at kagen var godkendt.
Se flere billeder fra dagen på vores Instagram konto her.
Michelin niveau fra Restaurant A.O.C serveres ombord
Fra mandagens afgang var det også premiere for serveringen af to retter ombord i Business Class. Derfor var Søren Selin fra Restaurant AOC også med og vi fik en snak med ham om det at lave tostjernede Michelin mad til et flyselskab.
Det var tilbage i maj måned at Singapore Airlines offentliggjorde deres partnerskab med den danske tostjernede Michelin-restaurant AOC, og mandag kunne de rejsende på business class for første gang nyde en eksklusiv to-retters menu bestående af hummer med tomater, hyben, butternut squash og krondild til forret, mens hovedretten byder på havtaske med variation af danske kartofler, muslinge beurre-blanc, ørredrogn og løgblomster.
Menuen er udviklet eksklusivt til Singapore Airlines af AOC’s køkkenchef Søren Selin og serveres på ruten mellem København og Singapore frem til og med september 2024.
Udover samarbejdet med AOC, så er der flere lokale produkter, som passagererne vil opleve ombord.
Lokale leverandører forkælede passagererne
Med konceptet “Farm to Plane” har Singapore Airlines i mere end et årti taget udvalgte, lokalt fremstillede fødevarer med ombord og forkælet passagererne med lokale smagsoplevelser af høj kvalitet.
Isproducenten Skarø Is var den første danske leverandør på flyet mellem København til Singapore og har været med på ruten siden 2011. Til dagens glædelige begivenhed i Københavns Lufthavn var både Skarø Is og SIA’s andre lokale samarbejdspartnere Bornholmske Rugkiks og Summerbird Organic mødt op for at dele smagsprøver ud.
Nordjysk gårdmejeri er tilbage på Business Class
Det lille danske mejeri, Sønderhaven Gårdmejeri, har tidligere været ombord på SIA’s fly. Nu lancerer Singapore Airlines og Sønderhaven Gårdmejeri et nyt samarbejde, og fremover kan rejsende på Business Class nyde en ostetallerken med tre oste fra det nordjyske gårdmejeri. Det er ostene Vendsyssel, Commandante og Sønderhaven Rød, der i første omgang bliver serveret i de højere luftlag.
Vores anmeldelser af Singapore Airlines
Du kan se nogle af vores anmeldelser af Singapore Airlines her:
Du kan altid finde alle vores anmeldelser her.
Skriv et svar