Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Hvad er dine bonuspoint i grunden værd? Er det bedre at få rabat gennem andre aftaler / programmer eller skal du vælge at få bonuspoint?
Bonuspoint kan købes for dyrt. Derfor gælder det om at regne efter en ekstra gang, hvis du har muligheden for at vælge mellem at modtage en kontant rabat eller point. Jeg giver lige et par eksempler på mine overvejelser.
Hotels.com: Bonuspoint eller COOP Bonus
Jeg er medlem af COOP og får derfor også forskellige tilbud derfra. For ikke så længe siden, blev jeg opmærksom på, at jeg kunne få 5% rabat på hotels.com. Rabatten indsættes op min medlemskonto hos COOP. Men jeg kan i stedet for vælge at få 25 EuroBonus point for hver 100 kr., jeg bruger på hotels.com.
Tidligere værdisatte jeg mine EuroBonus point til 25 øre. Det mente jeg, var værdien. Jeg har nemlig den højeste fly premium status på mit SAS premium MasterCard. Det giver ret til “købe” bonusrejser på business class og kun betale go-prisen. Med denne værdi, er bonuspoint nok at foretrække: 25 point vil nemlig være 6,25 kroner værd, hvilket svarer til en rabat på 6.25%. Men der skal ikke være meget usikkerhed i værdiansættelsen, før de 2 alternativer står lige.
Men mange af læserne på InsideFlyer mener, at bonuspoint kun er små 10 øre værd. Så i dette tilfælde er værdien af de 25 bonuspoint faldet til 2,50 kroner. Og rabatten på 5% giver mere værdi. Du bør dog undersøge, om der er forskel i hotellernes lejebetingelserne og muligheden for at optjene status i hotels.coms loyalitetsprogram.
Marriott velkomstbonus
Jeg har platinum status i Marriott Bonvoy. Det giver en velkomstgave på mange hoteller ved check-in. På Moxy i København, kan jeg vælge mellem at få 500 point eller en voucher på omkring 65 kroner.
Igen er det nemt at vælge. Mine Marriott point er omkring 3 øre værd – så 500 point svarer til sølle 15 kroner, hvilket er væsentligt mindre end værdien af voucheren.
Det er svært at bruge point lige nu
Jeg har kun præsenteret 2 eksempler. Men hvis du går igennem dine loyalitetsprogrammer, kan du kan finde mange, hvor du kan vælge mellem at optjene point eller få en kontantrabat.
Selvom dine beregninger viser, at dine point er mere værd end kontantrabatten eller voucheren, så skal du huske på, at det faktisk kan være rigtigt svært at bruge point lige nu. Og specielt er det svært at få en god værdi ved indløsningen.
Mine point hos SAS har først høj værdi, når jeg rejser til USA eller Asien. Men med de nuværende rejserestriktioner, er det faktisk rigtigt svært at bruge pointene på en langdistance billet.
Det samme forhold gælder ved indløsning af point i de forskellige hotelprogrammer. Hertil kommer, at hotelovernatninger lige nu er meget billige. Så det kan være svært at indløse pointene til en god værdi.
Alt i alt taler meget for, at du skal tjekke en ekstra gang, når du kan vælge mellem at få rabat / vouchers eller optjene point i flyselskabers og hotelkæders loyalitetsprogrammer .
Skriv et svar