Spies går med og klimakompenserer alle flyrejser

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Spies vil fra den 29. april 2019 klimakompensere for CO2-udslippet på samtlige flyrejser. Som den første større rejsearrangør kompenserer Spies, som er en del af Thomas Cook Northern Europe, for samtlige 1,5 millioner nordiske gæsters flyrejser.

For et par dage siden var TUI ude at sige at de ville klimakompenserer alle deres rejser fra den 1. maj 2019. Spies går med og starter dagen før. Sådan skriver de i en pressemeddelse i dag.

Størstedelen af rejserne foretages med Spies’ eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia, men kompensationer gælder for samtlige flyrejser, også dem med øvrige flyselskaber, og det stopper ikke her. Spies og resten af koncernen, Thomas Cook Northern Europe, fortsætter arbejdet med at mindske klimapåvirkningen i hele virksomheden. Faktisk kan vi udlede at der vil være flere situationer hvor der så klimakompenseres dobbelt. Når Spies sikre det på alle rejser, så vil de rejser der flyves af andre flyselskaber end deres egen – og som selv klimakompensere – så give dobbelt op. Alt sammen til gavn for miljøet.

Thomas Cook Northern Europe, som også omfatter Spies, arbejder konstant med at minimere virksomhedens klimapåvirkning, både hjemme, på flyrejsen og på rejsemålet, og tager nu endnu et vigtigt skridt videre i dette arbejde. Flyselskabet har reduceret udslip med 20 pct. over de seneste 15 år, og fremover vil samtlige 1,5 millioner skandinaviske gæsters flyrejser og medarbejdernes rejser blive klimakompenseret.

Magnus Wikner, koncernchef for Thomas Cook Northern Europe siger:

Vi vil gøre det nemt for vores gæster at gøre deres ferierejse mere bæredygtig, og vi har derfor valgt at kompensere for samtlige gæsters flyrejser. Turisme sikrer mange arbejdspladser verden over og er samtidig med til at muliggøre mødet mellem forskellige kulturer, men rejser påvirker også udslippet af drivhusgasser. Vores primære fokus er naturligvis fortsat at mindske vores udslip, og nu tager vi endnu et skridt mod at blive et klimaneutralt selskab og kompenserer for de udslip, som vi stadig ikke kan undgå.

Virkning på klima, mennesker og samfund

Spies klimakompenserer ved at investere i projekter, som både reducerer udslip af drivhusgasser og bidrager til en positiv påvirkning på mennesker og lokalsamfund. Projekterne fokuserer, ud over et formindsket udslip, bl.a. på rent vand i Østafrika og Gambia, vandkraftværker i Sri Lanka, vindkraft i Tyrkiet og Indien og derudover også på et træplantningsprojekt i Spanien. Gennem projekterne skaber vi adgang til rent vand, arbejdspladser, infrastruktur og sundhedsfremmende indsatser. Sammenlagt vil disse projekter nå ud til mere end 125.000 mennesker.

Spies investerer i projekterne i samarbejde med Natural Capital Partners, NCP, som er førende på verdensplan inden for C02-reduktion. Samtlige projekter følger den globale standard, The Cabon Neutral Protocol, som ikke kun omfatter CO2-udslip, men samtlige udslip af drivhusgasser. Projekterne er certificerede og opfylder alle kriterier for FN’s Clean Development Mechanism (CDM) eller Gold Standard, en kvalitetsstandard, der er udviklet af bl.a. WWF, og som følges af mere end 80 miljøorganisationer.

Pakkerejser – en mere klimavenlig måde at rejse på

At kompensere for udslip, som endnu ikke kan undgås, føjer sig til rækken af Spies’ øvrige fokusområder inden for bæredygtighed. Thomas Cook Airlines Scandinavia er et af de mest klimaeffektive flyselskaber i verden målt på passagerkilometer, og arbejdet med at reducere udslippet yderligere fortsætter. Ud over flyrejsen arbejder Spies også med bæredygtighedsstandarden Travellife på egne koncepthoteller som bl.a. Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies har ansvar for og måler bæredygtigheden gennem hele rejseforløbet og har i over 60 år haft et tæt samarbejde med lokale partnere. Ved at optimere fly, hoteller og transferbusser og operere med så få tomme sæder og værelser som muligt er charterrejser til feriedestinationer som eksempelvis De Kanariske Øer og Mallorca en af de mere bæredygtigeformer for ferierejse.

Om NCP

NCP, som bl.a. arbejder sammen med H&M, SAS og virksomheder som Microsoft, PwC og Sky, blev grundlagt for 20 år siden. De var med til at grundlægge brancheorganisationen ICROA og udformede standarder for at kunne opsætte mål for og måle virksomheders CO2-udslip. I 2002 blev The Carbon Neutral Protocol lanceret. Den opdateres årligt og indeholder fem tydelige skridt, der skal hjælpe virksomheder til at være tydelige, målbare og gennemsigtige i deres stræben efter at blive CO2-neutrale.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *