Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
På vores norske søsterside, har en stewardesse skrevet om sit liv i luften, og en af mange specielle og intense oplevelser, som hun har haft i luften. Læs med, om en interresant hverdag, med en masse indtryk.
På mit job, skinner solen altid, himlen er altid blå, Stjerneklar og overvældende. Bogstaveligt talt. Men på mit job sker der meget , som ingen mennesker ved noget om. Skelsættende oplevelser, og nu vil jeg fortælle dig om en af dem.
Først må jeg fortælle noget om mit job. Noget meget få kender til. Når vi kommer på arbejde, ved vi ikke, hvem vi skal arbejde med. Selv efter 26 år, kan jeg risikere at flyve med helt ukendte mennesker. Derfor er vi gode til at danne hurtigt sammenhold; et team der er stærkt, når det kan gælde om liv eller død. Vi må acceptere hinanden i et smalt rør ti tusind meter oppe i luften. Uden vi ved noget om hinanden. “Er du lykkelig? Blev du skilt sidste år? Har du børn? Argumenterer du en masse med din mand? Har du en første klasses elev, der kæmper i skolen? Mistede du din mor i sidste uge? “Sådanne spørgsmål er så private, som man på en arbejdsplads, hvor man ser hinanden hver dag, bare kender hinandens svar på. På min arbejdsplads, er det op til dig, hvor meget du ønsker at fortælle om sig selv.
For mig har det været fint; Jeg har været i stand til at være nogen, uden at nogen vidste, at jeg måske havde det dårligt på hjemmefronten. Jeg kunne “tage mit stewardesse smil på,” og være en tilsyneladende glad og velfungerende person, ingen vidste om jeg græd mig selv i søvn natten før.
Hvad vi lærer om hinanden, vil man måske aldrig fortælle en kollega på andre arbejdspladser. Der er absolut ingen forpligtelse, for man ser måske aldrig hinanden igen. Man har ingen måde at følge op. Det gør det mindre bindende, at fortælle om ens inderste tanker, og om de problemer, man måtte have derhjemme. Det har gjort at jeg i dag, efter 26 år, har hørt en række stærke menneskehistorier og en af dem kommer jeg til at fortælle dig om nu.
Jeg fløj langruter, dvs. til Nordamerika og Asien og havde store tidsmæssige forskelle i kroppen. Når du flyver, sådan på tværs af tidszoner, både øst og vest, får du en smerte i kroppen, både fysisk og mentalt. Man er syg og utilpas, og bliver let irritabel over søvnproblemer. Man kan få mave og tarmproblemer og der er meget lidt der minder om det glamourøse stewardesse-liv, der bliver portrætteret i medierne. Samtalerne imellem os, handler ofte om hvor meget vi sov, og vi har skidt. Ikke om den sidste duft fra Louis Vuitton.
Så det var den dag jeg vil skrive om. Jeg var i Chicago. Var kommet ind til byen om eftermiddagen dagen før, og var på vej hjem efter 24 timer. Når det er eftermiddag i Chicago, er vi over midnat norsk tid. Jeg var alene med tre børn og havde det hårdt på hjemmefronten. Det var et puslespil derhjemme, der sjældent gik op. Jeg havde derfor, natten før trøstet en frustreret teenager, lavet pirat kostume til mindstemanden, der skulle have karneval i børnehaven, og vasket tøj, samt forberedt mad til mine fire dage væk. Jeg gik derfor direkte i seng efter at have spist en pose suppe, jeg havde med fra Norge. Når du går i seng tidligt, vågner du naturligvis også tidligt. Længe før daggry. Man ved, at man vil flyve i hele den efterfølgende nat, så stressniveauet er skyhøjt. I Chicago åbnede min favorit morgenmads cafe klokken seks. På det tidspunkt havde jeg været vågen i fem timer allerede. Men de har de bedste havregrød. Det hjælper. Jeg medbragte en bog og aviser fra gårsdagen og sad ved et bord ved vinduet, for at se nabolaget vågne.
Turen over til Chicago havde været fin. Vi arbejder i to hold om bord på store fly. En gruppe foran i Business og en gruppe i turist klassen. Undervejs har vi hver vores arbejdsopgaver. Dine bånd er derfor forbundet med, hvilket hold du arbejder med på flyvningen.
Uden for vinduet på Cafeen så jeg vores danske purser. Jeg havde aldrig mødt hende før, og vi havde arbejdet i hver af vores team på vej over Atlanten. Jeg kendte hendes navn, og selvfølgelig havde vi hilst. Ellers vidste jeg ingenting. Jeg vidste ikke engang, om hun var et rart menneske. Hun havde dog et godt smil. Det havde jeg bemærket på vej over Atlanten. Jeg følte modstand; Jeg ville sidde alene og nyde grød og aviser. Jeg ville ikke sidde og tale med nogen, jeg ikke kender. Bare ikke i dag. Jeg besluttede at gøre noget jeg er virkelig dårlig til: afvise hende, hvis hun kom og ønskede at sidde ned. Sætte grænser for mig selv. Sige det på en pæn måde. Men sige det som det var; Jeg havde brug for at sidde for mig selv. Hun kiggede lidt træt, som man nu gør det efter en søvnløs nat og en utidig morgen. Cirka sådan udformede samtalen sig:
Purser: Hey, kan jeg sætte mig her?
Mig (nervøs) – Du ved, lige i dag, har jeg behov for at sidde alene. Håber det er okay? Det har intet at gøre med dig.
Purser: – Jeg sidder ned alligevel. Det har jeg brug for. (Helt alvorligt. Meget fast besluttet)
mig (overrasket) – Okay, sæt dig da. (Hvilken del af min grænsesætning var det, hun ikke forstod? Med den her begyndelse, hvad fanden skal vi så tale om? Jeg orker jo ikke !!)
Purser: – Min mand døde i nat. Kaptajnen bankede på min dør klokken to i nat og fortalte om det. Han har været syg i et stykke tid, men det var ikke livstruende. Jeg fik at vide det var sikkert at gå på arbejde. Vi har været gift i over tyve år. Jeg helt knust. Jeg er nødt til at være sammen med nogen i dag.
Mig (gulp) – vi skal være sammen hele dagen. Jeg henter en kop kaffe til dig.
På vej til gaten gik en million tanker igennem mit hovede. Jeg har arbejdet med mennesker i krise, og jeg tog alle mine erfaringer frem fra Fransiskushjelpen, hvor jeg arbejdede i et år inden jeg begyndte at flyve. Der hvor man plejer dem der er ved at dø, men har besluttet at dø derhjemme. Jeg mindes alle de samtaler, jeg havde haft med sørgende pårørende. I mellemtiden var det anderledes: I Fransiskushjelpen jeg var blevet bekendt med den døende og de tætte. Min sørgende purser vidste jeg intet om, andet end at hun havde et stort smil.
Vi brugte hele dagen sammen. Der var tårer og latter og varme knus. Der var gode historier, triste historier og sjove historier. Om den mand, der var død. Om deres børn. Om mine børn. Om vores liv.
Jeg huskede at jeg havde lært noget om behovet for en pause i chok og sorg. Jeg var den ikke en nær person til hende, og det var vigtigt for mig, at hun ikke skulle føle sig invaderede. Jeg skulle bare være en overlevelse. Bare dagen før, hun skulle hjem til deres børn. Og så sker dette. Jeg hjalp hende bare med at komme igennem dagen uden at bryde sammen.
Vi gik og hun købte meget tøj jeg er sikker på, hun har aldrig taget på siden. Vi prøvede hatte og lo, til vi næsten tissede i bukserne. Det var pausen hun havde brug for, før gråden igen tog hende. Det var en intens dag. Jeg glemmer det aldrig.
Hun ville arbejde hjem over. Ville tage uniformen på, byde mennesker velkommen om bord, hjælpe sure passagerer med bagage, der ikke passede i hylderne, og servere gin / tonics med et stort smil. Vi forsøgte at beskytte hende, så godt vi kunne. Stod sammen. For denne gang var det om liv eller død. Vi var et hold. Et hold med stærke bånd. Selvom vi ikke kender hinanden.
Da vi nærmede os København og hendes børn, kom hun ud af sin skal. Hun løb ud af flyet i sine arme på sin ene søn.
Jeg har ikke set hende siden. Men jeg ved, at hun fundet kærligheden igen efter et par år. Det varmer mig. Og jeg bærer mindet om den dag, hvor noget rart. Om livet. Om mennesker og om behovet for at høre til. Der Jeg tænker ofte på de passagerer om bord. Især dem, der er vrede og elendige. De kan bære en historie. En historie, hvor de virkelig har brug for et trøstende blik eller en hjælpende hånd.
Skrevet af “Purseren” fra Bonusfeber.no
Skriv et svar