Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Vores seneste skribent, Jan Åge har testet Air France for Insideflyer. Her kommer hans indtryk fra turen,
Oslo-Paris med Air France HOP!
På turen fra Gardermoen til Miami skulle vi via Paris lufthavnen Charles De Gaulle med en lille HOP!-maskine fra Air France. Flyvningen skulle være kl. 06:40, men allerede i løbet af natten var der kommet SMS om forsinkelse på i overkanten af én time. Med et længere stop i Paris gik dette ikke udover mere end antallet af indtagne glas med champagne i loungen.
På Gardermoen, første lørdag i skoleferien, var det sædvanlige charter-kaos i gang, og man måtte sno sig igennem folkemængden til en af de mest afsidesliggende indtjekningsskranke, hvilket var den største udfordring med indtjekningen. Selve indtjekningen gik nemlig så kvikt, som man kan forvente på travle junidage, men jeg bemærkede dog, at SkyPriority gik noget langsommere end den vanlige kø pga. udfordringer for nogle enkelte af passagerne der.
Vel fremme ved gaten fik vi at vide, at forsinkelsen skyldtes flyets sene ankomst aftenen før og efterfølgende korte hviletid for crewet. Boarding begyndte, da den nye flytid angav, at dette skulle ske. Det automatiske udkald vedrørende boarding var af gamle slags, da også FlyingBlue Silver blev lovet prioriteret ombordsstigning – i og for sig en fordel for os som er netop er Silver, men ved selve indtjekningsskranken foregik ombordsstigningen uden nogen form for prioritering. Overraskende til at det var SkyTeam, som sædvanligvis håndhæver dette til punkt og prikke.
Efter en bustur fra gaten til E190-maskinen var vi på plads i vores sæder ved nødudgangen. Her havde vi god benplads, men kabinen var tydelig slidt og langtfra ren og pæn. Dette var i stærk kontrast til KLM Cityhoppers nye og rene kabiner. Briefingen om nødudgangsprocedurerne var langt mere omstændig end den sædvanlige “åben håndtaget hvis vi råber ‘Emergency! Open seatbelts, get out!’”, som SAS opererer med. Efter en længere beskrivelse af min ansvarsbyrde afsluttede flyværtinden med at sige, hvis nødudgangen var blokeret af røg eller ild, måtte jeg blive stående foran nødudgangen, til alle i flyet var ude – og så skulle vedkommende komme og hente mig, når flyet var tomt. Et større ansvar end undertegnede nødvendigvis havde forestillet sig. Trods den store ansvarsbyrde føler man, at Air France tager sikkerheden som sin første prioritet, og det er jo betryggende i sig selv.
Flyet var bemandet af et meget smilende og tilstedeværende kabinepersonale, og serveringen kom hurtigt i gang efter take-off. I og med den mindre forsinkelse var vi ovre i “it’s five o’clock somewhere”-tid ved serveringen. Det blev imidlertid kun budt på kaffe og vand ved drikkeserveringen, noget som endnu en gang var i stærk kontrast fra KLM Cityhopper, hvor et bredt drikkesortiment er tilgængelig. Det blev altså ikke til nogen øl for at fjerne nødudgangsnerverne, som var opstået lidt tidligere…
Drikkevarerne blev serveret med en chokoladecroissant, og en fin detalje var, at denne ikke var pakket i plast. Croissanten smagte godt, selvom croissanten ikke var af den sprøde type. Godt det samme, for så slap vi alle krummerne i kabinen. Kabinepersonalet gennemførte to serveringsrunder på den korte flyvning, og var ellers meget synlige i kabinen.
Alt i alt en ligetil flyvning, men HOP! har nok en del at lære af sin lillebror KLM Cityhopper, hvad angår kabine og servering.
Paris-Miami i Air France Premium Economy
Ved check-in blev vi tilbudt at opgradere vores økonomibilletterne til Premium Economy eller Business Class. Selvom Business Class fristede mest (prisen var NOK 4.500 per person), var der kun spredte sæder tilbage i denne klasse. Vi valgte derfor Premium Economy, hvor vi kunne sidde sammen. Opgraderingen kostede NOK 1.600 per person, og med denne fulgte SkyPriority-status, men ikke lounge adgang, som det ville have været med SAS Plus. SkyPriority kom praktisk grundet den lange ventetid i paskontrollen i Paris, hvor grænsekontrollen forventeligt er blevet skærpet.
Vores Fly til Miami afgik fra terminal 2F i stedet for terminal 2E hvor de fleste USA-flyvninger afgår fra. Grundet dette måtte vi tage til takke med 2F-loungen frem for den nyligt renoverede 2E-lounge. Med FlyingBlue Silver-status valgte vi at betale omkring NOK 400 hver, og med mængden af champagne som blev indtaget, følte vi at dette var en god deal. Loungen havde gode sæder og god servering i form af indpakkede snacks og gode drikkevarer. Udvalget af oste og champagne var efter vores mening flyselskabets hjemland værdig – uden at vi hverken er frankofile eller ostekendere. Et godt stykke under niveauet til KLM Crown Lounge i Amsterdam, men alligevel et fint tidsfordriv.
Boarding for denne Boeing 777-maskine begyndte til planlagt tid, og den prioriterede boarding fungerede som forventet. Oslo-miseren var glemt, og vi var tilbage til vanlig SkyTeam-standard på dette område.
Vores sæder var bulkhead-sæder til højre bag ved business-kabinen. Der var hverken galley eller toiletter mellem os og business-kabinen; kun skillevæg og gardiner. Dette gjorde at vi slap for de til stadige toiletkøer, som ofte er associeret med bulkhead.
Ryglænene var af typen med fastmonteret skal, som sikrer privatlivet til sidemanden og passagerne foran og bagved. Sæderne havde indbygget fodskammel, som kunne slås ud og mulighed for at ligge sig godt til rette bagud. I sædet lå en behagelig dunpude og et tykt tæppe – langt bedre end det syntetiske tæppe og den tynde vatpude, man finder i økonomiklasser verden over. De støjdæmpende hovedtelefoner var behagelige og leverede god lyd. En vandflaske var placeret ved alle sæderne i kabinen.
I Bagklogskabens lys er det værd at bemærke sig at sæderne, som ikke var bulkhead, formentlig havde noget bedre komfort i form af fodstøtte og bedre opbevaringsplads i sæderyggen foran. Med bulkhead fik man til gengæld bedre benplads og muligheden for at kunne spænde benene højt op mod væggen – så dette bliver selvsagt en individuel vurdering. Med mine 175 cm ville jeg nok ikke vælge forreste række igen. Jeg kunne have tænkt mig en blødere sidde pude, men med de mange fordele i øvrigt havde jeg valgt dette sæde over et standard økonomisæde til enhver tid.
Ulempen med kabinens placering var at vi måtte benytte toiletterne halvvejs bagerst i økonomikabinen, og at vi heller ikke fik egen galley med snackbar, som jeg har set i flere anmeldelser på nettet. Vel, vel…
Før afgang blev små toilettasker delt ud. Indholdet var beskedent, men selve tasken var pæn og trods alt en fin detalje, som giver følelsen af det lille ekstra fremfor at sidde som “sild i tønde” i bagerste kabine. For os, som smider skoene, i det vi har sat os til rette i sædet, var de toiletvenlige sokker med forstærket sål en sikker vinder.
Kabinepersonalet delte også ud en lille menu – endnu en fin detalje, som giver lidt mere info ud over det sædvanlige “chicken or pasta?”-spørgsmål fra en trippende flyværtinde, som utålmodigt vil videre.
Hurtigt efter afgang var serveringen af aperitif i gang. Air France, er så vidt mig bekendt det eneste flyselskab i verden, som fortsat serverer champagne i alle kabineklasser på langruterne. For det vil jeg nikke meget anderkendende til flyselskabets hjemland, og det falder i alle fald i smag i dette selskab. Champagnen blev serveret i plastglas og med en pose krydrede kiks.
Serveringen fortsatte med middag og drikkevarer. Jeg valgte kylling med citronsauce og krydret bulgur, og dette var en velsmagende ret. Rejsefølget valgte pasta med ricotta og spinat. Denne ret fik kommentaren “god, men for meget spinat”.
Den sædvanlige økonomisalat var skiftet ud med foie gras på et lag af en stump salat. Fint nok, men jeg trækker kritisk nok paralleller til almindelig leverpostej. Friske brødstykker og god ost var ligeledes en del af serveringen. Højdepunktet var alligevel desserten: En citrontartelet med marengs som simpelthen var umådelig god! Endnu et anerkende nik her til hjemlandet.
På serveringsbakken lå et glas (endelig en pause fra plastglassene) og plastbestik af god kvalitet pænt rullet ind i papirserviet. Jeg valgte hvidvin til maden og måtte pænt nøjes med én serveringsrunde denne gang.
Til desserten blev vi tilbudt kaffe avec – men med et udvalg som ikke indeholdt undertegnedes noget syndige førstevalg Bailey’s. At franskmænd ikke vil være bekendt Bailey’s, siger jeg imidlertid ikke noget om…
Umiddelbart efter serveringen blev et plastrør med søde konfekter delt ut til passagerne i Premium Economy. En fin detalje, og konfekterne var gode. Umiddelbart efter dette blev lyset i kabinen slukket.
Underholdningssystemet indeholdt et godt udvalg af nye film og serier – akkurat som forventet når Delta er part i alliancen. Med film som fortsat går i biografen hjemme i Norge gik timerne hurtigt. Halvvejs inde i flyvningen sluttede underholdningen for min del, da lyden sluttede med at fungere. Jeg prøvede med både egne og de indbyggede hovedtelefoner uden held. Jeg forsøgte endvidere at tilkalde kabinepersonalet ved at trykke på knappen for dette. Det orange lys blev tændt, men ingen kom. Flere af kabinepersonalet gik forbi vores sæder, men ingen tog kontakt med os. Efter ca. en halvtime strakte vi ud hånden i det en af flyværterne passerede, og bad om en restart af systemet. Dette var ikke til nogen hjælp, og de prøvede yderligere to gange til. Da det tredje forsøg heller ikke var til nogen hjælp, prøvede vi endnu en gang at trykke på knappen for at tilkalde kabinepersonalet. Nu gik der imidlertid sport i at se, hvor lang tid det tog før kabinepersonalet kom, og vi endte med at finde ud af, at det orange lys i panelet slukker af sig selv efter én time. I løbet af denne tid passerede kabinepersonalet omkring 15 gange på vej til/fra business-kabinen. Vi har hørt historier fra andre flyselskaber, hvor ødelagt IFE har resulteret i kompensation i form af bonuspoint, men her var der hverken hjælp eller kompensation. Dette var slet og ret for dårligt, Air France!
Mellem serveringerne følte vi, at Premium Economy-kabinen faldt imellem 2 stole– “korridorfolk” mellem økonomi og business. Kabinepersonalet var kun ganske lidt synlige, og de gange vi så nogen herfra, var vedkommende i fuld fart mod gardinet.
…Nok om det! Før landing var det tid til en let morgenmad: Et nydelig varmt ostesmørrebrød, en slags yoghurt, noget bitter frugt og et meget lille stykke Valrhona-chokolade. Vand fulgte til maden, og der blev budt på kaffe og te. Et mættende og velsmagende måltid, men ostesmørrebrødet kunne efter alt at dømme været præsenteret på en pænere måde.
Uden afbalancering ville opsummeringen af denne flyvning have blevet et eneste stort “njah…”. Den gode oplevelse, vi sad med fra velsmagende mad og et godt sæde, blev kraftig nedtonet af et defekt underholdningssystem og en besætning, som ikke ænsede os. Sidstnævnte har nok sin naturlige forklaring i, at antallet af sæder i klassen er lavt i kombination med klassens fysiske placering. Der er alligevel ikke noget lighedstegn mellem en naturlig forklaring og tilgivelse fra min side, og episoden med underholdningssystemet ødelagde helhedsindtrykket for en ellers fantastisk flyvning.
Med lidt nuancering vil jeg alligevel hævde, at dette er et svært godt produkt og en meget god opgradering for få penge. Det eneste, vi virkelig savnede ved produktet, var inkluderet adgang til lounge, som bortset fra den uheldige episode med underholdningssystemet, var det eneste store minus ved denne oplevelse.
Til sidst skal det nævnes at KLM Norge hurtigt svarede på en henvendelse fra os og førte os til Air France hjemmeside, hvor vi kunne indsende en klage gennem et enkelt skema. Så får vi se, hvad Air France svarer – og om totaloplevelsen til syvende og sidst bliver et “njah…” eller et stort “JA!”
Oprindelig skrevet til Insideflyer.no af Jan Åge
Skriv et svar